Jeg fandt sand rigdom i Australien

DET var april 1971. Efter syv år i Australien var jeg for nylig vendt tilbage til Grækenland for at besøge min familie. Det var aften, og jeg sad ved et cafébord på torvet i byen Karia da den lokale præst og borgmesteren kom og satte sig over for mig. De var tydeligvis forhippede på at komme op at skændes med mig.

Præsten hilste ikke engang, men sagde anklagende at jeg kun var udvandret til Australien for at tjene penge. Jeg var mildt sagt forbløffet. Så roligt som muligt svarede jeg at jeg under mit ophold i Australien havde erhvervet noget der havde langt større værdi end penge.

Mit svar overraskede ham, men han krævede derefter at få at vide hvad jeg mente med det. Jeg svarede at jeg blandt andet havde lært at Gud har et navn. „Og det er noget du aldrig har fortalt mig,“ sagde jeg, mens jeg kiggede ham dybt i øjnene. Inden han kunne nå at tage til genmæle, spurgte jeg: „Vil du fortælle mig navnet på den Gud Jesus talte om da han lærte os at bede: ’Lad dit navn blive helliget’?“ — Mattæus 6:9.

Rygtet om vores meningsudveksling bredte sig som en løbeild over torvepladsen, og i løbet af ti minutter var der samlet omkring 200 mennesker. Præsten begyndte at føle sig ilde til mode. Han ville ikke svare på mit spørgsmål om Guds navn og kom med nogle uklare svar på andre bibelske spørgsmål. At han følte sig forlegen kunne ses af at han hele tiden kaldte på tjeneren og bestilte mere ouzo, en græsk brændevin.

De næste to timer var meget interessante. Min fader kom for at se hvor jeg blev af, men da han så hvad der foregik satte han sig roligt hen i et hjørne og betragtede situationen. Den livlige drøftelse fortsatte indtil klokken 23.30, da en beruset mand begyndte at råbe vredt. Derefter foreslog jeg folkemængden at vi alle tog hjem i betragtning af at det var blevet så sent.

Hvad var grunden til denne konfrontation? Hvorfor opsøgte præsten og borgmesteren mig for at få et skænderi i gang? Måske det ville hjælpe hvis jeg fortalte lidt om min opvækst i denne del af Grækenland.

Vanskelige kår

Jeg er født i byen Karia på halvøen Peloponnes i december 1940. Vi var meget fattige, og når jeg ikke var i skole arbejdede jeg sammen med min moder fra solopgang til solnedgang i rismarkerne, hvor vi stod i vand til knæene. Da jeg som 13-årig var færdig med skolen, sørgede mine forældre for at jeg kom i lære. De gav min arbejdsgiver næsten et helt års indkomst — 500 kilo hvede og 20 kilo vegetabilsk olie — mod at han gav mig en læreplads som blikkenslager og vinduesmontør.

At være lærling — og at bo mange kilometer hjemmefra og ofte arbejde fra daggry til midnat — var bestemt ikke nemt. Indimellem overvejede jeg at tage hjem, men det kunne jeg ikke byde mine forældre. De havde virkelig ofret sig for mig. Jeg fortalte dem derfor aldrig om mine problemer, men sagde til mig selv: ’Du må holde ud uanset hvor vanskeligt det end bliver.’

I disse år besøgte jeg fra tid til anden mine forældre, og da jeg blev 18 år var min læretid langt om længe forbi. Jeg besluttede at tage til hovedstaden, Athen, hvor jobmulighederne var større. Her fik jeg arbejde og lejede et værelse. Hver dag efter arbejde tog jeg hjem og lavede mad, ryddede op og brugte min sparsomme fritid til at lære engelsk, tysk og italiensk.

Andre unges umoralske sprog og opførsel irriterede mig, og derfor undgik jeg deres selskab. Men det bevirkede at jeg følte mig meget ensom. Jeg blev indkaldt til militærtjeneste da jeg fyldte 21, og mens jeg aftjente min værnepligt fortsatte jeg med at lære sprog. I marts 1964, efter at jeg havde forladt hæren, udvandrede jeg til Australien, hvor jeg bosatte mig i Melbourne.

Søgen efter en religion i et nyt land

Jeg fik hurtigt arbejde, mødte en anden græsk immigrant — en pige der hed Alexandra — og inden der var gået seks måneder blev vi gift. Nogle år senere, i 1969, besøgte en ældre dame fra Jehovas Vidner vort hjem og tilbød os Vagttårnet og Vågn op! Jeg fandt bladene interessante, så jeg lagde dem et sted hvor jeg kunne finde dem igen og bad min hustru om ikke at fjerne dem. Et år senere besøgte to andre Jehovas vidner os og tilbød mig et gratis hjemmebibelstudium. Jeg tog imod tilbudet, og dét jeg lærte ud fra Bibelen udfyldte det tomrum der havde været i mit liv.

Så snart min nabo fandt ud af at jeg studerede med Jehovas vidner, henviste hun mig i stedet til evangelisterne, idet hun påstod at det var en bedre religion. Det resulterede i at jeg også begyndte at studere med en ældste fra den evangeliske kirke. Eftersom jeg var besluttet på at finde den sande tro, begyndte jeg snart at overvære møderne både i den evangeliske kirke og i Jehovas Vidners rigssal.

Samtidig gik jeg i gang med at undersøge den ortodokse religion lidt nøjere, fordi jeg syntes at jeg skyldte min græske opdragelse at gøre det. På én dag besøgte jeg tre græsk-ortodokse kirker. Da jeg forklarede den første præst hensigten med mit besøg, fulgte han mig langsomt hen til døren. Undervejs sagde han at vi var grækere, og at det derfor var forkert at omgås Jehovas vidner og evangelisterne.

Hans indstilling overraskede mig, men jeg tænkte: ’Måske er lige netop denne præst en dårlig repræsentant for kirken.’ Til min overraskelse reagerede præsten i den næste kirke på samme måde. Han fortalte mig dog at der hver lørdag aften i hans kirke var en bibelstudieklasse der blev ledet af en teolog. Da jeg besøgte den tredje kirke blev jeg endnu mere desillusioneret.

Jeg besluttede imidlertid at overvære bibelstudieklassen, og tog derhen den følgende lørdag. Jeg nød at følge med i oplæsningen af Apostelgerninger i Bibelen. Da det afsnit hvor Kornelius bøjer sig ned for Peter blev læst, afbrød teologen oplæsningen og påpegede at det var rigtigt af Peter at afslå at blive tilbedt af Kornelius. (Apostelgerninger 10:24-26) Jeg rakte straks hånden op og sagde at så havde jeg et spørgsmål.

„Ja, hvad vil du gerne vide?“

„Jo, hvis apostelen Peter nægtede at blive tilbedt, hvorfor har vi så en ikon af ham som vi tilbeder?“

I flere sekunder var der dyb tavshed. Derefter var det som om der var blevet kastet en bombe. Sindene kom i kog og nogle råbte: ’Hvor kommer du fra?’ I to timer var der en heftig debat med mange der råbte op. Da jeg var ved at gå fik jeg stukket en bog i hånden som jeg skulle læse når jeg kom hjem.

De første ord jeg læste da jeg åbnede bogen, var: „Vi er grækere og vor religion har udgydt blod for at bevare vore traditioner.“ Jeg vidste at det græske folk ikke har monopol på Gud, og afbrød derfor straks al forbindelse med den græsk-ortodokse kirke. Fra da af fortsatte jeg kun mit bibelstudium med Jehovas vidner. I april 1970 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben, og et halvt år efter blev min hustru døbt.

Kontakt med landsbypræsten

Hen imod årsskiftet det år sendte præsten fra min fødeby i Grækenland et brev hvori han anmodede om penge til reparation af landsbykirken. I stedet for at sende ham penge sendte jeg ham bogen Sandheden der fører til evigt liv, sammen med et brev der forklarede at jeg nu var et af Jehovas vidner og at jeg var overbevist om at jeg havde fundet sandheden. Efter at præsten havde modtaget brevet bekendtgjorde han i kirken at en der var emigreret til Australien havde gjort oprør.

Bagefter blev de mødre der havde sønner i Australien ved med at spørge præsten om det var deres søn han hentydede til. Min moder opsøgte ham endda i hans hjem og tryglede ham om at fortælle hvem det var. „Det er beklageligvis Deres søn,“ sagde han. Senere har min moder fortalt at hun hellere ville have haft at han havde slået hende ihjel end at han havde fortalt dette om mig.

Tilbage til Grækenland

Efter at vi var blevet døbt ønskede min hustru og jeg at tage til Grækenland og fortælle vores familie og vore venner om de opmuntrende tanker vi havde lært ud fra Bibelen. I april 1971 rejste vi sammen med vores femårige datter, Dimitria, på en forlænget ferie, hvor vi boede i byen Kiparissia, omkring 30 kilometer fra min hjemby Karia. Vi havde købt en seksmåneders åben returbillet.

Den anden aften hjemme hos min familie brød min moder sammen og fortalte mig grædende at jeg havde valgt den forkerte kurs og bragt skam over familiens navn. Med grådkvalt stemme bønfaldt hun mig om at vende om fra min ’fejlagtige’ kurs. Derefter besvimede hun og faldt om i mine arme. Den næste dag prøvede jeg at forklare at jeg blot havde forøget min kundskab om den Gud hun selv så kærligt havde lært os om i vores barndom. Det var den følgende aften at jeg havde det uforglemmelige møde med den lokale præst og byens borgmester.

Mine to yngre brødre, der boede i Athen, var kommet hjem på ferie i påsken. De undgik mig begge som om jeg var spedalsk. En dag begyndte den ældste af mine to brødre imidlertid at lytte. Efter en samtale på flere timer sagde han at han ville give mig ret i alt hvad jeg havde vist ham ud fra Bibelen. Fra da af forsvarede han mig over for resten af familien.

Senere besøgte jeg flere gange min broder i Athen. Hver gang inviterede han andre familier til at komme og høre den gode nyhed. Det er til stor glæde for mig at han og hans hustru sammen med tre andre familier som de har studeret Bibelen med, senere har symboliseret deres indvielse til Gud ved vanddåben!

Ugerne gik hurtigt, og lige inden de seks måneder udløb fik vi besøg af et Jehovas vidne der tjente i en menighed omkring 70 kilometer fra vores by. Han fortalte at der i området var brug for hjælp i forkyndelsesarbejdet, og spurgte om jeg havde overvejet at blive der permanent. Om aftenen drøftede jeg muligheden med min hustru.

Vi mente begge at det ville blive vanskeligt. Men der var tydeligvis et stort behov blandt folk dér for at høre om Bibelens sandheder. Til sidst besluttede vi at blive mindst et år eller to. Min hustru skulle tage tilbage til Australien og sælge huset og bilen og tage de nødvendige ejendele med tilbage. Efter at vi havde taget vores beslutning tog vi den næste morgen ind til byen, lejede et hus og meldte vores datter ind i den lokale skole.

Kraftig modstand

Men bag kulisserne var der lagt op til en kraftig modstand, og den begyndte snart at vise sig — fra politiet, fra skoleinspektøren og fra lærerne. I skolen ville Dimitria ikke gøre korsets tegn. Lærere tilkaldte en politibetjent for at prøve at skræmme hende til at give efter, men hun var urokkelig. Jeg blev kaldt ind til samtale hos inspektøren, og han viste mig et brev fra ærkebiskoppen der beordrede Dimitria til at forlade skolen. Efter at jeg havde haft en lang samtale med inspektøren fik Dimitria imidlertid lov til at fortsætte sin skolegang.

Med tiden fandt jeg ud af at der var et ægtepar i Kiparissia som havde overværet et af Jehovas Vidners stævner, og vi fik vakt deres interesse. Min hustru og jeg inviterede også Jehovas vidner fra en nærliggende landsby til at komme hjem til os og deltage i vores bibelstudier. Men der gik ikke lang tid før politiet kom og tog os alle med på politistationen til forhør. Jeg blev anklaget for at anvende mit hjem som et tilbedelsessted uden først at have indhentet tilladelse. Men eftersom vi ikke blev fængslet kunne vi fortsætte vore møder.

Jeg fik tilbudt arbejde; men så snart biskoppen hørte om det, truede han med at lukke min arbejdsgivers forretning hvis han ansatte mig. En blikkenslagerforretning var til salg, og vi havde midlerne til at købe den. Øjeblikkelig kom to præster med trusler om at lukke forretningen, og nogle få uger senere beordrede ærkebiskoppen vores familie ekskommunikeret. Dengang blev enhver der var ekskommunikeret fra den græsk-ortodokse kirke betragtet som udstødt af samfundet. En politibetjent blev stationeret uden for vores forretning for at hindre nogen i at komme ind. Selv om der ingen kunder var, holdt vi standhaftigt forretningen åben hver dag. Vores vanskelige situation blev snart byens samtaleemne.

Arresteret og stillet for en domstol

En lørdag kom et andet Jehovas vidne og hentede mig på sin motorcykel, hvorefter vi kørte ud for at forkynde i en nærliggende by. I denne by stoppede politiet os og tog os med på politistationen, hvor vi blev holdt i forvaring weekenden over. Mandag morgen blev vi sat på et tog og sendt tilbage til Kiparissia. Nyheden om vores arrestation havde bredt sig, og en menneskemængde havde samlet sig ved jernbanestationen for at se når vi ankom med politieskorte.

Efter at vi havde fået taget fingeraftryk, blev vi ført frem for den offentlige anklager. Han begyndte retssagen med at fortælle at han ville oplæse anklager som var indsamlet fra landsbyboere der var blevet afhørt af politiet. „De fortalte os at Jesus Kristus var blevet konge i året 1914,“ lød den første anklage.

„Hvor har I fået denne skøre idé fra?“ spurgte anklageren aggressivt.

Jeg trådte frem og tog den bibel han havde liggende på sin pult, hvorefter jeg slog op i Mattæusevangeliet, kapitel 24, og foreslog at han læste det. Han tøvede et øjeblik, men tog så Bibelen og begyndte at læse. Efter at have læst i nogle minutter, sagde han ophidset: „Hvis det er sandt skulle jeg opgive alt og gå i kloster!“

„Nej,“ svarede jeg roligt. „De burde lære sandheden ud fra Bibelen at kende og hjælpe andre til også at finde sandheden.“

Vi fik selskab af nogle andre advokater, som vi i dagens løb fik mulighed for at forkynde for. Dette resulterede ironisk nok i en anden anklage — ulovlig proselythvervning!

Dét år blev vi tre gange stillet for en domstol, men til sidst blev vi renset for alle anklager. Sejren syntes at ændre folks indstilling til os. Fra da af begyndte de mere åbent at henvende sig til os og lytte til hvad vi havde at fortælle om Guds rige.

Med tiden blev den lille gruppe der kom i vores hjem i Kiparissia, anerkendt som en menighed. En kristen ældste blev overflyttet til vores nye menighed, og jeg blev udnævnt som menighedstjener. Snart blev møderne i vores hjem regelmæssigt overværet af 15 aktive Jehovas vidner.

Tilbage til Australien

Efter to år og tre måneder besluttede vi at flytte tilbage til Australien. Årene er fløjet af sted. Min datter Dimitria har bevaret sin tro og er blevet gift med en menighedstjener i Melbourne. Jeg er nu blevet ældste, og tjener sammen med min hustru og vores 15-årige datter, Martha, i en græsk menighed i Melbourne.

Den lille menighed vi forlod i Kiparissia er blevet meget større, og mange retsindige har åbnet deres hjerte for Bibelens sandheder. I sommeren 1991 besøgte jeg Grækenland i nogle uger, og da jeg holdt et offentligt bibelsk foredrag i Kiparissia var der 70 til stede. Det er glædeligt at også min lillesøster Maria er blevet et af Jehovas vidner til trods for modstand fra familien.

Jeg er taknemmelig for at jeg i Australien fik mulighed for at erhverve sand rigdom — kundskab om og forståelse af Skaberen, Jehova Gud, og hans himmelske regering. Mit liv har nu fået mening, og min familie og jeg ser frem til at velsignelserne fra Guds himmelske regering i nær fremtid vil blive udstrakt til hele jorden. — Fortalt af Georgios Katsikaronis.

[Illustrationer på side 23]

Kiparissia, hvor jeg boede efter min hjemkomst fra Australien

Jeg og min hustru, Alexandra