Vi fik et mål i livet
FORTALT AF RUSSELL CANTWELL
JEG har lagt mærke til at det er de færreste unge mennesker i dag der virkelig synes at vide hvad de vil med deres liv. De har ingen bestemt karriere i tanke, og heller ikke noget andet mål som de arbejder hen imod. Jeg takker mine forældre for at dette aldrig har været tilfældet med mig.
Mine forældre lever endnu, men min fader er nioghalvfems og min moder er i firserne. Tilsammen har de tilbragt over halvfems år i „pionertjenesten“, som Jehovas Vidner kalder heltidsforkyndelsen af Bibelen.
Det var omkring 1908 at min fader og moder for alvor begyndte at studere Bibelen. Noget af det første jeg husker var da vi så Skabelsens Fotodrama, en skildring af Bibelens beretning ved hjælp af lysbilleder og film. Det var i den lille landsbyskole i Arkansas hvor min fader underviste. Jeg må have været omkring tre år på det tidspunkt.
I 1924, da jeg var fire år, flyttede vi til det østlige Tennessee. Her begyndte fader straks at fortælle vore naboer om sin tro på Gud. Familien Kamer var interesseret, og vi begyndte at holde ugentlige bibelmøder.
Noget andet som jeg husker langt tilbage, er at vi fik besøg af „pilgrimmene“, som Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd blev kaldt dengang. Vi tre drenge overlod vore senge til vore søstre, og sov på gulvet, således at de besøgende kunne få pigernes værelse. Den kærlige opmærksomhed som disse mænd viste os børn, og den opmuntring de gav os, satte sine sunde og varige spor.
Vigtigheden af åndelige ting
Ved den måde fader og moder underviste os på, såvel som ved det eksempel de satte, indprentede de uudsletteligt i vore unge sind hvor vigtigt det er at studere Bibelen og komme sammen med andre kristne. Jeg husker en oplevelse som illustrerer dette meget rammende; jeg var kun omkring seks eller syv år gammel på det tidspunkt.
Det var en søndag morgen, og da vi var på vej hen til Kamers for at holde vort regelmæssige bibelstudium mødte vi nogle af vore slægtninge, som kom kørende i tre vogne. Selv om fader ikke havde set dem i adskillige år vendte han ikke tilbage til vort hjem, men indbød dem i stedet til enten at tage med os hen til studiet eller at fortsætte hjem til os, og vente dér indtil vi kom tilbage. Om så hele familien var rejst igen i vrede, tror jeg ikke at fader ville have været overdrevent berørt, idet han, både over for Kamers og sin egen familie, følte en stærk åndelig forpligtelse til at lede dette bibelstudium.
Fader oplærte os også til at tale med andre om det vi lærte om Guds rige. Så langt jeg husker tilbage plejede han at tage os børn med sig når han besøgte folk i deres hjem. I 1927 bestemte fader at jeg var gammel nok til at gå alene fra dør til dør.
Vort familieliv
Sandt nok var der meget hårdt arbejde på gården, og vi havde også travlt med den kristne virksomhed. Men samtidig sørgede vore forældre for at vi fik adspredelse. Fader lærte os at svømme. Desuden tog vi på udflugter og kom sammen med andre familier, hvilket gav os sund adspredelse og et opbyggende samvær.
Noget andet som bidrog til sammenholdet i vor familie var at fader og moder havde det godt sammen, og at de altid havde tid til os børn. Jeg er sikker på at der undertiden var uoverensstemmelser mellem dem, men de sagde aldrig hinanden imod eller skændtes mens vi hørte på det. På den måde lærte vi at respektere forældremyndigheden.
I skolen blev vi ofte latterliggjort af børn som tilhørte andre religionssamfund. For eksempel plejede de at drille os fordi vi ikke troede på at Gud ville pine mennesker i et brændende helvede. Men fader og moder gav sig tid til at hjælpe os med at forberede nogle svar ud fra Bibelen, som vi så kunne give næste dag i skolen. Dette styrkede os og overbeviste os om at vi kendte Guds ords sandheder, og det endte med at vi, ligesom Guds tjenere i fortiden, glædede os over at være anderledes.
Nogle år tidligere havde en onkel som ikke forstod faders religion, sagt til min fader: „Børn der vokser op har det hårdt nok i forvejen, hvorfor så påtvinge dem den religion?“ Da vi flere år senere besøgte denne onkel, sagde han med tårer i øjnene til fader: „Newt, jeg ville ønske at mine børn var ligesom dine.“ Fader mindede ham om hvad han tidligere havde sagt, og nævnte at det var vores bibelske oplæring som gjorde os anderledes, men det ville min onkel slet ikke høre tale om. Han forbød endog fader at omtale Gud eller Bibelen i hans hjem mere!
Vi sætter os et mål
Fader ønskede at bruge mere tid i vidnearbejdet, og i 1929 flyttede vi til West Plains, Missouri. Der var vi i stand til at stille værelser til rådighed for to heltidsforkyndere. Disse vidners eksempel bevirkede at vor familie begyndte at overveje pionertjenesten.
På grund af datidens økonomiske krise flyttede vi tilbage til gården i Tennessee, men vi opgav ikke tanken om at blive pionerer. I 1931 hjalp en pilgrim ved navn Louis Larson fader med at regne ud hvordan han økonomisk kunne sørge for sin familie og samtidig klare pionertjenesten.
På det tidspunkt boede alle vi seks børn stadig hjemme, og tre af os gik i skole. Vi holdt et familieråd, og efter at vi under bøn havde overvejet det, blev vi enige om at sælge gården og nære fuld tillid til at Jehova ville sørge for os. Det blev besluttet at vi tre yngste skulle fortsætte vor skolegang, mens de tre ældste skulle være pionerer.
Mine forældres tro på og tillid til Jehova øvede en stærk indflydelse på mit liv. Den nat lovede jeg i bøn Jehova at jeg ville gøre hans vilje og, ligesom min familie, vandre i Kristi fodspor. Hvilken glæde var det ikke da jeg nogen tid efter blev døbt af fader som symbol på min indvielse til Jehova!
Gården blev udbudt til salg, men på grund af depressionen blev den solgt 50 procent under den pris vi oprindelig havde forlangt. Derefter slugte en ulykke og alvorlig sygdom i familien hver øre fader havde, og efterlod ham ruineret. Men han sagde at der kun var ét at gøre, og det var at forblive i heltidstjenesten. Denne faste beslutsomhed, sammen med faders og moders stadige gudsfrygt, styrkede mig i mit ønske om at tjene Jehova.
Begyndelsen til en livsvej
I 1934 flyttede vi til et distrikt i det vestlige Tennessee. Der besluttede jeg mig til at gå ud af skolen og begynde i heltidstjenesten. Min fader var indforstået med det, hvis mit motiv vel at mærke ikke blot var at komme ud af skolen, men derimod at gøre pionertjenesten til en livsvej. I en alder af fjorten år begyndte jeg således min livskarriere, idet jeg forkyndte på gårdene i nærheden af Waverly, Tennessee.
Der var virkelig mange prøvelser under 30rnes store depression. Nogle gange fik vi ikke ret meget at spise, eller menuen stod på det samme flere dage i træk. Men fader gjorde os opmærksomme på at selv om vi var holdt op med at stræbe efter penge, gik vi aldrig glip af et måltid, mens det næsten dagligt hændte at mennesker der stræbte efter penge kom til vor dør for at bede om mad til deres børn, som skreg af sult.
I de områder i de amerikanske sydstater hvor vi var pionerer, kom der sjældent andre Jehovas vidner. Vort nære familiesammenhold var imidlertid en beskyttelse mod at søge venskab med ikke-troende. (1 Kor. 15:33; 2 Kor. 6:14) Vi sparede vores småpenge i flere måneder for at kunne rejse de cirka 160 kilometer der var hen til andre unge Jehovas vidner. Sammen med dem dansede vi gruppedans eller foretog os noget andet fornøjeligt, såsom en vandretur i Smokybjergene.
Nye opgaver
Ved stævnet i Columbus, Ohio, i 1937 hørte vi faders navn blive nævnt over højttaleranlægget; han og 200 andre var blevet udvalgt til at påbegynde et nyt specialpionerarbejde. Fader tog straks imod dette tjenesteprivilegium, og hele vor familie blev derefter indbudt til at deltage. Vi fik tildelt New Haven, Connecticut.
I staten Connecticut gav loven de lokale politichefer bemyndigelse over alt religiøst arbejde fra dør til dør i deres kommune, og det førte til at Jehovas vidner blev arresteret overalt i staten. I maj 1938 blev jeg arresteret sammen med min fader og min yngre broder, Jesse, mens vi besøgte folk i deres hjem for at tale med dem om Bibelen. Hundreder af vore kristne brødre og søstre var blevet arresteret ved forskellige lejligheder, men Watch Tower Society valgte at bruge vores sag til at efterprøve gyldigheden af Connecticuts love. Sagen gik til sidst til De forenede Staters højesteret, hvor Jehova gav os sejr.
Vi blev dernæst forflyttet til Staten Island, New York, hvor vi havde den forret at arbejde sammen med dem der tjente på Watch Tower Society’s radiostation WBBR. I januar 1939 blev vi bedt om at støtte en nyoprettet menighed i Mount Vernon, New York, hvor Milton Henschel, Lyman Swingle og andre medlemmer af betelfamilien også tjente. Stor var overraskelsen da mine to brødre og jeg den følgende måned blev indbudt til at hjælpe på Selskabets trykkerivirksomhed i nogle uger. Dette ophold blev imidlertid forlænget, og jeg tjente i over seks år dér. En begivenhed om aftenen den 8. september 1943 førte senere til en ny opgave.
Det var dengang da Evie Sullivan præsenterede mig for Gladys i betelhjemmets forhal, og spurgte om jeg ville følge hende og hendes pionerpartner til deres værelser nogle få huskarreer borte. Deres bil trængte hårdt til at blive repareret, så jeg tilbragte adskillige timer med at reparere den den aften, mens pigerne sad og fortalte om deres oplevelser i vidnearbejdet. Dette gav mig rig lejlighed til at iagttage deres store hengivenhed for Jehova.
I foråret 1944 deltog Gladys i Gileadskolens tredje klasse mens jeg endnu var på Betel, og det følgende år blev vi gift, hvorefter jeg fulgte Gladys i pionertjenesten. I 1950 blev jeg indbudt til at tjene i kredsarbejdet som rejsende tilsynsmand. Vores datter, Darla Lynn, blev født den 30. januar 1956, men lykkeligvis blev det ordnet sådan at vi kunne fortsætte i kredsarbejdet.
Vi giver andre et mål i livet
Vi bad Jehova hjælpe os med at opdrage vores datter, som vore forældre havde opdraget os, idet vi ønskede altid at sætte Rigets interesser først og dog have balance i tingene og ikke forsømme vore familieforpligtelser. Jeg ledede vort familiestudium hver uge; Gladys brugte gerne nogle få minutter daglig til at undervise vores datter i Guds ord, og længere tid efterhånden som hun blev ældre.
Inden vi så os om var Darla i skolealderen. Vi bevarede altid et åbent og ligefremt forhold, selv med hensyn til meget fortrolige ting; efterhånden som hun blev ældre fandt vi det derfor altid let at tale sammen, og vi undgik den såkaldte generationskløft. Omhyggelig vejledning med hensyn til omgangskreds beskyttede hende mod at få dårlige venner, hvilket kunne føre til at hun begik forkerte handlinger. Vi var også lykkelige for at hun ønskede at fortælle sine klassekammerater om Guds rige. Hendes første bibelstudium blev påbegyndt med en klassekammerat i tredje klasse i Chino, Californien. Dette førte til at klassekammeraten indviede sig til Jehova da hun var seksten år.
I juni 1972, da vi var i San Francisco, Californien, fik vi et brev med posten. Til vores overraskelse var det fra vores datter, som boede sammen med os. Hun ønskede at udtrykke sin værdsættelse, men var bange for at hun ikke kunne sige alt hvad hun havde på hjerte når hun stod ansigt til ansigt med os.
„Jeg vil gerne takke jer,“ skrev hun, „fordi I har opdraget mig sådan som I har. Altid har I sat Jehova først i livet. Altid har jeres ’ja betydet ja, og jeres nej, nej’ . . . Jeg ønsker at takke jer for al den venlighed og kærlighed I viser mig. I lytter altid når jeg har noget at fortælle. I forstår hvad jeg føler. I viser tålmodighed med mit humør og mine sindsstemninger. . . . Mange tak for det vidunderlige eksempel I har sat, så jeg i sandhed kan ’efterligne jer som I efterligner Kristus’.“
Dette brev varmede os om hjertet, og vi takker Jehova for at vi var i stand til at give vores datter det samme mål som mine forældre havde givet mig — at sætte tjenesten for Jehova først i livet. Vores datter og hendes pionerpartner tjener nu i menigheden i Henderson, North Carolina. De glædede sig, og det samme gjorde vi, da sytten mennesker som de ledede bibelstudier med, overværede Herrens aftensmåltid sidste forår.
I treogfyrre år har jeg nu været i heltidstjenesten. For tiden er jeg lærer på en Rigets tjenesteskole, et undervisningscenter for kristne ældste. Den ene af mine brødre virker i kredstjenesten i De forenede Stater; den anden tjener som koordinator på afdelingskontoret i Den dominikanske Republik. Og begge mine forældre virker stadig i pionertjenesten!
Vore personlige oplevelser bevæger os i høj grad til at tilskynde unge mennesker til at gøre heltidsforkyndelsen til deres mål, ja, til at gøre tjenesten for Jehova til deres livsvej. Og til jer forældre vil vi sige: Jeres børn vil ikke automatisk tjene Jehova. I må give dem dette mål i livet. Hvis I gør det, kan jeg forsikre jer for at de for evigt vil være jer taknemmelige.
„Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ — Ordsp. 22:6.
[Illustration på side 428]
Min hustru og jeg studerer sammen