„Det Gamle Testamente“ eller „De Hebraiske Skrifter“?

I DAG er det almindeligt at betegne den hebraiske og aramaiske del af Bibelen som „Det Gamle Testamente“ og den græske del som „Det Nye Testamente“. Men hvorfor bruger man egentlig ordet „testamente“? Er der en bibelsk begrundelse? Og hvorfor plejer Jehovas Vidner ikke at anvende disse betegnelser i deres publikationer?

I Andet Korintherbrev 3:14 synes der at være en vis støtte for at bruge ordet „testamente“, dog kun i forholdsvis gamle oversættelser. Det gælder således King James-oversættelsen og Martin Luthers tyske oversættelse Septembertestament fra 1522, der var hans første bibeloversættelse. Luthers gengivelse har påvirket ordvalget på mange andre sprog — også i danske bibeloversættelser lige fra 1550. I den reviderede oversættelse af 1819 lyder det nævnte vers: „Deres Sind er forhærdet; thi indtil denne Dag forbliver det samme Dække under det gamle Testamentes Læsning uafdraget; thi kun ved Christus hæves det.“

Men taler apostelen her om de 39 bibelbøger der er blevet kendt som „Det Gamle Testamente“? Det græske ord der her er gengivet med ’Testamente’ er diathēʹkē. Et anerkendt tysk værk, Theologische Realenzyklopädie, siger i en kommentar at når der i Andet Korintherbrev 3:14 tales om ’læsning af den gamle diathēʹkē’, menes der det samme som det der i det følgende vers kaldes ’læsning af Moses’. Derfor, konkluderer dette værk, må ’den gamle diathēʹkē’ være det samme som Moseloven, eller allerhøjst Pentateuken. Udtrykket står under ingen omstændigheder for hele den førkristne del af de inspirerede skrifter.

Apostelen taler her kun om en del af De Hebraiske Skrifter, nemlig Lovpagten, som Moses nedskrev i Pentateuken (de fem Mosebøger); han taler ikke om Bibelens hebraiske og aramaiske skrifter som helhed. Det er heller ikke hans mening at de inspirerede kristne skrifter fra det første århundrede udgør et „nyt testamente“; dette udtryk forekommer slet ikke i Bibelen.

Man bør bemærke at den egentlige betydning af det græske ord diathēʹkē, som Paulus her anvender, er „pagt“. (Se Tillæg 7E i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, side 1585; udgivet i 1993 af Vagttårnets Selskab.) De fleste nyere bibeloversættelser bruger derfor udtrykket „den gamle pagt“ i stedet for „det gamle testamente“. I Danmark gik man i oversættelsen af 1907 bort fra ordet „Testamente“ i Andet Korintherbrev 3:14 og skrev i stedet „Pagt“.

I denne forbindelse hedder det i tidsskriftet „National Catholic Reporter“: „Udtrykket ’Det Gamle Testamente’ antyder uvægerlig at det drejer sig om noget der er mindre væsentligt, noget forældet.“ Men Bibelen udgør et samlet hele, og ingen del af den er „gammel“ i den forstand at den er forældet. Bibelens budskab er sammenhængende lige fra den første af de hebraiske bøger til den sidste af de græske bøger. (Romerne 15:4; 2 Timoteus 3:16, 17) Vi har altså gode grunde til ikke at bruge disse udtryk, der udspringer af urigtige formodninger; vi foretrækker de mere korrekte betegnelser „De Hebraiske Skrifter“ og „De Kristne Græske Skrifter“.