Fællesskab mellem „Guds tempel og afguder“ i Grækenland?

DET er en meget varm sommerdag, og solen bager på de glitrende sten. Den stegende varme synes imidlertid ikke at dæmpe begejstringen og den indædte beslutsomhed hos skaren af græsk-ortodokse pilgrimme som har sat kurs mod kapellet på toppen af bjerget.

En udmattet ældre kvinde er rejst hertil fra den anden ende af landet; hun kæmper for at holde sine trætte ben i gang. Lidt længere oppe søger en ivrig og meget svedende mand utålmodigt at bane sig vej gennem den tætte folkemængde. Der er også en ung kvinde med et desperat udtryk i ansigtet; det volder hende tydeligvis store smerter at kravle på sine stærkt blødende knæ. Hvad er målet? At nå frem i tide til at bede foran og, om muligt, røre ved og kysse den fejrede „helgens“ ikon.

Optrin som dette kan ses over hele verden på steder hvor man ærer „helgener“. Pilgrimmene er tilsyneladende overbeviste om at de således nærmer sig Gud på den måde han har anvist, og at de derved udtrykker deres hengivenhed og tro. I bogen Our Orthodox Christian Faith siges der: „Vi fejrer [„helgenerne“] og tilskriver deres hellige person herlighed og ære . . ., og vi beder om at de vil gå i forbøn for os over for Gud og om deres tryglen og hjælp med henblik på vore mange behov. . . . Vi tyr til de undergørende helgener . . . hvad angår vore åndelige og legemlige behov.“ Ifølge vedtagen kirkelov i den katolske kirke skal „helgener“ desuden påkaldes som fortalere hos Gud, og både helgenrelikvier og helgenbilleder skal æres.

Det der bør ligge en sand kristen mest på sinde, er at tilbede Gud „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) Lad os derfor se hvordan det at ære „helgener“ blev indført som en af kristenhedens religiøse skikke. En sådan undersøgelse vil være meget oplysende for enhver der ønsker at nærme sig Gud på en for Ham antagelig måde.

Hvordan „helgenerne“ kom ind i kristenheden

Udtrykket „de hellige“ anvendes i De Kristne Græske Skrifter om alle de kristne der dengang blev renset med Kristi blod og sat til side til tjenesten for Gud som Kristi fremtidige medarvinger. (Apostelgerninger 9:32; 2 Korinther 1:1; 13:13) Alle i menigheden — mænd og kvinder, fremtrædende og mindre fremtrædende — blev betegnet som „hellige“ mens de levede på jorden. Det var altså ikke først når de var døde man anerkendte deres hellighed i bibelsk forstand.

Efter det andet århundrede, mens den frafaldne kristendom tog form, forsøgte man imidlertid at popularisere kristendommen så den ville appellere til hedninger og let kunne accepteres af dem. Disse hedninger tilbad en hel gudeverden, og den nye religion var strengt monoteistisk. Et kompromis kunne indgås ved kåring af „helgener“ som kunne træde i stedet for de gamle guder, halvguder og mytiske helte. I en kommentar til dette siger bogen Ekklēsiastikē Istoria (Kirkehistorie): „De der blev omvendt fra hedenskabet til kristendommen, havde let ved at genkende deres tidligere helte i skikkelse af martyrerne og begynde at vise dem den ære som de tidligere havde vist de andre. . . . Ofte kom denne ærbødighed over for helgenerne imidlertid til udtryk i ren afgudsdyrkelse.“

Et andet opslagsværk forklarer hvordan „helgenerne“ vandt indpas i kristenheden: „I den ærbødighed der vises den græsk-ortodokse kirkes helgener, finder vi tydelige spor af den stærke indflydelse som hedensk religion øvede. De egenskaber som man tillagde de olympiske guder før [folk] blev omvendt til kristendommen, blev nu hæftet på helgenerne. . . . Fra den nye religions tidlige år ser vi at dens tilhængere erstattede solguden (Foibos Apollon) med profeten Elias, idet man byggede kirker på, eller ved siden af, ruiner af gamle templer eller helligdomme for denne gud, oftest på toppen af høje eller bjerge, på ethvert sted hvor fortidens grækere havde æret lysgiveren, Foibos Apollon. . . . De identificerede endda jomfrugudinden Athene med Jomfru Maria. Den omvendte afgudsdyrker fik således udfyldt det tomrum der var opstået i hans sjæl da afgudsbilledet af Athene blev revet ned.“ — Neoteron Enkyklopaidikon Lexikon (Nyt Encyklopædisk Leksikon), bind 1, side 270-71.

Lad os for eksempel se på situationen i det gamle Athen mod slutningen af det fjerde århundrede. Da var størstedelen af indbyggerne i byen hedninger. Et af deres helligste ritualer var de eleusinske mysterier, en toleddet begivenhed som blev fejret hvert år i februar i byen Eleusis, 23 kilometer nordvest for Athen.a For at overvære disse mysterier måtte de hedenske athenere følge den hellige vej (Hieraʹ Hodosʹ). Byens ledere viste sig ret opfindsomme med hensyn til at danne et alternativt tilbedelsessted. På den samme vej, blot 10 kilometer fra Athen, byggede man Dafniklosteret for at tiltrække hedningerne og afholde dem fra at tage til kultfesterne. Klosterets kirke blev bygget på grundvolden til det gamle Dafnaiontempel, der var indviet til den græske gud Pythios Apollon.

På den græske ø Kythera kan man ligeledes se hvordan tilbedelsen af de hedenske guder er smeltet sammen med den ærbødighed der vises „helgener“. På et af øens højdedrag ligger to små byzantinske kapeller — det ene er viet til Sankt Georg, og det andet til Jomfru Maria. Udgravninger har vist at der på dette sted oprindelig lå en minoisk helligdom der for næsten 3500 år siden tjente som tilbedelsessted. I det sjette eller syvende århundrede byggede de „kristne“ deres kapel til Sankt Georg på nøjagtig samme sted som helligdommen havde ligget. Dette var gennemført symbolsk; det fremtrædende center for minoisk religion lå direkte ud til søvejene i Det Ægæiske Hav. De to kirker blev bygget for at sikre Vor Frues og Sankt Georgs gunst; Sankt Georg blev fejret på samme dag som „sømændenes beskytter“, Sankt Nikolaus. I en avisartikel kunne man i forbindelse med disse opdagelser læse: „I dag vil [den græsk-ortodokse] præst bestige bjerget, ligesom den minoiske præst gjorde i fortiden“, for at forrette religiøse tjenester.

Som en opsummering af den vide udstrækning hvori den frafaldne kristendom blev påvirket af hedensk græsk religion, skriver en historiker: „Det hedenske grundlag i den kristne religion forbliver ofte uændret i folketroen, hvilket vidner om traditionens sejlivethed.“

’Tilbedelse af det vi kender’

Jesus sagde til den samaritanske kvinde: „Vi tilbeder det vi kender. . . . De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger.“ (Johannes 4:22, 23) Læg mærke til at det er en nødvendighed at tilbede i sandhed. Det er derfor umuligt at tilbede Gud på en acceptabel måde medmindre man har nøjagtig kundskab om og dyb kærlighed til sandheden. Den sande kristne religion må være grundlagt på sandhed, ikke på traditioner og skikke der er lånt fra hedenskabet. Vi ved hvordan Jehova ser på det når folk forsøger at tilbede ham på en forkert måde. Apostelen Paulus skrev til de kristne i den gamle græske by Korinth: „Hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? . . . Og hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder?“ (2 Korinther 6:15, 16) Ethvert forsøg på at forene Guds tempel med afguder er afskyeligt for ham.

Desuden siges der meget klart i Bibelen at man ikke bør bede til „helgener“ for at de skal gå i forbøn hos Gud. I mønsterbønnen lærte Jesus sine disciple at man kun bør bede til Faderen. Han sagde: „I skal derfor bede således: ’Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.’“ (Mattæus 6:9) Jesus sagde videre: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig. Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ Og apostelen Paulus sagde: „Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus.“ — Johannes 14:6, 14; 1 Timoteus 2:5.

Hvis vi virkelig ønsker at Gud skal høre vore bønner, er det vigtigt at vi nærmer os ham på den måde som vi får anvist i hans ord. Idet Paulus viste at der kun er én gyldig måde hvorpå man kan nærme sig Jehova, skrev han: „Kristus Jesus er den som døde, eller rettere, den som blev oprejst fra de døde, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.“ „Han [er] også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem.“ — Romerne 8:34; Hebræerne 7:25.

’Tilbedelse i ånd og sandhed’

Den frafaldne kristendom havde hverken åndelig styrke eller støtte fra Guds hellige ånd og kunne derfor ikke motivere hedningerne til at forlade falsk religion og følge Jesu Kristi sande lære. Den optog de hedenske læresætninger og skikke i sin higen efter tilhængere, magt og popularitet. Derfor kunne den ikke frembringe velfunderede kristne der var antagelige for Gud og Kristus, men falske tilhængere, „ukrudt“ der ikke egnede sig til Riget. — Mattæus 13:24-30.

I denne endens tid tages der imidlertid under Jehovas ledelse nogle vigtige skridt hen imod genoprettelsen af den sande tilbedelse. I hele verden søger Jehovas tjenere, uanset deres kulturelle, sociale eller religiøse baggrund, at rette deres liv og holdninger ind efter Bibelens normer. Hvis du kunne tænke dig at vide mere om hvordan man tilbeder Gud „i ånd og sandhed“, er du velkommen til at kontakte Jehovas vidner dér hvor du bor. De vil med glæde hjælpe dig til at yde en antagelig, hellig tjeneste for Gud, baseret på sund fornuft og nøjagtig kundskab om hans ord. Paulus skrev: „Jeg [beder] jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste. Og lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ Og til kolossenserne skrev han: „Fra den dag vi hørte om det, [er vi ikke] holdt op med at bede for jer og anmode om at I må blive fyldt med den nøjagtige kundskab om hans vilje i al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Jehova værdigt for fuldt ud at behage ham, mens I fortsat bærer frugt i enhver god gerning og vokser i den nøjagtige kundskab om Gud.“ — Romerne 12:1, 2; Kolossenserne 1:9, 10.

[Fodnote]

[Ramme/​illustration på side 28]

Parthenontemplets omskiftelige tilværelse

I nogle forordninger angående Athen (438 e.v.t.) bestemte den „kristne“ kejser Theodosius II at de hedenske ritualer og mysterier skulle afskaffes, og at de hedenske templer skulle lukkes. Templerne kunne derefter gøres til kristne kirker. Det eneste der krævedes for at omdanne et tempel, var at det blev renset ved at man satte et kors op.

Et af de første templer der blev omdannet, var Parthenon. Man indledte en omfattende renovering så det kunne egne sig som „kristent“ tempel. Fra 869 tjente det som Athens domkirke. I begyndelsen blev det kaldt „Den hellige visdoms kirke“. Dette kan have været en tilsigtet påmindelse om at templets oprindelige „besidder“, Athene, var visdommens gudinde. Senere blev det indviet til „Vor Frue Athenerinden“. Efter at have været brugt i otte hundrede år som græsk-ortodoks kirke blev det omdannet til den romersk-katolske kirke Sankt Maria af Athen. Dette religiøse „genbrug“ af Parthenon-templet fortsatte da de osmanniske tyrkere i det 15. århundrede omdannede det til en moské.

I dag bliver Parthenon, det gamle doriske tempel for Athene Parthenos („jomfru“), grækernes gudinde for visdom, besøgt af tusinder af turister af den ene grund at det er et mesterstykke af græsk arkitektur.

[Illustration på side 26]

Dafniklosteret — et alternativt tilbedelsessted for hedninger i det gamle Athen