Nachmanides — modbeviste han kristendommen?

MIDDELALDER. Hvilke tanker fremkalder dette ord hos dig? Kommer du til at tænke på korstog, inkvisition og tortur? Det er ikke just en periode man forbinder med åben religiøs debat, men faktisk fandt en af den europæiske histories mest usædvanlige debatter mellem jøder og kristne sted på denne tid, nemlig i året 1263. Hvem deltog i debatten? Hvad diskuterede de? Hvordan kan denne debat hjælpe os til i dag at identificere den sande tro?

Hvad afstedkom debatten?

Gennem hele middelalderen hævdede den katolske kirke at være den sande religion. Det jødiske folk havde imidlertid aldrig opgivet tanken om at de var Guds udvalgte folk. Kirkens manglende evne til at få jøderne til at indse behovet for at konvertere vakte frustration og førte ofte til vold og forfølgelse. Under korstogene blev i titusindvis af jøder dræbt eller brændt på bålet når de fik valget mellem at lade sig døbe eller at dø. I mange lande var det almindeligt at kirken opmuntrede til antisemitisme.

I det 12. og 13. århundrede herskede der imidlertid en anden holdning i det katolske Spanien. Jøderne havde religionsfrihed — blot de ikke angreb den kristne tro — og de fik endog høje stillinger ved kongens hof. Men efter at jøderne i omkring et århundrede havde nydt denne gunst, tog dominikanske præster skridt til at mindske jødernes indflydelse i samfundet og omvende dem til katolicismen. Dominikanerne pressede kong Jakob I af Aragonien til at arrangere en offentlig debat i den hensigt at bevise jødernes underlegenhed og behovet for at de alle konverterede.

Dette var ikke den første debat mellem jøder og kristne. I 1240 var der blevet holdt en officiel disput i Paris. Hovedformålet med denne disput var at undersøge rigtigheden af de anklager der var rettet mod Talmud, en af jødernes hellige bøger. De jødiske deltagere fik imidlertid kun lov til at udtale sig i begrænset omfang. Efter at kirken havde erklæret sin sejr i denne disput, brændte man eksemplarer af Talmud en masse på offentlige pladser.

Men den mere tolerante kong Jakob I af Aragonien ville ikke gå med til en sådan skueproces. Dominikanerne forsøgte sig derfor med en anden fremgangsmetode. Som Hyam Maccoby skriver i sin bog Judaism on Trial (Jødedommen for retten) indbød de jøderne til en debat „idet de benyttede sig af høflighed og overtalelse i stedet for, som i Paris, at fordømme dem“. Dominikanerne lod sig repræsentere ved jøden Pablo Christiani der var konverteret til katolicismen og var blevet dominikansk præst. Ved at gøre brug af Pablo Christianis kendskab til Talmud og de rabbinske skrifter var dominikanerne forvissede om at de kunne bevise deres påstande.

Hvorfor Nachmanides?

Der var kun én person i Spanien der havde åndeligt format til at repræsentere jøderne i debatten, nemlig Moses ben Nachman, også kaldet Nachmanides.a Nachmanides var født omkring 1194 i byen Gerona og havde allerede i teenageårene skilt sig ud som bibelkyndig og talmudekspert. I en alder af 30 år havde han skrevet kommentarer til det meste af Talmud, og kort efter var han en af de betydeligste mæglere i kontroversen om Maimonides’ skrifter, der truede med at splitte det jødiske samfund.b Nachmanides betragtes som sin generations største kapacitet i spørgsmål vedrørende Bibelen og Talmud, og hans indflydelse på jødedommen i denne periode overgås måske kun af Maimonides.

Nachmanides øvede stor indflydelse på det jødiske samfund i Catalonien, og selv kong Jakob I rådførte sig med ham i visse statsanliggender. Hans skarpe intellekt var anerkendt af både jøder og ikkejøder. Dominikanerne indså at hvis det skulle lykkes dem at ydmyge jøderne godt og grundigt, måtte netop han, deres største rabbiner, deltage i debatten.

Nachmanides veg tilbage for at deltage i debatten da han vidste at dominikanerne ikke havde til hensigt at gå med til en reel meningsudveksling. Han skulle kun besvare spørgsmål og måtte ikke selv stille nogen. Men han efterkom kongens anmodning og bad om at få lov til at svare frit for sig. Det gik kong Jakob I med til. En sådan tilladelse til relativ talefrihed var uden fortilfælde i middelalderen og gentog sig heller aldrig siden, og det siger noget om hvilke høje tanker kongen nærede om Nachmanides. Men Nachmanides var alligevel bekymret. Hvis han blev betragtet som værende for fjendtlig i debatten, ville det få katastrofale følger for både ham selv og hele det jødiske samfund. Volden kunne bryde ud når som helst.

Nachmanides mod Pablo Christiani

Debatten foregik hovedsagelig i kongens palads i Barcelona. Der blev holdt fire debatrunder som henholdsvis fandt sted den 20., 23., 26. og 27. juli 1263. Kongen førte personligt forsædet ved hvert møde, der også blev overværet af visse af kirkens og statens dignitarer samt af lokale jøder.

For kirkens vedkommende var man ikke i tvivl om udfaldet af debatten. I dominikanernes officielle beretning fremførte de at hensigten med debatten ’ikke var at strides om troen som om man var i tvivl om noget, men at afsløre jødernes fejl og svække deres stærke tro’.

Selv om Nachmanides var næsten 70 år gammel, viste han sin skarpsindighed ved at søge at begrænse diskussionen til at omfatte nogle grundlæggende stridsspørgsmål. Han begyndte med at sige: „[Tidligere] disputter mellem ikkejøder og jøder har drejet sig om mange facetter af religiøs observans der er uden betydning for det fundamentale trosprincip. Men i dette kongelige slot ønsker jeg kun at debattere de spørgsmål som er grundlaget for hele polemikken.“ Man enedes derefter om at begrænse emnerne til hvorvidt Messias allerede var kommet, om han var Gud eller menneske, og om det er jøderne eller de kristne der er i besiddelse af den sande lov.

I sin indledende argumentation erklærede Pablo Christiani at han ud fra Talmud ville bevise at Messias allerede var kommet. Nachmanides svarede skarpt at hvis det var tilfældet, hvorfor anerkendte de rabbinere der anerkendte Talmud, så ikke Jesus? Frem for at bruge klare bibelske ræsonnementer i sin argumentation henviste Christiani gentagne gange til dunkle rabbinske passager som støtte for sine argumenter. Punkt for punkt gendrev Nachmanides disse ved at påvise at de var taget ud af deres sammenhæng. Det var ikke svært at se at Nachmanides var den mest kompetente hvad angik disse skrifter som han havde viet hele sit liv til at studere. Selv når Christiani henviste til Bibelen, brugte han argumenter som var lette at gendrive.

Skønt Nachmanides kun havde lov til at svare på spørgsmål, var han i stand til at fremføre en vægtig argumentation der viste hvorfor den katolske kirkes holdning både var uacceptabel for jøder og andre der brugte deres sunde fornuft. Om treenighedslæren erklærede han: „Ingen jøde, eller noget andet menneske, kan få sig selv til at tro at himmelens og jordens Skaber skulle passere gennem en jødisk kvindes moderliv og senere blive overgivet til sine fjender der slog ham ihjel.“ Nachmanides sagde meget rammende: „Det I tror — og det der er jeres tros grundvold — er uacceptabelt for [det logisk tænkende] sind.“

Nachmanides pegede også på kirkens enorme blodskyld der frem til den dag i dag har været årsag til at mange jøder end ikke har villet overveje om Jesus skulle være Messias. Han sagde: „Profeterne siger at når Messias kommer, . . . skal de smede deres sværd til plovjern, og deres spyd til vingårdsknive; nation skal ikke løfte sværd mod nation, og de skal heller ikke mere lære at føre krig. Fra nazaræerens tid til den dag i dag har hele verden været fuld af vold og udplyndring. De kristne udgyder mere blod end de øvrige nationer, og de fører også et umoralsk levned. Det ville blive meget svært for jer, min herre konge, og disse jeres riddere, hvis de ikke mere skulle lære at føre krig!“ — Esajas 2:4.

Efter den fjerde debatrunde standsede kongen debatten. Han sagde til Nachmanides: „Jeg har aldrig før hørt en mand der havde uret, argumentere så godt som du.“ Tro mod sit løfte om at lade Nachmanides tale frit og beskytte ham sendte kong Jakob I af Aragonien ham hjem med en gave på 300 dinarer. Efter anmodning fra biskoppen i Gerona nedfældede Nachmanides debatten på skrift.

Selv om dominikanerne erklærede at de havde vundet en afgørende sejr, var de tydeligvis rystede. Senere anklagede de Nachmanides for blasfemi mod kirken og brugte hans skrifter om debatten som bevis. Dominikanerne var utilfredse med kongens behandling af Nachmanides og rettede derfor henvendelse til pave Clemens IV. Skønt Nachmanides var over 70 år gammel, blev han fordrevet fra Spanien.c

Hvad er sandheden?

Kan debattørernes argumenter bruges til at finde ud af hvilken tro der er den sande? Begge parter fremhævede modpartens fejl, men ingen fremholdt sandhedens klare budskab. Det Nachmanides gendrev så mesterligt, var ikke den sande kristendom, men derimod menneskeskabte læresætninger, såsom treenighedslæren der blev udtænkt af kristenheden i århundrederne efter Jesus. Kristenhedens umoralske levevis og hensynsløse blodsudgydelser, som Nachmanides dristede sig til at gøre opmærksom på, er også indiskutable historiske kendsgerninger.

Det er derfor ikke svært at forstå hvorfor Nachmanides og andre jøder ikke lod sig imponere af argumenterne til gunst for kristendommen. Desuden byggede Pablo Christianis argumenter ikke på De Hebraiske Skrifters klare lære, men på fejlagtigt anvendte rabbinske kilder.

Nej, Nachmanides modbeviste ikke den sande kristendom. På hans tid var Jesu læres sande lys og beviserne for at han var Messias, blevet tilsløret af forkerte forestillinger. Jesus og apostlene havde faktisk forudsagt at der ville fremstå en sådan falsk lære. — Mattæus 7:21-23; 13:24-30, 37-43; 1 Timoteus 4:1-3; 2 Peter 2:1, 2.

I dag er det imidlertid ikke svært at finde ud af hvem der har den sande tro. Om sine sande disciple sagde Jesus: „I kan kende dem på deres frugter. . . . På samme måde frembringer ethvert godt træ gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter.“ (Mattæus 7:16, 17) Vi vil gerne opfordre dig til selv at undersøge sagen. Lad Jehovas vidner hjælpe dig med at foretage en objektiv undersøgelse af de bibelske vidnesbyrd. På den måde vil du lære den sande betydning af alt det Gud har lovet vedrørende Messias og hans herredømme.

[Fodnoter]

[Illustration på side 20]

Nahmanides forsvarer sig i Barcelona

[Kildeangivelse på side 19]

Illustrationerne på side 19 og 20 er gengivet fra Illustrirte Pracht - Bibel/Heilige Schrift des Alten und Neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luther’s