Et liv jeg aldrig har fortrudt
FORTALT AF PAUL OBRIST
Min mor døde i 1912 da hun nedkom med sit femte barn. Jeg var på det tidspunkt seks år gammel. Omkring to år senere begyndte en ung husholderske, Berta Weibel, at drage omsorg for vores familie. Da far det følgende år giftede sig med hende, var vi børn glade for igen at have en mor.
VI BOEDE i Brugg, en lille by i den tysktalende del af Schweiz. Berta var et kristent menneske som jeg holdt meget af. Hun var i 1908 begyndt at studere de publikationer som bibelstudenterne (Jehovas Vidner) udgav, og det hun lærte, fortalte hun videre til andre.
I 1915, kort efter at Berta og far var blevet gift, fulgtes jeg med hende til en forevisning af „Skabelsens Fotodrama“. Denne lysbilled- og filmforestilling der blev præsenteret af International Forening for Bibelstudium, gjorde et dybt indtryk på mig. Den gjorde også indtryk på andre. Salen i Brugg var fyldt til bristepunktet, så politiet måtte lukke dørene og afvise dem der kom derefter. Mange forsøgte at komme ind gennem et åbent vindue ved hjælp af en stige, og det lykkedes for nogle få.
Min stedmors gode eksempel
Første Verdenskrig rasede i Europa på det tidspunkt, og folk nærede bekymring for fremtiden. Min stedmor udførte derfor en smuk gerning ved at gå fra hus til hus med det trøstende budskab om Guds rige. Nogle gange fik jeg lov til at følges med hende, og det nød jeg i fulde drag. I 1918 blev det endelig muligt for hende at symbolisere sin indvielse til Jehova Gud ved vanddåben.
Min far havde aldrig blandet sig i min stedmors tro før hun blev døbt, men nu begyndte han at modstå hende. En dag tog han hendes bibelske litteratur og kastede den ind i brændeovnen. Det eneste hun nåede at rive ud af ilden, var Bibelen. Til min store forbløffelse gik hun derefter hen og omfavnede far. Hun bar slet ikke nag til ham.
Far blev så overrasket at han faldt til ro. Men fra tid til anden blussede hans modstand op igen, og vi måtte leve med hans vredesudbrud.
Jeg får et arbejde og gør åndelige fremskridt
Efter at have stået tre år i lære som frisør flyttede jeg i 1924 hjemmefra og fandt et arbejde i den fransktalende del af Schweiz, hvilket gav mig lejlighed til at forbedre mine franskkundskaber. Det blev noget sværere for mig at gøre åndelige fremskridt, men jeg mistede ikke kærligheden til sandheden fra Bibelen. Da jeg seks år senere flyttede hjem igen, begyndte jeg derfor at overvære de kristne møder i Brugg.
Kort tid efter flyttede jeg til Rheinfelden, en lille by der ligger cirka 40 kilometer væk. Her fik jeg arbejde i min søsters frisørsalon. Jeg mødtes med en lille gruppe bibelstudenter, og det hjalp mig til at fortsætte med at gøre åndelige fremskridt. En dag da vi skulle til at afslutte vores bibelstudium som vi havde midt på ugen, spurgte broder Soder, den ældstebroder der ledte gruppen: „Hvem har planer om at tage ud i tjenesten på søndag?“ Jeg rakte hånden op idet jeg tænkte at der sikkert ville være nogen jeg kunne følges med, som kunne vise mig hvordan man forkynder.
Da det blev søndag og vi var nået ud til vores distrikt, sagde broder Soder: „Derovre skal Hr. Obrist arbejde.“ Trods heftig hjertebanken begyndte jeg at besøge folk i deres hjem for at fortælle dem om Guds rige. (Apostelgerninger 20:20) Siden da har jeg aldrig holdt mig tilbage fra at deltage i det forkyndelsesarbejde Jesus sagde skulle fuldføres før enden på denne tingenes ordning ville komme. (Mattæus 24:14) Den 4. marts 1934, da jeg var 28 år gammel, symboliserede jeg min indvielse til Jehova Gud ved vanddåben.
To år senere fandt jeg et job som frisør i byen Lugano i den italiensktalende del af Schweiz. Jeg begyndte med det samme at forkynde den gode nyhed dér selv om jeg kun kunne lidt italiensk. Den første søndag spredte jeg de 20 brochurer jeg havde med i tasken. Efterhånden lykkedes det mig at samle nogle få interesserede og danne en gruppe for at studere Vagttårnet. Flere af disse blev senere døbt, og i februar 1937 blev der oprettet en menighed i Lugano.
To måneder senere, i april 1937, modtog jeg et brev der ændrede mit liv radikalt. Det var en invitation til at tjene på Betel, som Jehovas Vidner kalder deres afdelingskontorer. Jeg tog med det samme imod indbydelsen — en beslutning jeg aldrig siden har fortrudt. Dermed begyndte jeg på noget som skulle blive en livsgerning for mig. I dag kan jeg se tilbage på 60 år i heltidstjenesten.
Beteltjeneste i en vanskelig tid
Dengang lå det schweiziske Betel i hovedstaden Bern. Dér trykte vi bøger, brochurer og blade på 14 sprog som blev sendt til mange lande i Europa. Af og til transporterede jeg litteratur med trillebør til togstationen, for i de dage havde vi ikke altid en vogn til rådighed. Min første opgave på Betel var at arbejde i håndsætteriet hvor vi satte siderne op og gjorde dem klar til trykning. Kort tid efter begyndte jeg at arbejde i receptionen, og selvfølgelig fungerede jeg også som betelfamiliens frisør.
I 1939 brød Anden Verdenskrig ud, og nazisternes voldsomme angreb spredte rædsel i hele Europa. Schweiz var et neutralt land som lå midt imellem de krigsførende lande. Til at begynde med kunne vi uden indblanding fortsætte vore kristne aktiviteter. Men den 5. juli 1940 klokken to om eftermiddagen trådte to personer, en civilperson og en soldat, ind i receptionen hvor jeg sad og arbejdede. Soldaten bar en riffel med bajonet.
„Hvor er Zürcher?“ brølede den civilklædte. Franz Zürcher var på det tidspunkt koordinator for afdelingskontoret og forkyndelsesarbejdet i Schweiz.
„Hvem må jeg sige det er?“ spurgte jeg. Straks greb de fat i mig og slæbte mig op ad trapperne idet de forlangte at blive ført til Zürchers kontor.
Hele betelfamilien, som dengang bestod af omkring 40 medlemmer, fik besked på at samles i spisesalen. Udenfor var fire maskingeværer stillet op for at afskrække os fra at flygte. Indenfor begyndte cirka 50 soldater at gennemsøge bygningen, men i modsætning til hvad de havde forventet, fandt de ingen beviser for at Jehovas vidner fremmede en fjendtlig holdning til militærtjeneste. Alligevel blev store mængder litteratur konfiskeret og kørt bort i fem militærlastvogne.
Da vi nægtede at give tilladelse til at Vagttårnet blev censureret af myndighederne, indstillede de udgivelsen af bladet i Schweiz. Det betød at arbejdet på Betel nu kunne klares med mindre personale. Yngre medlemmer af familien blev af den grund opfordret til at forlade Betel og blive pionerer, som heltidsforkyndere blandt Jehovas vidner kaldes.
Pionertjenesten i krigstid
I juli 1940 vendte jeg tilbage til det italiensktalende område af Schweiz i nærheden af Lugano hvor jeg havde boet inden jeg kom på Betel. Dette strengt katolske distrikt, som på det tidspunkt var stærkt påvirket af fascismen, blev mit pionerdistrikt.
Der gik sjældent en dag hvor jeg ikke blev stoppet af politiet og mødt med kravet om at holde op med at forkynde. En dag mens jeg talte med en kvinde ved en havelåge, greb en civilklædt mand fat i mig bagfra og førte mig til en patruljevogn. Derefter kørte han mig til Lugano og overgav mig til politiet. Under forhøret forklarede jeg at det var Jehova som havde påbudt os at forkynde.
„Her på jorden er det os der bestemmer,“ svarede betjenten overmodigt. „Gud kan bestemme i himmelen!“
Under krigen var det især vigtigt at vi fulgte Jesu vejledning om at være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Mattæus 10:16) Jeg gemte derfor det meste af min litteratur i indvendige lommer, og for ikke at tabe noget gik jeg med knæbukser der sluttede tæt omkring knæene.
På et tidspunkt blev jeg bedt om at flytte til Engadindalen hvor katten-efter-musen-legen med politiet fortsatte. Denne smukke dal i den østlige del af de schweiziske alper ligger begravet i sne om vinteren. Jeg fik derfor mine ski tilsendt så jeg lettere kunne komme omkring i distriktet.
Det er vigtigt at have lune vanter på når man står på ski. Mine vanter blev hurtigt slidt op, for jeg brugte dem ofte. Min taknemmelighed var derfor stor da jeg en dag helt uventet modtog en pakke med posten som indeholdt en hjemmestrikket sweater og et par lune vanter! En kristen søster i min tidligere menighed i Bern havde strikket det til mig. Selv i dag bliver jeg helt rørt af taknemmelighed når jeg tænker på det.
Forrettigheder som har bragt mig stor glæde
I 1943 begyndte forholdene at stabilisere sig i Schweiz, og jeg blev kaldt tilbage for at tjene på Betel. Der var visse problemer i den fransktalende menighed i Lausanne som lå omkring 100 kilometer fra Betel, og jeg fik derfor til opgave regelmæssigt at besøge den for at hjælpe forkynderne til at få det rette syn på Guds organisation.
Senere tjente jeg i en periode som kredstilsynsmand for alle de fransktalende menigheder i Schweiz. Først på ugen arbejdede jeg på Betel, men fredag, lørdag og søndag besøgte jeg hver uge en ny menighed for at være brødrene til åndelig hjælp. Da man i 1960 oprettede en fransktalende menighed i Bern, blev jeg udnævnt til at være præsiderende tilsynsmand for den. Jeg tjente som sådan indtil 1970 da Betel blev flyttet fra Bern til dets nuværende smukke beliggenhed i byen Thun.
Til min store glæde var der en lille gruppe italiensktalende forkyndere i Thun som jeg kunne slutte mig til. Med tiden blev der oprettet en menighed, og jeg tjente som præsiderende tilsynsmand for den i nogle år indtil yngre brødre var i stand til at skuldre det ansvar.
En forrettighed som især har bragt mig glæde, har været at overvære Jehovas folks internationale stævner, for eksempel det mindeværdige stævne „Teokratiets vækst“ på Yankee Stadium i New York i 1950. Det gjorde også et varigt indtryk på mig at besøge Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Jeg vil heller aldrig glemme broder Milton G. Henschels foredrag det følgende år ved områdestævnet „Ren tilbedelse“ i London. Foredraget kastede lys over Jesu ord: „Jeg siger jer: Hvis disse tav, ville stenene råbe.“ (Lukas 19:40) Broder Henschel spurgte: „Tror I at det bliver nødvendigt at stenene skal råbe?“ Det øredøvende „nej!“ fra de titusinder af tilhørere lyder stadig i mine ører.
Da jeg tilbage i 1937 skulle rejse til Betel, spurgte min fader bekymret: „Min søn, hvordan vil du klare dig når du bliver gammel?“ Han havde nemlig hørt at vi på Betel kun modtog en lille godtgørelse. Som svar citerede jeg salmisten Davids ord: „Aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ (Salme 37:25) Jeg har i sandhed erfaret opfyldelsen af disse ord i mit liv.
Hvor er jeg dog glad for at Berta Weibel giftede sig med min far for 80 år siden, og at jeg som følge af hendes gode vejledning og eksempel kom til at kende Jehova og hans egenskaber. Andre familiemedlemmer gjorde nar af hende, men hun tjente Jehova trofast lige til sin død i 1983. Aldrig har hun givet udtryk for at have fortrudt at hun valgte at tjene Jehova Gud. Jeg har for min del heller aldrig fortrudt at jeg er forblevet ugift og helhjertet har viet mit liv til at tjene Jehova.
[Illustration på side 25]
Jeg arbejder på Betel