Vi fik en perle af stor værdi
FORTALT AF RICHARD GUNTHER
Det var september 1959. Vi befandt os på det italienske passagerskib Julio Caesar, på vej over Atlanterhavet fra New York til Cádiz i Spanien. Vagttårnsselskabet havde tildelt min hustru, Rita, og mig, samt et andet missionærægtepar, Paul og Evelyn Hundertmark, distrikt i dette iberiske land. Vi skulle komme ud for mange udfordringer. Men hvorfor havde vi valgt at blive missionærer?
I 1950 blev Rita og jeg døbt som Jehovas vidner i New Jersey i USA. Kort efter traf vi en beslutning som betød at vi med tiden ville få en perle af meget stor værdi. Vi tilhørte en menighed hvor der var tilstrækkeligt med brødre og søstre til at gennemarbejde distriktet. Derfor følte vi os forpligtede til at stille os til rådighed for at tjene hvor der var større behov for forkyndere. Ved Jehovas Vidners internationale stævne i New York i sommeren 1958 ansøgte vi om at komme ud i missionærtjenesten.
Der gik ikke lang tid før vi modtog en invitation til Vagttårnets Bibelskole Gilead, og inden der var gået et år var vi på vej til Spanien som missionærer. Vi var så spændte og så optagede af alt det der skulle arrangeres at vi dengang ikke tænkte over hvilken gave vi egentlig havde fået. Jesus omtalte en perle af meget stor værdi. (Mattæus 13:45, 46) Selv om det ikke direkte var det Jesus sigtede til med sin lignelse, følte vi at den forret det var at tjene som missionærer for os kunne sammenlignes med en sådan perle. Når vi i dag ser tilbage, værdsætter vi i endnu højere grad denne kostelige tjenesteforret i Jehovas organisation.
En uforglemmelig oplevelse
Undervisningen på Gileadskolen foregik dengang i smukke landlige omgivelser i Finger Lakes-området i staten New York. Her tilbragte vi seks dejlige måneder fuldstændig fordybede i bibelstudium og vi nød det opbyggende samvær med andre kristne, fjernt fra denne verdens anliggender og problemer. Vore studiekammerater kom fra forskellige dele af verden, for eksempel Australien, Bolivia, England, Grækenland og New Zealand. Snart oprandt dagen for afslutningshøjtideligheden. I august 1959 måtte vi med tårer i øjnene sige farvel da vi skulle af sted til vore respektive missionærdistrikter. En måned senere satte vi foden på spansk jord.
En ny kultur
Vi gik i land i Algeciras, helt nede mod syd ved den enorme Gibraltarklippe. Om aftenen tog vi alle fire, Rita og jeg og ægteparret Hundertmark, toget til Madrid. Vi tog hen til Hotel Mercador, hvor vi skulle vente på at blive kontaktet af nogle fra Vagttårnsselskabets ’hemmelige’ afdelingskontor. Spanien blev dengang styret af diktatoren general Francisco Franco, og det betød at den katolske kirke var det eneste trossamfund i landet der var juridisk anerkendt. Det var ulovligt at praktisere nogen anden religion offentligt, og Jehovas vidner havde fået forbud mod at forkynde fra hus til hus. Det var endda forbudt at afholde religiøse møder. Jehovas vidner, som dengang talte omkring 1200 forkyndere fordelt på 30 menigheder i Spanien, kunne derfor ikke som i andre lande mødes i rigssale. Vi måtte samles hemmeligt i private hjem.
Vi lærer spansk og kommer i gang
Vores første udfordring var at lære sproget. Den første måned brugte vi 11 timer om dagen på at lære spansk — 4 timers undervisning hver formiddag efterfulgt af 7 timers selvstudium. Den næste måned modtog vi stadig undervisning om formiddagen, men eftermiddagen var helliget forkyndelsen fra hus til hus. Tænk engang, Rita og jeg gik alene i forkyndelsen uden at kunne tale sproget og med en udenadlært indledning skrevet på et lille kort!
Jeg husker at jeg bankede på en dør i Vallecas, et arbejderkvarter i Madrid. For en sikkerheds skyld holdt jeg kortet i hånden og sagde på spansk: „Goddag. Vi udfører et kristent arbejde. Bibelen siger (vi læste et skriftsted). Vi vil gerne forære dig denne brochure.“ Damen stod bare og kiggede, hvorefter hun tog imod brochuren. Da vi besøgte hende igen inviterede hun os indenfor, men mens vi talte sad hun bare og kiggede. På vort mangelfulde spansk påbegyndte vi et bibelstudium med hende. Under studiet sad hun igen bare og lyttede og kiggede. Efter et stykke tid begyndte hun endelig at sige noget. Hun fortalte os at hun ikke havde kunnet forstå hvad vi sagde ved vort første besøg, men hun havde opfanget ordet Dios (Gud), og det var nok til at hun vidste vi kom med noget godt. Med tiden havde hun opnået tilstrækkelig bibelkundskab og blev døbt som et af Jehovas vidner.
Jeg havde meget svært ved at lære spansk. Når jeg færdedes i byen plejede jeg at repetere udsagnsordenes bøjninger for at lære dem udenad. Men det jeg havde lært den ene uge, havde jeg glemt den næste. Det var nedslående. Ofte var jeg lige ved at give op. Da jeg talte så gebrokkent spansk, måtte brødrene udvise stor tålmodighed, eftersom det var mig der førte an iblandt dem. Ved et områdestævne gav en broder mig en håndskreven meddelelse som skulle læses op fra podiet. Da jeg næsten ikke kunne tyde hans håndskrift, bekendtgjorde jeg: „Tag jeres muletas (krykker) med på stadion i morgen.“ Jeg skulle have sagt: „Tag jeres maletas (bagage) med på stadion i morgen.“ Det vakte megen latter, og jeg blev naturligvis flov.
Svære perioder i Madrid
De første par år i Madrid var følelsesmæssigt meget vanskelige for Rita og mig. Vi savnede vores hjem og vore venner meget. Hver gang vi fik et brev fra De Forenede Stater skyllede en bølge af hjemve ind over os. Disse nostalgiske perioder slog næsten benene væk under os, men de gik heldigvis over. Dybest set havde vi jo forladt hjem, familie og venner for i stedet at modtage en perle af større værdi. Vi måtte lære at tilpasse os.
Vores første logi i Madrid var et meget primitivt pensionat. Vi betalte for et værelse og tre måltider om dagen. Værelset var lille og mørkt, og der var stråmadrasser i sengene. Vores beskedne månedlige godtgørelse gik til huslejen. Vi spiste som regel middagsmad på pensionatet, og værtinden plejede at sætte aftensmaden i ovnen så den var varm når vi skulle spise den senere på aftenen. Når vi var ude at forkynde både om dagen og om aftenen, kunne vi blive meget sultne. Hvis vi ikke havde noget tilbage af vores godtgørelse, købte vi det billigste stykke chokolade vi kunne opdrive for vore egne begrænsede midler. Men efter at vi havde haft besøg af en af Selskabets zonetilsynsmænd, ændrede situationen sig. Han så vore tarvelige kår og sagde at vi skulle se os om efter en lille lejlighed der kunne bruges som missionærhjem. Så slap vi også for at skulle tage bad stående i en balje på køkkengulvet. Vi fik nu en lejlighed med brusebad, et køleskab, og en kogeplade vi kunne lave mad på. Vi var meget taknemmelige for vores lille lejlighed.
Skønne oplevelser i Madrid
Vi var yderst forsigtige når vi forkyndte fra hus til hus. Den daglige tummel i Madrid var en fordel for os, fordi vi ubemærket kunne glide ind i gadebilledet. Vi prøvede at klæde og opføre os som spaniere og ikke skilte med at vi var udlændinge. Forkyndelsen fra hus til hus foregik ved at vi gik ind i en beboelsesejendom, bankede på døren, talte med værten og derefter forlod bygningen, gaden og kvarteret. Muligheden var der altid for at værten ville tilkalde politiet, og derfor var det uklogt at blive i nabolaget. Skønt Paul og Evelyn Hundertmark var meget forsigtige i forkyndelsen, blev de i 1960 anholdt og udvist af landet. De rejste til nabolandet Portugal, hvor de tjente i flere år, og Paul var under forbudet dér ansvarlig for afdelingskontoret. I dag er han bytilsynsmand i San Diego i Californien.
Der fandt imidlertid en udligning sted. Nogle få måneder senere fik seks missionærer i Portugal besked på at forlade landet. Det var en behagelig overraskelse at et ægtepar som vi havde været i klasse med på Gilead, Eric og Hazel Beveridge, nu måtte forlade Portugal og rejse til Spanien. I februar 1962 befandt vi os så igen på Hotel Mercador — denne gang for at tage imod Eric og Hazel.
Det var i vore første år i Madrid at Rita og jeg personligt oplevede religiøst hykleri. Vi studerede Bibelen med et ægtepar, Bernardo og Maria, som boede i et skur opført af kasserede byggematerialer som Bernardo havde fundet. Vi studerede med dem sent om aftenen, og efter studiet bød de os tit på brød, vin og lidt ost eller hvad de nu havde i huset. Jeg lagde mærke til at osten smagte som amerikansk ost. En aften efter studiet kom osten på bordet i sin emballage. Med store bogstaver stod der på engelsk: „Fra det amerikanske folk til det spanske folk — må ikke sælges.“ Hvordan havde denne fattige familie fået osten? Regeringen havde bedt den katolske kirke om at uddele osten gratis til de fattige, men præsten havde i stedet solgt den!
Gode resultater blandt militærfolk
Inden længe skete der noget som skulle vise sig at blive til rig velsignelse for os og mange andre. Afdelingskontoret bad os om at besøge en ung mand ved navn Walter Kiedaisch, som var stationeret på det amerikanske luftvåbens base i Torrejón, der ligger nogle få kilometer uden for Madrid. Vi besøgte ham og hans kone og påbegyndte et bibelstudium med dem og et andet ægtepar fra basen.
På et tidspunkt ledede jeg fem bibelstudier med flere fra flyvevåbenet — selvfølgelig foregik det på engelsk. Syv af dem jeg studerede med blev senere døbt, og efter at de er vendt tilbage til De Forenede Stater er fire af brødrene blevet ældste.
Eftersom vort arbejde var forbudt var det vanskeligt at få bøger, blade og bibler ind i landet. Nogle publikationer blev imidlertid indført af turister og af vore amerikanske kontakter. Afdelingskontoret tildelte mig den opgave at passe et hemmeligt litteraturdepot. Det var et opbevaringsrum for enden af et papirvarelager i Vallecas. Ejerens kone var et af Jehovas vidner. Selv om ejeren ikke var et Jehovas vidne respekterede han vort arbejde, og med stor risiko for sig selv og sin forretning lod han mig bruge dette bagerste rum til at pakke litteraturkasser i, som derefter skulle sendes til byer rundt om i landet. Da rummet altid skulle ligne et lagerrum — støvet, rodet og fyldt med kasser — måtte jeg bygge et arbejdsbord og nogle bogreoler som på få minutter kunne sættes op og lige så hurtigt pilles ned igen. Ved dagens slutning ventede jeg indtil alle havde forladt bygningen, hvorefter jeg i en fart forlod den med mine litteraturkasser.
Det var en stor forret at være med til at forsyne landets menigheder med åndeligt materiale som bladene Vagttårnet og Vågn op! og andre publikationer. Det var en spændende tid.
Rita havde den glæde at lede 16 hjemmebibelstudier; omkring halvdelen af disse bibelstudieelever er blevet døbte Jehovas vidner. Dolores var en ung gift kvinde som tilbragte de kolde vintre i sengen på grund af en hjertesygdom. Om foråret kunne hun stå op og foretage sig lidt. Dolores’ tro var stærk, og da tiden oprandt for vort områdestævne i Toulouse i Frankrig, ville hun meget gerne med. Men lægen advarede hende og sagde at det var uklogt på grund af hendes helbredstilstand. Iført morgenkjole og hjemmesko og uden nogen bagage gik hun ned til stationen for at sige farvel til sin mand, sin mor og andre. Dér stod hun med tårer i øjnene. Hun kunne ikke bære at se dem tage af sted — så hun steg på toget og rejste med til Frankrig! Rita vidste ikke at Dolores var taget med. Ved stævnet fik hun sig derfor en overraskelse da hun så Dolores, der smilede over hele ansigtet.
Et usædvanligt bibelstudium
Inden vi slutter beretningen om vores tjeneste i Madrid, er vi nødt til at nævne Don Benigno Franco, „el profesor“. Et lokalt Jehovas vidne tog mig med på et besøg hos en fin ældre herre som sammen med sin hustru boede i en meget faldefærdig beboelsesejendom. Jeg påbegyndte et bibelstudium med ham. Efter at vi havde studeret i halvandet år, ville han gerne døbes og være et af Jehovas vidner.
Denne ældre herre, Don Benigno Franco, var fætter til Francisco Franco, som dengang var diktator i Spanien. Don Benigno syntes at være et menneske der altid havde elsket sin frihed. Under den spanske borgerkrig havde han sympatiseret med tilhængerne af republikken og været imod sin fætter, general Franco, som vandt krigen og skabte et katolsk diktatur. I 1939 blev Don Benigno frataget retten til at arbejde og måtte siden leve under ringe kår. Men fætteren til general Francisco Franco, Spaniens caudillo, blev altså et Jehovas vidne.
Overraskende invitation
I 1965 indbød det spanske afdelingskontor os til at begynde i kredstjenesten i Barcelona. Det betød at vi måtte forlade alle de kære brødre vi havde knyttet nære bånd til i Madrid. Nu skulle vi ikke blot opleve noget nyt, men for mig betød det også en stor udfordring. Tanken om den nye opgave skræmte mig fordi jeg altid har haft mindreværdskomplekser. Jeg er udmærket klar over at det var Jehova som gjorde det muligt for mig at virke effektivt i denne tjeneste.
Vi boede hos brødrene under de ugentlige besøg i menighederne. Cirka hver fjortende dag flyttede vi til et nyt hjem, hvilket betød at vi måtte bo i en kuffert. Det er især vanskeligt for en kvinde. Men snart tilbød José og Roser Escudé, som boede i Barcelona, at vi indimellem kunne være hos dem nogle dage. Det var meget kærligt af dem, for det betød at vi kunne opbevare vores ting dér og at vi havde et fast sted at komme hjem til søndag aften.
De næste fire år var Rita og jeg i kredstjenesten i provinsen Catalonien ved Middelhavskysten. Alle de bibelske møder blev i hemmelighed afholdt i private hjem, og hus-til-hus-forkyndelsen blev udført med passende forsigtighed så vi ikke tiltrak os unødig opmærksomhed. Nogle gange var en hel menighed på ’picnic’ i skoven om søndagen. Denne fremgangsmåde benyttede vi især når vi afholdt kredsstævner.
Vi vil altid beundre de mange hengivne åndelige brødre som satte deres arbejde og frihed på spil for at menighederne kunne forblive forenede og aktive. Mange af dem førte an i arbejdet med at udbrede budskabet til de omkringliggende småbyer. Denne indsats dannede grundlag for den store vækst man erfarede i Spanien da forbudet i 1970 blev ophævet og man fik religionsfrihed.
Vi forlader vort distrikt i det fremmede
I de ti år vi har tilbragt i Spanien har vi flere gange været lige ved at måtte give afkald på vores særlige forret i missionærtjenesten og drage hjem for at tage os af mine forældre. Men takket være kærlige brødre og søstre i mine forældres menighed og i nabomenighederne, har vi kunnet fortsætte vor tjeneste i Spanien. Ja, at vi i disse år har kunnet nyde den forret at være i missionærtjenesten, har til dels været muligt fordi andre brødre og søstre har sat Rigets interesser først.
I december 1968 tog vi hjem for at tage os af min mor. Den selv samme måned døde min far, og min mor var nu alene. Vi havde stadig en vis frihed til at være heltidsforkyndere, og vi fik derfor til opgave at rejse i kredstjenesten, men denne gang i De Forenede Stater. I de følgende 20 år betjente vi de spanske kredse. Vi havde mistet den værdifulde perle som missionærtjenesten er, men havde fået en anden lagt i vore hænder.
Omgivet af stofmisbrug og vold
Nu tjente vi side om side med brødre og søstre som boede i bydele der var hjemsøgt af kriminalitet. Og minsandten om ikke Rita den allerførste uge i kredstjenesten i Brooklyn fik stjålet sin taske.
Ved en lejlighed var Rita og jeg med en gruppe ude at forkynde fra hus til hus i en anden del af New York. Da vi drejede om et hjørne så vi nogle der stod i kø ved et hul i muren i en forladt bygning. Lidt længere henne ad gaden bemærkede vi en ung mand som stod og kiggede på os. På det fjerneste hjørne stod der en anden og holdt øje med politibiler. Vi befandt os lige midt i en narkotikahandel. Den første udkigsmand blev forskrækket da han så os, men så faldt hans blik på bladet Vagttårnet, og han åndede lettet op. Jeg kunne jo have været en politimand! Derefter råbte han på spansk: „Los Atalayas! Los Atalayas!“ (Vagttårnsfolk! Vagttårnsfolk!). De genkendte os på bladene og vidste hvem vi var, og der var ingen fare på færde. Da jeg gik forbi ham, sagde jeg: „Buenos dias, como está?“ (Goddag, hvordan har De det?), hvorefter han spurgte om jeg ikke nok ville bede for ham!
En svær beslutning
I 1990 blev det klart at jeg var nødt til at være hos min mor hver dag. Vi havde prøvet alt muligt for at kunne fortsætte i rejsetjenesten, men indså at det var umuligt at opfylde begge forpligtelser. Vi ville jo gerne sikre os at der blev draget kærlig omsorg for min mor. Endnu en gang måtte vi altså give afkald på en perle af meget stor værdi. Alle verdens bogstavelige perler og det de kan gøre for en, er intet i sammenligning med den kostbarhed det er at tjene som missionær eller at være i rejsetjenesten i Jehovas organisation.
Rita og jeg er nu i tresserne. Vi er glade og tilfredse med at tjene i en lokal spansktalende menighed. Når vi ser tilbage på vort liv i Jehovas tjeneste, er vi ham taknemmelige for at vi fik betroet nogle perler af meget stor værdi.
[Illustration på side 23]
Rita og mig sammen med Paul og Evelyn Hundertmark (til højre) uden for Madrids tyrefægterarena
[Illustration på side 24]
Vi betjener en menighed der er på ’picnic’ i skoven