Lokale skikke og kristne principper

STEPHEN, et af Jehovas vidner fra Nordeuropa, fik tildelt en opgave som missionær i et afrikansk land. Han blev temmelig forskrækket da han en dag under en bytur sammen med en lokal broder pludselig mærkede at broderen tog ham i hånden.

For Stephen var tanken om at gå ned ad en befærdet gade med en anden mand i hånden chokerende. Der hvor han kom fra, ville dette blive forbundet med homoseksualitet. (Romerne 1:27) For den afrikanske broder var det at holde en anden mand i hånden blot et tegn på venskab. At afvise hans hånd ville have været det samme som at afvise hans venskab.

Men hvorfor bekymre sig om kulturbestemte forskelle i skik og brug? Fordi Jehovas vidner er optaget af deres gudgivne opgave at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Mattæus 28:19) For at udføre denne opgave er nogle af Jehovas tjenere rejst ud for at tjene hvor der er stort behov for forkyndere. Hvis de skal kunne klare sig i deres nye omgivelser, må de forstå og tilpasse sig de kulturer de møder. Så vil de bedre kunne samarbejde med de lokale brødre og søstre, og de vil samtidig få flere resultater når de forkynder for andre.

I denne urolige verden er der også mange der af økonomiske eller politiske grunde er flygtet fra problemerne i deres hjemland og har slået sig ned i andre lande. Når vi forkynder for disse tilflyttere, kan vi meget vel blive konfronteret med nye skikke. (Mattæus 22:39) Første gang det sker, føler vi os måske lidt forvirrede over disse anderledes sæder og skikke.

Klart definerede områder

Kultur er en integreret del af det menneskelige samfund, vævet ind i det til et sammenhængende mønster. Derfor nytter det ikke noget at være „overmåde retfærdig“ og analysere enhver lille lokal skik for at afgøre om den er forenelig med de bibelske principper. — Prædikeren 7:16.

På den anden side er det nødvendigt at man kan se hvilke lokale skikke som klart er i modstrid med de bibelske principper. Som regel er det dog ikke så svært da det vil fremgå af Guds ord hvad der er det rigtige. (2 Timoteus 3:16) I nogle lande er det for eksempel almindeligt at en mand har mange hustruer, men for sande kristne gælder Bibelens norm, nemlig at en mand kun må have én hustru. — 1 Mosebog 2:24; 1 Timoteus 3:2.

Visse begravelsesritualer som udføres for at holde onde ånder borte, eller som er baseret på læren om den udødelige sjæl, vil sande kristne heller ikke kunne deltage i. Nogle brænder røgelse eller fremsiger bønner for den afdøde i den hensigt at holde onde ånder borte. Andre våger over den døde eller arrangerer ligefrem en ekstra begravelse med det formål at hjælpe den afdøde til at forberede sig til livet ’i den næste verden’. Bibelen lærer imidlertid at når man er død, ’ved man slet ingenting’ og kan derfor hverken gøre godt eller ondt mod nogen. — Prædikeren 9:5; Salme 146:4.

Mange skikke er imidlertid helt forenelige med principperne i Guds ord. Det er således velgørende at møde kulturer hvor gæstfrihedens ånd stadig trives, hvor det er skik og brug at endog en fremmed hilses hjerteligt velkommen og bydes indenfor. Vil man ikke føle sig tilskyndet til at følge samme eksempel hvis man selv har oplevet en lignende gæstfrihed? I så fald har erfaringen haft en gavnlig indflydelse på ens kristne personlighed. — Hebræerne 13:1, 2.

Ingen bryder sig om at vente. I lande hvor punktlighed prioriteres højt, er der sjældent ventetid. Bibelen siger at Jehova er ordenens Gud. (1 Korinther 14:33) Han har derfor fastsat en „dag og time“ hvor han vil gøre ende på al ondskab, og han forsikrer os om at denne begivenhed ’ikke vil være forsinket’. (Mattæus 24:36; Habakkuk 2:3) Kulturer som i rimelig grad fremmer punktlighed, hjælper os til at være præcise og vise tilbørlig respekt for andre og deres tid, noget som er helt i overensstemmelse med Bibelens principper. — 1 Korinther 14:40; Filipperne 2:4.

Hvad med uskyldige, harmløse skikke?

Visse skikke er altså helt klart forenelige med den kristne livsform, mens andre ikke er det. Men hvad med de skikke som, set fra et kristent synspunkt, hverken kan betegnes som rigtige eller forkerte? Mange skikke er uskyldige eller harmløse, og vores holdning til dem kan fortælle noget om vores åndelige ligevægt.

Man kan for eksempel hilse på hinanden på mange måder — ved et håndtryk, et buk, et kys eller endda en omfavnelse. Der findes også et utal af bordskikke. I nogle lande spiser man af samme fad eller skål. Mens det at bøvse eller ræbe i visse lande er upassende og vil blive opfattet som topmålet af dårlige manerer, er det i andre lande et acceptabelt, ja ligefrem ønskværdigt, udtryk for værdsættelse.

I stedet for at beslutte sig for hvilke af sådanne skikke man synes om, eller ikke synes om, er det bedre at koncentrere sig om at få den rette indstilling til dem. Bibelens tidløse råd anbefaler at vi „intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end [os] selv“. (Filipperne 2:3) Eleanor Boykin giver udtryk for noget lignende i sin bog This Way, Please — A Book of Manners (Værsgo, denne vej — En bog om manerer). Hun skriver: „Det første der er behov for, er venlighed.“

En sådan ydmyg indstilling vil afholde os fra at se ned på andres skikke. I stedet for at være tilbageholdende og mistænksomme over for alt hvad der forekommer os fremmed, vil vi føle os motiverede til at være imødekommende og lære hvordan andre mennesker lever, tage del i deres skikke og smage deres mad. Ved at have et åbent sind og være villige til at prøve noget nyt viser vi respekt for vores vært eller vore udenlandske medmennesker. Det er også til gavn for os selv, for på den måde ’udvider’ vi vort hjerte og vor horisont. — 2 Korinther 6:13.

Skikke der hæmmer åndelig vækst

Hvordan skal vi så forholde os hvis vi møder skikke som ikke i sig selv er i modstrid med Bibelens principper, men som heller ikke fremmer åndelig vækst? I nogle lande er det for eksempel meget almindeligt at folk udsætter at få noget gjort. En sådan ubekymret indstilling til tilværelsen kan ganske vist modvirke stress, men den vil sandsynligvis gøre det vanskeligere for os at ’fuldføre vor tjeneste’. — 2 Timoteus 4:5.

Hvordan kan vi tilskynde andre til ikke at udskyde vigtige ting til „i morgen“? Husk at „det første der er behov for, er venlighed“. Kærlighed kan motivere os til selv at sætte eksemplet og venligt forklare fordelene ved ikke at udsætte til i morgen hvad man burde gøre i dag. (Prædikeren 11:4) Samtidig må vi passe på at vi ikke blot for produktivitetens skyld sætter den indbyrdes tillid over styr. Hvis de forslag vi kommer med, ikke straks bliver accepteret af andre, bør vi ikke prøve at diktere hvad de skal gøre, eller give udtryk for vores frustration. Kærlighed bør altid prioriteres højere end effektivitet. — 1 Peter 4:8; 5:3.

Tag hensyn til lokal smag og behag

Vi må sikre os at de forslag vi kommer med, virkelig har værdi og ikke blot er et forsøg på at gennemtrumfe vores egen personlige smag. Variationen i tøjstil er for eksempel stor. Mange steder hører det sig til at en mand der forkynder den gode nyhed, har slips på, men i visse tropiske lande kan det blive opfattet som overdrevent formelt. Det kan ofte være en hjælp at tage i betragtning hvilken påklædning man lokalt anser for passende for en forretningsmand. „Et sundt sind“ er af afgørende betydning når det drejer sig om det følelsesladede spørgsmål om påklædning. — 1 Timoteus 2:9, 10.

Hvad nu hvis man ikke bryder sig om en bestemt skik? Bør man så uden videre forkaste den? Ikke nødvendigvis. Den tidligere omtalte skik at mænd holder hinanden i hånden, var helt acceptabel i det pågældende afrikanske samfund. Da missionæren opdagede at der også var andre mænd der holdt hinanden i hånden, følte han sig bedre tilpas.

Under sine omfattende missionsrejser besøgte apostelen Paulus menigheder hvis medlemmer havde forskellig baggrund. De kulturelle forskelle har uden tvivl givet anledning til hyppige sammenstød. Paulus tilpassede sig alle de skikke han kunne, uden at overtræde de bibelske principper. „For alle slags mennesker er jeg blevet alt,“ sagde han, „for i alt fald at kunne frelse nogle.“ — 1 Korinther 9:22, 23; Apostelgerninger 16:3.

Nogle få relevante spørgsmål kan hjælpe os til at afgøre hvordan vi bør reagere på skikke der er nye for os. Hvilket indtryk vil vi give andre hvis vi følger eller afviser en bestemt skik? Vil det have en positiv indflydelse på hvordan de vil modtage Rigets budskab hvis de ser at vi bestræber os for at tilpasse os deres kultur? Eller kan vi ved at antage en lokal skik være årsag til at ’vor tjeneste bliver dadlet’? — 2 Korinther 6:3.

Hvis vi gerne vil være ’alt for alle slags mennesker’, kan det betyde at vi må ændre nogle dybt indgroede opfattelser af hvad man kan og ikke kan. Ofte afhænger den „rigtige“ og „forkerte“ måde at gøre tingene på udelukkende af hvor man befinder sig rent geografisk. Som vi har set, kan dét at mænd holder hinanden i hånden, i ét land være et udtryk for venskab, mens det i mange andre ville få folk til at tage afstand fra Rigets budskab.

Der findes imidlertid også skikke som er almindelige i visse områder, og som kristne godt kan deltage i, men alligevel må man være på vagt.

Gå ikke over stregen!

Jesus Kristus sagde at skønt hans disciple befandt sig i verden, måtte de ’ikke blive en del af verden’. (Johannes 17:15, 16) Nogle gange kan det imidlertid være vanskeligt at trække grænsen mellem det der er uløseligt forbundet med Satans verden, og det som blot kan opfattes som et udtryk for lokal kultur. Musik og dans findes for eksempel i næsten alle kulturer, men nogle steder tillægger man disse livsudfoldelser større betydning end andre steder.

Det er så let at træffe en afgørelse som mere er baseret på vores egen baggrund end på et fornuftigt bibelsk ræsonnement. Alex, en tysk broder, fik tildelt et distrikt i Spanien. Der hvor han kom fra, var dans ikke så almindeligt, men i Spanien er dans en del af kulturen. Første gang Alex så en broder og en søster danse en livfuld lokal dans, foruroligede det ham. Gjorde de noget forkert? Var det en verdslig dans? Ville han, ved at acceptere det der foregik, sænke sine normer? Alex fandt ud af at skønt musikken og dansen var anderledes, var der ingen grund til at tro at hans brødre og søstre ikke levede op til de kristne normer. Hans foruroligelse skyldtes en kulturforskel.

Emilio, en broder der holder meget af den traditionelle spanske dans, erkender dog faren. „Mange former for dans kræver at parret kommer i meget tæt kontakt med hinanden,“ forklarer han. „Som enlig erkender jeg at det kan påvirke følelserne hos den ene eller begge parter. Dans kan bruges som undskyldning for at vise sine følelser over for én man føler sig tiltrukket af. Det kan være en beskyttelse at sikre sig at musikken er god og moralsk antagelig, og at den fysiske kontakt holdes nede på et minimum. Alligevel må jeg indrømme at det er svært at bevare en teokratisk atmosfære når enlige unge brødre og søstre går ud for at danse sammen.“

Naturligvis ønsker vi ikke at bruge vores kultur som undskyldning for at tillade en verdslig adfærd iblandt os. At synge og danse var en naturlig del af israelitternes kultur, og da Jehova havde udfriet dem fra Ægypten og ført dem gennem Det Røde Hav, fejrede de det med sang og dans. (2 Mosebog 15:1, 20) Men israelitternes musik og dans adskilte sig fra den form for musik og dans der fandtes hos de omkringboende hedninger.

Mens israelitterne ventede på at Moses skulle komme ned fra Sinaj Bjerg, blev de imidlertid utålmodige. De fremstillede en guldkalv, og efter at have spist og drukket ’rejste de sig for at more sig’. (2 Mosebog 32:1-6) Da Moses og Josua hørte lyden af deres sang, blev de urolige. (2 Mosebog 32:17, 18) Israelitterne var gået over stregen, og deres sang og dans mindede nu om hedningernes.

Noget tilsvarende gør sig muligvis gældende hos os. Måske er musik og dans almindeligt accepteret og ikke noget der vil berøre andres samvittighed. Men hvis man dæmper belysningen, erstatter den med blinkende lamper og skifter til musik med en anden rytme, kan det der før var acceptabelt, nu pludselig genspejle verdens ånd. „Sådan er vores kultur,“ indvender nogle måske. Aron undskyldte sig på lignende måde da han gik med til hedenske former for underholdning og gudsdyrkelse. Fejlagtigt beskrev han det der foregik, som en „højtid for Jehova“. Denne dårlige undskyldning havde ingen værdi. Israelitternes handlemåde førte til „spot og spe blandt dem der var dem fjendtligt stemt“. — 2 Mosebog 32:5, 25.

Kultur har sin berettigelse

Eksotiske skikke kan umiddelbart virke chokerende på os, men de er ikke nødvendigvis forkerte. Hvis vi har fået vores „opfattelsesevne opøvet“, kan vi afgøre hvilke skikke der er forenelige med de kristne principper, og hvilke der ikke er det. (Hebræerne 5:14) Hvis vi af hjertet viser andre venlighed og næstekærlighed, vil vi ikke overreagere når vi møder harmløse skikke.

Når vi forkynder Rigets gode nyhed lokalt eller i et fremmed land, langt fra vores eget område, vil en ligevægtig indstilling til de mange forskellige kulturer hjælpe os til at ’være alt for alle slags mennesker’. Efterhånden som vi lærer forskellige kulturer at kende, vil vi uden tvivl opdage at de bidrager til et interessant, farverigt og fascinerende liv.

[Illustration på side 20]

Kristne kan hilse på hinanden på mange passende måder

[Illustration på side 23]

Et ligevægtigt syn på forskellige kulturer kan føre til et interessant og farverigt liv