Holdt oppe af deres bedste Ven
DER er et venskab som i særlig grad holder Jehovas vidner oppe. Det er det dyrebare forhold de har til deres bedste Ven, Jehova Gud. (Jævnfør Jakob 2:23.) Han hjælper dem når de udsættes for store trosprøver.
Mange iagttagere har rosende omtalt Jehovas vidners uangribelighed under totalitære regimer. En af disse er Jiří Krupička, doktor i filosofi og naturvidenskab, som emigrerede fra Tjekkoslovakiet i 1968 efter at have tilbragt mange år i kommunistiske koncentrationslejre. I sin bog Renesance rozumu (Intellektets renæssance) beretter han om de lidelser Jehovas vidner var udsat for og om den standhaftighed de lagde for dagen mens de var fængslet på grund af deres neutralitet.
Under det kommunistiske styre blev mange Jehovas vidner sat i fængsel på grund af deres tro. Alligevel nægtede de at arbejde i minerne for at grave efter uranium til krigsformål. (Esajas 2:4) Jiří Krupička beskriver en scene han i 1952 var vidne til ved en af disse miner. Han så to skikkelser stå som statuer af is i streng vinterkulde med hoved og overkrop dækket af bliktønder.
Krupička skriver: „De havde stået derude i laset tøj siden tidligt om morgenen. Hvordan kunne de holde ud at stå så længe på deres frosne ben? Deres tro holdt dem oppe. Tønderne var gamle og rustne. En grusom person havde presset dem ned over deres hoved og skuldre med så stor kraft at de takkede kanter havde skåret sig igennem den ene mands jakke og ind i huden, så blodet dryppede ud af ærmet.
Vagten kommanderede vores arbejdshold til at standse foran de to mænd, hvorefter kommandoføreren holdt et lille foredrag. Han sagde at de der nægter at arbejde er oprørere som vil blive straffet derefter. Ingen sentimental snak om krig og drab vil kunne hjælpe disse militærnægtere, disse fjender af socialismen.“
Kommandoføreren samlede en jernstang op og slog til en af tønderne. Manden i den faldt til jorden, men tønden dækkede stadig hans hoved. Hvad der videre skete står dybt prentet i Krupičkas sind.
Han skriver: „Sang udgik fra tønderne. Blide toner, en lavmælt bøn til Gud som kan høre alt uanset hvor man befinder sig — selv når nogle forsøger at synge inde fra gamle, rustne tønder. Denne lyd er for Gud mere gennemtrængende end en kantate der synges i en katedral.“
Den 1. september 1993 blev Jehovas Vidners arbejde i republikken Tjekkiet juridisk anerkendt. De tjekkiske forkyndere glæder sig over at de nu frit kan udføre deres kristne undervisningsarbejde. Ja, de er lykkelige for at fortælle andre om Jehova, deres bedste Ven.
[Illustration på side 7]
Stævnedeltagere i Tjekkiet