Er du vågen over for tidens tegn?

AT VÆRE vågen over for en fare kan betyde forskellen mellem liv og død. Det kan illustreres med det der skete på to vulkanøer.

Den 8. maj 1902, på den caribiske ø Martinique, kom Mont Pelée, den mest dødbringende vulkan i det 20. århundrede, i udbrud. Den dræbte så godt som alle de 30.000 der boede i Saint Pierre, en by ved foden af vulkanen.

I juni 1991 eksploderede Mount Pinatubo i århundredets måske mest voldsomme vulkanudbrud. Det skete i et tætbefolket område i Filippinerne, og cirka 900 omkom. Men denne gang var to faktorer medvirkende til at tusinder af menneskeliv blev reddet: (1) folks årvågenhed over for faren og (2) folks villighed til at give agt på advarslerne.

Handling redder menneskeliv

Mount Pinatubo havde været uvirksom i flere hundrede år da den i april 1991 begyndte at vise tegn på et kommende udbrud. Damp og svovldioxid steg op fra vulkankeglen. De lokale beboere mærkede en række jordrystelser, og en ildevarslende strøm af størknet lava begyndte at stige op i bjerget. Forskere fra Det Filippinske Institut for Vulkanologi og Seismologi holdt nøje øje med vulkanen og overbeviste i god tid myndighederne om at det ville være klogt at evakuere 35.000 indbyggere fra de nærliggende byer og landsbyer.

Folk flygter forståeligt nok kun modvilligt fra deres hjem uden grund, men enhver tvivl blev bortvejret da der blev vist en videofilm som skildrede farerne ved et vulkanudbrud. Masseevakueringen skete netop i rette tid. To dage senere eksploderede vulkanen, og 8 kubikkilometer aske blev slynget ud i atmosfæren. Mudderstrømme, de såkaldte laharer, dræbte senere flere hundreder. Men tusinder undgik sandsynligvis døden fordi de var blevet gjort opmærksomme på faren og havde lyttet til advarslerne.

På flugt fra en menneskeskabt katastrofe

I det første århundrede måtte de kristne i Jerusalem også tage stilling til om de ville forlade deres hjem eller ej. Deres flugt fra byen i år 66 frelste dem fra den ødelæggelse der i år 70 kom over de tilbageblevne indbyggere og de tusinder af jøder der var kommet til Jerusalem i anledning af påsken. Over en million mennesker befandt sig inden for byens mure i forbindelse med fejringen af påsken da de romerske hære afskar dem enhver mulighed for flugt. Hungersnød, magtkampe og romernes ubønhørlige angreb resulterede i at over en million mistede livet.

Den katastrofe der knuste jødernes oprør mod Rom, kom ikke som nogen overraskelse. Adskillige årtier tidligere havde Jesus Kristus forudsagt at Jerusalem ville blive belejret. Han sagde: „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den.“ (Lukas 21:20, 21) Vejledningen var meget klar, og Jesu disciple tog den alvorligt.

Ifølge historikeren Eusebios fra Cæsarea, der levede i det fjerde århundrede, gav de kristne i hele Judæa agt på Jesu advarsel. Da romerne hævede den første belejring af Jerusalem i år 66, flygtede mange kristne jøder til den hedenske by Pella, der lå i den romerske provins Peræa. Fordi de var vågne over for tidens tegn, og gav agt på Jesu advarsler, undslap de det der er blevet beskrevet som „en af historiens frygteligste belejringer“.

I dag må vi også være vågne og villige til at give agt på advarsler. Den følgende artikel forklarer hvorfor.

[Kildeangivelse på side 3]

Godo-Foto, West Stock