Hvordan man forhandler om en rimelig brudekøbesum

I dag kræver nogle kulturer at der betales en brudekøbesum inden en mand kan gifte sig med en kvinde. Det samme var tilfældet på Bibelens tid. „Jeg vil tjene dig syv år for Rakel, din yngste datter,“ sagde Jakob til sin kommende svigerfar, Laban. (1 Mosebog 29:18) Jakob elskede Rakel og tilbød derfor en høj pris — det der svarede til syv års løn. Laban accepterede tilbudet, men narrede Jakob til først at gifte sig med den ældste datter, Lea. Laban fortsatte med at behandle Jakob uærligt. (1 Mosebog 31:41) Labans døtre mistede respekten for ham fordi han lagde for stor vægt på materiel velstand. „Regnes vi egentlig ikke for fremmede for ham, eftersom han har solgt os og han til stadighed spiser endog af de penge der er givet for os?“ spurgte de. — 1 Mosebog 31:15.

Desværre er mange forældre i vor tids materialistiske verden ligesom Laban. Og nogle er endnu værre. Ifølge en afrikansk avis er der ægteskaber som bliver forhandlet „ene og alene for at begærlige fædre kan profitere af det“. En anden faktor er det økonomiske pres der frister nogle forældre til at betragte deres døtre som et middel til at lette en økonomisk krise.a

Nogle forældre holder deres giftemodne døtre tilbage fra at indgå ægteskab fordi de venter på det højeste bud. Det kan skabe alvorlige problemer. En journalist der er udstationeret i Østafrika, har skrevet: „Unge vælger at løbe bort og gifte sig for at undgå at skulle betale den ublu medgift som stædige svigerforældre forlanger.“ Et af de problemer som kravet om en høj brudekøbesum har resulteret i, er kønslig umoralitet. Nogle unge mænd har formået at købe en kone, men er derefter dybt forgældet. „Forældre bør være rimelige,“ opfordrer en sydafrikansk socialrådgiver. „De bør ikke kræve høje beløb. De nygifte skal jo kunne klare dagen og vejen . . . Så hvorfor ruinere den unge mand?“

Hvordan kan kristne forældre sætte et godt eksempel og være rimelige når de forhandler om betalingen af en brudekøbesum? Det er en alvorlig sag, for Bibelen giver denne befaling: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ — Filipperne 4:5.

Bibelens principper er rimelige

Det er en personlig afgørelse om kristne forældre vil forhandle om en brudekøbesum eller ej. Hvis de vælger at gøre det, bør sådanne forhandlinger føres i overensstemmelse med Bibelens principper. „Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge,“ siger Guds ord. (Hebræerne 13:5) Hvis dette princip ikke præger ægteskabsforhandlingerne, vil det måske afsløre at en kristen far ikke er et godt eksempel. Mænd der har ansvarsposter i den kristne menighed, skal være rimelige; de må ikke være pengekære eller „begærlige efter uærlig vinding“. (1 Timoteus 3:3, 8) En kristen der begærligt afkræver nogen en høj brudekøbesum og ikke vil ændre sind, kan blive udstødt af menigheden. — 1 Korinther 5:11, 13; 6:9, 10.

På grund af de problemer som begærlighed medfører, har nogle regeringer vedtaget love der lægger et loft over brudekøbesummen. For eksempel siger en lov i det vestafrikanske land Togo at brudekøbesummen „kan betales i naturalier eller i kontanter eller på begge måder“. Loven tilføjer: „Beløbet må under ingen omstændigheder overstige 10.000 C.F.A. franc (cirka 135 kroner).“ Flere steder i Bibelen bliver de kristne formanet til at være lovlydige borgere. (Titus 3:1) En sand kristen vil følge loven, også selv om regeringen ikke håndhæver den. På den måde vil han bevare en god samvittighed over for Gud og undgå at blive årsag til snublen og fald for andre. — Romerne 13:1, 5; 1 Korinther 10:32, 33.

Hvem er ansvarlig for forhandlingerne?

I nogle kulturer kan den måde hvorpå man forhandler om brudekøbesummen, kollidere med et andet vigtigt princip. Ifølge Bibelen har faderen ansvar for det der foregår i hans husstand. (1 Korinther 11:3; Kolossenserne 3:18, 20) De der har ansvarsposter i menigheden, skal derfor være mænd ’som på en god måde præsiderer iblandt deres børn og i deres egen husstand’. — 1 Timoteus 3:12.

I nogle samfund er det almindeligt at vigtige ægteskabsforhandlinger overlades til familiefaderens slægtninge. Og disse slægtninge gør krav på en del af brudekøbesummen. Det kan sætte en kristen familie på en prøve. Nogle familiefædre har tilladt ikketroende slægtninge at forlange en høj brudekøbesum under påskud af at det er skik og brug. Det har nogle gange resulteret i at en kristen pige er blevet gift med en ikketroende i strid med formaningen om at kristne kun skal gifte sig „i Herren“. (1 Korinther 7:39) En familiefar der tillader ikketroende slægtninge at træffe beslutninger som får en nedbrydende virkning på hans børns åndelighed, kan ikke betragtes som en der „præsiderer i sin egen husstand på en god måde“. — 1 Timoteus 3:4.

Hvad nu hvis en kristen far, ligesom den gudfrygtige patriark Abraham, ikke direkte tager del i ægteskabsforhandlingerne i forbindelse med et af sine børn? (1 Mosebog 24:2-4) Hvis en anden udnævnes til at lede forhandlingerne, må den kristne far sikre sig at vedkommende følger en fremgangsmåde der er i overensstemmelse med Bibelens rimelige principper. Inden man begynder at forhandle om en brudekøbesum, må kristne forældre omhyggeligt tænke sagen igennem og ikke lade sig rive med af urimelige skikke eller krav. — Ordsprogene 22:3.

Undgå ukristne egenskaber

Bibelen fordømmer stolthed og ’praleri med de midler man har at leve af’. (1 Johannes 2:16; Ordsprogene 21:4) Alligevel er der nogle i den kristne menighed som har udvist sådanne egenskaber ved ægteskabsforhandlinger. De har efterlignet verden ved at skilte med hvor stor en brudekøbesum de har betalt eller modtaget. Der er imidlertid også et andet problem. Et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer i Afrika skriver: „Nogle ægtemænd har ikke vist den rette respekt når svigerfamilien har stillet rimelige krav, men har set ned på deres kone fordi hun kun er blevet købt for det der svarer til prisen for en ged.“

Nogle kristne er blevet grebet af begærlighed efter en høj brudekøbesum, og det har fået tragiske konsekvenser. Her er for eksempel en rapport fra et andet af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer: „Det er generelt svært for enlige brødre at blive gift eller for søstre at finde en ægtefælle. Det har resulteret i et stigende antal udstødelser som følge af umoralitet. Nogle brødre tager til minerne for at søge efter guld eller diamanter som de kan sælge for at få tilstrækkeligt med penge til at blive gift. Det tager dem måske et, to eller flere år, og de bliver som regel åndeligt svage mens de er væk fra brødrene og menigheden.“

For at undgå sådanne sørgelige konsekvenser må kristne forældre følge det eksempel som modne kristne i menigheden sætter. Apostelen Paulus havde ingen børn, men han var rimelig over for sine medtroende. Han undgik omhyggeligt at ligge nogen til byrde. (Apostelgerninger 20:33) Kristne forældre bør have hans uselviske eksempel i tanke når de skal forhandle om en brudepris. Vi må huske at Paulus var inspireret af Gud da han skrev: „Bliv i forening mine efterlignere, brødre, og hold blikket rettet mod dem som vandrer således, efter det eksempel I har i os.“ — Filipperne 3:17.

Nogle der har vist rimelighed

I forbindelse med ægteskabsforhandlinger har mange kristne forældre vist at de er rimelige. Det er Joseph og hans kone, Mae,b der er heltidsforkyndere, et godt eksempel på. De bor på Salomonøerne, hvor det nogle gange kan være et problem at skulle forhandle om en brudekøbesum. For at undgå sådanne vanskeligheder sørgede Joseph og Mae for at deres datter Helen blev gift på en naboø. De fulgte samme fremgangsmåde da en anden af deres døtre, Esther, skulle giftes. Joseph gik også med til at hans svigersøn Peter betalte en brudekøbesum der var langt under hvad man med rimelighed kunne forvente. Da Joseph blev spurgt om hvorfor han gjorde det, svarede han: „Jeg ville ikke lægge en byrde på min svigersøn, som er pioner.“

I Afrika er der også mange Jehovas vidner som viser at de er rimelige. Nogle steder forventer slægtninge almindeligvis at modtage et stort pengebeløb inden der forhandles om den egentlige brudepris. Nogle forventer endog at brudgommen for at sikre sig bruden lover at han vil betale den fremtidige brudekøbesum for sin forlovedes lillebror.

Men Kossi og hans kone, Mara, fulgte ikke denne skik. Deres datter, Beboko, blev for nylig gift med en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd. Inden brylluppet lagde nogle i familien et stort pres på forældrene for at få udbetalt deres del af en stor brudekøbesum. Men ægteparret stod fast og nægtede at føje dem. I stedet forhandlede de selv med deres kommende svigersøn. De bad om et meget lille beløb for deres datter og returnerede derefter halvdelen af pengene til de forlovede så de kunne bruge dem til at forberede deres bryllupsdag.

Et andet eksempel fra samme land drejer sig om en ung forkynder ved navn Itongo. I begyndelsen forlangte hendes familie en rimelig brudekøbesum, men den øvrige familie krævede at beløbet blev hævet. Atmosfæren var spændt, og det så ud til at disse slægtninge ville få deres vilje. Itongo er en genert pige, men alligevel rejste hun sig op og sagde respektfuldt at hun var besluttet på at blive gift med en nidkær kristen forkynder ved navn Sanze, som det var planlagt. Derefter sagde hun modigt: „Mbi ke“ (der betyder „sagen er afgjort“) og satte sig ned. Hun blev bakket op af sin kristne mor, Sambeko. Sagen blev ikke drøftet mere, og parret blev gift som oprindelig planlagt.

Der er noget som kærlige, kristne forældre er meget mere optaget af end en personlig fordel af en brudekøbesum. En mand i Cameroun forklarer: „Min svigermor benytter enhver lejlighed til at fortælle mig at det jeg vil give hende som brudekøbesum, skal jeg hellere bruge til at sørge for hendes datter.“ Kærlige forældre interesserer sig også for deres børns åndelige velfærd. Tag for eksempel Farai og Rudo der bor i Zimbabwe, og som bruger meget tid på at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Selv om de ikke har en fast indkomst, gav de deres to døtre bort i ægteskab for en brøkdel af den sum der sædvanligvis forlanges. Hvorfor? De ville gerne have at deres døtre blev gift med mænd der elskede Jehova. „Det vigtigste for os var vore døtres og svigersønners åndelighed,“ forklarede de. Hvilken skøn indstilling! Svigerforældre der kærligt interesserer sig for om deres gifte børn trives åndeligt og materielt, bør roses.

Fordelene ved at være rimelig

Joseph og Mae på Salomonøerne blev velsignet for den gavmilde og betænksomme måde hvorpå de sørgede for deres døtres bryllup. Deres svigersønner blev ikke sat i gæld, og begge ægtepar har i stedet været heltidsforkyndere i mange år. Joseph ser tilbage og siger: „De beslutninger som jeg og min familie har truffet, har resulteret i mange velsignelser. Det er rigtigt at vi indimellem blev udsat for et stort pres fra dem der ikke forstod os, men jeg har en god samvittighed og er tilfreds når jeg ser at mine børn er travlt beskæftiget i Jehovas tjeneste og har en stærk tro. De er glade, og det samme er min kone og jeg.“

En anden fordel har været det gode forhold svigerforældrene har fået til hinanden. Zondai og Sibusiso tjener for eksempel sammen med deres koner, som er kødelige søstre, på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Zimbabwe. Deres svigerfar Dakarai, der er heltidsforkynder og ikke lønmodtager, sagde under forhandlingerne om brudekøbesummen at han ville acceptere det de havde råd til. „Vi holder meget af vores svigerfar,“ siger Zondai og Sibusiso, „og vi vil gøre alt hvad vi kan, for at hjælpe ham hvis han kommer i nød.“

Ja, det øger glæden i familien hvis man er rimelig når der forhandles om en brudekøbesum. På den måde undgår man at sætte de nygifte i gæld, og det gør det nemmere for dem at tilpasse sig ægteskabet. Det har hjulpet mange unge ægtepar til at sætte sig åndelige mål, som for eksempel at bruge al deres tid i det vigtige arbejde med at forkynde og gøre disciple. Alt dette bringer den kærlige indstifter af ægteskabet, Jehova Gud, ære. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.

[Fodnoter]

[Ramme på side 27]

DE GAV OS BRUDEKØBESUMMEN TILBAGE

I nogle samfund ser man ned på bruden og hendes forældre hvis brudekøbesummen er lav. Derfor kan stolthed og ønsket om at prale med familiens status undertiden være motivet til at brudens forældre kræver en høj sum. En familie i Lagos i Nigeria er en velgørende kontrast til dette. Deres svigersøn, Dele, forklarer:

„Min kones familie forskånede mig for mange af de udgifter der følger med en traditionel brudekøbsceremoni, som for eksempel indkøb af dyrt tøj. Da min familie ville overbringe brudekøbesummen, spurgte hendes forældres talsmand: ’Ønsker I at betragte denne pige som en hustru eller som en datter?’ Min familie svarede: ’Vi ønsker at betragte hende som en datter.’ Derefter gav de os brudekøbesummen tilbage i den samme kuvert.

Jeg værdsætter stadig den måde hvorpå mine svigerforældre håndterede vores bryllup. Det har givet mig stor respekt for dem. Deres gode åndelige indstilling får mig til at betragte dem som meget nære slægtninge. Det har også haft stor indvirkning på hvordan jeg betragter min kone. Jeg er kommet til at elske hende højt på grund af den måde hendes familie har behandlet mig på. Er vi uenige, lader jeg det ikke udvikle sig til et problem. Blot jeg tænker på den familie hun kommer fra, bliver uoverensstemmelsen en bagatel.

Min kones og min familie er blevet gode venner. Selv i dag, to år efter vores bryllup, sender min far stadig gaver og madvarer til min kones familie.“