En uvurderlig skat at give andre del i

FORTALT AF GLORIA MALASPINA

Da min mand og jeg tabte Siciliens kystlinje af syne, begyndte vi at rette opmærksomheden mod vort bestemmelsessted — Middelhavsøen Malta. Hvor vi glædede os! Mens skibet krydsede over havet tænkte vi på apostelen Paulus og alt det han havde oplevet på Malta i det første århundrede. — Apostelgerninger 28:1-10.

ÅRET var 1953. Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde var endnu ikke blevet juridisk anerkendt på Malta. Året før havde vi gennemgået Vagttårnets Bibelskole Gilead og var blevet sendt til Italien. Efter en kort periode med italienskundervisning, var vi nu spændte på at se hvad der ventede os på Malta.

Men hvordan gik det til at en ung pige som jeg blev missionær i et fremmed land? Lad mig forklare.

Mors tilskyndende eksempel

I 1926, da vores familie boede i Fort Frances i Ontario, Canada, modtog min mor brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø af en bibelstudent (som Jehovas vidner dengang blev kaldt). Med stor interesse læste hun den, og i samme uge besøgte hun en gruppe der studerede Bibelen ud fra bladet Vagttårnet. Mor var en ivrig bibellæser, og hun modtog budskabet om Guds rige som den skat hun havde søgt efter. (Mattæus 6:33; 13:44) Trods voldelig modstand fra far, og selv om hun havde tre små piger at tage sig af, tog hun et fast standpunkt for det hun lærte.

Takket være mors urokkelige tro i de næste 20 år kunne også jeg og mine to storesøstre, Thelma og Viola, holde fast ved det vidunderlige håb om et evigt liv i en ny, retfærdig verden. (2 Peter 3:13) Mor måtte gennem mange vanskelige prøvelser, men vi betvivlede aldrig rigtigheden af det valg hun havde truffet.

I 1931, da jeg var ti år, flyttede vi til en farm i den nordlige del af Minnesota i USA. Her var vi afskåret fra regelmæssigt at komme sammen med Jehovas vidner, men ikke fra at modtage bibelsk oplæring af mor. Hendes nidkærhed i tjenesten som kolportør, eller heltidstjener, gav mig ønsket om også at være med i dette arbejde. I 1938 symboliserede mine to søstre og jeg vores indvielse til Jehova gennem vanddåben ved et stævne i Duluth i Minnesota.

Da jeg i 1938 gik ud af gymnasiet opfordrede min mor mig til at tage en kontoruddannelse så jeg kunne forsørge mig selv som pioner (nyt navn for en kolportør). Dette skulle vise sig at være et godt råd, især fordi far besluttede at forlade os.

Heltidstjeneste — en stor forret

Senere flyttede jeg til Californien, og i 1947 begyndte jeg som pioner i San Francisco. Under forberedelserne til områdestævnet „Vækst blandt alle nationer“ i Los Angeles, mødte jeg Francis Malaspina. Vi havde begge to et ønske om at blive missionær, og det førte til et nærmere bekendtskab. Vi blev gift i 1949.

I september 1951 modtog Francis og jeg en invitation til Gileadskolens 18. klasse. Den 10. februar 1952, efter fem måneders intensiv oplæring, opråbte skolens præsident, Nathan H. Knorr, i alfabetisk rækkefølge de lande som vi skulle sendes ud til. Da han sagde: „Italien, broder og søster Malaspina,“ var vi straks på vej dertil i tankerne.

Et par uger senere gik vi i New York om bord på et skib der skulle sejle os til Genova i Italien — en rejse på ti dage. Giovanni DeCecca og Max Larson fra hovedkontoret i Brooklyn stod på kajen og vinkede farvel. I Genova blev vi modtaget af missionærer som var kendt med indrejseproceduren og de vanskeligheder der eventuelt kunne opstå.

Begejstrede over alt det vi så omkring os, steg vi på toget til Bologna. Ved ankomsten blev vi mødt af en by der synligt var skæmmet af bombardementerne under den anden verdenskrig. Men der var også mange behagelige indtryk, som for eksempel den uimodståelige aroma af ristede kaffebønner der fyldte luften om morgenen, og den krydrede duft af lækre saucer til de utallige pastaretter.

Målet nås

Vi lagde ud i tjenesten med en udenadlært præsentation som vi gentog indtil budskabet var forstået eller døren blev lukket. Ønsket om at kunne udtrykke os var en stærk drivkraft til flittigt at gå i gang med at lære sproget. Efter fire måneder blev vi sendt til et nyoprettet missionærhjem i Napoli.

Denne storby er kendt for sine pragtfulde udsigter. Vi nød vores tjeneste her, men efter yderligere fire måneder fik min mand til opgave at virke i kredstjenesten og besøge menighederne fra Rom til Sicilien. Med tiden besøgte vi også Malta og endda Libyen i Nordafrika.

Dengang var togrejserne fra Napoli til Sicilien en prøve på ens fysiske udholdenhed. Vi måtte stige på et overfyldt tog og til tider stå op i 6-8 timer i gange der var fyldt til trængsel. Det gav os imidlertid en god mulighed for at studere folk omkring os. Mange gange tjente en stor kurveflaske med hjemmebrygget vin som sæde for dens ejer, der nu og da tog en slurk for at slukke tørsten under den lange rejse. Venlige passagerer tilbød ofte at dele deres brød og pølse med os, en gæstfri og hjertevarmende gestus vi var meget glade for.

På Sicilien blev vi modtaget af venner som bar vore kufferter op ad bjerget til menigheden, der lå på toppen. Det er en klatretur der tager tre og en halv time. Den varme modtagelse vi fik af vore kristne brødre fik os helt til at glemme hvor trætte vi egentlig var. Til tider red vi på muldyr, der efter sigende var sikre på benene, men vi kiggede aldrig ned over klippeskrænten, hvor vi kunne havne hvis muldyret trådte et skridt forkert. Vore brødres faste standpunkt for Bibelen trods deres vanskeligheder styrkede os, og den kærlighed vi modtog øgede vores taknemmelighed for at være blandt dem.

Malta og Libyen

Med alle de dejlige minder om brødrene på Sicilien sejlede vi til Malta. Apostelen Paulus var blevet mødt af et venligt folk, og det samme blev vi. En orkanagtig storm i Saint Paul’s Bay fik os til at tænke på den fare små skibe var udsat for i det første århundrede. (Apostelgerninger 27:39–28:10) Vort næste bestemmelsessted var Libyen. Hvordan ville det mon gå i dette afrikanske land, hvor vort arbejde var forbudt?

Endnu en gang oplevede vi en fuldstændig anderledes kultur. Udsigten og lydene i byen Tripoli fangede min opmærksomhed da vi gik gennem gaderne der var kantet med søjlegange. Mænd gik i klæder af vævet kamelhår for at beskytte sig mod Sahara-ørkenens brændende varme om dagen og mod nattens kulde. Vi lærte at forstå og respektere den måde hvorpå folk tilpasser sig klimaet der hvor de bor.

Brødrenes forsigtige nidkærhed lærte os at stole fuldt ud på Jehova og følge instruktionerne fra dem der er mest kendt med at forkynde under sådanne forhold. Vore kristne brødre kom fra mange nationer; alligevel arbejdede de enigt sammen i tjenesten for Jehova.

En ny distriktstildeling

På grund af modstand mod vort forkyndelsesarbejde måtte vi forlade Italien, men i 1957 modtog vi med glæde en ny opgave i Brasilien. Francis og jeg vænnede os til livsstilen og skikkene, og efter otte måneder blev vi bedt om at virke i kredstjenesten. Vi rejste med både bus og fly og til fods. At rejse i dette vældige og smukke land var som at modtage geografiundervisning i praksis.

Vores første kreds omfattede ti menigheder i São Paulo, samt ti små byer inde i landet og langs den sydlige kyststrækning af delstaten São Paulo. Dengang var der ingen menigheder i disse byer. Vi fandt frem til et sted hvor vi kunne bo, og dér indlogerede vi os, hvorefter vi forkyndte budskabet om Riget fra hus til hus. Vi efterlod også indbydelser til at se en af Vagttårnsselskabets film.

Det var ikke nemt at stige på en bus med film, fremviser, transformer, mapper, bøger og blade, indbydelser og udstyr til at stemple indbydelserne med en stedsangivelse for filmforevisningen. I sammenligning fyldte vores små kufferter med tøj ikke meget. Vi var nødt til at sidde med fremviseren på skødet så den ikke blev rystet fra hinanden af turen på de ujævne veje.

Efter at vi havde fundet et sted at vise filmen, gik vi fra dør til dør og efterlod indbydelser til filmforevisningen. Nogle gange fik vi lov til at vise filmen på en restaurant eller et hotel. Andre gange udspændte vi et lagen mellem to stænger i det fri. Det taknemmelige publikum, hvoraf mange aldrig havde set en film, stod og lyttede opmærksomt mens Francis oplæste beretningen. Bagefter uddelte vi bibelske bøger og blade.

Vi rejste med bus mellem landsbyerne. Nogle steder var der ikke bro over floderne, og bussen kørte derfor om bord på en stor flåde som sejlede over til den anden flodbred. Vi blev bedt om at stå af bussen og fik at vide at hvis vi så at bussen var ved at glide ned i floden, skulle vi springe i vandet på den anden side af flåden for at undgå at blive trukket med ned. Heldigvis oplevede vi det aldrig — det var vi lykkelige over, da floden var kendt for sine kødædende piratfisk.

Efter at have overværet det internationale stævne i New York i 1958, tog vi tilbage til Brasilien, hvor vi snart genoptog rejsetjenesten. Vort distrikt førte os til den uruguayanske grænse i syd, Paraguay i vest, staten Pernambuco i nord og til Atlanterhavet på Brasiliens østlige side.

En koloni for spedalske

I midten af 1960’erne fik vi en invitation til at vise en af Selskabets film i en koloni for spedalske. Jeg må indrømme at jeg var noget betænkelig ved tanken. Vort kendskab til spedalskhed var begrænset til det vi havde læst i Bibelen. Da vi var kommet ind i det afgrænsede område med et hvidt bygningskompleks, blev vi vist hen til et stort auditorium. Midtersektionen, som var afspærret med et reb, var forbeholdt os og vort udstyr.

Den elektriker som hjalp os havde boet fyrre år i kolonien. Han havde mistet sine hænder og andre kropsdele, hvilket gav ham et vanskabt udseende. I begyndelsen blev jeg lidt forskrækket, men hans glade udstråling og snilde fik mig til at slappe af. Efterhånden gik snakken livligt mens vi blev færdige med de sidste forberedelser. Mere end to hundrede af kompleksets et tusind beboere kom og så filmen. Da de humpede ind kunne vi se at der var mange forskellige sygdomsstadier. Det var et meget bevægende syn.

Vi tænkte på det Jesus sagde til den spedalske der tiggede: „Herre, hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ Jesus rørte ved ham og sagde: „Jeg vil. Bliv ren.“ (Mattæus 8:2, 3) Efter programmet kom mange hen til os og takkede for at vi var kommet — deres deforme kroppe var et levende vidnesbyrd om menneskehedens store lidelser. Senere fik de der ønskede at vide mere et bibelstudium med lokale Jehovas vidner.

I 1967 vendte vi tilbage til De Forenede Stater for at få behandlet nogle alvorlige helbredsproblemer. Mens vi fortsatte med at tage hensyn til disse problemer, fik vi igen den forret at virke i kredstjenesten. De næste 20 år tog Francis og jeg del i denne tjeneste i De Forenede Stater. I denne periode var Francis også lærer på Rigets Tjenesteskole.

Det har været til stor opmuntring for mig at have en kærlig ægtemand og trofast livsledsager der påtog sig alle de opgaver han fik tildelt. Sammen har vi haft den forret at give andre del i skatten, sandheden fra Bibelen, på dele af fire kontinenter.

Holdt oppe ved hjælp af Bibelen

I 1950 havde mor giftet sig med David Easter, en trofast broder som var blevet døbt i 1924. De tjente sammen i mange år i heltidstjenesten. Men i de sidste år begyndte mor at lide af Alzheimers sygdom. Hun krævede megen omsorg da sygdommen svækkede hendes dømmekraft. Mine søstre og David påtog sig det store ansvar at tage sig af hende, eftersom de ikke ønskede at vi skulle give slip på den særlige forret som heltidstjenesten er. Mor forblev trofast lige til sin død i 1987, og hendes eksempel har hjulpet os til at udstikke retningslinjerne for vort liv. Hendes håb om en himmelsk belønning var til stor trøst for os.

I 1989 lagde jeg mærke til at Francis ikke havde den energi han plejede at have. Vi vidste ikke at sneglefeber, en sygdom der er udbredt i mange dele af verden, var i færd med at nedbryde hans helbred. I 1990 sejrede denne uforsonlige fjende over ham, og jeg mistede min kære partner som jeg havde tjent sammen med i over 40 år i Jehovas tjeneste.

Tilpasninger er en del af livet. Nogle er nemme, andre er vanskelige. Men Jehova, der har tilvejebragt den uvurderlige skat som Bibelen er, støttede mig gennem sin organisation og min families kærlighed og opmuntring. Med tilfredshed ser jeg nu frem til opfyldelsen af alle Jehovas usvigelige løfter.

[Illustration på side 23]

Da min mand og jeg var missionærer i Italien