Modstå ukristne traditioner
„SANDHEDEN skal frigøre jer,“ sagde Jesus Kristus. (Johannes 8:32) Ja, kristendommen frigør folk fra overtroens trældom, fra falske læresætninger og forhåbninger og fra at trælle under nedbrydende skikke.
Ligesom i fortiden bliver kristne i dag ofte presset til at vende tilbage til gamle traditioner. (Galaterne 4:9, 10) Det betyder ikke at alle skikke er skadelige. En kristen kan vælge at følge lokale skikke som er sunde og gavnlige. Men når skikkene strider mod Guds ord, går kristne ikke på kompromis. Jehovas vidner er derfor kendt for at nægte at deltage i fejring af jul, fødselsdage og andre skikke der er i strid med Guds ord.
Dette modige standpunkt har ofte resulteret i latterliggørelse og modstand fra bekendte, naboer og ikketroende slægtninge. Det har især været aktuelt i nogle afrikanske lande hvor et utal af traditioner almindeligvis bliver fulgt ved begravelser, bryllupper og fødsler. Presset til at følge dem kan være stort, da man ellers ofte vil blive udsat for trusler og voldelige overgreb. Hvordan kan kristne stå fast i sådanne situationer? Er det muligt at undgå konfrontationer uden at gå på kompromis? For at besvare disse spørgsmål kan vi undersøge hvordan nogle trofaste kristne har forholdt sig over for ubibelske traditioner.
Overtroiske begravelsesskikke
I det sydlige Afrika er der utallige traditioner forbundet med begravelser. De sørgende tilbringer som regel hele natten — eller adskillige nætter — i den afdødes hus, hvor der brænder en stadig ild. De efterladte må ikke lave mad, lade håret klippe eller tage bad før begravelsen har fundet sted. Derefter skal de vaske sig med en særlig urteblanding. Kan kristne følge sådanne skikke? Nej, for de afspejler alle troen på en udødelig sjæl og en sygelig frygt for de døde.
Bibelen siger: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ (Prædikeren 9:5) Når man kender denne sandhed bliver man frigjort fra frygten for ’de afdødes ånder’. Men hvad skal en kristen gøre når velmenende slægtninge kræver at han eller hun deltager i sådanne ritualer?
Lad os betragte et eksempel med en afrikansk kvinde som hedder Jane, hvis far døde. Hun er et af Jehovas vidner. Da hun kom til begravelsesstedet fik hun straks at vide at hun og resten af familien skulle danse rundt om liget hele natten for at stille den afdødes ånd tilfreds. „Jeg sagde til dem at som et af Jehovas vidner kunne jeg ikke deltage i sådanne ritualer,“ fortæller Jane. „Næste dag sagde de ældre af mine slægtninge at de ville bade de efterladte familiemedlemmer som en yderligere beskyttelse mod den afdødes ånd. Igen nægtede jeg at deltage. Min mor var på det tidspunkt blevet lukket inde i et hus. Alle der ønskede at se hende måtte først drikke en alkoholisk drik der var tilberedt til lejligheden.
Jeg nægtede at tage del i noget af alt dette. I stedet gik jeg hjem og lavede noget mad som jeg tog med hen til det hus hvor min mor opholdt sig. Det var en stor skuffelse for min familie. Mine slægtninge troede jeg var blevet skør.“ Dertil kom at de hånede Jane og nedkaldte ondt over hende, idet de sagde: „Eftersom du har afvist vor tradition på grund af din religion, vil din fars ånd plage dig. Og du vil sikkert ikke længere kunne føde børn.“ Men Jane lod sig ikke skræmme. Hvad blev resultatet? Hun siger: „Dengang havde jeg to børn, nu har jeg seks. Dette har bragt skam over dem der anklagende sagde at jeg aldrig mere ville kunne få børn.“
Seksuel „renselse“
En anden skik har at gøre med ceremoniel renselse af den afdødes ægtefælle. Hvis konen dør, vil familien hente en svigerinde eller en anden kvinde som er nært beslægtet med den afdøde og give hende til enkemanden. Han er forpligtet til at have kønslig omgang med hende. Først da kan han gifte sig med hvem han vil. Den samme procedure følges når det er ægtemanden der dør. Denne skik menes at rense den overlevende for den afdøde ægtefælles „ånd“.
Enhver der nægter at gennemgå denne „renselse“ risikerer at blive genstand for slægtninges vrede. Han eller hun kan blive isoleret og udsat for latterliggørelse og fordømmelse. Ikke desto mindre nægter kristne at følge denne skik. De ved at Gud afskyr kønsligt samvær uden for ægteskabet og at man ikke blot kan dække sig ind under at det er en form for „renselse“. (1 Korinther 6:18-20) Derudover får kristne påbud om ’kun at gifte sig i Herren’. — 1 Korinther 7:39.
En kristen kvinde fra Zambia ved navn Violet mistede sin mand. Kort efter kom nogle slægtninge med en mand til hende og insisterede på at hun skulle have kønslig omgang med ham. Det nægtede Violet, og som straf blev det forbudt hende at trække vand op fra byens brønd. Hun blev også advaret imod at gå på hovedvejen for ikke at blive ramt af en ulykke. Men hun lod sig ikke skræmme, hverken af sine slægtninge eller af sine naboer.
Senere fik Violet en tilsigelse til at møde i retten. På en overbevisende måde gjorde hun rede for de bibelske grunde til at hun nægtede at begå umoralitet. Retten afsagde en kendelse til hendes fordel, med den begrundelse at man ikke kunne tvinge hende til at følge lokale skikke og traditioner der gik imod hendes tro. Det er interessant at hendes faste overbevisning mindskede presset på andre Jehovas vidner i landsbyen som senere blev stillet over for det samme problem.
Et afrikansk Jehovas vidne som hedder Monika kom til at stå i en lignende situation da hendes mand døde. Mandens familie insisterede på at hun skulle gå ind til en anden mand. Monika siger: „Det nægtede jeg. Jeg var fast besluttet på at adlyde budet i Første Korintherbrev, kapitel 7, vers 39.“ Men de blev ved med at lægge pres på hende. „De truede mig,“ mindes Monika. „De sagde: ’Hvis du nægter det bliver du aldrig gift igen.’ De påstod endda at nogle af mine medtroende hemmeligt var blevet ceremonielt renset på denne måde.“ Men Monika stod fast. „Jeg forblev ugift i to år, hvorefter jeg giftede mig igen på kristen vis,“ siger hun. Monika tjener nu som pioner.
Abort og dødfødsler
Kristne i det sydlige Afrika må også tage stilling til skikke i forbindelse med abort og dødfødsler. Sådanne tragiske hændelser er et resultat af menneskelig ufuldkommenhed. De er ikke en straf fra Gud. (Romerne 3:23) Hvis en kvinde for eksempel aborterer, kræver nogle afrikanske traditioner at hun i en tid skal behandles som en udstødt.
En kvinde som for nylig havde aborteret, blev derfor overrasket da hun så et Jehovas vidne komme gående op mod hendes hus. Da han kom nærmere råbte hun til ham: „Hold Dem væk! Traditionen siger at man ikke må besøge en kvinde som lige har aborteret.“ Men forkynderen sagde til hende at Jehovas vidner bringer Bibelens budskab ud til alle mennesker og at de ikke følger de lokale skikke angående abort. Derefter læste han Esajas 65:20, 23 og forklarede at der under Guds rige hverken vil forekomme aborter eller dødfødsler. Det fik kvinden til at tage imod tilbudet om et hjemmebibelstudium.
Overtroiske skikke og traditioner hører ofte med til begravelsen af dødfødte spædbørn. Da et Jehovas vidne ved navn Joseph overværede en sådan begravelse, blev alle de tilstedeværende bedt om at vaske deres hænder i nogle lægeurter og indgnide medicinen på deres bryst. Det skulle efter sigende forhindre spædbarnets „ånd“ i at vende tilbage og gøre dem fortræd. Joseph afviste respektfuldt at deltage fordi han vidste at Bibelen lærer at de døde ikke kan gøre de levende fortræd. Der var alligevel nogle som prøvede at presse ham til at anvende medicinen. Men Joseph stod fast. Da nogle af de tilstedeværende så denne kristne broders frygtløse standpunkt, afviste de også urterne.
Undgå konfrontationer, men stå fast
Frygten for de levende og ængstelsen for at blive udstødt af samfundet kan lægge et stort pres på en kristen for at få ham til at gå på kompromis. Ordsprogene 29:25 siger: „At skælve for mennesker leder i snare.“ De foregående erfaringer understreger sandheden i den sidste del af verset: „Men den der stoler på Jehova beskyttes.“
Ofte kan man dog undgå en konfrontation. Hvis en kristen for eksempel bliver indbudt til en slægtnings begravelse, bør han ikke vente med at foretage sig noget til han befinder sig i en situation der kunne få ham til at gå på kompromis. „Den kloge ser ulykken og skjuler sig; de uerfarne der går videre, må bøde.“ — Ordsprogene 27:12.
Det vil være klogt at spørge på en taktfuld måde hvilke skikke man vil følge ved begravelsen. Hvis skikkene er ubibelske kan en kristen benytte lejligheden til at forklare hvorfor han ikke kan deltage. Dette bør gøres „med mildhed og dyb respekt“. (1 Peter 3:15) Når en kristen i forvejen respektfuldt forklarer sit bibelbegrundede standpunkt, er hans slægtninge som regel mere tilbøjelige til at respektere hans tro og mindre tilbøjelige til at bruge trusler og skræmmemetoder.
Men uanset familiens reaktion kan en kristen ganske enkelt ikke gå på kompromis med hensyn til sin tro ved at følge gudvanærende traditioner — ligegyldigt hvilke trusler eller skældsord han bliver overøst med. Vi er blevet frigjort fra en overtroisk frygt. Apostelen Paulus skrev: „Til en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg.“ — Galaterne 5:1.
[Illustration på side 29]
Mange tror at en der lige er død kan overbringe budskaber til slægtninge der længe har været døde