Er Jorden dømt til undergang?

AFSLUTNINGEN på det 20. århundrede nærmer sig, og snart vil det 21. århundrede se dagens lys. Det har fået flere og flere som under normale omstændigheder kun ville vise dommedagsprofetier ringe eller slet ingen opmærksomhed, til at spekulere på om en eller anden vigtig begivenhed som vil ryste verden, skulle være under opsejling.

Måske har du allerede bemærket at man i avisartikler, tidsskrifter og bøger har beskæftiget sig med dette emne. Hvordan tingene vil udvikle sig i begyndelsen af det 21. århundrede, må tiden vise. Nogle mener at overgangen fra år 2000 til år 2001 blot vil være som fra det ene år (eller ene minut) til det andet og sikkert ikke vil få nogen større betydning. Mange er mere bekymrede for Jordens fremtid på længere sigt.

I dag hører man stadig oftere nogen forudsige at Jorden på et eller andet tidspunkt — enten meget snart eller i en fjern fremtid — vil blive fuldstændig ødelagt. Overvej engang et par af disse dystre forudsigelser.

I bogen The End of the World — The Science and Ethics of Human Extinction, som blev udgivet i 1996, omtaler skribenten og filosoffen John Leslie tre mulige afslutninger på menneskets eksistens på Jorden. Efter at have stillet spørgsmålet: „Kunne en altomfattende atomkrig udrydde mennesket?“ tilføjer han: „Det er nok mere sandsynligt . . . at følgevirkningerne af stråling kunne forårsage en sådan udryddelse. Følgevirkninger som kræft, et stort antal fødselsdefekter eller svækkelse af immunforsvaret som kunne få epidemier til at løbe løbsk. Årsagen kunne også være at man udryddede de mikroorganismer som er nødvendige for miljøet.“ Som en tredje mulighed nævner John Leslie at Jorden kunne blive ramt af en komet eller en asteroide: „Der findes hen ved to tusind kometer og asteroider — himmellegemer der måler mellem en halv og seks miles [1-10 kilometer] i diameter — hvis omløbsbane gør det muligt at de en dag vil ramme Jorden. Derudover findes der et mindre antal relativt store (at anslå hvor mange ville være det rene gætteværk) og mange flere relativt små himmellegemer.“

En levende beskrivelse af „dommedag“

Overvej også de udtalelser som forskeren Paul Davies, professor ved universitetet i Adelaide i Australien, er kommet med. Washington Times har beskrevet Paul Davies som „den bedste videnskabelige skribent på begge sider af Atlanten“. I 1994 skrev han bogen De sidste tre minutter, som er blevet kaldt „prototypen på alle bøger om dommedag“. Det første kapitel hedder „Dommedag“ og beskriver hvad man kunne forestille sig der ville ske hvis en komet ramte Jorden. Her følger et brudstykke af Paul Davies’ rystende og frygtindgydende beskrivelse:

„Planeten dirrer med en kraft som af ti tusinde jordskælv. En chokbølge af forskubbet luft fejer hen over hele Jordens overflade, udjævner alting og pulveriserer alt på sin vej. Det flade terræn omkring nedslagsstedet løfter sig i en ring af flydende og flere kilometer høj klippe, idet Jordens indvolde blotlægges i et hundrede kilometer bredt krater. . . . En enorm søjle af støv spreder sig ud i atmosfæren og spærrer for Solens lys over hele kloden. Sollyset erstattes af det uheldsvangre, flimrende skær af en milliard meteorer; jorden nedenunder steges af den svidende varme, når det løsrevne materiale falder tilbage fra rummet og ind i atmosfæren.“

I det følgende forbinder professor Davies dette tænkte hændelsesforløb med forudsigelsen af at kometen Swift-Tuttle vil ramme Jorden. Skønt sandsynligheden for at en sådan begivenhed skulle indtræffe i den nærmeste fremtid måske ikke er særlig stor, siger han advarende: „Før eller siden vil Swift-Tuttle, eller et lignende objekt, med sikkerhed ramme Jorden.“ Paul Davies baserer sin konklusion på en formodning om at der findes omkring 10.000 objekter med en diameter på en halv kilometer eller mere som bevæger sig i jordkrydsende baner.

Tror du at et så skræmmende fremtidsperspektiv vil blive til virkelighed? Det er der overraskende mange der gør. Men de skubber enhver bekymring fra sig ved at berolige sig selv med at det ikke vil ske i deres levetid. Men hvorfor skulle planeten Jorden nogen sinde blive ødelagt — enten meget snart eller årtusinder ude i fremtiden? Det er jo ikke selve Jorden der er skyld i de problemer der plager dens beboere. Er det ikke snarere os mennesker der bærer ansvaret for de fleste af det 20. århundredes problemer, inklusive muligheden for fuldstændig at ’ødelægge jorden’? — Åbenbaringen 11:18.

Menneskets misrøgt modvirkes

Hvad med den mere sandsynlige mulighed at menneskeheden selv ødelægger Jorden med sin misrøgt og begærlighed? Der er ingen tvivl om at dele af Jorden allerede har lidt stor skade som følge af umådeholden skovhugst, forurening af atmosfæren og ødelæggelse af vandløb og vådområder. Forfatterne Barbara Ward og René Dubos opsummerede for omkring 25 år siden disse skader i deres bog Kun én jord på følgende måde: „De tre mere generelle områder, hvor forureningen gør sig gældende, og som vi må undersøge nærmere — i luften, i vandet og på landjorden — udgør selvfølgelig de tre vigtigste bestanddele af livet på vor klode.“ Og man kan vist ikke påstå at situationen er blevet væsentligt bedre siden.

I betragtning af at mennesket har mulighed for at ødelægge Jorden med sin tåbelige adfærd, er det opmuntrende at tænke på vor planets forunderlige evne til at genetablere og forny sig selv. I sin beskrivelse af denne forbløffende restitutionsevne kommer René Dubos med følgende opmuntrende oplysninger i bogen The Resilience of Ecosystems (Økosystemernes ukuelighed):

„Mange frygter at vi har været for længe om at erkende at miljøet er ved at blive ødelagt, eftersom mange af de økologiske skader der allerede er sket, er uoprettelige. Efter min mening er denne pessimisme ubegrundet, for økosystemerne er udstyret med kolossale ressourcer når det gælder om at restituere sig selv efter at have været udsat for store skader.

Økosystemer besidder adskillige mekanismer hvormed de kan genetablere sig selv. . . . Med deres hjælp er de i stand til at overvinde følgerne af forskellige forstyrrelser ved lidt efter lidt at genopbygge den oprindelige økologiske balance.“

Det kan lade sig gøre

I de senere år har man set et godt eksempel på dette i den renselsesproces som Themsen, Londons berømte flod, har gennemgået. Bogen The Thames Transformed (Themsens forandring) af Jeffery Harrison og Peter Grant beskriver dette bemærkelsesværdige projekt, som viser hvad der kan udrettes når mennesker samarbejder til fælles bedste. Prins Philip, hertugen af Edinburgh, skriver i sit forord til bogen: „Her har vi endelig en solstrålehistorie af et sådant format at den er værd at publicere, trods risikoen for at den måske kan forlede nogle til at tro at problemerne med at bevare [miljøet] ikke er så store som hævdet. . . . Alle kan fatte mod på baggrund af det man har opnået i Themsens tilfælde. Det gode budskab er at det kan lade sig gøre [at genoprette et økosystem], og at sådanne planer kan gennemføres.“

I kapitlet „The Great Clean-Up“ fortæller Jeffery Harrison og Peter Grant begejstret hvad man har udrettet i løbet af de sidste 50 år: „For første gang i historien er det lykkedes at rense en stærkt forurenet og industripåvirket flod i en sådan grad at massevis af vandfugle og fisk er vendt tilbage. At en sådan forandring har kunnet ske så hurtigt i et tilfælde som i begyndelsen så temmelig håbløst ud, kan opmuntre selv den mest pessimistiske fortaler for naturfredning.“

Jeffery Harrison og Peter Grant beskriver derefter selve forandringen: „Flodens tilstand var i årenes løb blevet værre og værre, og den fik nok dødsstødet under den anden verdenskrig da større kloakanlæg og kloakledninger blev beskadiget eller ødelagt. I 1940’erne og 1950’erne nåede Themsens „helbredstilstand“ lavmålet. Floden lignede en åben kloak. Vandet var sort, det indeholdt ingen ilt, og i sommermånederne bredte den rådne stank fra Themsen sig over et stort område. . . . De myldrende fisk var forsvundet bortset fra nogle få ål som var i stand til at overleve på grund af deres evne til at indånde luft fra flodens overflade. Fuglelivet langs flodens bebyggede strækninger mellem London og Woolwich blev reduceret til en håndfuld gråænder og knopsvaner, som i højere grad fik føden fra spildet på kajen hvor man lossede korn, end fra naturen. . . . Hvem ville dengang have troet at der ville ske en så dramatisk forandring af situationen? I løbet af ti år blev de samme strækninger af floden forvandlet fra et praktisk talt fugletomt område til et tilflugtssted for mange arter vandfugle, inklusive en overvintrende bestand på 10.000 andefugle og 12.000 vadefugle.“

Naturligvis er dette blot et enkeltstående tilfælde fra en lille plet på verdenskortet. Ikke desto mindre kan vi lære noget af dette eksempel. Det viser at menneskets misrøgt, begærlighed og tankeløshed ikke nødvendigvis betyder at Jorden er dømt til undergang. Med den rette oplæring og en forenet indsats til menneskehedens bedste vil man kunne rette op på de omfattende skader som Jordens økologi, miljø og landoverflade allerede har lidt. Men hvordan forholder det sig med muligheden for at noget udefra kommende, som kometer eller asteroider, kunne forårsage Jordens undergang?

Den følgende artikel indeholder et tilfredsstillende svar på dette vanskelige spørgsmål.

[Tekstcitat på side 5]

Oplæring og en forenet indsats vil kunne rette op på selv omfattende skader på Jorden

[Kildeangivelse på side 2]

Side 1, 3 og 32: NASA foto