Hadet bringes til ophør over hele jorden

FOR næsten to tusind år siden var en minoritetsgruppe udsat for et stort had. Tertullian fortæller om romernes fremherskende indstilling til de første kristne: „Står himlen stille, ryster jorden; er der sult eller pest, råbes der straks: ’De kristne for løven.’“

Skønt de første kristne blev hadet, modstod de fristelsen til at hævne uretfærdigheden. I sin berømte bjergprædiken sagde Jesus Kristus: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ — Mattæus 5:43, 44.

Det var ifølge jødernes mundtlige overlevering at man skulle ’hade sin fjende’. Jesus sagde derimod at man skulle elske sine fjender, ikke blot sine venner. Det er vanskeligt, men ikke umuligt, at praktisere. Det at man elsker sin fjende betyder ikke at man accepterer alle hans handlinger. Det græske ord der forekommer i Mattæus’ beretning er afledt af agaʹpe, som er en kærlighed der handler i harmoni med principper. Den der viser agaʹpe, eller principbetonet kærlighed, vil endda gøre godt mod en fjende som hader og mishandler ham. Hvorfor? Fordi han derved efterligner Kristus, og fordi det er den måde hvorpå man kan overvinde had. En græskkyndig har bemærket: „[Agaʹpe] sætter os i stand til at overvinde vores naturlige tendens til vrede og bitterhed.“ Men kan det lade sig gøre i vore dages hadske verden?

Det skal indrømmes at ikke alle der bekender sig som kristne er fast besluttede på at følge Kristi eksempel. De nylige grusomheder i Rwanda blev udført af etniske grupper hvoraf mange enkeltpersoner hævdede at være kristne. Pilar Díez Espelosín, en katolsk nonne som har arbejdet i Rwanda i 20 år, har gengivet en meget sigende hændelse. En mand kom til hendes kirke bærende på et spyd som tydeligvis havde været i anvendelse. Nonnen spurgte ham: „Hvad er det du gør — går rundt og slår folk ihjel? Tænker du overhovedet ikke på Kristus?“ Det hævdede han at han gjorde, og fortsatte ind i kirken, knælede og bad inderligt sin rosenkrans. Da han var færdig forlod han kirken og gik ud og fortsatte med at slå ihjel. „Det viser at vi ikke giver folk en tilstrækkelig god undervisning i evangeliet,“ indrømmer nonnen. Sådanne fejl betyder imidlertid ikke at Jesu budskab er mangelfuldt. Had kan overvindes af dem der praktiserer sand kristendom.

Had overvindes i en koncentrationslejr

Max Liebster, der er jøde af fødsel, overlevede Holocaust. Hans efternavn betyder „kæreste“, men han har set mere end rigeligt med had. Han beskriver her hvad han lærte i Nazityskland om kærlighed og had.

„Jeg voksede op nær Mannheim i Tyskland i 1930’erne. Hitler hævdede at alle jøder var rige ågerkarle som udbyttede det tyske folk. Men sandt at sige var min far blot en beskeden skomager. På grund af nazisternes propaganda begyndte naboerne imidlertid at vende sig mod os. Da jeg var teenager tværede en af landsbyboerne svineblod ud i panden på mig. Denne grove fornærmelse var blot en forsmag på det der skulle komme. I 1939 blev jeg arresteret af Gestapo, og alle mine ejendele blev konfiskeret.

Fra januar 1940 til maj 1945 kæmpede jeg for livet i fem forskellige koncentrationslejre: Sachsenhausen, Neuengamme, Auschwitz, Buna og Buchenwald. Min far, som også blev sendt til Sachsenhausen, døde i den strenge vinter i 1940. Jeg bar selv hans lig hen til krematoriet, hvor en bunke af lig lå klar til at blive brændt. I alt døde otte af mine familiemedlemmer i lejrene.

Fangerne nærede et endnu større had til kapo’erne end til SS-vagterne. Kapo’erne var fanger som samarbejdede med SS-vagterne og som derfor nød visse privilegier. De fik ansvaret for fødevareuddelingen, og de kunne tildele fangerne pisk. Ofte var de uretfærdige og lunefulde. Jeg havde masser af grunde til at hade både SS-vagterne og kapo’erne, men under mit fangenskab lærte jeg at kærlighed er stærkere end had.

De fanger der var Jehovas vidner besad en sjælsstyrke der overbeviste mig om at deres tro var grundet på Bibelen — og jeg blev selv et Jehovas vidne. Ernst Wauer, en forkynder som jeg mødte i Neuengamme, tilskyndede mig til at opdyrke samme sindsindstilling som Kristus havde: „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“ (1 Peter 2:23) Jeg forsøgte at gøre det samme, at overlade hævnen til Gud, som er alles Dommer.

Mine år i lejrene lærte mig at folk ofte handler ondt på grund af uvidenhed. Ikke alle SS-vagter var onde — en af dem reddede mit liv. Engang fik jeg et akut anfald af diarré og var for svag til at gå fra arbejdet tilbage til lejren. Egentlig skulle jeg den følgende dag have været sendt til Auschwitz’ gasovne, men en SS-vagt der kom fra samme område i Tyskland som jeg, greb ind til fordel for mig. Han sørgede for at jeg kom til at arbejde i en SS-kantine, hvor jeg kunne komme til hægterne igen. En dag betroede han mig: ’Max, jeg føler at jeg befinder mig i et løbsk tog. Hvis jeg springer af, bliver jeg dræbt. Hvis jeg bliver i toget, ender det med et brag.’

Disse mennesker havde lige så stort behov for kærlighed som jeg havde. Det var i virkeligheden kærlighed og medfølelse, samt min tro på Gud, der satte mig i stand til at klare de usle forhold og den daglige fare for at blive henrettet. Jeg kan ikke sige at jeg er kommet uskadt ud af det, men mine følelsesmæssige ar er minimale.“

Den varme og venlighed Max udstråler 50 år efter, er et talende vidnesbyrd om sandheden i hans ord. Max’ tilfælde er ikke enestående. Han havde en god grund til at overvinde hadet — han ønskede at efterligne Kristus. Andre som har ladet sig lede af Bibelen har handlet på samme måde. Simone, et Jehovas vidne fra Frankrig, forklarer hvordan hun lærte hvad uselvisk kærlighed indebærer.

„Min mor, Emma, blev forkynder kort før Anden Verdenskrigs udbrud, og hun lærte mig at folk ofte handler ondt fordi de ikke ved bedre. Hun forklarede at vi ikke var sande kristne hvis vi gengældte deres had, eftersom Jesus sagde at vi skulle elske vore fjender og bede for dem som forfølger os. — Mattæus 5:44.

Jeg husker en situation hvor det var meget vanskeligt at fastholde denne overbevisning. Under nazisternes besættelse af Frankrig måtte mor udholde meget fra en af vore naboers side. Hun angav mor til Gestapo, og min mor måtte derfor tilbringe to år i tyske koncentrationslejre, hvilket nær havde kostet hende livet. Efter krigen ville det franske politi have mor til at underskrive en erklæring om at denne kvinde havde samarbejdet med tyskerne. Men hun afviste det med ordene: ’Gud er Dommer og den der belønner efter godt og ondt.’ Nogle få år senere blev denne nabo dødeligt syg af kræft. Men i stedet for at være skadefro, brugte min mor mange timer på at gøre damens sidste tid så behagelig som muligt. Jeg vil aldrig glemme at kærligheden på denne måde sejrede over hadet.“

Disse to eksempler viser hvilken styrke der ligger i den principielle kærlighed når den udsættes for uretfærdighed. Men Bibelen siger at der er „en tid til at elske og en tid til at hade“. (Prædikeren 3:1, 8) Hvordan kan det være?

En tid til at hade

Gud fordømmer ikke enhver form for had. Om Jesus Kristus siger Bibelen: „Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed.“ (Hebræerne 1:9) Der er nemlig forskel på at hade en person og på at hade en persons gerninger.

Jesus viste den rette balance mellem kærlighed og had. Han hadede hykleri, men søgte at hjælpe hyklerne til at ændre tankegang. (Mattæus 23:27, 28; Lukas 7:36-50) Han fordømte vold, men bad for sine bødler. (Mattæus 26:52; Lukas 23:34) Og skønt verden hadede ham uden grund, gav han sit eget liv til liv for verden. (Johannes 6:33, 51; 15:18, 25) Han satte os et fuldkomment eksempel hvad angår principbetonet kærlighed og had.

Ligesom Jesus oprøres vi måske over uretfærdighed. (Lukas 19:45, 46) Kristne har imidlertid ikke fået bemyndigelse til at hævne. „Gengæld ikke nogen ondt med ondt,“ vejledte Paulus de kristne i Rom. „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer . . . Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ (Romerne 12:17-21) Når vi nægter at nære had eller at hævne en misgerning, sejrer kærligheden.

En verden uden had

Hvis hadet skal fjernes fra hele jorden, må millioner af mennesker ændre deres indgroede holdninger. Hvordan skal det kunne lade sig gøre? Professor Ervin Staub giver udtryk for følgende synspunkt: „Vi nedvurderer dem vi gør fortræd og sætter pris på dem vi hjælper. Efterhånden som vi kommer til at sætte større pris på dem vi hjælper og erfarer den tilfredshed der naturligt kommer af at yde hjælp, vil vi også se os selv som mere omsorgsfulde og hjælpsomme. Et af vore mål må være at skabe samfund hvor så mange som muligt er engagerede i at gøre noget for andre.“ — The Roots of Evil.

Hadet skal med andre ord jages bort ved dannelsen af et samfund hvor folk lærer at elske ved at hjælpe hinanden, et samfund hvor man glemmer al den fjendskab der er skabt af fordom, nationalisme, racisme og stammefølelse. Eksisterer der et sådant samfund? Lad os lytte til en mand som på sin egen krop har oplevet det had der eksisterede under kulturrevolutionen i Kina.

„Da kulturrevolutionen begyndte lærte vi at der ikke var rum for kompromiser i ’klassekampen’. Hadet var fremherskende. Jeg blev rødgardist og begyndte at søge overalt efter fjender af ’klassen’ — selv blandt min egen familie. Jeg var kun teenager dengang, men tog alligevel del i husundersøgelser for at finde beviser på ’reaktionære tendenser’. Jeg var også foregangsmand ved et offentligt møde hvor vi angav en ’kontrarevolutionær’. Disse ’angivelser’ var selvfølgelig nogle gange baseret på personligt fjendskab snarere end på politiske holdninger.

Jeg så mange — unge og gamle, mænd og kvinder — der blev udsat for mere og mere grusom legemlig afstraffelse. En af mine skolelærere — en god mand — blev taget med rundt i gaderne og udstillet som om han var kriminel. To måneder senere blev en anden respekteret lærer på skolen fundet død i Suzhou-floden, og min engelsklærer blev tvunget til at hænge sig. Jeg blev chokeret og rådvild. De var venlige mennesker. Det var forkert at behandle dem på denne måde. Jeg afskar derfor enhver forbindelse med rødgardisterne.

Jeg tror ikke at dette had, som i kort tid omsluttede Kina, var et isoleret tilfælde. Had er kommet til udbrud mange gange i dette århundrede. Jeg er imidlertid overbevist om at kærligheden kan overvinde hadet. Det har jeg nemlig selv erfaret. Da jeg begyndte at komme sammen med Jehovas vidner, gjorde det indtryk på mig at de viste kærlighed mod alle, uanset race eller baggrund. Jeg ser frem til den tid hvor alle har lært at elske hinanden, sådan som Bibelen lover at det vil ske.“

Ja, Jehovas Vidners internationale samfund er et levende bevis på at had kan overvindes. Uanset deres baggrund søger Jehovas vidner at udskifte fordom med gensidig respekt, og de søger at fjerne ethvert spor af stammefølelse, racisme eller nationalisme. En af grundene til at det lykkes for dem, er at de er besluttede på at efterligne Jesu Kristi eksempel med hensyn til at vise en kærlighed der er ledet af principper. En anden grund er at de ser hen til at Guds rige skal gøre ende på enhver uretfærdighed de måtte blive udsat for.

Guds rige er det endelige middel til at opnå en verden uden had, en verden hvor der ikke engang vil være noget ondt at hade. Denne himmelske regering, der i Bibelen er beskrevet som „nye himle“, vil garantere en verden uden uretfærdighed. Den vil herske over „en ny jord“, eller et nyt samfund af mennesker som er blevet oplært til at elske hinanden. (2 Peter 3:13; Esajas 54:13) Denne oplæring foregår allerede nu, som erfaringerne med Max, Simone og mange andre vidner om. Det er blot en forsmag på et verdensomspændende program der skal fjerne had og enhver årsag til had.

Gennem profeten Esajas beskriver Jehova resultatet: „De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ (Esajas 11:9) Gud selv vil fjerne alt had. Da vil det være „en tid til at elske“.

[Illustration på side 7]

Nazisterne tatoverede et fangenummer på Max Liebsters venstre arm

[Illustration på side 8]

Had vil snart høre fortiden til