Maimonides — manden der reviderede jødedommen

„FRA Moses til Moses var der ingen som Moses.“ Mange jøder vil nikke genkendende til denne gådefulde talemåde, som er en hyldest til den jødiske filosof, systematiker og bibel- og talmudkommentator Moses ben Maimon — også kendt som Maimonides eller Rambam.a I dag er han mindre kendt, men hans skrifter fik vidtrækkende indflydelse på samtidens jødiske, muslimske og kirkelige tankegang. Han reviderede i det 12. århundrede jødedommen gennemgribende. Hvem var Maimonides, og hvorfor regner mange jøder ham for at være „den anden Moses“?

Hvem var Maimonides?

Maimonides blev født i den spanske by Córdoba i 1135. Som barn modtog han en del religionsundervisning af sin fader, Maimon, der var en berømt lærd af anset rabbinerslægt. Da almohaderne (en muslimsk retning) erobrede Córdoba i 1148, måtte jøderne omvende sig til islam eller flygte. Dermed begyndte lang tids omflakken for Maimonides’ familie. I 1160 bosatte de sig i Fez i Marokko, hvor Maimonides lærte lægekunsten. Men i 1165 måtte familien flygte til Palæstina.

Forholdene i Israel var dog også ustabile. De fåtallige jøder var truet af både de „kristne“ korsriddere og de muslimske styrker. Efter mindre end et halvt år i „Det Hellige Land“ fandt Maimonides og hans familie tilflugt i Ægypten, i Fustat, den gamle by i Kairo. Her fik man øjnene op for Maimonides’ evner. I 1177 blev han overhoved for det jødiske samfund, og i 1185 blev han udnævnt til livlæge hos den berømte muslimske hersker Saladin. Maimonides bestred begge poster til sin død i 1204. Hans ry som læge var så stort at kong Richard Løvehjerte fra det fjerne England skal have forsøgt at hverve ham som livlæge.

Hans skrifter

Maimonides var en flittig skribent. I skjul og på flugt for den muslimske forfølgelse udarbejdede han en stor del af sit første store værk, „Misjnakommentaren“.b Den blev affattet på arabisk og gjorde mange begreber og udtryk i Misjna forståelige; sine steder afveg Maimonides fra emnet og udredte sin filosofi om jødedommen. I sin forklaring til afhandlingen „Sanhedrin“ formulerede han 13 grundsætninger for den mosaiske tro, som indtil da ikke havde haft en formel trosbekendelse. Maimonides’ 13 trosartikler blev en forløber for flere på hinanden følgende formuleringer af den jødiske trosbekendelse. — Se rammen på side 23.

Maimonides søgte at opstille et logisk system hvor alt, det åndelige såvel som det fysiske, passede ind. Han forkastede blind tro og krævede alting begrundet ud fra det han anså for at være fornuftgrunde og logik. Det fik ham til at forfatte sit hovedværk, Misjne Tora.c

På Maimonides’ tid regnede jøderne ikke kun Moses’ skrevne ord med til Toraen (Loven), men medtog også alle de fortolkninger af den som rabbinerne gennem århundrederne havde foretaget. Deres tanker blev optegnet i Talmud og i tusinder af skrifter om den, samt i deres skrevne afgørelser. Maimonides indså at det blotte omfang og den kaotiske opstilling af al denne viden gjorde det uoverkommeligt for den jævne jøde at finde grundlag for selv dagligdags afgørelser. Kun de færreste kunne livet igennem fordybe sig i rabbinerlitteraturen, som tilmed for en stor dels vedkommende var forfattet på utilgængeligt aramaisk. Maimonides’ løsning var at redigere stoffet med vægt på de praktiske afgørelser, og inddele det i 14 bøger efter emner. Han skrev på hebraisk, mesterligt klart og letflydende.

Misjne Tora var så praktisk en rettesnor at nogle prominente jøder frygtede at den fuldstændig ville fortrænge Talmud. Men selv skeptikerne anerkendte at værket var præget af kolossal lærdom. Denne systematiske forskrift var en revolutionerende præstation som gav nyt liv til den jødedom som den jævne jøde ellers ikke længere kunne identificere sig med eller begribe.

Derpå gik Maimonides i lag med endnu et storværk: „Vejledning for de Rådvilde.“ Efterhånden som de klassiske græske værker var blevet oversat til arabisk, havde flere og flere jøder stiftet bekendtskab med Aristoteles og andre filosoffer. Nogle blev rådvilde over at Bibelens og filosofiens udsagn var svære at forene. I „Vejledning for de Rådvilde“ forsøgte Maimonides, der var en stor beundrer af Aristoteles, at gengive hovedindholdet af Bibelen og jødedommen på en måde som stemte overens med filosoffernes tankegang og logik. — Jævnfør Første Korintherbrev 2:1-5, 11-16.

I tilgift til disse hovedværker og andre religiøse skrifter skrev Maimonides autoritative skrifter om lægevidenskab og astronomi. Fra hans flittige pen flød også andet der ikke bør forbigås. Encyclopaedia Judaica oplyser: „Maimonides’ breve er epokegørende inden for brevskrivning. Han er den første jødiske brevskriver hvis korrespondance stort set er bevaret. . . . Hans breve fandt vej til sind og hjerte hos dem han vekslede breve med, og han tilpassede sin stil til hver enkelt.“

Hvad gik hans lære ud på?

I sine 13 trosartikler gav Maimonides troen en klar struktur, blandt andet på grundlag af Skriften. Den syvende og niende sætning er imidlertid i modstrid med den bibelsk begrundede tro på Jesus som Messias.d I betragtning af kristenhedens frafaldne lære, for eksempel i skikkelse af treenighedslæren, og dens åbenlyse hykleri, blandt andet i form af korstogenes blodbade, er det ikke overraskende at Maimonides ikke beskæftigede sig yderligere med spørgsmålet om hvorvidt Jesus var Messias. — Mattæus 7:21-23; 2 Peter 2:1, 2.

Maimonides skrev: „Kan der tænkes nogen større snublesten end [kristendommen]? Alle profeterne talte om Messias som Israels genløser og frelser . . . [Kristendommen derimod] forårsagede at jøderne blev hugget ned med sværdet, deres tilbageblevne blev spredt og ydmyget, Toraen blev forandret, og flertallet af verden fór vild og begyndte at tilbede en anden Gud end Herren.“ — Misjne Tora, „Kongernes love og deres krige“, kapitel 11.

Trods al den respekt der står om Maimonides’ navn, foretrækker mange jøder at vende det døve øre til nogle af hans mest ligefremme udtalelser om bestemte emner. Under voksende indflydelse fra Kabbala (mystisk jødedom) vandt astrologien mere og mere indpas blandt jøderne. Men Maimonides skrev: „Den som befatter sig med astrologi og planlægger sit arbejde eller en rejse efter det tidspunkt der er angivet af dem der udforsker himmelen, står til pisk . . . Alt dette er løgn og bedrag . . . Den som tror på dette . . . er kun en tåbe der mangler forstand.“ — Misjne Tora, „Love om afgudsdyrkelse“, kapitel 11; jævnfør Tredje Mosebog 19:26; Femte Mosebog 18:9-13.

Maimonides kritiserede også skarpt en anden praksis: „[Rabbinere] har egenmægtigt afkrævet enkeltpersoner og samfund penge og har fået folk til i fuldendt tåbelighed at tro at det er selvfølgeligt og tilbørligt . . . Det er fuldstændig forkert. Det støttes ikke af et eneste ord i Toraen eller i [talmud]vismændenes udtalelser.“ („Misjnakommentaren“, Avot 4:5) I diametral modsætning til disse rabbinere arbejdede Maimonides flittigt som læge for at forsørge sig selv, men han tog aldrig mod betaling for religiøse tjenesteydelser. — Jævnfør Andet Korintherbrev 2:17; Første Thessalonikerbrev 2:9.

Nu afdøde professor Yeshayahu Leibowitz fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem skrev engang: „Maimonides er den mest indflydelsesrige skikkelse i jødedommens historie, fra patriarkernes og profeternes tidsalder til vor tid.“ I Encyclopaedia Judaica hedder det: „Maimonides’ indflydelse på eftertidens jødedoms udvikling lader sig ikke overskue. . . . C. Tchernowitz . . . går så vidt som til at hævde at var det ikke for Maimonides, ville jødedommen være splittet i afvigende sekter og retninger . . . Det var hans store præstation at han forenede de forskellige strømninger.“

Maimonides reviderede jødedommen ved at tilpasse jødisk tænkning til sine egne opfattelser af orden og logik. Både lægmand og lærd fandt hans revision praktisk og appellerende. Endog hans modstandere tilsluttede sig med tiden mange af hans tanker. Hans skrifter havde til formål at afhjælpe jødernes behov for at rådføre sig med endeløse kommentarer, men der blev snart skrevet lange kommentarer til hans værker.

Encyclopaedia Judaica siger: „Maimonides var . . . den mest betydningsfulde jødiske middelalderfilosof, og hans ’Vejledning for de Rådvilde’ er det vigtigste filosofiske værk frembragt af en jøde.“ „Vejledning for de Rådvilde“ blev skrevet på arabisk, men blev i Maimonides’ levetid oversat til hebraisk og kort efter til latin, hvorved den blev tilgængelig for studium overalt i Europa. Som følge heraf fandt Maimonides’ enestående sammenfatning af Aristoteles’ filosofi og jødisk tænkning snart vej ind i kristenhedens filosofiske hovedretninger. Kristenhedens lærde mænd i datiden, for eksempel Albertus Magnus og Thomas Aquinas, henviste ofte til Maimonides’ tanker. Han satte også sit præg på de islamiske lærde. Hans filosofi påvirkede desuden senere tiders jødiske filosoffer som Baruch Spinoza til at bryde fuldstændig med den ortodokse jødedom.

Man kunne kalde Maimonides en renæssanceskikkelse der var forud for renæssancen. Hans krav om at troen bør harmonere med fornuften, er stadig et gyldigt udgangspunkt. Det fik ham til at tale utvetydigt imod overtro. Men under indtryk af kristenhedens skændige adfærd og Aristoteles’ filosofi, afskar han i flere tilfælde sig selv fra at drage slutninger der harmonerede med Bibelens sandhedsord. Næppe alle vil istemme de ærbødige ord der er indskrevet på Maimonides’ grav: „Fra Moses til Moses var der ingen som Moses.“ Men det er hævet over enhver tvivl at han nyorienterede jødedommen og fornyede dens indhold.

[Fodnoter]

[Ramme på side 23]

MAIMONIDES’ 13 TROSARTIKLERe

 1. Gud er Skaberen af og Herskeren over alle ting. Han alene har skabt, skaber og vil skabe alle ting.

 2. Gud er én. Intet er ét på samme måde som han.

 3. Gud har intet legeme. Fysiske begreber gælder ikke ham.

 4. Gud er først og sidst.

 5. Det er kun Gud man må bede til. Man må ikke bede til nogen anden eller noget andet.

 6. Alle ord af profeterne er sande.

 7. Moses’ profeti er fuldstændig sand. Han er den fornemste af alle profeterne, både før og efter ham.

 8. Hele Toraen har samme udformning nu som da den blev givet til Moses.

 9. Toraen er uforanderlig, og Gud vil aldrig give en ny lov.

10. Gud kender alle menneskets gerninger og tanker.

11. Gud belønner dem der holder hans bud, og straffer dem der overtræder hans bestemmelser.

12. Messias vil komme.

13. De døde vil blive vakt til live igen.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 21]

Jewish Division/​The New York Public Library/​Astor, Lenox, and Tilden Foundations