Hvad er den masoretiske tekst?

UANSET hvilket sprog man læser Bibelen på, vil en del af den sandsynligvis være oversat direkte eller indirekte fra den masoretiske tekst, der indeholder De Hebraiske Skrifter, eller „Det Gamle Testamente“. Der fandtes oprindelig flere masoretiske tekster. Hvilken af dem har man valgt, og hvorfor? Hvad er den masoretiske tekst egentlig og hvordan kan vi vide om den er pålidelig?

Jehovas ord

Moses begyndte at skrive sine skrifter ved Sinaj Bjerg i 1513 f.v.t. I Anden Mosebog 24:3, 4 siges der: „[Moses] kom . . . og gav folket underretning om alle Jehovas ord og alle lovbudene, hvorpå hele folket svarede enstemmigt og sagde: ’Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.’ Derpå skrev Moses alle Jehovas ord op.“

De Hebraiske Skrifter er blevet til over en periode på mere end et tusind år, fra 1513 f.v.t. og frem til omkring 443 f.v.t. Eftersom skribenterne var inspireret af Gud, er det rimeligt at forvente at han også ville sørge for at budskabet blev trofast bevaret. (2 Samuel 23:2; Esajas 40:8) Men betyder det at Jehova helt ville udelukke menneskelige fejl, så ikke et eneste bogstav ville blive ændret når der blev foretaget afskrifter?

Døren til unøjagtighed åbnet på klem

Selv om det, generation efter generation, var mænd med dyb respekt for Guds ord der foretog afskrivningen, indsneg der sig alligevel menneskelige fejl i bibelhåndskrifterne. Skribenterne var inspirerede, men afskriverne udførte ikke deres arbejde under guddommelig inspiration.

Efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon i 537 f.v.t. begyndte jøderne at bruge en ny type skrifttegn, den såkaldte kvadratskrift, som de havde lært i Babylon. Denne store omstilling medførte det problem at man kunne komme til at forveksle bogstaver der lignede hinanden i den nye skrift. Eftersom det hebraiske alfabet kun består af konsonanter, måtte læseren selv indføje vokallyde efter hvordan han forstod tekstens sammenhæng, og det kunne derfor let ske at én ændret konsonant forandrede et helt ords betydning. I de fleste tilfælde har man imidlertid opdaget og rettet sådanne fejl.

Det var kun de færreste jøder der vendte tilbage til Israel efter Babylons fald. I hele Mellemøsten og Europa blev synagogerne derfor de jødiske samfunds religiøse samlingssteder.a I alle synagoger var der brug for afskrifter af de bibelske skriftruller, og jo flere afskrifter der blev lavet, jo flere muligheder var der for at afskriverne begik fejl.

Forsøg på at lukke døren

I begyndelsen af det første århundrede e.v.t. forsøgte nogle skriftlærde i Jerusalem at fastlægge en kildetekst som kunne danne normen for alle andre skriftruller indeholdende De Hebraiske Skrifter. Der fandtes endnu ikke nogen endegyldig fremgangsmåde ved hjælp af hvilken man kunne skelne mellem hvad der oprindelig skulle have stået og hvad der var afskriverfejl. Fra og med det andet århundrede e.v.t. synes konsonantteksten til De Hebraiske Skrifter at være nogenlunde standardiseret, selv om den endnu ikke var officielt fastlagt. Talmud (der blev samlet mellem det andet og det sjette århundrede e.v.t.) indeholder flere citater fra De Hebraiske Skrifter som tilsyneladende er hentet fra en anden udgave end den der senere blev kendt som den masoretiske tekst.

Det hebraiske ord for „overlevering“ er masōrahʹ eller masōʹræth. Omkring det sjette århundrede e.v.t. blev de der værnede om den nøjagtige overlevering eller afskrivning af De Hebraiske Skrifter kendt som masoreterne. Deres afskrifter blev kaldt de masoretiske tekster. Hvad var det der gjorde deres arbejde og de tekster de udarbejdede til noget særligt?

Hebraisk var ikke længere et levende folkesprog, og mange jøder var ikke mere fortrolige med det. Der var således risiko for at selve forståelsen af den bibelske konsonanttekst gik tabt. For at undgå dette opfandt masoreterne et system af prikker og streger, kaldet vokalpunkter, der blev placeret over og under konsonanterne. De udviklede også et kompliceret system af tegn der tjente både som en slags tegnsætning og som en hjælp til en mere nøjagtig udtale.

Dér hvor masoreterne fandt at teksten var blevet ændret eller fejlagtigt afskrevet af tidligere generationers afskrivere, anførte de noter i margenen, men de rettede ikke i selve teksten. De noterede ligeledes usædvanlige ordformer og sammensætninger og det antal gange de forekom i den enkelte bog eller i hele den hebraiske tekst. Desuden tilføjede de noter som hjalp afskriverne til at efterkontrollere teksten. De udarbejdede også et „kodesystem“ af forkortelser der gjorde det muligt at nedskrive oplysningerne yderst kortfattet. Øverst og nederst på siderne lavede de en form for miniordbog over skriftsteder med udtryk svarende til dem der var kommenteret i marginalnoterne.

Det mest kendte system blev udarbejdet af masoreterne i byen Tiberias, ved Galilæas Sø. Ben Asjer- og Ben Naftali-slægten fra det niende og tiende århundrede e.v.t., som muligvis var karaitter (eller karæere), blev særdeles indflydelsesrige.b Selv om de to skoler anvendte forskellige marginalnoter og metoder til angivelse af udtale, er der i hele den hebraiske bibeltekst færre end ti forskelle mellem deres konsonanttekster.

Både Ben Asjer- og Ben Naftali-skolen bidrog i høj grad til datidens tekstforskning. Efter at Maimonides (en indflydelsesrig talmudkommentator fra det 12. århundrede) havde rost Ben Asjer-teksten, var der nogle som gav den forrangen, og dét i en sådan grad at der nu ikke findes et eneste Ben Naftali-håndskrift. Alt hvad der er tilbage er nogle lister over forskellene mellem de to skoler. Ironisk nok drejede Maimonides’ bemærkning sig om tekstens opstilling, for eksempel hvor stor afstand der er mellem afsnittene, og ikke om det langt vigtigere — den nøjagtige overlevering.

Kan man finde en „ren“ masoretisk tekst?

De lærde er meget uenige om hvilken kodeks der i dag kan siges at være en „ren“ Ben Asjer-tekst, som om man dermed havde den „sande“ masoretiske tekst. Faktisk har der aldrig eksisteret en entydig, „ren“ og autoritativ masoretisk tekst. Der har derimod eksisteret mange masoretiske tekster, hver enkelt lidt forskellig fra de øvrige. Alle eksisterende kodekser består af blandede tekster, med både Ben Asjer- og Ben Naftali-læsemåder.

Enhver der skal til at oversætte De Hebraiske Skrifter står over for en formidabel opgave. Oversætteren må ikke alene sætte sig godt ind i den hebraiske tekst, men også tage stilling til alle relevante valgmuligheder dér hvor teksten kan indeholde afskriverfejl eller på anden måde være blevet ændret. Selv om de forskellige masoretiske tekster danner grundlaget for oversættelsen, er han nødt til at rådføre sig med andre pålidelige kilder der kunne indeholde ældre og mere nøjagtige læsemåder.

I forordet til sin bog Der Text des Alten Testaments forklarer Ernst Würthwein: „Når vi støder på en vanskelig passage kan vi ikke blot sammenholde de forskellige læsemåder og vælge den løsning der synes os lettest, sådan at vi nogle gange vælger den hebraiske tekst, andre gange Septuaginta og atter andre gange den aramaiske targum. Ikke alle tekstvidner er lige pålidelige. Hvert af dem har sit særpræg og sin særlige historie. Dem må vi sætte os ind i hvis vi skal gøre os håb om at undgå mangelfulde eller forkerte løsninger.“

Vores tillid til at Jehova har bevaret sit ord hviler på et sikkert grundlag. Ved mange oprigtige menneskers forenede anstrengelser gennem adskillige århundreder har vi nu let adgang til indholdet og endda detaljerne i Bibelens budskab. Små ubetydelige ændringer af ord og bogstaver er ikke afgørende for vores forståelse af Bibelen. Det afgørende spørgsmål er: Vil vi leve efter Guds ord?

[Fodnoter]

[Illustration på side 26]

Aleppo-kodeksen indeholder den masoretiske tekst

[Kildeangivelse]

Bibelmuseum, Münster