Jeg så „den ringeste“ blive til „en mægtig nation“

FORTALT AF WILLIAM DINGMAN

Året var 1936; stedet var Salem i Oregon, USA. Jeg overværede et af Jehovas Vidners møder, og under mødet blev der spurgt: „Hvor er den store skare?“ (Åbenbaringen 7:9) Da jeg var den eneste nye til stede, pegede alle på mig og sagde: „Den er dér.“

MIDT i 1930’erne var der forholdsvis få Jehovas vidner som nærede det bibelske håb om at leve evigt i et paradis på jorden. (Salme 37:29; Lukas 23:43) Der er imidlertid sket meget siden da. Men lad mig fortælle lidt om hvad der førte til at jeg overværede mødet i Salem i Oregon.

Min far abonnerede på Den gyldne Tidsalder, som Vågn op! oprindelig hed. Som teenager nød jeg at læse det, og jeg blev overbevist om at det indeholdt vigtige bibelske sandheder. En dag indsendte jeg derfor en kupon fra bagsiden af Den gyldne Tidsalder. Læsere kunne få tilsendt 20 brochurer, en bog og adressen på den nærmeste menighed af Jehovas Vidner. Da jeg havde modtaget publikationerne, gik jeg fra hus til hus og spredte alle brochurerne og bogen.

På det tidspunkt havde ingen studeret Bibelen med mig, og jeg havde faktisk aldrig talt med et af Jehovas vidner. Men da jeg nu stod med adressen på den nærmeste rigssal, kørte jeg de cirka 40 kilometer til Salem, Oregon, for at overvære et møde. Det var her at jeg som kun 18-årig blev udpeget til at være ’den store skare’.

Selv om jeg praktisk talt ikke havde fået nogen oplæring i forkyndelsen, tog jeg alligevel ud sammen med Salem menighed. Jeg blev opfordret til at lægge vægt på tre grundlæggende sandheder i min forkyndelse. For det første at Jehova er Gud, for det andet at Jesus Kristus er hans udnævnte konge og for det tredje at Riget er det eneste håb for verden. Ved hver eneste dør prøvede jeg at gengive dette budskab.

Efter at være kommet hos Jehovas vidner i Salem i to år blev jeg døbt den 3. april 1938. Vennerne i Salem glædede sig over at se flere af os fra ’den store skare’ blive døbt. I februar 1939 blev jeg pioner eller heltidsforkynder. I december samme år tog jeg imod en indbydelse til at flytte til Arizona hvor der var større behov for forkyndere af Riget.

Pionertjenesten i Arizona

Jehovas vidners arbejde var noget nyt for folk i Arizona, og det gav anledning til mange misforståelser. Da De Forenede Stater gik ind i den anden verdenskrig, blev vi derfor udsat for en hel del forfølgelse. Da jeg i 1942 tjente i byen Stafford i Arizona, hørte vi for eksempel at en gruppe mormoner havde planer om at overfalde os. Mine pionermakkere og jeg var tilfældigvis naboer til en mormonbiskop der respekterede os meget, og han sagde: „Hvis vore mormonmissionærer var ligeså aktive som Jehovas vidner er, så ville vort medlemstal stige.“ I kirken tog han derfor bladet fra munden og sagde: „Jeg hører at man planlægger et pøbeloverfald på Jehovas vidners drenge. Jeg bor lige ved siden af de drenge, og hvis der bliver noget pøbeloverfald, vil der blive åbnet ild over hegnet. Mit haglgevær vil ikke blive brugt mod Vidnerne, men mod overfaldsmændene. Så hvis det er pøbeloptøjer I er ude på, så ved I hvad I kan vente jer.“ Deres planer blev aldrig til noget.

I de tre år jeg var i Arizona, blev jeg arresteret og sat i fængsel adskillige gange. Én gang blev jeg tilbageholdt i 30 dage. I et forsøg på at dæmme op for politiets chikane i vores distrikt dannede vi en gruppe som vi kaldte „det flyvende korps“. Den forkynder der havde ansvaret, sagde til os: „Vi lever op til vort navn. Vi begynder klokken fem eller seks om morgenen, efterlader en traktat eller brochure ved hver dør, og så er vi ’fløjet’ igen.“ Vores flyvende korps dækkede en stor del af staten Arizona. Denne form for forkyndelse blev dog til sidst stoppet fordi den ikke åbnede mulighed for at hjælpe de interesserede.

Gileadskolen og særlig tjeneste

I december 1942 var jeg blandt adskillige pionerer i Arizona der modtog en invitation til en ny missionærskole som Jehovas Vidner havde oprettet. Skolen blev i begyndelsen kaldt Watchtower Bible College of Gilead, men fik senere navnet ændret til Watchtower Bible School of Gilead — Vagttårnets Bibelskole Gilead. Skolen lå næsten 5000 kilometer væk, nær byen Ithaca i den nordlige del af staten New York.

I januar 1943, efter et kort besøg i Oregon, forlod flere af os pionerer Arizonas ørkenhede i en Greyhound-bus. Adskillige dage senere ankom vi til vores bestemmelsessted i den nordlige del af staten New York hvor vi blev mødt af vintersneen. På åbningsdagen, den 1. februar 1943, sagde skolens præsident, Nathan H. Knorr, i sin åbningstale til de et hundrede elever: „Det er IKKE denne skoles formål at gøre jer til ordinerede Guds tjenere. Det er I allerede, og I har virket i denne tjeneste i mange år. . . . Undervisningsplanen ved denne skole har det ene formål at gøre jer dygtigere til at virke som forkyndere i de distrikter I skal ud til.“

Da jeg ikke havde gået særlig meget i skole, følte jeg i begyndelsen at jeg ikke hørte hjemme på Gileadskolen. Men lærerne var yderst forstående, og jeg kom til at holde meget af undervisningen. Vi afsluttede vores skoleophold efter fem måneders intensiv undervisning. Derefter blev nogle få af os sendt til Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, hvor vi blev yderligere oplært til at virke i rejsetjenesten som kredstilsynsmænd. Min første distriktstildeling var North og South Carolina.

Dengang var kredstilsynsmanden næsten altid på farten. Hvis det var en lille menighed, besøgte han den kun én dag, mens han blev to dage i de store menigheder. På det tidspunkt var de fleste menigheder små. Efter en lang dag var jeg ofte travlt optaget af at aflægge besøg og besvare spørgsmål til omkring midnat. Den følgende morgen stod jeg op cirka klokken fem for at rejse til den næste menighed. Jeg var i kredstjenesten i cirka et år, hvorefter jeg for en tid fortsatte som pioner i Tennessee og New York.

Til Cuba og videre til Puerto Rico

I maj 1945 blev jeg sammen med flere andre sendt til mit første missionærdistrikt i udlandet, nemlig Cuba. Den aften vi ankom til Cubas hovedstad, Havanna, gik vi på bladarbejde. Vi blev i Havanna indtil vi kunne finde et hjem i Santa Clara. Vores månedlige godtgørelse var kun på 160 kroner, og dette beløb skulle række til alle fornødenheder, også mad og husleje. Vi lavede senge og møbler af forhåndenværende materialer og brugte æblekasser som kommoder.

Det følgende år skulle jeg begynde i kredstjenesten. Dengang var hele Cuba én kreds. Den tidligere kredstilsynsmand havde lange ben og kunne godt lide at gå, og derfor havde brødrene bogstaveligt talt været nødt til at løbe for at følge hans tempo. De troede tydeligvis at det var det samme med mig, så alt var planlagt til mit besøg. De gik ikke alle ud i forkyndelsen den samme dag, men havde delt sig op i grupper som skiftedes til at gå med mig. Den første dag tog en gruppe mig med til et fjerntliggende distrikt; den næste dag tog en anden gruppe mig også med til et afsidesliggende sted, og sådan fortsatte de. Ved slutningen af besøget var jeg fuldstændig udmattet, men jeg havde nydt det. Jeg har mange gode minder fra den kreds.

I 1950 var der over 7000 forkyndere af Riget i Cuba, næsten det samme antal som der dengang var i Mexico. I juli samme år overværede jeg det internationale stævne „Teokratiets vækst“ på Yankee Stadium i New York. Efter stævnet fik jeg en ny distriktstildeling, nemlig Puerto Rico. Blandt de nye gileadmissionærer fra den 12. klasse var Estelle og Thelma Weakley, der ledsagede mig i flyet til Puerto Rico.

Otte år senere blev Estelle og jeg gift ved en enkel højtidelighed i Bayamón, Puerto Rico. Vielsen fandt sted ved et kredsstævne — på scenen i en af pauserne. Både før og efter vi var blevet gift, virkede jeg i kredstjenesten. I de mere end ti år vi boede i Puerto Rico, blev Estelle og jeg vidne til stor fremgang — fra færre end 500 forkyndere til over 2000. Vi fik lov til at hjælpe mange frem til indvielse og dåb, og vi var med til at oprette adskillige nye menigheder.

I december 1960 besøgte Milton Henschel fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, Puerto Rico, og her talte han til os missionærer. Han spurgte om nogle ville stille sig til rådighed for et nyt distrikt. Estelle og jeg var blandt dem der meldte sig.

Vores hjem i Den Dominikanske Republik

Vores nye distrikt blev Den Dominikanske Republik, og vi bestemte os for at rejse dertil den 1. juni 1961. Den 30. maj blev landets diktator, Rafael Trujillo, snigmyrdet, og al flytrafik til landet blev indstillet. Der gik imidlertid ikke lang tid før man igen kunne flyve dertil, og det lykkedes os at lande i Den Dominikanske Republik som planlagt den 1. juni.

Der var nærmest oprør i landet da vi ankom, og militæret var i alarmberedskab. Man frygtede en revolution, og soldater undersøgte alle der færdedes på hovedvejen. Vi blev stoppet ved flere kontrolsteder, og hver gang skulle de se vores bagage. Alt blev taget ud af vores kufferter, selv de mindste ting. Det var vores første indtryk af Den Dominikanske Republik.

I flere uger blev vi i hovedstaden, Santo Domingo, indtil vi kunne tage til vores første distrikt i La Romana. Under Trujillos diktatur havde man bildt folk ind at Jehovas vidner var kommunister, og de værste mennesker man kunne forestille sig. Forkynderne var derfor blevet slemt forfulgt. Lidt efter lidt lykkedes det os imidlertid at nedbryde disse fordomme.

Efter at vi havde arbejdet i La Romana en kort tid, begyndte vi igen i kredstjenesten. I 1964 blev vi som missionærer sendt til byen Santiago. Året efter udbrød en revolution i Den Dominikanske Republik, og endnu engang var landet i oprør. Under urolighederne blev vi flyttet til San Francisco de Macorís, en by der var kendt for at være politisk aktiv. Ikke desto mindre kunne vi frit forkynde uden at nogen greb ind. Trods den politiske uro lykkedes det os at oprette en ny menighed. I de følgende år fik vi flere gange ændret distriktstildeling indtil vi igen blev sendt tilbage til vores nuværende hjem i Santiago.

Vi har afgjort været vidner til at Jehova har velsignet arbejdet i Den Dominikanske Republik. Da vi i 1961 kom hertil, var der cirka 600 Jehovas vidner fordelt på 20 menigheder. Nu er der næsten 20.000 forkyndere af den gode nyhed om Guds rige i over 300 menigheder. Og der er store muligheder for yderligere vækst, hvilket tydeligt fremgår af antallet på dem der i år overværede højtiden til minde om Kristi død, nemlig hele 81.277. Det er cirka tre og en halv gang så mange som der er forkyndere.

Nu en mægtig nation

Denne verdens scene fortsætter med at skifte, men det budskab fra Bibelen som Jehovas vidner forkynder, er det samme. (1 Korinther 7:31) Jehova er stadig Gud, Kristus er stadig konge, og det er tydeligere end nogen sinde at Riget er verdens eneste håb.

Samtidig har der fundet store forandringer sted blandt Jehovas folk siden jeg overværede mit første møde i Salem, Oregon, for cirka 60 år siden. Den store skare er virkelig blevet stor og tæller nu over fem millioner forkyndere. Det er nøjagtigt som Jehova forudsagde om sit folk: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ — Esajas 60:22.

Efter næsten 60 år i heltidstjenesten er jeg lykkelig for at kunne fortsætte med at forkynde og undervise i mit missionærdistrikt. Det er en stor forret at have en andel i dette arbejde og at have set „den ringeste“ blive til „en mægtig nation“.

[Illustration på side 21]

Med min hustru, i Den Dominikanske Republik