Asteroider og kometer på kollisionskurs med Jorden?

’Den 30. juni, tidligt om morgenen, observerede man et højst usædvanligt fænomen i en landsby her i Sibirien. Højt oppe på himmelen så bønderne en genstand der skinnede meget klart, så klart at man ikke kunne se på den med det blotte øje. Lavt over horisonten, i samme retning, kunne man se en lille sort sky. Da den skinnende genstand nærmede sig Jordens overflade, blev den tilsyneladende knust til støv. Der hvor den havde været, dannede der sig nu en vældig sky af sort røg, og man hørte en kraftig eksplosion der lød som en lavine af store sten. Bygninger rystede, og forgrenede tunger af ild sprang op gennem skyen. Landsbyens beboere løb skrækslagne ud på gaden. Gamle koner græd; alle troede at det var verdens undergang.’ — Resumé af en artikel fra avisen Sibir i Irkutsk, Rusland, den 2. juli 1908.

LANDSBYENS beboere var ikke klar over at det var en genstand fra rummet der netop var eksploderet over deres hoveder. I dag, mere end 90 år senere, handler en af de mest bizarre forudsigelser af Jordens undergang om en katastrofe forårsaget af en asteroide eller en komet. Man hører akronymer som NEOs (near-earth objects) og PHOs (potentially hazardous objects) nævnt i forbindelse med apokalyptiske forudsigelser om at Jorden vil blive tilintetgjort som følge af nedslag af himmellegemer. Hollywood har skyndsomst omsat frygten for disse ting til rede penge med kassesucceser som Deep Impact og Armageddon.

Men hvor stor er sandsynligheden for at vi eller vore børn vil blive dræbt af en ildkugle fra himmelen? Skal vi forvente at vores baghave snart vil blive bombarderet med en regn af store stykker jern og is? Og vil de der bor i et kystområde, opleve at deres hjem bliver jævnet med jorden af en kolossal tidevandsbølge forårsaget af en omstrejfende asteroide der styrter i havet?

Et kredsløb fyldt med brokker fra planeter

Vores solsystem består af langt mere end Solen, de ni planeter og deres måner. Kometer (konglomerater af is og støv), asteroider (små eller mindre planeter) og meteoritter (hovedsagelig fragmenter af asteroider) kredser også rundt i solsystemet. Forskerne har længe vidst at Jorden bliver bombarderet fra rummet. Alene Månens ramponerede overflade er et tilstrækkeligt bevis på at vi befinder os i „et tæt befærdet område“. Hvis ikke vi havde atmosfæren, de tektoniske plader og erosionen som hele tiden ændrer Jordens overflade, ville vores planet være oversået med kratere ligesom Månen.

Forskerne anslår at der hver eneste dag kan ses hen ved 200 millioner meteorer i Jordens atmosfære. De fleste af de genstande der kommer ind i atmosfæren, er små og brænder op uden at nogen tager notits af det. Nogle af disse genstande overlever imidlertid den brændende varme der opstår når de kommer ind i atmosfæren, og deres hastighed bliver af luftmodstanden reduceret til omkring 320 kilometer i timen. Det der er tilbage af dem, rammer Jordens overflade som meteoritter. Eftersom de fleste falder i havet eller havner i ubeboede områder, har de sjældent forvoldt mennesker skade. Man anslår at de genstande der daglig trænger ind i atmosfæren, forøger Jordens vægt med flere hundrede tons.

Astronomer regner med at der findes cirka 2000 asteroider på mere end en kilometer i diameter som enten krydser eller kommer meget tæt på Jordens bane, men man har kun opdaget og kunnet følge omkring 200 af dem. Man mener også at der findes omkring en million asteroider på mere end 50 meter i diameter som kommer foruroligende nær Jordens bane. Asteroider i den størrelsesorden kan nå Jordens overflade og forvolde skade. Et sådant forholdsvis lille „projektil“ besidder en energi der svarer til den der findes i cirka 10 megatons trotyl — svarende til en stor atombombe. Jordens atmosfære kan beskytte os mod mindre nedslag, men den kan ikke standse genstande der besidder en så stor eller endnu større mængde energi. Statistisk set skulle vi ifølge nogle forskere gennemsnitlig kunne forvente ét nedslag af en genstand med en energi på 10 megatons trotyl i hvert århundrede. Nogle har beregnet at nedslag af genstande på hen ved en kilometer i diameter statistisk set kun vil ske én gang i løbet af 100.000 år.

Afslørende kratere, eksplosioner og kollisioner

Det er ikke svært at tro at vores planet i fortiden er blevet ramt af store genstande fra rummet. Jordens overflade er „koparret“ af mere end 150 kratere, som viser at sådanne nedslag har fundet sted. Nogle af dem er helt tydelige, andre kan kun ses fra luften, og andre igen er for længst blevet begravet eller befinder sig på havets bund.

Et af de mest kendte kratere, Chicxulub, er et „ar“ på 180 kilometer i diameter. Man mener at dette krater, der ligger tæt ved den nordlige spids af Yucatánhalvøen i Mexico, er nedslagssted for en ti kilometer bred komet eller asteroide. Nogle hævder at de klimaforandringer som dette nedslag udløste, var årsagen til dinosaurernes og andre land- og havdyrs udryddelse.

I Arizona i USA har en jernmeteorit formet det bemærkelsesværdige Barringer-krater (Meteor Crater) — et hul der er 1200 meter i diameter og 200 meter dybt. Hvad ville der ske hvis en meteorit af lignende størrelse ramte en by? En populær udstilling på Det Amerikanske Naturhistoriske Museum i New York viser at en sådan genstand, hvis den ramte Manhattan, ville udslette denne tætbefolkede bydel totalt.

Som nævnt i indledningen kom en asteroide eller et stykke af en komet på mindre end 100 meter i diameter den 30. juni 1908 buldrende ind i atmosfæren og eksploderede i 10 kilometers højde over et stort set ubeboet område i Tunguska i Sibirien. Tunguska-eksplosionen, der havde en styrke svarende til 15 megatons trotyl, ødelagde et område på størrelse med Fyn. Den væltede træerne, forårsagede ildebrande og dræbte rensdyrene. Hvor mange ville ikke være omkommet hvis eksplosionen var sket over et tætbefolket område?

I juli 1994 fokuserede teleskoper over hele Jorden på planeten Jupiter mens fragmenter af kometen Shoemaker-Levy 9 ramte denne planet. De midlertidige „ar“ Jupiter fik ved den lejlighed, vil stå dybt prentet i bevidstheden hos dem der fik førstehåndskendskab til kollisionerne. At se Jupiter blive ramt igen og igen fik både eksperter og lægfolk til at spekulere over hvad der kunne være sket hvis målet ikke havde været Jupiter, men Jorden.

Katastrofevisioner

Forskerne har med frygt og bæven overvejet hvilke forfærdelige konsekvenser det ville få hvis en komet eller en asteroide ramte Jorden. I det følgende beskrives de øjeblikkelige følger som de forestiller sig at en større kollision ville få. Først vil der komme en eksplosionsagtig skysøjle bestående af klippestykker og støv. De nedfaldende brokker vil skabe en meteorregn som vil gøre himmelen ildrød, antænde skove og græsmarker og udslette det meste af livet på landjorden. Støv som forbliver i atmosfæren i en længere periode, vil blokere for sollyset, få temperaturen til at falde brat og hindre fotosyntesen på den mørke jordoverflade nedenunder. Den hæmmede fotosyntese vil føre til et brud på fødekæden i havet og betyde døden for de fleste af dets skabninger. Miljøkatastrofen i en sådan vision vil blive rundet af med global syreregn og ødelæggelse af ozonlaget.

Hvis en sådan asteroide ramte havet, ville den medføre tidevandsbølger, tsunamier (kæmpemæssige havbølger), som ville kunne forårsage kolossale ødelæggelser. Tsunamier vil, i modsætning til den første trykbølge, kunne nå områder meget langt fra nedslagsstedet og medføre omfattende ødelæggelser i kystområder tusinder af kilometer borte. Astronomen Jack Hills siger: „Hvor der nu er byer, vil der kun være muddersumpe tilbage.“

Man bør dog være forsigtig med sådanne påstande. Mange af teorierne er ren spekulation. Ingen har jo været vidne til eller undersøgt en asteroides sammenstød med Jorden. Nutidens mediehysteri har givet anledning til sensationsprægede avisoverskrifter baseret på ufuldstændige og unøjagtige oplysninger. (Se rammen ovenfor.) Faktisk siger man at risikoen for at blive dræbt af et objekt der falder ned fra himmelen, er betydeligt lavere end risikoen for at miste livet i en trafikulykke.

Hvad kan der gøres?

Mange eksperter mener at det bedste man kan gøre for at afværge en katastrofe hvis en komet eller asteroide er på vej mod Jorden, er at opsende en raket der kan standse „angriberen“ eller i det mindste ændre dens kurs. Hvis der er tale om en lille asteroide som man opdager mange år før dens beregnede nedslag, vil en sådan aktion muligvis være tilstrækkelig til at afværge en kollision.

Hvis der skulle opstå risiko for at en større genstand fra rummet vil kollidere med Jorden, foreslår nogle forskere imidlertid at man bruger kernevåben. I så fald mener man at en omhyggeligt anbragt kerneeksplosion vil kunne skubbe asteroiden ud i en mere sikker bane der kan ændre et „pletskud“ til en „forbier“. Asteroidens størrelse og afstand fra Jorden vil være afgørende for hvor kraftig en kernesprængladning der ville være behov for.

Men problemet er at ingen af disse mulige forsvarsmetoder vil kunne bruges uden et passende forvarsel. De astronomhold der er tilknyttet Spacewatch og Near Earth Asteroid Tracking, er udelukkende beskæftiget med at opspore asteroider, men mange mener at der burde gøres en større indsats på dette område.

Der er naturligvis grænser for hvor stor viden ufuldkomne mennesker kan få om sådanne himmellegemers position og bevægelser. Der er dog ingen grund til at være meget bekymret eller bange for trusler om at fremtiden for livet på Jorden skulle være i fare. Universets Skaber, Jehova Gud, giver os den bedste garanti for at ingen komet eller asteroide nogen sinde vil få lov til at udslette alt liv på Jorden.a Bibelen giver os dette løfte: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29; Esajas 45:18.

[Fodnote]

[Ramme på side 27]

Tilfældet 1997 XF11

Den 12. marts 1998 spredtes følgende dårlige nyhed med lynets hast over hele Jorden: En asteroide med en diameter på 1,5 kilometer er på vej imod os, og den vil ramme Jorden den 26. oktober 2028, „en torsdag“. Denne asteroide, der blev kaldt 1997 XF11, blev opdaget den 6. december 1997 af astronomen Jim Scotti fra Spacewatch-gruppen ved universitetet i Arizona. Ved hjælp af ældre data og nyere observationer frigav forskere tilknyttet Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics oplysninger som af nogle blev brugt til at forudsige at asteroiden ville komme så tæt på Jorden at afstanden kun ville være 50.000 kilometer — en hårsbredde efter astronomisk målestok og så tæt på at en kollision med Jorden var uundgåelig. Tv-stationerne bragte skrækindjagende simulationer af en asteroides kollision med Jorden. Men allerede dagen efter var faren drevet over. Nye data og beregninger viste at asteroiden ikke ville komme så tæt på Jorden at afstanden blev mindre end 1.000.000 kilometer. Selv om den stadig ville komme tættere på os end nogen asteroide af den størrelse som man tidligere havde observeret, var der nu tale om en sikker afstand. Medierne reagerede hurtigt med overskrifter som: „Forskernes beregninger var ikke helt nøjagtige“.

[Illustration på side 26]

1. Halleys komet

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af ROE/Anglo-Australian Observatory; foto: David Malin

[Illustration på side 26]

2. Kometen Ikeya-Seki

[Kildeangivelse]

Efter foto fra NASA

[Illustration på side 26]

3. Asteroiden 951 Gaspra

[Kildeangivelse]

NASA/JPL/Caltech

[Illustration på side 26]

4. Barringer-krateret — et hul der er 1200 meter i diameter og 200 meter dybt

[Kildeangivelse]

▼ Foto: D. J. Roddy og K. Zeller, U.S. Geological Survey

[Kildeangivelse på side 25]

NASA photo