Kan man stole på Bibelen?

SELV i vor moderne verden er troen på Bibelen stadig udbredt. I en nylig gallupundersøgelse i USA gav 80 procent for eksempel udtryk for at de tror på at Bibelen er Guds inspirerede ord. Uanset om dette procenttal er højere eller lavere der hvor man selv bor, er det klart at sådanne troende mennesker forventer at høre Bibelens lære i kirken. Det er imidlertid ikke altid den der forkyndes. Lad os for eksempel se på læren om at sjælen straffes efter døden.

Kan man finde læren om skærsilden eller et brændende helvede i Bibelen? Mange af kristenhedens teologer vil svare nej til det spørgsmål. New Catholic Encyclopedia siger: „Den katolske kirkes lære om skærsilden er i sidste ende baseret på traditionen, ikke på Den Hellige Skrift.“ Angående helvede siger A Dictionary of Christian Theology: „Ifølge Det Nye Testamente fremholdt de første kristne ikke læren om et brændende helvede.“

Da den engelske statskirkes doktrinkommission for nylig anbefalede at man helt forkastede læren om et brændende helvede, gav det anledning til store avisoverskrifter. Tom Wright, der er doktor i teologi og domprovst ved Litchfield Cathedral, siger at fortidens levende fremstillinger af helvede „gjorde Gud til et uhyre og var årsag til at mange fik psykiske mén“. Kommissionens rapport beskriver helvede som „absolut ikke-eksistens“.a New Catholic Encyclopedia skriver om det katolske synspunkt: „Vor tids teologi tager i spørgsmålet om helvede udgangspunkt i at der er tale om en adskillelse fra Gud.“

Bibelens oplysninger om sjælen er faktisk i modstrid med læren om skærsilden og et brændende helvede. Bibelen taler mange steder om at sjæle dør. „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4; jævnfør den danske autoriserede oversættelse af 1931.) Ifølge Bibelen er de døde uden bevidsthed, ude af stand til at føle smerte. „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ (Prædikeren 9:5) Det håb Bibelen fremholder for de døde, er en fremtidig opstandelse. Da Jesu ven Lazarus var død, sammenlignede Jesus døden med en søvn. Lazarus’ søster Maria gav udtryk for det håb Bibelen fremholder, da hun sagde: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ Ved at oprejse Lazarus fra de døde bekræftede Jesus at opstandelsen er et reelt håb for mennesket. — Johannes 5:28, 29; 11:11-14, 24, 44.

Historikere påpeger at læren om at mennesket har en udødelig sjæl der kan skilles fra legemet, ikke stammer fra Bibelen, men fra græsk filosofi. New Catholic Encyclopedia nævner at de gamle hebræere ikke opfattede mennesket som bestående af et fysisk legeme og en immateriel sjæl. Dette opslagsværk siger om hebræernes tro: „Da der kom livsånde i det første menneske som Gud dannede af jorden, blev det et ’levende væsen’ (1 Mosebog 2.7). Døden blev ikke, som i græsk filosofi, opfattet som en adskillelse af to forskellige dele af mennesket. Når livsånden forlader et menneske, bliver det et ’dødt væsen’. (3 Mosebog 21.11; 4 Mosebog 6.6; 19.13) I begge tilfælde er ordet ’væsen’ oversat fra det hebraiske [næʹfæsj], der ofte oversættes med ’sjæl’, men som i realiteten betyder selve personen.“

New Catholic Encyclopedia nævner også at katolske teologer for nylig „har fastholdt at Det Nye Testamente ikke lærer at sjælen er udødelig i hellenistisk (græsk) forstand“. Opslagsværket konkluderer: „I sidste ende skal løsningen på problemet ikke så meget søges ad filosofiens vej, men snarere i opstandelsens mirakuløse gave.“

Bibelen eller traditionen?

Men hvordan er ikkebibelske synspunkter blevet en del af kirkens lære? Mange kirker hævder at Bibelen er deres højeste autoritet. For nylig talte pave Johannes Paul II for eksempel om nødvendigheden af at Skriften „i sin fulde sandhed anerkendes af de troende som den højeste norm for vor tro“. Det er imidlertid almindeligt kendt at kristenhedens lære i dag ikke er identisk med den lære der blev forkyndt af de kristne i det første århundrede. De fleste kirker opfatter forandringerne som et led i en gradvis udvikling af kirkens lære. Den katolske kirke tillægger desuden kirkens tradition samme autoritet som Bibelen. New Catholic Encyclopedia siger at kirken „hverken fremholder en lære som er baseret på Skriften alene og uafhængig af traditionen, eller en lære som er baseret på traditionen alene og uafhængig af Skriften“.

Historien viser imidlertid at kirkerne har erstattet Bibelens lære med en lære der udelukkende er baseret på traditionen. I dag hævder mange kirker faktisk at Bibelens lære er forkert. New Catholic Encyclopedia siger for eksempel at det „set i lyset af den viden historien og videnskaben i dag har bibragt os, er tydeligt at mange af Bibelens udtalelser simpelt hen er forkerte“. Angående Bibelens lære om at de døde er uden bevidsthed, tilføjer encyklopædien: „Selv når det gælder religiøse spørgsmål, vidner Det Gamle Testamente om en mangelfuld kundskab om . . . livet efter døden.“ Opslagsværket citerer derefter Salme 6:5 (vers 6 i den danske autoriserede oversættelse) som eksempel på dette: „For man nævner dig ikke i døden; hvem vil prise dig i Sheol [eller Hades]?“ Nogle protestantiske seminarier og universiteter lærer ikke længere de studerende at Bibelen er ufejlbarlig. Den katolske kirke mener at den sidder inde med „magisterium“, eller læremyndighed, til at fortolke Bibelens lære. Hertil kunne man spørge: „Hvad nu hvis sådanne fortolkninger synes at modsige Bibelen?“

Skrifternes betydning

Jesus benyttede igen og igen Skrifterne som autoritet idet han sagde: „Der står skrevet.“ (Mattæus 4:4, 7, 10; Lukas 19:46) Da Jesus udtalte sig om ægteskabet, henviste han ikke til den græske filosofis gætteri, men til skabelsesberetningen i Første Mosebog. (1 Mosebog 1:27; 2:24; Mattæus 19:3-9) Jesus mente tydeligvis at Skrifternes indhold var sandt og inspireret af Gud. I en bøn til Gud sagde han: „Dit ord er sandhed.“ — Johannes 17:17.b

Bibelen gengiver Jesu kritik af de religiøse ledere på hans tid: „Behændigt tilsidesætter I Guds bud for at kunne beholde jeres overlevering. . . . I gør således Guds ord ugyldigt med jeres overlevering.“ (Markus 7:6-13) Også Paulus modstod de bestræbelser nogle gjorde sig for at få ham til at optage græsk filosofi eller forkerte overleveringer i sin lære. Han sagde advarende: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering.“ (Kolossenserne 2:8; 1 Korinther 1:22, 23; 2:1-13) Visse overleveringer og lærepunkter som Paulus tilskyndede de kristne til at holde fast ved, var både baseret på og i fuld harmoni med Skrifterne. (2 Thessaloniker 2:13-15) Paulus skrev: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig, . . . så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17.

Paulus forudså at mange ikke ville holde sig til Bibelens lære. Han advarede Timoteus: „Der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, . . . og de vil vende ørerne bort fra sandheden.“ Han tilskyndede ham derfor: „Du, derimod, vær ædru i alle ting.“ (2 Timoteus 4:3-5) Men hvordan kan man være det? Blandt andet ved at være ’ædelsindet’. En græsk-engelsk ordbog definerer det græske ord som „det at være villig til at lære noget og at bedømme det ærligt og redeligt“. Lukas brugte dette udtryk da han beskrev Paulus’ tilhørere i Berøa i det første århundrede. Det Paulus lærte dem, var nyt for dem, og de ønskede ikke at blive vildledt. Lukas roste dem med ordene: „Disse jøder [i Berøa] var mere ædelsindede end de i Thessalonika, for de tog imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således.“ At jøderne i Berøa var ædelsindede, gjorde dem ikke skeptiske og utilbøjelige til at tro på noget som helst. Resultatet af deres ærlige undersøgelse var at ’mange af dem fik tro’. — Apostelgerninger 17:11, 12.

Fordele ved at følge Bibelens lære

De første kristne var kendt for deres troskab mod Bibelen og deres selvopofrende kærlighed. I dag er der mange der „har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft“. (2 Timoteus 3:5) Enhver form for kristendom som ikke er i overensstemmelse med den oprindelige, mangler den kraft der får folk til at handle ret og gøre godt mod andre. Kan det være forklaringen på at man i størstedelen af kristenheden har voksende problemer med vold, umoralitet, materialisme og opløste familier? I nogle „kristne“ lande er der fortsat voldsomme etniske krige mellem folk der bekender sig til samme tro.

Er den ædelsindede indstilling som de kristne i Berøa havde, helt forsvundet? Eller findes der også i dag nogle som tror på og følger Bibelens lære?

Encyclopedia Canadiana siger: „Jehovas Vidners arbejde er en genoplivelse og genoprettelse af urkristendommen, der blev praktiseret af Jesus og hans disciple i det første og andet århundrede efter vor tidsregning.“ I New Catholic Encyclopedia findes følgende bemærkning om Jehovas Vidner: „Deres tro og leveregler bygger udelukkende på Bibelen.“

Den omstændighed er uden tvivl en væsentlig årsag til at Jehovas vidner i hele verden er kendt for deres åndelige velstand, fred og lykke. Vi tilskynder derfor vore læsere til at få et bedre kendskab til Bibelens åndeligt sunde lære. Større kundskab kan medføre en endnu større tillid til Bibelen og en stærkere tro på Gud. Den varige gavn man vil få af en sådan tro, er rigelig anstrengelserne værd.

[Fodnoter]

[Illustration på side 6]

Apostelen Paulus og andre forkyndte på torvet

[Illustration på side 7]

Jehovas Vidners „tro og leveregler bygger udelukkende på Bibelen“