Aktiv kristendom under uroligheder

DET hele begyndte så pludseligt. En dag i april 1994 forårsagede et flystyrt at landene Burundi og Rwanda hver mistede en præsident. Inden for få timer blev Rwanda overskyllet af en bølge af gruopvækkende vold. I løbet af lidt mere end tre måneder var over 500.000 rwandere — mænd, kvinder og børn — blevet dræbt. Nogle omtaler denne begivenhed som „folkedrabet“.

Halvdelen af Rwandas 7,5 millioner indbyggere måtte flygte fra deres hjem; dette indbefattede de 2,4 millioner som søgte tilflugt i nabolandene. Det var den største og hurtigste flygtningeudvandring i vor tid. I Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo), Tanzania og Burundi blev der i hast oprettet flygtningelejre. I nogle af disse lejre, som er de største i verden, boede der 200.000 flygtninge.

Blandt disse var der mange Jehovas vidner, et fredselskende folk som anvender Bibelens principper i deres liv. Uanset hvilket land de bor i, holder de sig strengt neutrale og følger det princip der fremgår af ordene i Esajas 2:4: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ Det er almindeligt anerkendt at Jehovas Vidner ikke deltog i folkedrabet i Rwanda.

Jesus Kristus sagde at hans disciple „ikke er en del af verden“. Men da de er „i verden“, kan de ikke altid undgå at blive berørt af de uroligheder der er i verden. (Johannes 17:11, 14) Cirka 400 Jehovas vidner mistede livet under folkedrabet i Rwanda. Omkring 2000 forkyndere og interesserede blev flygtninge.

Betyder dét at Jehovas vidner ikke er en del af verden, at de forholder sig passive når andre rammes af ulykker? Nej. Guds ord siger: „Hvis en broder eller en søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så? Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, i sig selv død.“ (Jakob 2:15-17) Kærlighed til næsten motiverer også Jehovas vidner til at hjælpe dem der ikke har samme religiøse opfattelse som de. — Mattæus 22:37-40.

Jehovas vidner i hele verden nærede et brændende ønske om at hjælpe deres trosfæller i Rwanda som befandt sig i denne ulykkelige situation, men arbejdet med at koordinere nødhjælpen blev tildelt brødrene i Vesteuropa. I sommeren 1994 rejste et hold frivillige fra Europa til Afrika for at hjælpe deres kristne brødre og søstre. Man oprettede velorganiserede lejre og midlertidige hospitaler til de rwandiske flygtninge. Store mængder tøj, tæpper, fødevarer og bibelske publikationer blev fløjet dertil eller sendt til dem på anden måde. Over 7000 nødstedte — næsten tre gange så mange som antallet af forkyndere i Rwanda på daværende tidspunkt — fik gavn af nødhjælpen. I december samme år vendte tusinder af flygtninge, deriblandt de fleste af dem der var Jehovas vidner, tilbage til Rwanda for at genopbygge deres tilværelse.

Krig i Congo

I 1996 udbrød der krig i det østlige område af Den Demokratiske Republik Congo. Dette område grænser op til Rwanda og Burundi. Igen blev der begået voldtægt og mord. I en regn af kugler flygtede folk fra deres brændende landsbyer for at redde livet. Jehovas vidner blev fanget i urolighederne, og cirka 50 døde. Nogle blev dræbt af vildfarende kugler. Andre blev slået ihjel fordi de tilhørte en bestemt etnisk gruppe eller blev forvekslet med fjenden. En landsby hvor der boede 150 forkyndere, blev udslettet af ild. I andre landsbyer nedbrændte i snesevis af huse og nogle rigssale. Forkyndere der havde mistet deres hjem og ejendele, flygtede til andre områder, hvor de fik hjælp af deres trosfæller.

Krig medfører hungersnød eftersom afgrøderne ofte bliver ødelagt, fødevaredepoterne plyndret og forsyningslinjerne afskåret. De fødevarer der er til rådighed, er dyre. I begyndelsen af maj 1997 kostede et kilo kartofler i Kisangani cirka 20 kroner, hvilket de færreste har råd til at betale. De fleste må nøjes med at få ét måltid om dagen. Sygdom er ofte en følge af knaphed på mad, idet underernæring svækker kroppens evne til at bekæmpe malaria, diarrésygdomme og maveonder. De fleste ofre er børn.

Et overblik over situationen

Jehovas vidner i Europa var igen hurtige til at hjælpe deres nødstedte brødre. I april 1997 fløj et nødhjælpshold bestående af Jehovas vidner, deriblandt to læger, til landet med medicin og penge. I Goma havde de lokale forkyndere allerede nedsat nødhjælpsudvalg som skulle danne sig et overblik over situationen så hjælpen kunne nå ud så hurtigt som muligt. Holdet besigtigede byen og dens omgivelser, og andre blev sendt ud for at indhente rapporter fra fjernereliggende egne. Der indløb også meldinger fra Kisangani, som ligger over 1000 kilometer vest for Goma. Lokale brødre var med til at koordinere hjælpearbejdet i Goma, hvor der bor cirka 700 forkyndere.

En kristen ældste i Goma siger: „Det gjorde et dybt indtryk på os at se vore brødre som havde rejst så langt for at hjælpe os. Før de ankom, hjalp vi hinanden. Brødre der boede på landet, måtte flygte ind til Goma. Nogle havde mistet deres hjem og måtte forlade deres marker. Vi indbød dem til at bo hos os, og vi delte vores tøj og den smule mad vi havde, med dem. Det var kun lidt vi kunne udrette. Nogle af os led af underernæring.

Brødrene fra Europa medbragte imidlertid penge så vi kunne købe fødevarer, som var sparsomme og meget dyre. Maden kom på et kritisk tidspunkt, da mange af os ikke havde noget at spise. Vi delte fødevarerne ud til både forkynderne og nogle der ikke var Jehovas vidner. Hvis ikke hjælpen var kommet på det tidspunkt, ville mange flere, især børn, have mistet livet. Jehova reddede sit folk. Det gjorde et stort indtryk på de udenforstående, og mange kom med udtalelser om vores enhed og kærlighed. Nogle gav udtryk for at vi har den sande religion.“

Selv om man indkøbte fødevarer på stedet og medicinen blev fordelt med skønsomhed, var der behov for mere, såsom tøj, tæpper og større forsyninger af mad og medicin. Der var også brug for hjælp til at genopbygge de huse der var blevet ødelagt.

Mange viser gavmildhed

Brødrene i Europa var igen ivrige efter at yde hjælp. Jehovas Vidners afdelingskontor i Louviers i Frankrig informerede menighederne i Rhônedalen og i Normandiet samt visse menigheder i Paris om behovet for nødhjælp. Derved fik brødrene lejlighed til at følge endnu et bibelsk princip: „Den der sår sparsomt, skal også høste sparsomt; og den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Korinther 9:6, 7.

Tusinder greb med glæde denne lejlighed til at give. Det væltede ind med kasser og poser med tøj, sko og andet som blev afleveret i rigssalene og derefter transporteret til det franske afdelingskontor. Dér var 400 frivillige hjælpere klar til at udføre næste fase af projektet „Hjælp Zaire“. Efterhånden som gaverne strømmede ind, blev tøjet sorteret, lagt sammen og pakket ned i kasser der i stakke på 30 blev stablet på paller. Børn havde tænkt på deres små brødre og søstre i Afrika og sendt dem legetøj — skinnende legetøjsbiler, snurretoppe, dukker og bamser. Disse blev pakket ned sammen med de vigtige fornødenheder. I alt blev 9 containere, hver af en længde på 12 meter, fyldt og afskibet til Congo.

Hvor mange nødhjælpsforsyninger er der blevet sendt til Centralafrika med hjælp fra tusinder af Jehovas vidner i Belgien, Frankrig og Schweiz? En opgørelse fra juni 1997 viser at der i alt var blevet sendt 500 kilo medicin, 10 tons proteinholdige kiks, 20 tons andre fødemidler, 90 tons tøj, 18.500 par sko og 1000 tæpper. Bibelske publikationer blev også fløjet dertil. Alt dette blev meget værdsat, idet det trøstede flygtningene og hjalp dem til at udholde deres prøvelser. Prisen på forsyningerne beløb sig til næsten 7 millioner kroner. Disse bidrag var et vidnesbyrd om den broderskabsfølelse og inderlige kærlighed der er blandt Jehovas tjenere.

Forsyningerne fordeles i Congo

Da forsyningerne begyndte at nå frem til Congo, ankom der to brødre og en søster fra Frankrig for at arbejde sammen med de lokale nødhjælpsudvalg. Om de congolesiske forkynderes taknemmelighed siger Joseline: „Vi fik mange takkebreve. En fattig søster gav mig et malakitsmykke. Andre gav os fotografier af dem selv. Da vi skulle rejse, blev jeg kysset og krammet af søstre som græd. Jeg græd også. Mange kom med udtalelser som ’Jehova er god. Jehova tænker på os.’ De erkendte at æren for disse gaver tilfaldt Gud. Når vi delte maden ud, sang brødrene og søstrene Rigets sange i lovprisning af Jehova. Det var meget rørende.“

Et af holdets medlemmer var en læge ved navn Loic. Mange stimlede sammen i rigssalen og ventede tålmodigt på at det blev deres tur til at blive behandlet af ham. En congolesisk søster som også gerne ville bidrage med noget, bagte 40 kager og delte dem ud til dem der ventede på at komme ind til lægen. Da det drejede sig om cirka 80 mennesker, var der en halv kage til hver.

Hjælp til udenforstående

Denne humanitære hjælp blev ikke kun givet til Jehovas vidner. Mange andre nød gavn af den, sådan som det også var tilfældet i 1994. Dette er i overensstemmelse med ordene i Galaterbrevet 6:10, hvor der står: „Derfor, så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“

Jehovas vidner uddelte medicin og tøj til adskillige skoler og til et børnehjem nær Goma som huser 85 børn. Hjælpeholdet havde besøgt dette børnehjem på en tidligere rejse som det havde foretaget for at vurdere situationen i landet, og havde givet beboerne løfte om 50 kasser proteinholdige kiks, kasser med tøj, 100 tæpper, medicin og legetøj. Børnene stillede op på række i skolegården og sang for deres gæster. Dernæst fremsatte de en særlig anmodning — var det muligt at de kunne få en bold så de kunne spille fodbold?

Nogle uger senere opfyldte nødhjælpsholdet sit løfte. Lederen af børnehjemmet var så imponeret over denne gavmildhed og det han havde læst i de bibelske publikationer han havde modtaget, at han sagde at han var på vej til at blive et af Jehovas vidner. Og hvad med børnene? Fik de en fodbold? „Nej,“ svarer Claude, koordinatoren for hjælpeholdet fra Frankrig. „Vi gav dem to fodbolde.“

Flygtningelejre

Hjælpearbejdet var ikke begrænset til Congo. Tusinder af flygtninge var flygtet fra krigszonen til et nærliggende land hvor der i hast var blevet oprettet tre flygtningelejre. Repræsentanter fra Jehovas Vidner besøgte også disse lejre for at se hvad der kunne gøres. Da denne rapport blev udfærdiget, boede der 211.000 flygtninge i lejrene, de fleste fra Congo. Der var cirka 800 Jehovas vidner og deres børn samt interesserede. Mangelen på mad var et akut problem i lejrene. I en af lejrene var der kun mad nok til tre dage, og den der var, bestod blandt andet af tre år gamle bønner.

Forkynderne var ikke desto mindre ved godt mod. Skønt de kun havde lidt bibelsk læsestof, holdt de regelmæssigt møder i det fri for at blive åndeligt opbygget. De var også travlt optaget af at forkynde den gode nyhed om Guds rige for andre i lejrene. — Mattæus 24:14; Hebræerne 10:24, 25.

Et af holdets medlemmer var læge. Selv om holdet kun havde lov til at opholde sig nogle få dage i hver lejr, blev der arrangeret konsultation. Man efterlod medicin og penge til kristne ældste, og på denne måde var brødrene i stand til at overleve. Holdet håbede også at forkynderne i lejrene snart kunne vende tilbage til deres hjemland.

Hvad vil der ske i fremtiden? Jesus Kristus forudsagde at vores tidsalder ville være præget af katastrofale omvæltninger, deriblandt krige og tilfælde af hungersnød. (Mattæus 24:7) Jehovas vidner ved at det kun er Guds rige der kan gøre ende på alle de lidelser der hjemsøger jorden i dag. Under dets styre vil vores jordiske hjem blive et paradis med fred, overflod og evig lykke for den lydige menneskehed. (Salme 72:1, 3, 16) Indtil da vil Jehovas vidner forkynde den gode nyhed om dette himmelske rige og fortsat hjælpe deres trosfæller og andre der kommer i nød.

[Tekstcitat på side 4]

Siden 1994 har Jehovas vidner alene i Europa sendt over 190 tons fødevarer, tøj, medicin og andre nødhjælpsforsyninger til området omkring Afrikas store søer

[Ramme på side 6]

Kristen kærlighed i praksis

En af dem der ivrigt deltog i projektet „Hjælp Zaire“ i Frankrig, var Ruth Danner. Som barn blev hun på grund af sin kristne tro interneret i nazisternes koncentrationslejre. Hun siger: „Vi var så glade for at kunne gøre noget for vore brødre og søstre i Afrika! Men der var noget der gjorde mig endnu mere lykkelig. Da min familie og jeg vendte hjem fra Tyskland i 1945, ejede vi intet. Selv det tøj vi gik i, var noget vi havde lånt. Snart modtog vi dog materiel hjælp fra vore åndelige brødre i Amerika. Indsamlingen af nødforsyninger til Afrika har givet mig mulighed for at gengælde den godhed der for mange år siden blev vist os. Hvor er det en forret at tilhøre en sådan stor familie af brødre som praktiserer kristen kærlighed.“ — Johannes 13:34, 35.

[Illustration på side 7]

Snart vil jorden blive et paradis hvor alle vil have rigeligt