Et teologisk dilemma

„LÆREN om sjælens udødelighed og troen på en opstandelse af de døde . . . er to vidt forskellige begreber, og man må nødvendigvis vælge hvad man vil tro.“ Disse ord af Philippe Menoud giver et udmærket billede af det dilemma som protestantiske og katolske teologer står over for i forbindelse med læren om de dødes tilstand. Bibelen taler om at der vil ske en opstandelse på „den yderste dag“. (Johannes 6:39, 40, 44, 54) Men ifølge teologen Gisbert Greshake bygger mange troende menneskers håb på „læren om sjælens udødelighed, at sjælen forlader legemet ved døden og vender tilbage til Gud, mens læren om en opstandelse i det store og hele, om ikke fuldstændigt, er forsvundet“.

Dette rejser et vanskeligt spørgsmål, forklarer Bernard Sesboüé: „Hvilken tilstand befinder de døde sig i efter legemets død og før opstandelsen på den yderste dag?“ Dette synes at have været kernen i de senere års teologiske debat. Hvordan opstod spørgsmålet? Og hvad der er endnu vigtigere: Hvilket håb er der egentlig for de døde?

Et dilemma opstår og udvikles

De første kristne havde en klar forståelse af spørgsmålet. De forstod ud fra Skrifterne at de døde er uden bevidsthed, for De Hebraiske Skrifter siger: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting . . . Der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ (Prædikeren 9:5, 10) Disse kristne håbede på en opstandelse der skulle finde sted under den fremtidige „Herrens nærværelse“. (1 Thessaloniker 4:13-17) De regnede ikke med at de ville være ved bevidsthed et eller andet sted mens de ventede på denne opstandelse. Joseph Ratzinger, der nu er præfekt ved Vatikanets Kongregation for Troslære, har sagt: „I urkirken havde man ingen lære om sjælens udødelighed.“

Nuovo dizionario di teologia forklarer imidlertid, at når man læser kirkefædrene, som for eksempel Augustin og Ambrosius fra det fjerde århundrede, „bliver man opmærksom på noget nyt i forbindelse med den bibelske tradition — fremkomsten af den græske eskatologi, der var fundamentalt anderledes end de jødekristnes“. Denne nye lære var baseret på „sjælens udødelighed, læren om at man umiddelbart efter døden fik en individuel dom, og blev enten belønnet eller straffet“. Der opstod derfor et spørgsmål om denne „mellemtilstand“. Hvis sjælen lever videre efter legemets død, hvad sker der så med den mens den afventer opstandelsen på „den yderste dag“? Det er et dilemma som har voldt teologerne hovedbrud.

I det sjette århundrede fremførte pave Gregor I, at sjælen ved døden med det samme overføres til sit endelige bestemmelsessted. Pave Johannes XXII fra det 14. århundrede, var overbevist om at de døde ville modtage deres endelige belønning på dommens dag. Men heri var hans efterfølger, pave Benedikt XII, ikke enig. I den pavelige bulle Benedictus Deus (1336) bestemte han at „de afdødes sjæle umiddelbart efter døden træder ind i en tilstand af lyksalighed [himmelen], renselse [skærsilden] eller evig fortabelse [helvede], og først vil blive genforenet med deres oprejste legemer ved verdens ende“.

Trods megen uenighed har kristenhedens kirker haft denne holdning i århundreder, selv om de protestantiske og ortodokse kirker almindeligvis ikke tror på skærsilden. Siden slutningen af forrige århundrede har et stigende antal lærde imidlertid peget på at læren om den udødelige sjæl ikke er af bibelsk oprindelse, og som følge heraf „forsøger den moderne teologi nu ofte at betragte mennesket som en enhed der fuldstændig forsvinder i døden“. (The Encyclopedia of Religion) Bibelkommentatorer finder det derfor vanskeligt at forsvare eksistensen af en „mellemtilstand“. Taler Bibelen om dette, eller fremholder den et andet håb?

Troede Paulus på en „mellemtilstand“?

I Catechism of the Catholic Church hedder det: „For at blive oprejst med Kristus, må vi dø med Kristus; vi må ’bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren’. [2 Korinther 5:8] I dette ’opbrud’, som er døden, adskilles sjælen fra legemet. [Filipperne 1:23] Den vil blive genforenet med legemet på dagen for opstandelsen af de døde.“ Men taler Paulus, i de her anførte skriftsteder, om at sjælen lever videre efter legemets død og derefter venter på „den yderste dom“ så den kan blive genforenet med legemet?

I Andet Korintherbrev 5:1 taler Paulus om sin egen død, idet han siger at det er et ’jordisk hus’ som bliver „brudt ned“. Tænker han her på et legeme som en udødelig sjæl har forladt? Nej. Paulus troede på at mennesket er en sjæl, ikke at det har en sjæl. (1 Mosebog 2:7; 1 Korinther 15:45) Paulus var en åndssalvet kristen der, på linje med de andre kristne i det første århundrede, havde et håb der var ’henlagt i himlene’. (Kolossenserne 1:5; Romerne 8:14-18) Hans ’længsel’ var derfor, til Guds fastsatte tid, at blive oprejst til himmelen som en udødelig åndeskabning. (2 Korinther 5:2-4) Paulus omtalte dette håb med ordene: „Vi skal alle forvandles . . . under den sidste trompet. For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi skal forvandles.“ — 1 Korinther 15:51, 52.

I Andet Korintherbrev 5:8 siger Paulus: „Vi er ved godt mod og synes bedre om at komme bort fra legemet og at få vort hjem hos Herren.“ Nogle mener at disse ord hentyder til en mellemtilstand hvor man venter. De der tror dette henviser også til Jesu løfte til sine trofaste disciple om at han ville berede dem en plads og ’tage dem til sig’. Men hvornår ville han gøre det? Kristus sagde at det ville være når han ’kom igen’ i sin fremtidige nærværelse. (Johannes 14:1-3) Og i Andet Korintherbrev 5:1-10 siger Paulus at de salvede kristnes håb er at arve en himmelsk bolig. Dette håb skulle ikke opfyldes ved at en såkaldt udødelig sjæl levede videre, men gennem en opstandelse under Kristi nærværelse. (1 Korinther 15:23, 42-44) Bibelfortolkeren Charles Masson konkluderer at Andet Korintherbrev 5:1-10 „udmærket kan forstås uden at man behøver at ty til hypotesen om en ’mellemtilstand’“.

Paulus siger i Filipperbrevet 1:21, 23: „For mig er nemlig det at leve, Kristus, og det at dø, en vinding. Jeg er under pres fra disse to ting; men det jeg ønsker er opbruddet og at være sammen med Kristus, for dette er jo ganske givet langt bedre.“ Taler Paulus her om en „mellemtilstand“? Det er der nogle der mener. Men Paulus siger at han er under pres fra to muligheder — liv eller død. „Men det jeg ønsker,“ tilføjer han idet han nævner en tredje mulighed, „er opbruddet og at være sammen med Kristus.“ Er det et ’opbrud’ der straks efter døden medfører at man er sammen med Kristus? Som vi allerede har set, troede Paulus på at de trofaste salvede kristne ville blive oprejst under Kristi nærværelse. Det må derfor være denne periode han har tænkt på.

Det fremgår af det han siger i Filipperbrevet 3:20, 21 og i Første Thessalonikerbrev 4:16. „Opbruddet“ under Jesu Kristi nærværelse ville resultere i at Paulus kunne modtage den belønning som Gud havde i beredskab til ham. At dette netop var hans håb, ses af hans ord til den unge Timoteus: „Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig som belønning på den dag, dog ikke kun mig, men også alle dem som med kærlighed har imødeset hans tydelige fremtræden.“ — 2 Timoteus 4:8.

Læren om opstandelsen bygger på Bibelen

De første kristne forstod at opstandelsen ville finde sted under Kristi nærværelse, og de fandt styrke og trøst i denne storslåede bibelske lære. (Mattæus 24:3; Johannes 5:28, 29; 11:24, 25; 1 Korinther 15:19, 20; 1 Thessaloniker 4:13) De ventede trofast på denne glædelige fremtidige begivenhed, og afviste den falske lære om en udødelig sjæl. — Apostelgerninger 20:28-30; 2 Timoteus 4:3, 4; 2 Peter 2:1-3.

Opstandelsen er selvfølgelig ikke begrænset til at omfatte kristne med et himmelsk håb. (1 Peter 1:3-5) Patriarkerne og andre af fortidens tjenere for Gud troede på Jehovas evne til at bringe de døde tilbage til livet på jorden. (Job 14:14, 15; Daniel 12:2; Lukas 20:37, 38; Hebræerne 11:19, 35) Selv de milliarder der gennem århundrederne aldrig har kendt Gud, har mulighed for at få livet igen i et jordisk paradis, eftersom „der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15; Lukas 23:42, 43) En betagende tanke!

Jehova ønsker ikke at vi skal tro at der altid vil eksistere lidelse og død. I stedet viser han os at der vil komme en tid hvor „den sidste fjende, . . . døden“, vil blive fjernet for evigt, og hvor den trofaste menneskehed kan opnå evigt liv på en jord der atter er gjort til et paradis. (1 Korinther 15:26; Johannes 3:16; 2 Peter 3:13) Det bliver vidunderligt at se vore kære vende tilbage til livet. Dette sikre håb er langt bedre end hypotesen om menneskets udødelige sjæl, et dogme der er baseret på græsk filosofi, ikke på Guds ord. Hvis du bygger dit håb på Guds sikre løfte, kan du være forvisset om at døden inden længe ’ikke skal være mere’. — Åbenbaringen 21:3-5.

[Illustration på side 31]

Læren om opstandelsen bygger på Bibelen