Religiøst hemmelighedskræmmeri
ET GIFTGASANGREB i Tokyos undergrundsbane i marts 1995 kostede 12 mennesker livet, og tusinder blev syge. Det førte til afsløringen af en hemmelighed. En religiøs sekt kendt som Aum Shinrikyo (Den Højeste Sandhed) havde i al hemmelighed opbygget et arsenal af sarin (en dødbringende nervegas) til brug i sin efterstræbelse af gådefulde mål.
En måned senere blev en offentlig regeringsbygning i Oklahoma City, USA, ødelagt af en bombesprængning, og 167 blev dræbt. Flere ting tydede på at angrebet til en vis grad havde forbindelse med den strid der nøjagtig to år tidligere havde været mellem myndighederne og Branch Davidian-sekten i Waco, Texas, hvor omkring 80 af sektens tilhængere døde. Bombesprængningen afslørede også hvad der for de fleste var en hemmelighed, nemlig at der i dag opererer mange paramilitære militser i USA, og at nogle af disse mistænkes for i al hemmelighed at have planlagt regeringsfjendtlige aktioner.
I 1995 fandt man sidst på året 16 forkullede lig i et skovområde i nærheden af Grenoble i Frankrig. Disse personer havde været medlemmer af Soltemplets Orden, en lille religiøs gruppe der i oktober 1994 var blevet meget omtalt i medierne i Schweiz og Canada da 53 medlemmer af sekten enten begik selvmord eller blev myrdet. Men selv efter denne tragedie fortsatte sekten sit virke. Motiverne bag dens handlinger såvel som dens mål er stadig en gåde.
Farerne ved det religiøse hemmelighedskræmmeri
I betragtning af disse hændelser er det ikke overraskende at mange er blevet mere mistænksomme over for religiøse grupper. Ingen ønsker at støtte en hemmelig organisation der misbruger éns tillid eller får én til at arbejde for idéer man ikke kan tilslutte sig — og dét uanset om den er religiøs eller ikkereligiøs. Hvad kan folk gøre for at undgå at blive indfanget af hemmelige selskaber af tvivlsom karakter?
Enhver der overvejer at blive medlem af et hemmeligt selskab, gør selvfølgelig klogt i at skaffe sig oplysninger om dets egentlige formål. Man bør være på vagt over for pres fra venner eller bekendte og ikke lade sig lede af følelser, men af de foreliggende kendsgerninger når man træffer sin beslutning. Det er værd at huske at det sandsynligvis er den pågældende selv — ikke andre — der må bøde for eventuelle følger af sin beslutning.
Den sikreste måde hvorpå man kan undgå farlige og uhæderlige grupper, er ved at følge Bibelens principper. (Esajas 30:21) Det indbefatter at man holder sig politisk neutral, viser andre, selv sine fjender, kærlighed, undgår „kødets gerninger“ og opdyrker Guds ånds frugter. Sande kristne må frem for alt ikke være en del af verden, ligesom Jesus heller ikke var en del af den. Dette kendetegn for sande kristne udelukker at de kan være medlemmer af verdslige hemmelige selskaber. — Galaterne 5:19-23; Johannes 17:14, 16; 18:36; Romerne 12:17-21; Jakob 4:4.
Jehovas vidner gransker ivrigt Bibelen. De tager deres tro alvorligt og forsøger åbent at leve i overensstemmelse med den. I hele verden er de kendt som en religiøs gruppe der ’søger fred og jager efter den’. (1 Peter 3:11) En af deres bøger Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige siger meget rigtigt: „Jehovas Vidner er på ingen måde en hemmelig forening. Deres bibelsk begrundede tro forklares udførligt i publikationer som alle kan skaffe sig. Desuden gør de sig store anstrengelser for at indbyde andre til at overvære deres møder, så de selv kan se og høre hvad der foregår.“
Den sande tro gør under ingen omstændigheder brug af hemmelighedskræmmeri. De der tilbeder den sande Gud, har fået påbud om ikke at skjule hvem de er eller tilsløre hvad formålet med deres aktiviteter som Jehovas vidner er. Jesu første disciple fyldte for eksempel Jerusalem med deres lære. De fortalte åbent om deres tro og hvad deres arbejde gik ud på. Sådan forholder det sig også med Jehovas vidner i dag. Når diktatoriske regimer med urette undertrykker religionsfriheden, må kristne forståeligt nok forsigtigt og modigt fortsætte deres virksomhed idet de adlyder „Gud som [deres] hersker mere end mennesker“. En situation de påtvinges fordi de modigt og offentligt forkynder. — Apostelgerninger 5:27-29; 8:1; 12:1-14; Mattæus 10:16, 26, 27.
Hvis du nogen sinde har fået indtryk af at Jehovas Vidner er en hemmelig kult eller sekt, skyldes det nok at dit kendskab til dem har været mangelfuldt. Det må have været tilfældet med mange i det første århundrede.
I Apostelgerninger, kapitel 28, hører vi om et møde i Rom som apostelen Paulus havde med „de førende blandt jøderne“. De sagde til ham: „Vi synes at det er rigtigt at høre fra dig selv hvad du tænker, for, sandt nok, om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ (Apostelgerninger 28:16-22) Som svar „forklarede [Paulus] sagen for dem, idet han aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige“, og „nogle begyndte at tro“. (Apostelgerninger 28:23, 24) Det var i høj grad til varig gavn for dem selv at de hørte de faktiske kendsgerninger om den sande kristendom.
Jehovas vidner er nidkære i deres offentlige tjeneste for Jehova og vil derfor med glæde fortælle sandheden om deres tro til enhver der ønsker at kende den, og forklare hvad formålet er med deres aktiviteter. Hvorfor ikke foretage en personlig undersøgelse og på denne måde få korrekte oplysninger om deres tro?
[Illustration på side 6]
Jehovas vidner skjuler ikke hvem de er, og hvad deres arbejde går ud på