Jehova handler loyalt

FORTALT AF PETER PALLISER

Det var i december 1985. Spændingen steg alt imens flyet lagde an til landing i Kenyas internationale lufthavn i Nairobi. Da vi kørte ind til byen, fik velkendte steder og lyde minderne til at vælde frem.

VI KOM til Kenya for at overvære Jehovas Vidners områdestævne „Bevar din uangribelighed“. Tolv år tidligere var min kone og jeg blevet tvunget til at forlade Kenya på grund af et forbud mod vores forkyndelsesarbejde. Vi boede dengang på Betel, som Jehovas Vidners afdelingskontorer kaldes. Da vi kom tilbage for at besøge landet, ventede der os et glædeligt gensyn.

En af dem der var med til at lave middagsmaden på Betel, var en ung forkynder som vi havde kendt siden hun var to år gammel. Mindst seks af betelfamiliens medlemmer var nogle vi havde kendt da de var børn. Hvor var det dejligt at møde dem igen som voksne sammen med deres familier og se at de stadig var aktive i forkyndelsen. Jehova havde sørget for dem, hvilket stemmer med Bibelens løfte: „Mod den loyale handler du loyalt.“ (2 Samuel 22:26) Den berigende tilværelse disse unge nu førte, stod sandelig i skarp modsætning til min egen ungdom.

Et liv uden mening

Jeg blev født den 14. august 1918 i Scarborough i England. To år senere flyttede min mor og stedsøster til Canada, og i de næste tre år boede jeg sammen med min far og hans mor og søster. Da jeg var fem år, kidnappede min mor mig og tog mig med til Montreal i Canada. Fire år senere sendte hun mig tilbage til England for at jeg kunne bo hos far og gå i skole.

Min mor og stedsøster skrev til mig cirka hvert halve år. De sluttede altid deres breve med at skrive at de håbede jeg ville være en god borger, tro mod min konge og mit land. Mine breve har nok skuffet dem fordi jeg skrev at jeg mente at nationalisme og krig var forkert. Jeg manglede imidlertid klare retningslinjer mens jeg var ung, og derfor flød jeg bare med strømmen.

I juli 1939, seks uger før den anden verdenskrig brød ud, blev jeg indkaldt til militærtjeneste i den britiske hær. Jeg var kun 20 år. Mit regiment blev straks sendt til Nordfrankrig. Når de tyske flyvemaskiner gik til angreb, tog vi sigte og skød på dem med vore maskingeværer. Det var en skræmmende tid. Vi måtte flygte for de fremrykkende tyske styrker, og jeg var blandt dem der blev evakueret fra Dunkerque i den første uge af juni 1940. Jeg mindes stadig med rædsel synet af de mange lig der lå spredt ud over stranden. Jeg overlevede dette mareridt og ankom i en lille fragtbåd til Harwich i den østlige del af England.

Året efter, i marts 1941, blev jeg sendt til Indien hvor jeg blev uddannet som instrumentmekaniker. Efter at have været på hospitalet en tid på grund af en infektion blev jeg overflyttet til en hærenhed i Indiens hovedstad, Delhi. Langt væk hjemmefra og stadig ikke helt rask begyndte jeg at tænke over fremtiden. Jeg spekulerede især over hvad der sker med os når vi dør.

Jeg udviser en anden form for troskab

I Delhi delte jeg værelse med en landsmand ved navn Bert Gale. En dag sagde han at „religion var Djævelens værk“, en kommentar som jeg studsede over. Hans kone var blevet et af Jehovas vidner, og af og til sendte hun ham nogle bibelske publikationer. En af dem, brochuren Haab, fangede min interesse. Dens behandling af opstandelseshåbet gav mig ro i sindet.

I begyndelsen af 1943 talte Bert med en anglo-indisk civilist, Teddy Grubert, som arbejdede sammen med os på militærbasen. Vi var overraskede da vi fandt ud af at han var et Jehovas vidne. I 1941 var Jehovas Vidners publikationer blevet forbudt, men han tog os alligevel med til deres møder som blev holdt i Delhi. Her i denne lille menighed fandt jeg sande venner for første gang i mit liv. Basil Tsatos, en ældre kristen broder fra Grækenland, tog mig under sine vinger og besvarede mine spørgsmål. Han viste mig de klare svar Bibelen giver på spørgsmål om hvorfor vi bliver gamle og dør, opstandelsen og Guds lovede retfærdige nye verden. — Apostelgerninger 24:15; Romerne 5:12; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4.

Brochuren Peace — Can It Last? (Freden — kan den vare ved?; ikke oversat til dansk) som blev udgivet i 1942, gjorde dybt indtryk på mig. Den identificerede Folkeforbundet med det ’skarlagenrøde vilddyr’. (Åbenbaringen 17:3) Brochuren indeholdt følgende kommentar til Åbenbaringen, kapitel 17, vers 11: „Nu kan det siges at Folkeforbundet ’var, og ikke er’.“ Brochuren skrev endvidere: „Sammenslutningen af verdens nationer vil opstå igen.“ I 1945, over tre år senere, gik denne forudsigelse nøjagtigt i opfyldelse da De Forenede Nationer blev oprettet.

Mens Jehovas Vidners publikationer var forbudt, havde jeg mulighed for at hjælpe mine nye venner. Når der ankom en kasse med brochuren Peace — Can It Last?, gav menigheden den til mig så jeg kunne opbevare den. Hvem kunne finde på at lede efter forbudte publikationer i militærlejren? Hver gang jeg kom til møde, tog jeg nogle brochurer med til brødrene. Jeg skjulte endda deres personlige bibelske publikationer når de frygtede for at deres hjem ville blive ransaget. Den 11. december 1944 blev forbudet endelig ophævet.

Min loyalitet mod den kristne lære blev sat på prøve i forbindelse med de julefestligheder der blev arrangeret for vores hærafdeling i 1943. Jeg nægtede at deltage, for jeg havde lært at Jesus ikke var blevet født i den kolde decembertid, og at de første kristne ikke fejrede jul. — Jævnfør Lukas 2:8-12.

Da områdestævnet „Forenede Forkynderes Teokratiske Stævne“ blev holdt i Jubbulpore fra den 27.-31. december 1944, var jeg blandt de cirka 150 tilhørere. Mange af stævnedeltagerne var rejst med tog fra Delhi, en tur på over 600 kilometer. Jeg vil aldrig glemme den vidunderlige atmosfære der var ved dette udendørsstævne, hvor jeg så Jehovas organisation i virksomhed.

Stævnedeltagerne blev indkvarteret på kollegier, hvor vi sang Rigets sange og nød det kristne fællesskab. Det var ved dette stævne at jeg begyndte at deltage i den offentlige forkyndelse, et arbejde jeg har regnet for dyrebart lige siden.

Heltidsforkyndelse i England

Jeg vendte tilbage til England i 1946 og begyndte snart at komme i Wolverton-menigheden. Der var kun omkring ti forkyndere, men de fik mig til at føle mig hjemme, og jeg erfarede den samme tilfredshed som den jeg fandt blandt mine brødre i Indien. Vera Clifton var en søster i menigheden som jeg lagde særlig mærke til fordi hun var ægte og varmhjertet. Jeg fandt ud af at hun også gerne ville være pioner, som heltidsforkyndere kaldes, og vi blev gift den 24. maj 1947. Jeg gjorde en beboelsesvogn i stand, og det følgende år fik vi vores første distriktstildeling, landsbyen Huntingdon.

Dengang tog vi tidligt af sted om morgenen for at cykle ud i vores landdistrikt. Vi tilbragte hele dagen i forkyndelsen, kun afbrudt af en kort middagspause. Vi cyklede selv i kraftig modvind og stærk regn og var glade og tilfredse i Herrens gerning.

Med tiden fik vi et stærkt ønske om at udvide vores tjeneste og give folk i andre lande del i den „gode nyhed“. (Mattæus 24:14) Vi ansøgte derfor om at komme på missionærskolen Gilead i South Lansing i New York. Endelig fik vi en indbydelse til at overvære Gileadskolens 26. klasse der blev afsluttet i februar 1956.

Udvidet forkyndelse i Afrika

Vores distriktstildeling var Nordrhodesia (nu Zambia) i Afrika. Kort efter vores ankomst blev vi bedt om at tjene på landets afdelingskontor. En del af mit arbejde bestod i at tage mig af korrespondancen med menighederne i Østafrika. I et af disse østafrikanske lande, Kenya, var der i 1956 kun fire forkyndere, mens der var langt over 24.000 i Nordrhodesia. Vera og jeg begyndte at tænke på hvor dejligt det ville være at tjene hvor behovet var større.

Ganske uventet blev jeg igen indbudt til Gileadskolen, denne gang for at gennemgå et timånederskursus for tilsynsmændene på afdelingskontorerne. Jeg rejste til New York hvor Gileadskolen dengang lå, mens Vera måtte blive hjemme i Nordrhodesia. Da jeg i november 1962 var færdig med at gennemgå kurset, fik jeg til opgave at oprette et afdelingskontor i Kenya. På det tidspunkt var der over 100 forkyndere i Kenya.

Da jeg var på vej hjem til Nordrhodesia for at møde Vera, skulle jeg mellemlande i Nairobi i Kenya. Da jeg ankom dertil, mødte jeg Bill Nisbet, som var udgået fra Gileadskolens 25. klasse, og han fortalte at det netop på det tidspunkt var muligt uden ventetid at få officiel tilladelse til at komme ind i Kenya. Vi henvendte os til immigrationsmyndighederne, og få minutter efter havde jeg fået en arbejdstilladelse der gjaldt i fem år. Jeg nåede således aldrig tilbage til Nordrhodesia; Vera sluttede sig til mig i Nairobi i stedet.

Vi gennemgik et sprogkursus i swahili og deltog derefter i forkyndelsen sammen med den lille menighed i Nairobi. Somme tider når vi havde læst vores prædiken op på swahili, udbrød den besøgte: „Jeg forstår ikke engelsk.“ Vi holdt imidlertid ud og overvandt efterhånden sprogbarrieren.

I vores distrikt var der mange boligkomplekser der havde bibelske navne såsom Jerusalem og Jeriko. Folk viste stor interesse for budskabet, og mange fra dette område blev forkyndere. Sandheden fra Bibelen havde en fantastisk virkning på disse mennesker. Stammemæssige overlegenhedsfølelser forsvandt efterhånden som loyaliteten mod Riget hjalp dem til at føle den enhed der er blandt Jehovas folk. Nogle giftede sig endda med forkyndere fra andre stammer, hvilket er meget usædvanligt blandt dem der ikke er Jehovas vidner.

Nye forkyndere tog ivrigt imod sandheden. Samson var for eksempel så opsat på at få Bibelens budskab ud til folk på sin hjemegn at han blev ved med at bede om at få sendt pionerer til området. Han lavede endog en tilbygning til sit hus i Ukambaniregionen som pionererne kunne bo i. Her blev der snart oprettet en ny menighed.

Adskillige gange besøgte jeg vore brødre i det østafrikanske land Etiopien. Trods fængsling, mishandling og konstant overvågning brugte de gennemsnitlig over 20 timer i forkyndelsen om måneden. Engang lejede nogle etiopiske brødre og søstre to busser og rejste i en uge, blandt andet over farlige bjergpas, for at overvære et områdestævne i Kenya. Den opfindsomhed de benyttede for at få bibelske publikationer ind i landet, var utrolig. Vi var glade for at vi i Kenya kunne skaffe forsyninger til dem.

I 1973 blev der udstedt et officielt forbud mod vores forkyndelsesarbejde i Kenya, og missionærerne blev tvunget til at forlade landet. På det tidspunkt var der over 1200 forkyndere i Kenya, hvoraf mange kom til lufthavnen for at give os en uforglemmelig afsked. Dette fik en af vore medrejsende til at spørge om vi måske var berømtheder. Vera og jeg vendte tilbage til England og blev tildelt en opgave dér, men vi længtes tilbage til Afrika.

Tilbage til Afrika

Få måneder senere blev vi bedt om at tjene på Betel i Accra, hovedstaden i det vestafrikanske land Ghana. Under varetagelsen af mine arbejdsopgaver blev jeg personligt vidne til de genvordigheder vore brødre i landet gennemgik. Jeg stod for indkøb af mad og udstyr til betelfamilien, og jeg var målløs over hvor dyrt det var at købe fødevarer. Ofte kunne man slet ikke købe det man havde brug for. Knaphed på benzin og reservedele gjorde ikke situationen bedre.

Efterhånden lærte jeg at forstå betydningen af tålmodighed, en egenskab vore ghanesiske brødre mestrede. Det var opmuntrende at se hvordan de bevarede en positiv indstilling alt imens de modstod fristelsen til at skaffe sig livets fornødenheder ved hjælp af bestikkelse. Jehovas folk i Ghana blev kendt for deres ærlighed og fik et godt omdømme hos mange embedsmænd.

Trods mangler i materiel henseende nød brødrene en åndelig velstand. Overalt i landet fandtes vore publikationer i praktisk taget hvert eneste hjem. Vi oplevede at antallet af forkyndere i Ghana steg fra 17.156 i 1973 da vi kom til landet, til over 23.000 i 1981. Det år tvang mine udbrud af hudkræft, uden tvivl forårsaget af de mange år under den indiske og afrikanske sol, os til at forlade Ghana og vende tilbage til England så jeg kunne få regelmæssig behandling.

Nye forhold i England

Vores hjemkomst krævede stor tilpasning fra min side hvad forkyndelsen angik. Jeg var så vant til at tale frit med folk der respekterede Gud og Bibelen. I London støder jeg imidlertid sjældent på en sådan åbenhed. Jeg beundrer de engelske brødre for deres udholdenhed. Det har fået mig til at se hvor vigtigt det er at opdyrke større empati for dem der er åndeligt „medtagne og omtumlede“. — Mattæus 9:36.

Efter vores hjemkomst fra Afrika tjente Vera og jeg sammen på Betel i London indtil hun døde i september 1991 i en alder af 73. Det har ikke været let at miste en sådan trofast livsledsager der i mange år har arbejdet hårdt ved min side i forkyndelsen. Jeg savner hende forfærdeligt. Jeg er dog glad for den gode støtte og opmuntring jeg får fra vores betelfamilie på cirka 250 medlemmer.

Jeg regner det afgjort for at være en forret at opleve hvordan Jehovas organisation bevæger sig fremad og at se så mange gøre heltidstjenesten til deres livsvej. Jeg kan forsikre alle om at der ikke findes nogen bedre livsvej end denne, for „Jehova . . . forlader ikke sine loyale“. — Salme 37:28.

[Illustration på side 23]

Vi var pionerer i England fra 1947 til 1955

[Illustration på side 23]

Første gang jeg deltog i forkyndelsen, var under et stævne i Indien

[Illustration på side 23]

Da vi var missionærer i Nordrhodesia

[Illustration på side 23]

I 1985, sammen med venner vi ikke havde set i 12 år