Findes der en religiøs sandhed?
EN ÅNDELIGT søgende mand fra universitetsbyen Uppsala i Sverige besluttede at undersøge de forskellige trossamfunds læresætninger i sin by, og aflagde endda deres tilbedelsessteder et besøg. Han lyttede til præsternes prædikener og interviewede nogle af medlemmerne. Han bemærkede at det kun var Jehovas vidner der syntes at være overbeviste om at de havde „fundet sandheden“. Han undrede sig over hvordan de kunne hævde dette i betragtning af at der findes så mange forskellige religiøse opfattelser.
Tror du det er muligt at finde en religiøs sandhed? Vil det i så tilfælde være muligt at finde frem til det man kunne kalde den endegyldige sandhed?
Filosofi og sandheden
De der har studeret filosofi mener ikke det er muligt for mennesket at finde den endegyldige sandhed. Filosofi er blevet defineret som „den videnskab, som søger at klarlægge tilværelsens og livets oprindelse, væsen, mening og mål“. Men det er sjældent at den rent faktisk kommer så langt omkring. Den svenske forfatter Alf Ahlberg skriver i sin bog Filosofiens Historie: „Mange filosofiske spørgsmål kan være af den art, at noget bestemt svar på dem ikke kan gives. . . . Efter manges mening tilhører samtlige metafysiske problemer [angående tingenes fundamentale principper] den . . . gruppe.“ — 2. udgave, 1959.
De der gennem filosofien har forsøgt at finde svarene på livets vigtige spørgsmål er derfor ofte endt med at lide de frygteligste kvaler eller blevet utilfredse. Den svenske forfatter Gunnar Aspelin skriver i sin bog Tankelinjer och trosformer: „Vi ved at naturen er lige så lidt interesseret i mennesket som i sommerfugle og myg. . . . Vi er magtesløse, fuldstændig magtesløse over for de kræfter der driver deres spil i kosmos og i vor egen indre verden. Det er den livsanskuelse som så ofte bliver beskrevet i litteraturen her mod slutningen af fremskridtets og fremtidsdrømmenes århundrede.“
Er det nødvendigt med en åbenbaring af sandheden?
Det er tydeligt at menneskene ikke har haft held med selv at finde sandheden om livet, og det lader heller ikke til at de nogen sinde vil komme til det. Der er imidlertid god grund til at konkludere, at det er nødvendigt med en eller anden form for guddommelig åbenbaring. Det mange kalder naturens bog, løfter lidt af sløret for os. Selv om den ikke indeholder afgørende detaljer om livets oprindelse, viser den at der er noget som er langt mere tilfredsstillende end blot at forklare livet ud fra en materialistisk synsvinkel. Et græsstrå der vokser opad følger andre love end de der gælder for en stenbunke i et eroderende hul. Levende ting i naturen opbygger og organiserer sig på en helt anden måde end døde ting. En fremtrædende jura- og teologistuderende har derfor konkluderet: „[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ — Romerne 1:20.
Men for at finde ud af hvem der står bag hele denne skabervirksomhed og orden, har vi brug for endnu en åbenbaring. Skulle man ikke forvente at der findes en sådan åbenbaring? Ville det ikke være rimeligt at forvente at den der er ophav til livet på jorden, ville åbenbare sig for sine skabninger?
Bibelen gør krav på at indeholde en sådan åbenbaring. I dette blad har vi ofte fremsat gode begrundelser for denne påstand, og mange oplyste mennesker er blevet overbevist om at det forholder sig sådan. At de mænd der har skrevet Bibelen lagde stor vægt på at understrege at det de skrev ikke var deres eget påfund, er i sig selv bemærkelsesværdigt. Mere end 300 gange bruger profeterne i Bibelen udtryk som: „Således har Jehova sagt.“ (Esajas 37:33; Jeremias 2:2; Nahum 1:12) Som regel er mænd og kvinder der har forfattet bøger eller artikler meget ivrige efter at signere deres arbejde. Men de der har skrevet Bibelen har holdt sig i baggrunden. Derfor er det i nogle tilfælde vanskeligt at afgøre hvem der har skrevet visse dele af Bibelen.
Et andet interessant aspekt ved Bibelen er dens indre harmoni. Det er tankevækkende i betragtning af at Bibelens 66 bøger er skrevet over en periode på 1600 år. Lad os sige du gik hen på et offentligt bibliotek og udvalgte 66 religiøse bøger som var skrevet over en periode på 1600 år. Disse bøger fik du så indbundet til ét værk. Ville du forvente at dette værk havde et gennemgående tema og et samstemmende budskab? Næppe. Det ville have krævet et mirakel. Men overvej følgende: Bibelens bøger har et fælles tema og bøgerne bekræfter hinanden. Det viser at der må stå en samlende figur bag, en forfatter som har meddelt bibelskribenterne hvad de skulle skrive.
Der er imidlertid også andet som tydeligt viser at Bibelen er inspireret af Gud. Det er profetierne. En profeti indeholder præcise forudsigelser af hvad der vil ske i fremtiden. Bibelen bruger for eksempel udtryk som: „Det skal ske på den dag,“ og: „I de sidste dage.“ (Esajas 2:2; 11:10, 11; 23:15; Ezekiel 38:18; Hoseas 2:21-23; Zakarias 13:2-4) Mange hundrede år før Jesus Kristus kom til jorden, havde profetier i De Hebraiske Skrifter givet detaljerede oplysninger om hans liv, lige fra hans fødsel til hans død. Den eneste fornuftige slutning man kan drage om Bibelen er at den er kilden til sandheden om livet. Jesus selv bekræfter dette med ordene: „Dit ord er sandhed.“ — Johannes 17:17.
Religion og sandheden
Selv mange der påstår at de tror på Bibelen, siger at man ikke kan finde nogen absolut sandhed. Den amerikanske biskop John S. Spong har sagt: „Vi må . . . forlade den tanke at vi har sandheden og at andre må anlægge vort syn, til fordel for den erkendelse at den endegyldige sandhed ligger uden for det nogen af os kan fatte.“ Forfatteren Christopher Derrick, der er katolik, fremsætter en grund til at sådanne negative betragtninger angående det at finde sandheden opstår: „Enhver omtale af en religiøs ’sandhed’ indebærer en påstand om at vide . . . Man [lader] samtidig forstå at der er mulighed for at andre tager fejl; og det går slet ikke.“
Når man tænker over tingene vil det være fornuftigt at overveje følgende væsentlige spørgsmål: Hvis det ikke er muligt at finde sandheden, hvorfor sagde Jesus Kristus da: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer“? Og hvorfor ville en af Jesu apostle ellers sige at det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“? Hvorfor forekommer ordet „sandhed“ over hundrede gange i De Kristne Græske Skrifter i forbindelse med tro? Ja, hvorfor — hvis ikke det er muligt at finde sandheden? — Johannes 8:32; 1 Timoteus 2:3, 4.
Jesus understregede ikke blot at det er muligt at finde sandheden, men viste også at det er absolut nødvendigt hvis vor tilbedelse skal have Guds godkendelse. Da en samaritansk kvinde funderede over hvad der var den sande tilbedelsesform — om det var den jøderne praktiserede i Jerusalem eller den der blev udøvet af samaritanerne på Garizims Bjerg — svarede Jesus ikke at det var umuligt at finde sandheden. Han sagde derimod: „De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Johannes 4:23, 24.
Mange påstår at Bibelen kan fortolkes på mange måder og at man derfor ikke med sikkerhed kan definere hvad der er sandhed. Men er Bibelen virkelig skrevet så uklart at man ikke kan være sikker på hvordan den skal forstås? Det er rigtigt at visse profetier og passager med symbolske vendinger kan være svære at forstå. For eksempel sagde Gud til profeten Daniel at hans bog, der indeholder mange profetier, ikke skulle forstås fuldt ud før i „endens tid“. (Daniel 12:9) Og det er tydeligt at visse lignelser og symboler skal fortolkes.
Men når der er tale om grundlæggende kristne læresætninger og moralnormer som er nødvendige for at kunne tilbede Gud i sandhed, er Bibelen meget direkte. Her giver den ikke rum for modstridende fortolkninger. I Efeserbrevet omtales den kristne tro som værende „én“, hvilket udelukker at der skulle være flere trosretninger der var lige sande. (Efeserne 4:4-6) Du tænker måske: ’Hvis Bibelen ikke med rette kan fortolkes på flere måder, hvorfor er der da så mange forskellige „kristne“ trosretninger?’ Vi finder svaret hvis vi går tilbage til tiden umiddelbart efter Jesu apostles død, hvor der havde udviklet sig et frafald fra den sande kristne tro.
’Hveden og ukrudtet’
Jesus havde forudsagt dette frafald i sin lignelse om hveden og ukrudtet. Han forklarede at „hveden“ repræsenterer de sande kristne, „ukrudtet“ de falske eller frafaldne kristne. „Mens folkene sov,“ sagde Jesus, kom en „fjende“ og såede ukrudt blandt hveden. Denne såning tog sin begyndelse efter apostlenes død. Lignelsen viser at denne sammenblanding af sande og falske kristne ville fortsætte indtil „afslutningen på tingenes ordning“. I århundredernes løb har det derfor været svært at udpege de sande kristne fordi den religiøse mark har været domineret af navnkristne. Men ved „afslutningen på tingenes ordning“ ville der ske en ændring. „Menneskesønnen“ ville „udsende sine engle“ for at adskille de falske kristne fra de sande. Det ville da være nemt at udpege den kristne menighed, der ville indtage den samme stilling som den havde på apostlenes tid. — Mattæus 13:24-30, 36-43.
Profetier i både Esajas og Mika forudsiger en genindsamling af de sande tilbedere „i de sidste dage“. Esajas siger: „I de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, og det skal hæves op over højene; og alle nationerne skal strømme til det. Og mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’“ En klarsynet bedømmelse af kendsgerningerne viser at Esajas’ profeti får sin opfyldelse her i vor tid. — Esajas 2:2, 3; Mika 4:1-3.
Men denne tilstrømning til den kristne menighed skyldes ikke mennesker. Jesus forudsagde at han ville „udsende sine engle“ til at udføre et indsamlingsarbejde. Han angiver også at der er et særligt formål med det: „Da vil de retfærdige skinne så klart som solen i deres Faders rige.“ (Mattæus 13:43) På hele jorden ville den kristne menighed udføre et oplysnings- eller undervisningsarbejde.
I dag ser Jehovas vidner en opfyldelse af disse profetier i det undervisningsarbejde de udfører i 232 lande. Ved at sammenligne Jehovas Vidners læresætninger, adfærd og organisation med Bibelen, kan fordomsfri mennesker tydeligt se at dette er i harmoni med det den kristne menighed i det første århundrede praktiserede. Jehovas vidner omtaler deres tro som „sandheden“, ikke fordi de føler sig hævet over andre, men fordi de bygger deres tro på Guds ord. Deres grundige studium af Bibelen, den bog de betragter som den eneste sande målestok for al religion, har overbevist dem om at de har fundet sandheden.
De første kristne omtalte også deres tro som „sandheden“. (1 Timoteus 3:15; 2 Peter 2:2; 2 Johannes 1) Det der var sandheden for dem, er også sandheden for os i dag. Jehovas vidner opfordrer alle til selv at undersøge dette ved at studere Bibelen. Vi håber at du ved at gøre dette ikke alene vil erfare glæden ved at have fundet en tro der står over enhver anden, men også glæden ved at have fundet sandheden!
[Ramme på side 5]
FILOSOFI KONTRA SANDHEDEN
POSITIVISMEN: Den anskuelse at alle idéer af religiøs natur er absurditeter som ikke kan efterprøves, og at filosofiens formål er at forene de positive videnskabers resultat til et systematisk helhedsbillede.
EKSISTENTIALISMENS fortalere var i høj grad påvirket af den anden verdenskrigs rædsler og havde derfor et pessimistisk livssyn. Der kredses om menneskets angst for døden og livets intethed. Eksistentialisten og forfatteren Jean-Paul Sartre har sagt at eftersom der ikke findes en Gud, må mennesket klare sig selv og eksistere i et fuldstændig passivt univers.
SKEPTICISMEN: Anser det for umuligt gennem iagttagelse og fornuft at nå til en objektiv, almengyldig erkendelse — en sandhed — om tilværelsen.
PRAGMATISMEN: Bedømmer udelukkende værdien af en overbevisning efter hvor nyttig den er for menneskenes interesser, såsom forbedring af uddannelse, moral og politik. Mener ikke at sandheden har nogen værdi i sig selv.
[Kildeangivelse på side 2]
Side 3: Nr.2 fra venstre: Med tilladelse af British Museum; til højre: Sung Kyun Kwan-universitetet, Seoul, Korea