Pensionisttilværelsen — en åben dør til større teokratisk virksomhed?
FOR MANGE betyder dét at blive pensioneret at det nu er slut med mange års stress og bekymringer. Efter at have været fastlåst i en kedsommelig eller hektisk rutine, ser de frem til at de som pensionister får en mere afslappet tilværelse med større personlig frihed. Det viser sig imidlertid meget ofte at det fører til en kedsommelig og apatisk tilværelse. Adspredelse og hobbyer giver ganske enkelt ikke én den samme følelse af selvværd som man havde da man gik på arbejde.
For Jehovas vidner kan dét at gå på pension åbne „en stor dør ind til virksomhed“. (1 Korinther 16:9) Når man bliver ældre medfører det ofte problemer og begrænsninger, men nogle ældre har opdaget at de med Jehovas hjælp alligevel kan yde en større andel i tjenesten for ham. Det gælder for eksempel nogle ældre kristne forkyndere i Holland. I tjenesteåret 1995 var 269 af de mere end 1223 pionerer (heltidsforkyndere) i landet 50 år eller derover, 81 af dem var 65 år eller derover.
Nogle er i stand til at tage heltidstjenesten op ved blot at fortsætte med at følge den samme travle tidsplan som de havde da de gik på arbejde. (Jævnfør Filipperbrevet 3:16.) En kristen ved navn Karel der er pensionist, siger: „Da jeg havde et verdsligt arbejde, plejede jeg at møde klokken 7.30. Da jeg blev pensioneret, satte jeg mig for at fortsætte denne dagsrytme. Hver morgen klokken syv begyndte jeg dagen med at gå på bladarbejde foran jernbanestationen.“
Omhyggelig planlægning kan også hjælpe én til at føre sine planer om pionertjeneste ud i livet. (Ordsprogene 21:5) Nogle har for eksempel haft mulighed for at sætte tilstrækkelige midler til side til at de kan klare sig som pionerer. Andre har besluttet sig for at skære ned på personlige udgifter og få et deltidsarbejde. Tag for eksempel Theodore og Ann. Som nygifte var de pionerer indtil de på grund af familieforpligtelser måtte holde op i denne tjeneste. De bevarede imidlertid pionerånden, og deres døtre blev altid tilskyndet til selv at blive pionerer. Desuden satte de selv et godt eksempel ved ofte at tjene som hjælpepionerer. Efterhånden som pigerne blev ældre, begyndte Theodore og Ann at skære ned på deres verdslige arbejde for at få mere tid til forkyndelsen.
Da døtrene havde taget heltidstjenesten op og var rejst hjemmefra, begyndte Ann som pioner. En dag foreslog hun Theodore at han sagde sit arbejde op. „Vi kan godt være pionerer begge to,“ sagde hun. Theodore fortalte sin arbejdsgiver om sine planer. Til hans store overraskelse tilbød chefen at hjælpe ved at give ham et deltidsarbejde, og sagde: „Jeg gætter på at du gerne vil arbejde på fuld tid for din chef deroppe [i himmelen].“ Theodore og Ann glæder sig nu over at arbejde sammen som pionerer.
Nogle er begyndt i pionertjenesten fordi der er opstået særlige omstændigheder i deres liv. Da et ældre ægtepar på tragisk vis mistede deres datter og et barnebarn, begyndte de at tænke alvorligt over hvordan de brugte deres tid. (Prædikeren 7:2) I stedet for at lade sig overvælde af sorg tog de heltidstjenesten op, en gerning de nu har glædet sig over i mere end otte år.
Det skal indrømmes at det kræver stor beslutsomhed at forblive i heltidstjenesten. Ernst og hans kone, Riek, blev pionerer så snart deres børn rejste hjemmefra. Kort efter fik Ernst tilbudt en indbringende stilling hos en tidligere forretningsforbindelse. Ernsts svar lød: „Vi har den bedste arbejdsgiver man kan få, og vi har ikke lyst til at sige op hos ham!“ Denne beslutning åbnede en dør til andre tjenesteprivilegier for Ernst og hans kone. De var i kredstjenesten i over 20 år og er fortsat pionerer. Har de fortrudt at de valgte denne selvopofrende livsvej? For nogen tid siden skrev de: „Hvis det er Jehovas vilje, fejrer vi om tre måneder vores 50-års bryllupsdag, ofte kaldet guldbryllup. Men vi føler faktisk at vore ’gyldne år’ begyndte da vi tog pionertjenesten op.“
Mange har erfaret at øget virksomhed også giver øget glæde. En broder der begyndte som pioner to uger efter at han var fyldt 65, udtaler: „Jeg må sige at jeg aldrig i mit liv har oplevet så mange velsignelser som i de sidste ti år, hvor jeg har været pioner.“ Et ægtepar som har været pionerer i over syv år, siger: „Hvad skulle et ægtepar i vores alder og med vore muligheder ellers være optaget af? I distriktet møder vi ofte folk hvis situation ligner vores. De har slået sig til ro og bliver bare tykke, gamle og stive. Tjenesten holder os i fin form, både mentalt og fysisk. Vi er altid sammen. Vi ler meget og nyder livet.“
Nu er det selvfølgelig ikke alle ældre der har mulighed for at være pionerer. Disse kristne kan imidlertid være forvissede om at Jehova sætter pris på den tjeneste de er i stand til at yde ham. (Jævnfør Markus 12:41-44.) Ét eksempel er en søster som er invalid og er nødt til at bo på plejehjem. Trods dette står en dør til virksomhed åben for hende. En læge spurgte hende hvordan hun fik tiden til at gå. Hun beretter: „Jeg fortalte ham at jeg aldrig har tid nok. Det kunne han ikke fatte. Jeg sagde til ham at det nok er fordi min dag er fyldt med tilfredsstillende aktiviteter. Jeg er ikke ensom, men jeg leder efter dem der er det, og forsøger at fortælle dem om hvad Gud har lovet menneskene.“ Hun slutter med at sige: „Man kan ikke forvente så meget af én som nærmer sig de 80. Bed for mig, at jeg stadig må kunne føre mange hen til Jehova.“
Har du nået pensionsalderen? Tanken om en magelig tilværelse kan virke meget fristende, men det er ikke vejen til åndelige velsignelser. Overvej din situation under bøn. Måske kan du gå ind ad den dør der fører til større virksomhed i tjenesten for Jehova.
[Illustrationer på side 25]
Pensionisttilværelsen kan føre til øget virksomhed i forkyndelsen