Den gode nyhed beskyttes juridisk

LIGE så længe mennesket har grundlagt og bygget byer, har det også bygget mure. Især før i tiden tjente sådanne mure som beskyttende fæstningsværker. Fra toppen af muren kunne de der forsvarede byen, kæmpe for at beskytte muren mod at blive gennembrudt eller undermineret af angriberne. Muren var ikke kun en beskyttelse for indbyggerne i selve byen. Ofte søgte folk fra de omliggende mindre byer også tilflugt inden for muren. — 2 Samuel 11:20-24; Esajas 25:12.

Jehovas Vidner har på lignende måde rejst en mur — en beskyttende juridisk mur. Muren er ikke blevet bygget for at isolere Vidnerne fra resten af samfundet, for Jehovas vidner er kendt for at være åbne og udadvendte. Den styrker alle borgeres generelle retsstilling. Samtidig har denne mur beskyttet Jehovas Vidners juridiske rettigheder til frit at tilbede Gud. (Jævnfør Mattæus 5:14-16.) Den beskytter deres tilbedelsesform og deres ret til at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Hvad består denne mur af, og hvordan er den blevet bygget?

En beskyttende juridisk mur bygges

Skønt Jehovas vidner nyder trosfrihed i de fleste lande, har de nogle steder været udsat for grundløse angreb. Når man har anfægtet deres ret til at forsamles eller til at forkynde fra hus til hus, er de gået rettens vej. På verdensplan har Jehovas Vidner været involveret i tusindvis af retssager.a De har ikke vundet dem alle, men når lavere retsinstansers domme er gået dem imod, har de ofte appelleret til en højere instans. Med hvilket resultat?

I løbet af det 20. århundrede har de juridiske sejre man har vundet i mange lande, skabt utallige præcedenser som Jehovas Vidner har henvist til i efterfølgende sager. Ligesom stenene i en mur udgør disse afgørelser til fordel for Jehovas Vidner en beskyttende juridisk mur. Fra toppen af denne „mur“ af præcedenser fortsætter Jehovas Vidner med at kæmpe for deres tros- og tilbedelsesfrihed.

Sagen Murdock mod Commonwealth of Pennsylvania, som blev afgjort af De Forenede Staters højesteret den 3. maj 1943, er et godt eksempel på dette. Sagen drejede sig om følgende spørgsmål: Skulle Jehovas vidner løse vandrebrev for at have lov til at uddele deres religiøse publikationer? Jehovas Vidner fastholdt at dette ikke var nødvendigt. Deres forkyndelsesarbejde er ikke, og har aldrig været, kommercielt. Deres hensigt er ikke at tjene penge, men at forkynde den gode nyhed. (Mattæus 10:8; 2 Korinther 2:17) Jehovas Vidner fik medhold i Murdock-sagen. Retten fastslog at ethvert krav om vandrebrevsafgift som betingelse for at have lov til at uddele religiøse skrifter, var i strid med forfatningen.b Denne afgørelse skabte præcedens på et vigtigt område, og Jehovas Vidner har med held brugt den som autoritet i adskillige senere sager. Dommen i Murdock-sagen har vist sig at være en solid sten i den beskyttende juridiske mur.

Sådanne sager har medvirket til at beskytte religionsfriheden i almindelighed. Angående Jehovas Vidners bidrag til forsvaret af borgerrettighederne i USA har University of Cincinnati Law Review skrevet: „Jehovas Vidner har haft en gennemgribende indflydelse på fortolkningen af statsforfatningsretten, især ved at udvide grænserne for beskyttelse af tale- og religionsfriheden.“

Muren forstærkes

For hver juridisk sejr bliver muren stærkere. Lad os se på nogle få af de afgørelser der i 1990’erne er blevet truffet til fordel for Jehovas vidner og alle andre frihedselskende mennesker i verden.

Grækenland. Den 25. maj 1993 fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at græske borgere har ret til at fortælle andre om deres tro. Sagen drejede sig om Minos Kokkinakis, som på daværende tidspunkt var 84 år. Som et af Jehovas vidner var Minos Kokkinakis siden 1938 blevet arresteret mere end 60 gange og stillet for en græsk domstol 18 gange. I samme periode havde han afsonet mere end seks års fængsel. Han var hovedsagelig blevet dømt efter en græsk lov fra 1930’erne som forbyder hvervning af proselytter. I perioden fra 1938 til 1992 gav denne lov anledning til næsten 20.000 arrestationer af Jehovas vidner. Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse havde de græske myndigheder krænket Minos Kokkinakis’ religionsfrihed, og han fik tilkendt en skadeserstatning på næsten 100.000 kr. Domstolen fastslog i sin kendelse at Jehovas Vidner i høj grad er „et kendt trossamfund“. — Se Vagttårnet for 1. september 1993, side 27-31.

Mexico. Den 16. juli 1992 blev der i Mexico taget et stort skridt til fordel for religionsfriheden. Den dag trådte den nye Lov om Religiøse Sammenslutninger og Offentlig Religionsudøvelse i kraft. Ifølge denne lov kan en religiøs gruppe blive juridisk anerkendt som en religiøs forening når den lader sig registrere. Før den tid eksisterede Jehovas Vidner, ligesom andre trossamfund i landet, kun de facto uden at være juridisk anerkendt. Den 13. april 1993 ansøgte Jehovas Vidner om at blive registreret, og den 7. maj 1993 blev de juridisk indregistreret som to religiøse organisationer, La Torre del Vigía, A. R., og Los Testigos de Jehová en México, A. R. — Se Vågn op! for 22. juli 1994, side 12-14.

Brasilien. I november 1990 meddelte Brasiliens Nationale Institut for Samfundsanliggender Vagttårnsselskabets afdelingskontor at de frivillige medarbejdere på Betel, som Jehovas Vidners afdelingskontorer kaldes, for fremtiden ikke ville blive betragtet som ordets tjenere og derfor ville være underlagt landets arbejdslove. Jehovas Vidner appellerede afgørelsen. Den 7. juni 1996 besluttede den juridiske rådgiver for statsadvokatens kontor i Brasília at de der arbejdede på Betel, fortsat kunne betragtes som medlemmer af en lovlig religiøs orden, og ikke som verdslige medarbejdere.

Japan. Den 8. marts 1996 traf Japans højesteret en afgørelse vedrørende uddannelse og religionsfrihed som er til gavn for alle landets indbyggere. Retten afgjorde enstemmigt at Kobes Tekniske Skole havde overtrådt loven da den bortviste Kunihito Kobayashi fordi han nægtede at deltage i kampsportstræning. Det er første gang højesteret har afsagt en dom baseret på den religionsfrihed den japanske forfatning garanterer. Som følge af sin bibeloplærte samvittighed mente dette unge Jehovas vidne ikke at kampsportsøvelserne var i harmoni med bibelske principper som det vi finder i Esajas 2:4: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ Højesterets afgørelse har skabt præcedens for kommende sager. — Se Vagttårnet for 1. november 1996, side 19-21.

Den 9. februar 1998 afsagde Tokyos landsret en anden skelsættende dom, som gav Misae Takeda, et Jehovas vidne, medhold i at hun havde ret til at nægte at modtage lægebehandling som ikke harmonerer med Bibelens bud om at ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:28, 29) Sagen er anket til højesteret, og fremtiden vil vise om højesteret stadfæster landsrettens afgørelse.

Filippinerne. Den 1. marts 1993 afsagde Filippinernes højesteret enstemmigt en dom til fordel for Jehovas Vidner i en sag vedrørende nogle unge Jehovas vidner som var blevet bortvist fra skolen fordi de respektfuldt havde afstået fra at hilse flaget.

Enhver dom i Jehovas Vidners favør udgør endnu en „sten“ som styrker den juridiske mur der ikke alene beskytter Jehovas Vidners, men alle menneskers rettigheder.

Muren sikres

Jehovas Vidner er juridisk indregistreret i 153 lande, hvor de med rette nyder samme frihed som andre anerkendte trossamfund. Efter årtiers forfølgelse og forbud i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen er Jehovas Vidner nu juridisk anerkendt i lande som Albanien, Georgien, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn. Men i nogle lande, også visse vesteuropæiske lande med veletablerede retssystemer, forholder man i dag Jehovas Vidner deres rettigheder eller truer med at tage dem fra dem. Jehovas Vidners modstandere prøver ihærdigt at ramme dem ved at ’skabe uret i lovens navn’. (Salme 94:20, da. aut. 1931) Hvordan reagerer Vidnerne på dette?c

Jehovas vidner i alle lande vil gerne samarbejde med myndighederne, men de ønsker også juridisk frihed til at udøve deres tro. Det er deres faste overbevisning at alle love eller juridiske afgørelser som måtte forbyde dem at adlyde Guds bud — inklusive budet om at forkynde den gode nyhed — er ugyldige. (Markus 13:10) Hvis de ikke i mindelighed kan opnå en fredelig ordning med myndighederne, vil de benytte sig af enhver appelmulighed for ad juridisk vej at beskytte deres gudgivne ret til at udøve deres tro. Jehovas vidner har fuld tillid til Guds løfte: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ — Esajas 54:17.

[Fodnoter]

[Ramme på side 21]

Jehovas Vidners rettigheder forsvares

Forfølgelsen af Jehovas vidner har bevirket at de er blevet stillet for dommere og regeringsembedsmænd over hele jorden. (Lukas 21:12, 13) De har ikke skyet nogen anstrengelser for juridisk at forsvare deres rettigheder. De sejre Jehovas Vidner har vundet i retssalene i mange lande, har medvirket til at beskytte deres juridiske frihed og dermed også deres ret til:

◻ at forkynde fra hus til hus uden de begrænsninger som sælgere er underlagt — Murdock mod Commonwealth of Pennsylvania, USA’s højesteret (1943); Kokkinakis mod Grækenland, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (1993).

◻ at samles frit for at tilbede — Manoussakis med flere mod Grækenland, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (1996).

◻ at afgøre hvordan de med god samvittighed kan vise respekt for flaget eller andre nationale symboler — West Virginia State Board of Education v. Barnette, USA’s højesteret (1943); Filippinernes højesteret (1993); Indiens højesteret (1986).

◻ at nægte at udføre militærtjeneste som strider mod deres kristne samvittighed — Georgiadis mod Grækenland, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (1997).

◻ at vælge lægebehandling som ikke strider mod deres samvittighed — Malette mod Shulman, Appelretten i Ontario, Canada (1990); Vagttårnet mod E.L.A., Puerto Ricos højesteret, San Juan (1995); Fosmire v. Nicoleau, New York, USA. Appelretten (1990)

◻ at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres bibelske tro, uden at dette ved en skilsmisse får indflydelse på hvem der skal have forældremyndigheden — St-Laurent mod Soucy, Canadas højesteret (1997); Hoffmann mod Østrig, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (1993).

◻ at eje og at administrere juridiske selskaber som nyder samme skattemæssige fordele som de selskaber der benyttes af andre anerkendte trossamfund — Anklagemyndigheden mod Haring, New York, USA. Appelretten (1960).

◻ at de Jehovas vidner der virker i særlig heltidstjeneste, bliver beskattet efter de samme favorable regler som gælder heltidsbeskæftigede i andre trossamfund — Brasiliens Nationale Institut for Samfundsanliggender, Brasília, (1996).

[Illustration på side 20]

Minos Kokkinakis med sin hustru

[Illustration på side 20]

Kunihito Kobayashi

[Kildeangivelse på side 19]

The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck