Jeg valgte mellem to slags kærlighed
INSTRUKTØRENS stemme rungede over højttaleranlægget: „Klip! Lad os tage scenen om igen. Og gør det mere levende denne gang. Prøv at få tilskueren til at flytte sig nervøst i sin stol, som om han kunne blive Draculas næste offer!“
Det var i juli 1973, og vi var i London for at optage filmen Vampira. Jeg spillede den kvindelige hovedrolle og havde den kendte filmstjerne David Niven som medspiller. For mig var dette opfyldelsen af min livsdrøm.
Lige fra min skoletid havde jeg sat mig som mål at blive en dygtig entertainer. Da jeg i 1966 var færdig med skolen, sluttede jeg mig til en sanggruppe der blev kaldt The Doodletown Pipers. Vi rejste rundt i De forenede Stater, Canada og Puerto Rico, og optrådte på nogle af de mest kendte natklubber og teatre. Men i 1968 forlod jeg The Pipers i min søgen efter at nå længere.
George Schlatter, som producerede Laugh-In, der dengang var det mest populære fjernsynsprogram, ville gerne have at jeg blev medlem af hans gruppe af „skøre kugler“, som han kærligt kaldte de skuespillere der optrådte i programmet. Jeg var ved at komme til kræfter efter en bilulykke hvor en af mine venner var blevet dræbt, og jeg var grebet af en dyb depression. Så det var lige netop det skub jeg behøvede. I en hel fjernsynsserie blev jeg kendt af millioner af amerikanere som „bikini-pigen“.
Tilbudene begyndte at strømme ind. I 1969 tog Bob Hope mig med på sin årlige turné til Vietnam, hvor vi underholdt soldaterne. Senere optrådte jeg i Las Vegas med kunstnere som Eddie Fisher, Alan King og Buddy Hackett. Min egen optræden på tredive minutter indbefattede sang, dans og shownumre.
En dag i 1973 modtog min manager en opringning fra London. Jeremy Lloyd, en af forfatterne til Laugh-In, havde skrevet et manuskript til en gyserfilm og ønskede at jeg skulle spille hovedrollen. Han hævdede at jeg var den eneste der kunne spille rollen som Vampira, Draculas kone. Jeg tog med glæde imod tilbudet. Dette var mit livs chance. Jeg havde optrådt i to mindre film, men det havde ikke været noget særligt.
Filmoptagelserne skulle finde sted i England og vare cirka to måneder. Så først i juli havde jeg pakket og var på vej. Jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvor dybt dette ville komme til at berøre mit liv, eller om de vanskelige beslutninger jeg ville blive nødt til at træffe.
Begyndelsen til en ny kærlighed
Snart skulle jeg udvikle et kærligt og inderligt venskab med nogle som endog kom til at stå mig nærmere end min egen familie. Misforstå mig ikke; jeg var så lykkelig at have en vidunderlig, nært sammenknyttet familie — med en fader der forsørgede og hjalp mig og mine brødre, og en moder der plejede og passede os. Men disse nye venskaber havde en anden dimension, for her var tale om et åndeligt slægtskab. Det var min kusine Peggy der var årsag til det.
Peggy havde også været i underholdningsbranchen og ført et temmelig vidtløftigt liv, sådan som folk i den branche ofte gør. Men pludselig, i 1972, skete der en stor forandring med hende. Hun var begyndt at studere Bibelen. Jeg var imidlertid skeptisk og holdt i længere tid opmærksomt øje med hende, idet jeg ikke regnede med at forandringen ville vare ved. Men det gjorde den, og til sidst gik jeg med til at studere Bibelen sammen med hende for at finde ud af hvad det hele gik ud på.
Vi havde kun haft tre eller fire bibelstudier da jeg fik opringningen fra London. Så af sted drog jeg, fulgt af Peggys formaning: „Bliv ved med at studere.“ Om mandagen, dagen efter at jeg var ankommet, ringede jeg til Jehovas Vidner. Den mand der tog telefonen var meget venlig; han fik mit navn og min adresse og lovede at jeg ville blive besøgt.
Allerede samme dag besøgte Una mig. „Du må komme over til os i aften,“ opmuntrede hun mig. „Vi skal forberede os til Vagttårnsstudiet.“ Vagttårnsstudiet? Jeg anede ikke hvad det var hun talte om, men lovede alligevel at komme.
Der var en masse unge mennesker dér. Robin og Una har fire børn, de tre af dem omtrent på min alder. De adopterede mig bogstavelig talt, selv om jeg blev ved at bo på hotellet. Jeg spiste ofte hos dem og hjalp med at tage af bordet og vaske op. Jeg blev betragtet som en del af familien, og det gjorde et stort indtryk på mig.
Una studerede Bibelen med mig, ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Det var vidunderligt for mig at lære at Gud virkelig har en hensigt, og at hele jorden snart skal nyde godt af de velsignelser som hans rige vil skænke menneskene. Og tænk, at komme til at forstå at Gud er en virkelig person der bærer navnet Jehova! (Sl. 83:18, NW) Jeg blev så begejstret for det jeg lærte at jeg begyndte at tale med alle på filmholdet om det.
Una omtalte at der skulle være et internationalt stævne for Jehovas vidner på Twickenham Stadium fra 1. til 5. august, og opmuntrede mig til at komme. Mærkeligt nok var det de eneste fridage jeg havde i hele måneden. Så jeg tog med.
Der var over halvfjerds nationer repræsenteret, og folk omfavnede hinanden og hilste på hinanden som om de altid havde kendt hinanden. Der var ingen politibetjente. Der var intet affald på jorden, ingen der puffede, skubbede eller bandede, og dog var der over 50.000 mennesker! Det var utroligt! Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Programmet var også interessant, især de bibelske skuespil.
Da jeg igen kom på arbejde fór jeg begejstret ind i sminkerummet og snakkede løs om alt det jeg havde set og lært. De der var i lokalet fortrak hurtigt. Men jeg blev ufortrødent ved med at tale om det alt sammen til enhver der ville høre. Hvis der virkelig fandtes en sand tro, var jeg overbevist om at den måtte frembringe mennesker der var ligesom Jehovas vidner. Jeg var begyndt at elske ikke blot disse mennesker, men også den Gud de repræsenterede.
En anden slags kærlighed
„Vil du venligst flytte dig lidt så du står til venstre for mig; jeg vil gerne have at lyset falder rigtigt på dit smukke ansigt.“ Det var D —, kameramanden.
Indtil den eftermiddag havde jeg i grunden ikke rigtig lagt mærke til D —. Han havde sjældent talt til mig fra sit store kamera. Men pludselig, nu da han stak hovedet frem bag det, begyndte jeg for første gang at lægge mærke til ham. Han var virkelig meget tiltalende, høj, mørk og køn!
Jeg har altid følt mig tiltrukket af ældre, modne mænd — den stilfærdige enspændertype. Det slog mig at D — nok var den eneste mand på hele holdet der ikke havde gjort tilnærmelser til mig. Det fik ham naturligvis til at virke særlig dragende. Desuden var han kendt som en af de bedste kameramænd i Europa.
Ikke længe efter inviterede D — mig en eftermiddag på en drink i en nærliggende „pub“. Faktisk er det mere i overensstemmelse med sandheden at sige at jeg inviterede mig selv; jeg var temmelig dristig. Manden var utrolig genert, endnu en egenskab som tiltalte mig. Dag efter dag spiste vi frokost sammen, lo og talte om ingenting — det betød slet ikke noget så længe vi blot var sammen. Imens fortsatte jeg mit bibelstudium om aftenen.
Efterhånden begyndte jeg at tale om bibelske emner. Hver dag fortalte jeg ham ivrigt om alt det vidunderlige som Gud har lovet dem der tjener ham, og om at det er hans hensigt at gøre denne jord til et paradis. D — lyttede altid meget opmærksomt og nikkede bekræftende hver gang jeg spurgte ham om han kunne tænke sig at leve under sådanne forhold.
Vi spiste på de dyreste restauranter i Europa. Penge betød intet. Der var altid smukke, udsøgte gaver til mig. D — var simpelt hen et vidunder! Han var venlig, gavmild, kærlig, betænksom og varmhjertet. Hans blide form for humor var charmerende og typisk engelsk. Jeg havde aldrig mødt nogen som ham. For første gang i mit liv spekulerede jeg alvorligt på ægteskab. Jeg følte mig fuldstændig lykkelig når jeg var sammen med ham.
Det var en lørdag eftermiddag i august, mens vi langsomt sejlede ned ad Themsen, at D — friede til mig. Min første tanke var: „Hvor vil det blive pragtfuldt at leve evigt sammen i Paradiset!“ Jeg havde Bibelens løfte i tanke: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“ — Sl. 37:29.
De to slags kærlighed vokser
Filmen var færdig i september, og jeg vendte hjem til Los Angeles for at ordne mine ting. Vi skrev regelmæssigt sammen, mindst tre gange om ugen. Det at vi var borte fra hinanden fik mig blot til at forstå hvor meget jeg holdt af ham. Men samtidig blev jeg mere optaget af mit bibelstudium og af samværet med Jehovas vidner i den lokale menighed.
Frank og Annette, det ægtepar som studerede Bibelen med mig i Amerika, virkede som heltidsforkyndere, og snart brugte jeg meget af min tid sammen med dem i denne virksomhed. Jeg nød det virkelig. Indholdet af mine breve til D — kom derfor hovedsagelig til at dreje sig om det jeg talte med andre om.
Hvor vil det blive vidunderligt, kunne jeg skrive, når Guds rige kommer og Guds vilje sker på jorden, sådan som Jesus havde lært sine disciple at bede om! (Matt. 6:9, 10) Guds riges komme vil betyde afslutningen på alle de nuværende styreformer, forklarede jeg, for Bibelen siger: „Himmelens Gud [vil] oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Dan. 2:44) Når Gud så har oprettet sit rige, vil han „tørre hver tåre af [menneskers] øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. Åb. 21:4.
Disse løfter var kommet til at betyde meget for mig, og jeg ønskede inderligt at D — ville begynde at studere Bibelen og også lære dem at kende og tro på dem. Jeg sendte ham Robins adresse og telefonnummer. Nogle opringninger til Robin afslørede imidlertid at D — aldrig havde gjort forsøg på at komme i forbindelse med ham, og det bedrøvede mig.
Den 5. januar 1974 symboliserede jeg min indvielse til Jehova Gud ved at lade mig døbe. Omkring tre måneder senere ankom D — til De forenede Stater. Han var i gang med en film, og når den var færdig var det hans hensigt at tage mig med tilbage til England. Han havde købt et slot og havde truffet andre foranstaltninger med tanke på vort ægteskab.
Jeg fik et chok ved udsigten til at skulle møde ham igen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg bogstavelig talt tiggede Frank om at tage med mig, for det var virkelig begyndt at forurolige mig at D — ikke viste nogen interesse for åndelige ting. Frank forklarede mig taktfuldt at jeg selv måtte klare denne situation, på grundlag af min kundskab og min kærlighed til Guds retfærdige love og principper. Han forsikrede mig om at Jehova ville være med mig. — 1 Kor. 10:13.
Det gik nøjagtig som jeg havde forestillet mig. Det øjeblik jeg så D — begyndte mit hjerte at banke. Jeg var overbevist om at alle omkring os kunne høre det. (Højs. 4:9, NW) Mine følelser for ham var ganske rigtigt de samme! Pludselig rakte han ud efter mig for at omfavne mig. Jeg skyndte mig at række min højre arm frem . . . og vi gav hinanden hånden. Et forbløffet udtryk lagde sig over hans kønne ansigt!
Jeg gør mit standpunkt klart
D — inviterede mig på frokost, for at vi kunne lægge de sidste planer. Jeg sørgede for at vi kom hen et sted hvor restauranten var godt oplyst og fuld af folk. Ja, vi endte faktisk på en fortovsrestaurant, hvor vi sad ved et bord udenfor.
„Der er sket meget siden vi sidst var sammen,“ sagde jeg. „Jeg har skrevet til dig om den nye tro jeg har fundet, og om hvordan det er nødvendigt at leve op til Jehovas normer hvis vi skal eje hans gunst. Jeg vil derfor gerne tale nu, og jeg vil sætte stor pris på om du vil lade mig sige alt det jeg har på hjerte, uden at afbryde mig.“
Jeg forklarede så at det er Gud der har indstiftet ægteskabet og at man derfor må respektere hans love hvis ægteskabet skal blive lykkeligt. (1 Mos. 1:27, 28; 2:22-24; Matt. 19:4-6) Jeg fortalte ham også at hvis jeg ønskede at adlyde Jehova, kunne jeg kun gifte mig med en der også tjente den sande Gud. Bibelen påbyder de kristne kun at gifte sig „i Herren“, og den siger også:
„Bliv ikke spændt i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke?“ — 1 Kor. 7:39; 2 Kor. 6:14.
Desuden understregede jeg atter den standard Bibelen fremholder for ugiftes adfærd. De kan ikke have kønslige forbindelser; denne forret er forbeholdt ægtepar. (Hebr. 13:4) Jeg forklarede også hvordan Bibelen advarer imod urenhed og løsagtig adfærd. — Gal. 5:19-21.
Hele formiddagen havde jeg bedt Gud om hjælp til at forklare alt dette. Og hvor var jeg nu taknemmelig for at jeg var i stand til at huske alt det jeg ønskede at sige! Men det var tid for D — at vende tilbage til sit arbejde. „Lad os spise sammen i aften,“ sagde han. „Vi må tale noget mere sammen. Der er så meget jeg stadig ikke forstår, skat.“ Han lod så oprigtig.
Da jeg langsomt kørte hjemad, var jeg ganske tilfreds med mig selv. Men jeg var meget skuffet over D —. Jeg havde håbet at han ville sige: „Hvornår kan jeg begynde mit bibelstudium?“ Jeg bad derfor til Jehova om at Han, om nødvendigt, fuldstændigt ville fjerne den attrå og kærlighed jeg nærede til denne mand.
Taknemmelig for min beslutning
Klokken 19.30 ringede D — og sagde at han ville komme forbi og hente mig. Jeg var fast besluttet på at finde ud af hvad hans hensigter var før jeg tog det næste skridt. Jeg insisterede derfor på at han skulle fortælle mig den virkelige grund til at han aldrig havde opsøgt Robin for at studere Bibelen, og hvorfor han, i alle sine breve, aldrig havde svaret på de åndelige spørgsmål som jeg havde skrevet så meget om. Jeg sagde til ham at enten måtte han fortælle mig det eller slå en streg over det hele — vores forbindelse og alt andet. Der blev en lang pause.
Til sidst sagde han: „Hvis jeg fortalte dig grunden, ville du få et tilfælde.“ Der blev igen en pause i samtalen indtil det, på mit indtrængende spørgsmål, brast ud af ham: „Jeg tilhører et spiritistisk trossamfund; det har jeg gjort i flere år.“
Han fortalte så at han i de sidste tyve år havde stået i nær og stadig forbindelse med sin afdøde fader. Han troede at hans fader levede videre i en eller anden åndeskikkelse, og at det var hans fader som han hyppigt stod i forbindelse med. Han sagde i virkeligheden at han ikke rigtig troede på Gud.
Jeg var lamslået! I alle disse måneder havde han undladt at fortælle mig hvad han virkelig troede på og hvordan hans indstilling var til Gud, idet han øjensynlig var klar over at jeg ikke ville gifte mig med ham hvis jeg fik kendskab til det! Jeg følte at jeg havde været offer for et bedrag. Hvor let kunne jeg ikke være havnet i et ægteskab som aldrig kunne have givet mig det jeg ønskede — et ægteskab som Robin og Unas og Frank og Annettes! Mens jeg roligt sad og lyttede, begyndte enhver følelse som jeg havde næret for ham at fortage sig.
Så begyndte jeg at tale til ham som jeg ville have talt til en jeg lige havde mødt ved døren når jeg var ude at forkynde. Jeg gjorde rede for den fare han befandt sig i åndeligt, og forklarede hvordan spiritismen var opstået og hvem der stod bag den. Jeg sagde til ham at hans døde fader var uden bevidsthed og at der ikke var noget af ham der levede videre et eller andet sted. Bibelen siger: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.“ — Præd. 9:5; Ez. 18:20.
Jeg forklarede derpå at det ikke var hans fader han stod i forbindelse med, men at det var en ond ånd der gav sig ud for at være hans fader. (2 Kor. 11:14, 15; Ef. 6:11, 12) Og i særdeleshed understregede jeg at der findes en sand Gud, Jehova, og at Han, uanset hvad D — tidligere havde gjort, med glæde ville tage imod ham, hvis han vendte sig til Ham og ønskede at tjene Ham. — Es. 55:7.
Da jeg havde sagt farvel og lagt røret på, takkede jeg med det samme Jehova for den visdom der findes i hans principper og som havde beskyttet mig mod at begå en alvorlig fejl som jeg ville have fortrudt resten af livet. Selv om D — gjorde forsøg på at fortsætte forbindelsen med mig, så jeg ham aldrig igen. Hvor er jeg taknemmelig for at jeg holdt fast ved min beslutning om at adlyde Bibelens principper, der viser at man kun må gifte sig „i Herren“! — 1 Kor. 7:39.
En uventet udvikling
Det var omkring dette tidspunkt at jeg fik en opringning fra American Broadcasting Company-fjernsynet. Nogle måneder tidligere, før min dåb, havde jeg optrådt i et show, og nu ønskede man at det skulle løbe som en regelmæssig serie. Jeg var kontraktligt forpligtet og juridisk bundet til at spille rollen som Christie Love, og derfor gjorde jeg min pligt; men jeg nægtede at spille nogen scene som var en overtrædelse af de bibelske principper. Herom skrev bladet New York Sunday News:
„Da serien skulle optages nægtede hun at leve op til folks opfattelse af rollen som den æggende, hårdtslående Christie Love. Hun krævede at voldsscenerne skulle slettes af manuskriptet. Hun ville ikke være med til at lyve i serien, selv om rollen som Christie Love, der er hemmelig agent, kræver at man gør brug af intriger og rænkespil, hvis den skal spilles effektivt. Hun ville ikke råbe op over for en overordnet. Hun insisterede på hele tiden at optræde beskedent og lagde bånd på sin naturlige sensualitet.“
Serien gik i fjernsynet i seksogtyve uger. Somme tider var der hektisk travlhed når det ugentlige program på en time skulle optages, men alle var indforstået med at jeg, de aftener der var kristne møder, skulle gå klokken 17.00 — uanset hvor travlt der var. Det stod i min kontrakt. Jeg gik ikke glip af et eneste møde, og til trods for den stramme timeplan kunne jeg bruge megen tid i forkyndelsen.
En rig og lykkelig tilværelse
Jeg kan med sandhed sige at jeg i dag er meget lykkelig. Jeg har mange kærlige venner, og jeg har haft vidunderlige oplevelser. En af disse er at jeg har kunnet medvirke til at udbrede kendskabet til den frygtelige forfølgelse af Jehovas vidner i Malawi og Benin. Siden sidste år har jeg kunnet glæde mig over at være pioner, sådan som Jehovas Vidners heltidsforkyndere bliver kaldt. Hvilken glæde har det ikke været at se tre af dem som jeg har studeret Bibelen med indvi sig til Jehova og blive døbt!
Jeg er overbevist om at man opnår den bedste livsform ved at følge Guds ords vejledning. Det der har betydet mest for mig er at det har givet mig en god og ren samvittighed ind for Gud. Jehova er i sandhed trofast, og vi bliver velsignet når vi følger hans kærlige vejledning. — Indsendt.
[Tekstcitat på side 16]
„Vi spiste på de dyreste restauranter i Europa. Penge betød intet.“
[Tekstcitat på side 16]
„Han havde købt et slot og havde truffet andre foranstaltninger med tanke på vort ægteskab.“
[Tekstcitat på side 17]
’Vi endte på en fortovsrestaurant, hvor vi sad ved et bord udenfor.’
[Tekstcitat på side 17]
„Jeg var fast besluttet på at finde ud af hvad hans hensigter var før jeg tog det næste skridt.“
[Illustration på side 18]
Jeg har mange gange været i radioen og fjernsynet for at udbrede kendskabet til forfølgelsen af Jehovas vidner i Afrika