„Vi har blot gjort hvad vi var skyldige at gøre“
FORTALT AF GEORGE COUCH
Efter at have forkyndt hele formiddagen fra hus til hus tog min makker to sandwich frem. Da vi havde spist dem, fandt jeg en cigaret frem for at ryge. „Hvor længe har du været i sandheden?“ spurgte han. „Jeg overværede mit første møde i går,“ svarede jeg.
JEG blev født den 3. marts 1917 på en gård omkring 50 kilometer øst for Pittsburgh i Pennsylvania, USA, i nærheden af den lille by Avonmore. Her boede mine fire brødre, min søster og jeg sammen med vores forældre.
Det var begrænset hvad vi fik af religiøs oplæring. På et tidspunkt gik mine forældre i kirke, men det holdt de op med mens vi børn endnu var små. Vi troede imidlertid på at der fandtes en Skaber, og i familien fulgte vi grundlæggende principper fra Bibelen.
Det bedste mine forældre lærte mig, var hvordan man påtog sig et ansvar og skuldrede det. Det var vigtigt når man skulle drive en gård. Men vores tilværelse var ikke kun arbejde. Vi hyggede os med sunde former for adspredelse, som for eksempel basketball, baseball, ridning og svømning. Vi havde ikke mange penge, men alligevel nød vi livet på gården. I de første skoleår foregik undervisningen i en skolebygning med kun ét rum, men senere gik vi i gymnasiet inde i byen.
I min gymnasietid gik jeg en aften en tur i byen med en af mine venner. En køn pige kom ud af et hus for at hilse på min ven. Han præsenterede mig for Fern Prugh. Det var heldigt at hendes hjem og gymnasiet lå på samme vej. Ofte når jeg gik forbi, var Fern i gang med at ordne nogle ting udenfor. Hun var tydeligvis en flittig pige, og det gjorde et stort indtryk på mig. Vi opbyggede et nært venskab og blev forelsket i hinanden, og i april 1936 giftede vi os.
Lærer om sandheden fra Bibelen
Før jeg blev født, var der en ældre kvinde som folk i byen behandlede dårligt på grund af hendes religion. Hver lørdag når min mor var på indkøb i byen, besøgte hun hende. Helt frem til den dag kvinden døde, gjorde mor rent for hende og hjalp hende med at købe ind. Jeg tror at Jehova velsignede mor fordi hun var så venlig mod denne kvinde, der var bibelstudent, som Jehovas vidner dengang blev kaldt.
Nogen tid efter døde min tantes lille datter pludselig. Kirken kunne ikke give min tante megen trøst, men det kunne en nabo der var bibelstudent. Hun forklarede min tante hvad der sker når man dør. (Job 14:13-15; Prædikeren 9:5, 10) Det var til stor trøst, og min tante fortalte det hun havde lært om opstandelseshåbet, videre til min mor. Det vakte min mors interesse. Hendes forældre var døde da hun var barn, og derfor ville hun gerne vide hvad der sker når man dør. Denne episode lærte mig vigtigheden af altid at udnytte mulighederne for at forkynde når lejlighed byder sig.
I 1930’erne begyndte mor hver søndag formiddag at lytte til radioudsendelserne med Joseph F. Rutherford, der dengang var præsident for Watch Tower Bible and Tract Society. I disse år begyndte Jehovas vidner også at forkynde fra hus til hus i vores kvarter. De opstillede en rejsegrammofon i gården under et skyggefuldt træ og afspillede broder Rutherfords prædikener. Disse plader og bladene Vagttårnet og Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!) hjalp min mor til at bevare interessen.
Nogle få år senere, i 1938, modtog alle der abonnerede på Vagttårnet, et postkort med en invitation til et særligt møde i et privat hjem der lå omkring 25 kilometer væk. Det ville min mor gerne overvære, så Fern og jeg samt to af mine brødre tog med hende. John Booth og Charles Hessler, der begge tjente som Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd, holdt foredrag for en halv snes stykker. Bagefter begyndte de at organisere en gruppe der skulle deltage i forkyndelsen næste formiddag. Der var ingen der meldte sig. Broder Hessler henvendte sig så til mig og spurgte: „Hvorfor tager du ikke med os?“ Jeg var ikke helt klar over hvad de skulle lave, men jeg kunne ikke finde på nogen undskyldning for ikke at hjælpe dem.
Vi gik fra hus til hus og forkyndte indtil middag, og det var ved denne lejlighed at broder Hessler trak to sandwich frem. Vi satte os på kirketrappen og begyndte at spise. Derefter tog jeg cigaretten frem for at ryge, og pludselig gik det op for broder Hessler at jeg kun havde overværet ét møde. Samme aften inviterede han sig selv til aftensmad hjemme hos os og bad os indbyde vores naboer til en bibelsk drøftelse. Efter aftensmaden ledte han et bibelstudium med os og holdt et foredrag for den lille gruppe på omkring ti der var mødt op. Han sagde at vi skulle have et ugentligt bibelstudium. Det syntes naboerne nu ikke var nødvendigt, men Fern og jeg begyndte at studere Bibelen hver uge.
Fremskridt i sandheden
Kort efter begyndte Fern og jeg at tage ud i forkyndelsen. Vi sad på bagsædet af bilen og havde lige tændt vores cigaretter da min bror vendte sig om og sagde: „Jeg har lige hørt at Jehovas vidner ikke ryger.“ Øjeblikkelig smed Fern sin cigaret ud ad vinduet — jeg røg min færdig. Selv om vi havde nydt at ryge, tændte vi aldrig mere en cigaret.
Efter vores dåb i 1940 var Fern og jeg til et møde hvor vi studerede en artikel der begejstret omtalte pionertjenesten. På vej hjem spurgte en broder: „Hvorfor begynder du og Fern ikke som pionerer? Der er jo ikke noget der hindrer jer.“ Næh, det var der jo ikke; vi begyndte derfor at gøre de nødvendige forandringer. Jeg sagde op på mit arbejde, hvor jeg havde en måneds opsigelse, og vi forberedte os til at begynde som pionerer.
Vi rådførte os med Vagttårnsselskabet om hvor vi skulle tjene, og flyttede derefter til Baltimore i Maryland. Her var der et pionerhjem hvor vi skulle betale 10 dollars om måneden for kost og logi. Vi havde en lille opsparing som vi mente sagtens kunne strække til Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14, 16) Vi har nemlig altid troet at Harmagedon var lige om hjørnet. Da vi begyndte som pionerer, afhændede vi derfor vores hus og koncentrerede os om forkyndelsen.
Vi var pionerer i Baltimore fra 1942 til 1947. Det var en tid hvor der var stor modstand mod Jehovas Vidners arbejde. I stedet for at køre i egen bil ud til dem vi studerede Bibelen med, fik vi nogle gange andre til at sætte os af. Så undgik vi at vores dæk blev skåret i stykker. Der er ingen der bryder sig om den slags modstand, men vi har altid været meget glade for at forkynde. Faktisk så vi frem til lidt spænding når vi udførte Herrens arbejde.
Inden længe havde vi brugt hele vores opsparing. Bilen trængte til nye dæk, og vi kunne godt selv bruge nyt tøj og nye sko. Vi blev syge to eller tre gange i længere perioder. Det var ikke nemt at fortsætte som pioner, men vi overvejede aldrig at stoppe. Vi talte ikke engang om det, men forenklede vores tilværelse så vi kunne fortsætte.
En ny opgave
I 1947 tog vi til områdestævne i Los Angeles. Under stævnet fik min storebror William og jeg hver et brev hvori vi blev bedt om at begynde i rejsetjenesten. Vi skulle besøge og hjælpe forskellige menigheder. Dengang fik man ikke nogen særlig oplæring i dette arbejde. Vi gik bare i gang. I de næste syv år tjente Fern og jeg i Ohio, Michigan, Indiana, Illinois og New York. I 1954 blev vi indbudt til Gileadskolens 24. klasse, hvor vi blev oplært som missionærer. Men under opholdet blev Fern ramt af polio. Heldigvis kom hun sig, og vi fik til opgave at virke i rejsetjenesten i New York og Connecticut.
Mens vi besøgte Samford i Connecticut spurgte Vagttårnsselskabets daværende præsident, Nathan H. Knorr, om ikke vi ville tilbringe weekenden sammen med ham og hans kone, Audrey, på Betel. Om aftenen serverede de en lækker bøf med alt hvad dertil hører. Vi havde lært dem at kende tidligere, og jeg kendte broder Knorr godt nok til at vide at han havde noget bestemt på hjerte, ud over samværet og aftensmaden. Senere på aftenen spurgte han mig: „Kunne du ikke tænke dig at komme på Betel?“
„Det ved jeg ikke rigtig; jeg kender ikke så meget til betellivet,“ svarede jeg.
Efter at have overvejet det i nogle uger sagde vi til broder Knorr at vi ville komme hvis han gerne ville have det. Ugen efter modtog vi et brev hvori vi blev indbudt til at begynde på Betel den 27. april 1957 — vores 21 års bryllupsdag.
Den første dag på Betel fortalte broder Knorr mig klart og tydeligt hvad han forventede af mig. Han sagde: „Du er ikke længere i rejsetjenesten; du er her for at arbejde på Betel. Det er det vigtigste arbejde du har at udføre, og vi vil gerne have at du lægger din tid og energi i den oplæring du får her. Vi vil gerne have at du bliver.“
Et meningsfyldt liv på Betel
Jeg blev først sat til at arbejde i abonnements- og forsendelsesafdelingen. Senere, efter cirka tre år, bad broder Knorr mig om at møde på hans kontor. Han fortalte at den egentlige grund til at jeg var blevet bedt om at tage på Betel, var at jeg skulle arbejde i huset. Meget direkte sagde han: „Du er her for at lede al det praktiske arbejde på Betel.“
At stå for al det praktiske arbejde på Betel mindede mig om nogle ting mine forældre havde lært mig under min opvækst på gården. Der er mange ligheder mellem et betelhjem og en almindelig husførelse. Der skal vaskes tøj, laves mad, vaskes op, redes senge og så videre. Betelkontoret forsøger at gøre Betel til et behageligt sted at bo, et sted hvor man føler sig hjemme.
Jeg tror at familier kan lære meget af den måde Betel ledes på. Vi står tidligt op om morgenen og begynder dagen med nogle åndelige tanker gennem dagstekstdrøftelsen. Det forventes at vi er flittige og har en velafbalanceret, men travl tilværelse. Betel er ikke et kloster, som nogle tror. Vi udretter meget fordi vores dag er planlagt. Mange har sagt at den oplæring de har modtaget på Betel, senere har hjulpet dem til at varetage ansvaret i deres egen familie og i den kristne menighed.
Unge mænd og kvinder der kommer på Betel, kan blive sat til at gøre rent, vaske tøj eller arbejde på trykkeriet. Nogle i verden vil måske gerne have os til at tro at den slags arbejde er ydmygende og nedværdigende. Men unge på Betel opdager at disse arbejdsopgaver er nødvendige for at betelfamilien kan fungere på en god måde og til glæde for alle.
Verden fremmer måske også den tanke at det kun er prestige og position der kan gøre én lykkelig. Men det er forkert. Når vi gør det vi har fået besked på, har vi „blot gjort hvad vi var skyldige at gøre“, og så vil vi blive velsignet af Jehova. (Lukas 17:10) Vi vil kun være virkelig glade og tilfredse hvis vi husker formålet med vores arbejde — at gøre Jehovas vilje og fremme Rigets interesser. Hvis vi tænker på det, vil vi finde glæde ved en hvilken som helst arbejdsopgave vi måtte blive sat til.
En forret at have del i væksten
I 1942, over ti år før vi kom på Betel, holdt broder Knorr ved områdestævnet i Cleveland, Ohio, et foredrag med titlen „Freden — kan den vare ved?“ Han gjorde det klart at den anden verdenskrig, der rasede på det tidspunkt, ville slutte og blive efterfulgt af en fredsperiode der ville gøre det muligt at udvide forkyndelsesarbejdet. Både Gileadskolen, som skulle oplære missionærer, og Den Teokratiske Skole, der skulle lære brødrene at holde bedre offentlige foredrag, blev oprettet i 1943. Der blev også organiseret store områdestævner. De mest kendte stævner er nok dem der blev afholdt på Yankee Stadium i New York i 1950’erne. I forbindelse med områdestævnerne i 1950 og 1953 hjalp jeg med at oprette den enorme campingplads hvor titusinder af stævnedeltagere skulle indkvarteres de otte dage stævnerne varede.
Efter disse stævner, og det største af dem alle i 1958, skete der en stor vækst i antallet af forkyndere. Det fik betydning for vores arbejde på Betel. I slutningen af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne fik vi hårdt brug for både plads og værelser til arbejdere. For at kunne huse den voksende familie måtte vi skaffe plads til flere soveværelser, køkkener og spisesale.
Broder Knorr bad broder Max Larson, som var trykkeritilsynsmand, og mig om at finde ejendomme der egnede sig til udvidelser. Da jeg i 1957 kom på Betel, boede de 500 betelitter i én stor boligblok. Men i årenes løb har Selskabet købt og renoveret tre store nærliggende hoteller — Towers, Standish og Bossert — samt en hel del mindre bygninger. I 1986 købte Selskabet den ejendom hvor Hotel Margaret havde ligget, og omdannede den flotte nye bygning til bolig for omkring 250. I begyndelsen af 1990’erne blev der opført et 30-etages boligkompleks, der kunne huse yderligere 1000 arbejdere. Der er nu plads til at de mere end 3300 betelitter både kan bo og spise på Brooklyn Betel.
Der blev også købt en ejendom i Wallkill, New York, omkring 160 kilometer fra Brooklyn Betel. Her begyndte man i slutningen af 1960’erne at bygge boligkomplekser og et stort trykkeri. I dag bor og arbejder omkring 1200 medlemmer af vores betelfamilie dér. I 1980 begyndte man at søge efter omkring 250 hektarer jord der lå nærmere New York City, og som havde gode tilkørselsmuligheder. Ejendomsmægleren lo og sagde: „Hvor har I tænkt jer at finde det henne? Det er simpelt hen umuligt.“ Men næste morgen ringede han tilbage og sagde: „Jeg har fundet det I ønsker.“ I dag kalder vi det Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York. Her afholdes der kurser, og der er en betelfamilie på over 1300.
Hvad livet har lært mig
Jeg har lært at en god tilsynsmand skal kunne tage imod værdifulde oplysninger fra andre. De fleste af de idéer jeg har haft den forret at føre ud i livet som tilsynsmand på Betel, er kommet fra andre.
Da jeg kom på Betel var der mange der var oppe i årene, ligesom jeg selv er i dag. De fleste er døde nu. Hvem erstatter dem der bliver ældre og dør? Det er ikke altid dem der har de største færdigheder, men dem der trofast passer deres arbejde, og som stiller sig til rådighed.
Man må heller ikke glemme hvor værdifuldt det er at have en god kone. At jeg har kunnet varetage mine teokratiske forpligtelser, skyldes i vid udstrækning den støtte min kære kone, Fern, har givet mig. En ægtemand har det ansvar at sikre sig at hans kone trives med sit arbejde. Jeg forsøger at planlægge forskellige ting som Fern og jeg kan lide at foretage os sammen. Det behøver ikke at koste mange penge, bare det at man får brudt den daglige rutine. Det er mandens ansvar at sørge for at hans kone er glad. Den tid man har sammen som ægtefolk, er værdifuld og flyver af sted, og derfor må man sørge for at udnytte den bedst muligt.
Jeg glæder mig over at leve i de sidste dage, som Jesus omtalte. Det er den mest interessante tid i menneskets historie. Vi kan med troens øjne spejde efter og blive vidne til hvordan Herren forbereder sin organisation til den lovede nye verden. Når jeg ser tilbage på mit liv i Jehovas tjeneste, er jeg ikke i tvivl om at det er Jehova, og ikke mennesker, der leder denne organisation. Vi er kun hans tjenere. Derfor må vi altid se hen til ham efter vejledning. Så snart det står klart for os hvad han ønsker vi skal gøre, må vi uden tøven adlyde og samarbejde om at gøre det.
Hvis man fuldt ud samarbejder med Jehovas organisation, kan man være sikker på at få et meningsfyldt og lykkeligt liv. Følg vejledningen, og værdsæt din opgave hvad enten du tjener som pioner, virker i rejsetjenesten eller missionærtjenesten, forkynder i en menighed eller arbejder på Betel. Gør dit yderste for at finde glæde ved enhver opgave du måtte få, og nyd hver eneste dag i Jehovas tjeneste. Indimellem vil man blive træt og måske føle sig overbebyrdet eller nedtrykt. Men så er det at man skal huske hvorfor man har indviet sig til Jehova. Det er for at gøre hans vilje, ikke vores egen.
Der har ikke været en eneste dag hvor jeg har været ked af at skulle på arbejde, for når vi helhjertet tjener Jehova, har vi den tilfredshed at vide at ’vi blot har gjort hvad vi var skyldige at gøre’.
[Illustration på side 19]
Som pioner i Baltimore 1946
[Illustration på side 19]
Sammen med Fern på campingpladsen
[Illustration på side 19]
Abonnementsafdelingen
[Illustration på side 19]
Campingpladsen i 1950
[Illustration på side 22]
Sammen med Audrey og Nathan Knorr
[Illustration på side 23]
Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York
[Illustration på side 24]
Fern og mig i dag