7E Udtrykkene „Det Gamle Testamente“ og „Det Nye Testamente“

2Kor 3:14 — gr.: ἐπὶ τῇ ἀναγνώσει τῆς παλαιᾶς διαθήκης (epiʹ tēi anagnōʹsei tēs palaiasʹ diathēʹkēs);

lat.: in lectione veteris testamenti

I dag er det almindeligt at omtale den del af Bibelen der er skrevet på hebraisk og aramaisk, som „Det Gamle Testamente“. Udtrykket stammer fra den gengivelse af 2Kor 3:14 man finder i den latinske Vulgata, den engelske King James Version og Martin Luthers tyske oversættelse (hvorfra den kom ind i danske bibeloversættelser fra 1550). På tilsvarende måde er det almindeligt at kalde De Kristne Græske Skrifter for „Det Nye Testamente“. Det bør bemærkes at i 2Kor 3:14 betyder ordet diathēʹkēs „pagt“, ligesom de øvrige 32 steder det forekommer i den græske tekst. — Se Till. 7D.

Med hensyn til betydningen af det latinske ord testamentum (genitiv: testamenti) skriver Edwin Hatch i sin bog Essays in Biblical Greek, Oxford 1889, s. 48, at „i uvidenhed om filologien i senlatin og vulgærlatin antog man tidligere at ’testamentum’, hvormed ordet [diathēʹkē] er gengivet i de tidlige latinske oversættelser samt i Vulgata, betød ’testamente’, mens det i virkeligheden også, hvis ikke udelukkende, betød ’pagt’“. På samme måde skriver W. F. Moulton i A Bible Commentary for English Readers by Various Writers, udgivet af Charles Ellicott, New York, bd. VIII, s. 309, at „i den gamle latinske oversættelse af Bibelen blev testamentum den almindelige gengivelse af ordet [diathēʹkē]. Da denne gengivelse imidlertid meget ofte forekommer hvor det er umuligt at tænke på en betydning som testamente (for eksempel i Sl. lxxxiii, 5, hvor ingen vil mene at salmisten siger at Guds fjender ’har foranstaltet et testamente mod Ham’), er det klart at det latinske testamentum blev brugt i en udvidet betydning, svarende til den brede anvendelse af det græske ord.“ — Se Sl 25:10, fdn., og Sl 83:5, fdn.

I betragtning af ovennævnte må gengivelsen „det gamle Testamente“ i ældre oversættelser af 2Kor 3:14 siges at være forkert, og de fleste nyere oversættelser skriver „den gamle pagt“, hvilket er korrekt. Apostelen Paulus henviser nemlig ikke her til De Hebraiske og Aramaiske Skrifter i deres helhed, og han mener heller ikke at de inspirerede kristne skrifter udgør „et nyt testamente“ eller „en ny pagt“. Han taler om den gamle lovpagt, som var skrevet ned af Moses i Pentateuken og som kun udgør en del af de førkristne hellige skrifter. Derfor siger han i det næste vers: „når som helst Moses oplæses“.

Der er således ikke noget gyldigt bibelsk grundlag for at kalde De Hebraiske og Aramaiske Skrifter for „Det Gamle Testamente“ og De Kristne Græske Skrifter for „Det Nye Testamente“. Jesus Kristus selv omtalte blot samlingen af hellige skrifter som „Skrifterne“. (Mt 21:42; Mr 14:49; Joh 5:39) Apostelen Paulus omtalte dem som „de hellige skrifter“, „Skrifterne“ og „hele Skriften“. (Ro 1:2; 15:4; 2Ti 3:15, 16) I overensstemmelse med de inspirerede ord i Ro 1:2 har Ny Verden-Oversættelsen i sin titel bevaret udtrykket „de hellige skrifter“.