Nyt fra Rigets arbejdsmark
Unge forkynder den gode nyhed i Afrika
KORT efter Jesu opstandelse kom en afrikansk mand på besøg i Jerusalem. Bibelen oplyser ikke hans navn, men omtaler ham som „en mægtig mand hos Kandake, ætiopiernes dronning, som var sat over alle hendes skatte“. Han nævnes i Bibelen fordi en engel fik den kristne forkynder Filip til at opsøge manden og ’forkynde den gode nyhed om Jesus for ham’. Dette er den første beretning om at en afrikaner bliver medlem af den kristne menighed. — Apostelgerninger 8:26-39.
I dag er der hundredtusinder af Jehovas vidner i Afrika. De udnytter enhver lejlighed til at fortælle andre den gode nyhed om Jesus. De følgende erfaringer fra Afrika viser at selv unge tager del i dette.
◻ Sandy og Priya, to 11-årige piger fra Nairobi i Kenya, var naboer. De kunne godt lide at lege sammen og at låne bøger af hinanden. Priyas forældre begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner, så nu fik Priya et udvalg af nye bøger i sin samling, deriblandt en som hun især var glad for, nemlig Vi lytter til den store Lærer, udgivet af Vagttårnets Selskab. Hun lod sin veninde Sandy kigge i bogen, og de to piger begyndte at studere den sammen.
Sandys mor, Una, kom imidlertid i den anglikanske kirke, og hun ville ikke have at hendes datter læste Jehovas Vidners bøger. Trods modstand fra moderen fortsatte studiet. En dag tiggede Sandy sin mor om blot en enkelt gang at lytte når de studerede. Det kapitel pigerne den dag læste hed „To mænd som holdt fødselsdag“. Una lyttede og blev meget imponeret. Snart opsøgte hun Priyas mor med mange bibelske spørgsmål.
Priyas mor sørgede for at en forkynder kunne studere Bibelen med Una. Kort efter begyndte Una at fortælle sin arbejdskammerat Dolly om det hun lærte fra Bibelen. I mellemtiden fortsatte den 11-årige Priya med at gøre fremskridt, og hun besluttede at symbolisere sin indvielse til Jehova Gud ved at lade sig døbe ved et af Jehovas Vidners områdestævner. Til stor glæde for Priya blev Una og Dolly også døbt ved det stævne.
◻ I nogle afrikanske lande er Jehovas Vidner ikke et anerkendt trossamfund. I et af disse lande er man generelt meget tolerant over for Jehovas Vidners virksomhed og tro. På en skole i det land fik to brødre på seks og syv år, som er børn af Jehovas vidner, lov til at blive væk når klassen skulle bede bønner.
En dag forlangte en ny lærer at drengene skulle bede sammen med de andre børn. Det nægtede den ældste af drengene, hvorefter læreren slog ham. Hans lillebroder, den seksårige Shadrack, bad om at komme til at tale med skoleinspektøren på dennes kontor. Skoleinspektøren og den nye lærer spurgte ham hvorfor han ikke ville bede sammen med de andre. De spurgte om han var bange for at hans forældre ville slå ham. Han svarede på klart og forståeligt arabisk: „Nej, den Gud jeg tilbeder er ikke en forvirringens Gud, men en ordenens Gud. Jeg kan ikke være et Jehovas vidne derhjemme og så have en anden religion når jeg er i skole.“ Han fik dispensation.
Efter at den ætiopiske mand der er nævnt i indledningen, var blevet døbt, „fortsatte [han] sin rejse med glæde“. (Apostelgerninger 8:39) Også i dag er forkynderne på det store afrikanske kontinent glade for den forret det er at ’forkynde den gode nyhed om Jesus’. — Apostelgerninger 8:35.