Jeg fandt noget der var bedre end guld

FORTALT AF CHARLES MYLTON

En dag sagde min far: „Skulle vi ikke sende Charlie til Amerika, hvor pengene vokser på træerne? Han kunne tjene nogle penge og sende dem hjem til os.“

FOLK troede virkelig at gaderne i Amerika var brolagt med guld. Dengang var tilværelsen utrolig vanskelig for dem der levede i Østeuropa. Mine forældre havde en lille gård hvor de opdrættede nogle få køer og høns. Vi havde ingen elektricitet eller sanitære installationer, men det havde andre i området heller ikke.

Jeg blev født i Hoszowczyk den 1. januar 1893, altså for næsten 106 år siden. Vores landsby lå i Galicja, en provins der dengang var en del af det østrig-ungarske rige. I dag ligger Hoszowczyk i det østlige Polen, ikke ret langt fra Slovakiet og Ukraine. Vintrene dér var meget strenge, med hyppige snefald. Da jeg var omkring syv år, blev det min opgave at gå cirka en halv kilometer til et vandløb og hugge hul i isen med en økse for at hente vand. Så bar jeg det hjem til mor, som brugte det til madlavning og rengøring. Hun vaskede tøj ved vandløbet og brugte de større isstykker som vaskebræt.

Der var ingen skoler i Hoszowczyk, men jeg lærte at tale polsk, russisk, slovakisk og ukrainsk. Vi blev opdraget som græsk-ortodokse, og jeg var messedreng. Men selv som meget ung generede det mig at præsterne sagde at vi ikke måtte spise kød om fredagen skønt de selv gjorde det.

Nogle af vore venner var vendt tilbage fra Amerika med penge nok til at de kunne reparere deres hus og købe landbrugsmaskiner. Det var det der gav far den idé at sende mig til Amerika sammen med nogle naboer der havde planer om at rejse derover igen. Det var i 1907 da jeg var 14 år.

Ene og forladt i Amerika

Inden længe befandt jeg mig om bord på et skib, og i løbet af to uger havde vi krydset Atlanten. Dengang skulle man ved ankomsten betale 20 dollars, ellers ville man blive sendt tilbage til sit hjemland. Jeg havde et 20-dollar-sølvstykke og blev således en af de millioner der ankom til Ellis Island i New York, porten til Amerika. Pengene voksede selvfølgelig ikke på træerne, og gaderne var ikke brolagt med guld. Faktisk var mange af dem slet ikke brolagt.

Vi rejste med tog til Johnstown i Pennsylvania. De mænd jeg var sammen med, havde været der før, og de kendte et pensionat jeg kunne bo på. Tanken var at jeg skulle finde min storesøster der boede i Jerome i Pennsylvania, en by som jeg senere fandt ud af kun lå 25 kilometer væk. Problemet var at jeg sagde Jarome med „j“ i stedet for Jerome med „dj“, som „j“ udtales på engelsk. Ingen kendte noget til en by der hed Jarome, så der stod jeg i et fremmed land uden at kunne tale ret meget engelsk og næsten uden penge på lommen.

Hver formiddag gik jeg ud for at søge arbejde. Af de utallige der havde stillet sig i kø foran arbejdsanvisningskontoret, var der kun to eller tre der fik et job. Hver dag vendte jeg tilbage til pensionatet for at lære engelsk ved hjælp af nogle bøger til selvstudium. Af og til fandt jeg forskellige småjobs, men månederne gik, og jeg havde næsten ingen penge tilbage.

Genforenet med nogle af mine søskende

En dag gik jeg forbi et hotel med en bar i nærheden af jernbanestationen. Maden duftede vidunderligt! Sandwicherne, pølserne og de andre madvarer i baren var gratis hvis man købte øllet, som kostede fem cent for et stort glas. Jeg var mindreårig, men bartenderen fik ondt af mig og gav mig lov til at købe et glas øl.

Mens jeg spiste, kom nogle mænd ind og sagde: „Skynd dig at drikke dit øl! Toget til Jerome er på vej.“

„Mener I Jarome?“ spurgte jeg.

„Nej, Jerome,“ svarede mændene. Det var sådan jeg fandt ud af hvor min søster boede. I baren mødte jeg oven i købet en mand der boede i samme gade som min søster. Jeg købte en togbillet og fandt hende endelig.

Hun og hendes mand drev et pensionat for kulminearbejdere, og jeg fik lov at bo hos dem. De fik et arbejde til mig hvor jeg skulle holde øje med en pumpe der skulle holde minen tom for vand. Hver gang den gik i stå, skulle jeg tilkalde en mekaniker. Lønnen var 15 cent om dagen. Derefter fik jeg arbejde ved jernbanen, så på et teglværk og senere som forsikringsagent. Senere flyttede jeg til Pittsburgh, hvor min bror Steve boede. Dér arbejdede vi på stålværkerne. Jeg kom aldrig til at tjene så mange penge at jeg kunne sende nogle af dem hjem til familien.

En familie og en begravelse

En dag på vej til arbejde fik jeg øje på en ung tjenestepige der stod foran det hus hvor hun var ansat. Jeg tænkte ved mig selv: ’Hun er vel nok køn.’ Tre uger senere, i 1917, blev Helen og jeg gift. I løbet af de næste ti år fik vi seks børn, hvoraf det ene døde som spæd.

I 1918 blev jeg ansat hos Pittsburgh Railways som sporvognsfører. I nærheden af sporvognsremisen lå der en café hvor man kunne få sig en kop kaffe. De to grækere der ejede stedet, var tilsyneladende ligeglade med om man købte noget, hvis bare de måtte forkynde for én ud fra Bibelen. En dag spurgte jeg dem: „Vil I virkelig påstå at hele verden tager fejl, og at I to er de eneste der har ret?“

„Se selv efter i Bibelen,“ svarede de. Det lykkedes dem dog ikke på det tidspunkt at overbevise mig.

I 1928 blev min kære Helen syg. For at børnene kunne blive passet bedre, lod jeg dem bo hos min søster og svoger i Jerome. På det tidspunkt havde de købt en gård. Jeg besøgte dem tit og betalte hver måned for deres kost. Jeg sendte dem også tøj. Til min sorg forværredes Helens tilstand, og den 27. august 1930 døde hun.

Jeg følte mig alene og sørgede dybt. Da jeg besøgte præsten for at ordne begravelsen, sagde han: „Du hører ikke længere til denne kirke. Du har ikke betalt kirkepenge i over et år.“

Jeg forklarede at min kone havde været syg i lang tid, og at jeg havde givet alt hvad jeg tjente ekstra, til mine børn så de kunne betale bidrag til kirken i Jerome. Alligevel måtte jeg låne 50 dollars for at betale det jeg skyldte, før præsten gik med til at forrette begravelsen. Præsten krævede også 15 dollars ekstra for at læse messen hos min svigerinde, hvor venner og familie ville samles for at vise Helen den sidste ære. Jeg kunne ikke skaffe de 15 dollars, men præsten indvilligede i at holde messen hvis jeg gav ham pengene når jeg fik løn.

Det blev lønningsdag, men jeg var nødt til at bruge pengene til sko og skoletøj til børnene. Da præsten to uger senere steg på min sporvogn, sagde han: „Du skylder mig stadig de 15 dollars.“ Idet han steg af, sagde han truende: „Jeg vil tale med din chef og få ham til at trække beløbet fra din løn.“

Da jeg var færdig med mit arbejde den dag, gik jeg til min overordnede og fortalte ham hvad der var sket. Selv om han var katolik, sagde han: „Hvis den præst kommer herind, skal jeg nok fortælle ham min mening!“ Hans holdning fik mig til at tænke: ’Præsterne er kun ude efter vores penge, og de lærer os aldrig noget om Bibelen.’

Jeg lærer sandheden at kende

Næste gang jeg var inde på de to grækeres café, talte vi om min oplevelse med præsten. Det resulterede i at jeg begyndte at undersøge sandheden sammen med bibelstudenterne, som Jehovas Vidner blev kaldt dengang. Somme tider blev jeg oppe hele natten for at læse Bibelen og bibelske publikationer. Jeg lærte at Helen ikke led i skærsilden, sådan som præsten havde sagt, men at hun sov i døden. (Job 14:13, 14; Johannes 11:11-14) Jeg havde fundet noget der var meget bedre end guld, nemlig sandheden.

Et par uger senere da jeg overværede mit første møde hos bibelstudenterne i Garden Theatre i Pittsburgh, rakte jeg hånden op og sagde: „I aften har jeg lært mere om Bibelen end jeg har gjort i alle de år jeg har været medlem af kirken.“ Da man senere på mødet spurgte om hvem der kunne tænke sig at deltage i forkyndelsen den følgende dag, rakte jeg igen hånden op.

Den 4. oktober 1931 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. I mellemtiden lykkedes det mig at leje et hus og få børnene hjem igen. Jeg ansatte også en husholderske som kunne hjælpe mig med at passe børnene. Trods mine familieforpligtelser tjente jeg fra januar 1932 til juni 1933 som hjælpearbejder, en særlig form for tjeneste der betød at jeg hver måned brugte 50 til 60 timer på at tale med andre om Bibelen.

Omkring dette tidspunkt begyndte jeg at lægge mærke til en tiltalende ung kvinde der altid kørte med min sporvogn når hun skulle til og fra arbejde. Vi fangede tit hinandens blik i bakspejlet. Sådan gik det til at Mary og jeg mødte hinanden. Vi begyndte at komme sammen og blev gift i august 1936.

I 1949 fik jeg på grund af min anciennitet i jernbaneselskabet mulighed for at vælge en arbejdsplan der gjorde det muligt for mig at blive pioner, som heltidsforkynderne kaldes. Jeg arbejdede sammen med min yngste datter, Jean, der havde taget heltidstjenesten op i 1945. Jean mødte senere Sam Friend, der tjente på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i New York.a De blev gift i 1952. Jeg fortsatte i pionertjenesten i Pittsburgh og ledede mange bibelstudier. På et tidspunkt studerede jeg hver uge med 14 forskellige familier. I 1958 gik jeg på pension. Derefter var det nemt at være pioner, da jeg ikke længere var nødt til at gå på arbejde otte timer om dagen.

I 1983 blev Mary syg. Jeg prøvede at vise hende den samme kærlige omsorg som hun havde vist mig i næsten 50 år. Hun døde den 14. september 1986.

Jeg finder mit fødested

I 1989 tog Jean og Sam mig med til nogle stævner i Polen. Vi besøgte også området hvor jeg havde boet som barn. Da russerne overtog deres del af Polen, ændrede de bynavnene og flyttede indbyggerne andre steder hen. En af mine brødre var blevet tvangsforflyttet til Istanbul, og en søster til Rusland. Og folk som vi forhørte os hos, kendte ikke navnet på min landsby.

Pludselig kunne jeg genkende nogle fjerntliggende bjerge. Efterhånden som vi nærmede os, var der andre ting i omegnen som jeg kunne huske — en bakke, en vej der delte sig, en kirke, en bro over en flod. På et tidspunkt så vi til vores store overraskelse et skilt hvorpå der stod: „Hoszowczyk“. Kommunisterne havde kort forinden mistet deres indflydelse, og de oprindelige bynavne var atter blevet taget i brug.

Vores hus fandtes ikke mere, men en ovn som vi havde brugt til at lave mad i udendørs, lå delvis begravet i jorden. Da jeg fik øje på et stort træ, pegede jeg på det og sagde: „Se det træ. Det plantede jeg før jeg rejste til Amerika. Se hvor stort det er blevet.“ Bagefter besøgte vi forskellige kirkegårde for at lede efter familiemedlemmers navne, men vi fandt ingen.

Sandheden sættes først

Da Jeans mand døde i 1993, spurgte hun mig om ikke jeg syntes det var bedst at hun forlod Betel for at tage sig af mig. Jeg sagde til hende at det var det værste hun kunne gøre, og det mener jeg stadig. Jeg kunne klare mig selv indtil jeg blev 102, men så måtte jeg flytte på plejehjem. Jeg er stadig ældste i Bellevue-menigheden i Pittsburgh, og om søndagen kommer brødrene og henter mig så jeg kan overvære mødet i rigssalen. Selv om det er begrænset hvad jeg kan gøre i forkyndelsen, er jeg stadig på pionerlisten, men uden de særlige krav.

Igennem årene har jeg haft det privilegium at gennemgå de særlige skoler med undervisning for tilsynsmænd som Selskabet har holdt. I december 1997 var jeg i stand til at overvære nogle af lektionerne på Rigets Tjenesteskole for ældste. Og den 11. april i år tog Jean mig med til højtiden til minde om Kristi død, som jeg har haft den forret at overvære hvert år siden 1931.

Nogle af dem jeg har studeret Bibelen med, virker nu som ældste, andre er missionærer i Sydamerika, og andre igen er bedsteforældre der tjener Gud sammen med deres børn. Tre af mine egne børn — Mary Jane, John og Jean — og mange af deres børn og børnebørn tjener Jehova Gud trofast. Min bøn er at min tredje datter og resten af mine børnebørn og oldebørn en dag vil gøre det samme.

Nu, i en alder af 105 år, tilskynder jeg stadig alle til at studere Bibelen og fortælle andre om hvad de har lært. Jeg er overbevist om at hvis man holder sig nær til Jehova, vil man aldrig blive skuffet. Da vil man kunne glæde sig over noget der er bedre end det forgængelige guld, nemlig sandheden, for den hjælper os til at opnå et dyrebart forhold til Livgiveren, Jehova Gud.

[Fodnote]

[Illustration på side 25]

Da jeg arbejdede som sporvognsfører

[Illustration på side 26]

På plejehjemmet hvor jeg nu bor

[Illustration på side 27]

Vejskiltet som vi fandt i 1989