Jehovas Vidner i Grækenland får oprejsning

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT

FOR nogle år siden sagde den ortodokse præst i landsbyen Gazi på Kreta i en af sine prædikener: „Jehovas Vidner har en mødesal lige her i landsbyen. Jeg har brug for jeres støtte til at få dem smidt ud.“ En aften nogle få dage senere blev rigssalens vinduer knust og bygningen beskudt af ukendte gerningsmænd. På den måde blev spørgsmålet om religionsfrihed igen rejst i Grækenland.

Disse episoder fik fire lokale Jehovas vidner, Kyriakos Baxevanis, Vassilis Hatzakis, Kostas Makridakis og Titos Manoussakis, til at indsende en anmodning til Ministeriet for Undervisning og Religiøse Anliggender hvori de bad om tilladelse til at afholde religiøse møder. De håbede at en sådan tilladelse kunne sikre dem politibeskyttelse. Men det skulle vise sig at blive sværere end forventet.

Præsten sendte et brev til sikkerhedspolitiets hovedkvarter i Heraklion hvori han henledte myndighedernes opmærksomhed på Jehovas Vidners rigssale i hans sogn og anmodede om at der blev iværksat sanktioner mod dem, og at deres møder blev forbudt. Det resulterede i en politiundersøgelse og i afhøringer. Siden indledte anklageren en straffesag mod Vidnerne.

Den 6. oktober 1987 frikendte kriminalretten i Heraklion de fire sagsøgte med den begrundelse at „de ikke havde begået den handling de var anklaget for, eftersom et trossamfunds medlemmer har lov til at holde møder . . . uden forudgående tilladelse“. Men to dage efter appellerede anklageren afgørelsen, og sagen kom for en højere instans. Den 15. februar 1990 idømte denne domstol de fire sagsøgte to måneders fængsel og en bøde på omkring 600 kroner. Denne dom appellerede de fire Jehovas vidner til Grækenlands højesteret.

Den 19. marts 1991 blev appellen afvist, og dommen stadfæstet. Da højesterets dom over to år senere, den 20. september 1993, blev bekendtgjort, blev rigssalen officielt lukket af politiet. Et politidokument viste at den græsk-ortodokse kirke på Kreta stod bag denne aktion.

Situationen opstod fordi nogle love der blev indført i 1938 for at begrænse religionsfriheden, stadig er i kraft i Grækenland. De fordrer at den der ønsker at åbne et tilbedelsessted, forinden skal indhente tilladelse hos Ministeriet for Undervisning og Religiøse Anliggender samt hos den lokale biskop i den ortodokse kirke. I adskillige årtier har disse forældede love voldt Jehovas Vidner mange problemer.

Religionsfrihed og menneskerettigheder

Da de fire Jehovas vidner fik at vide at højesteret havde stadfæstet dommen, indsendte de den 7. august 1991 et andragende til Den Europæiske Menneskerettighedskommission i Strasbourg i Frankrig. Heri nedlagde de påstand om at dommen var en overtrædelse af artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der sikrer retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat, at udøve sin religion.

Den 25. maj 1995 afgjorde kommissionens 25 medlemmer enstemmigt at Grækenland i dette tilfælde havde overtrådt artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De udtalte at den omtalte dom ikke kunne forenes med tanken om religionsfrihed og ikke hørte hjemme i et demokratisk samfund. Angående berettigelsen af at anlægge denne sag stod der i afgørelsen: „De sagsøgte . . . er medlemmer af en bevægelse hvis religiøse ritualer og skikke er almindeligt kendt og tilladt i mange europæiske lande.“ Derefter sendte kommissionen sagen til behandling ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Jehovas vidner kan ikke stoppes

Høringen skulle finde sted den 20. maj 1996. Der var over 200 til stede i retslokalet, deriblandt studerende og professorer fra det lokale universitet, journalister og flere Jehovas vidner fra Grækenland, Tyskland, Belgien og Frankrig.

Phédon Vegleris, tidligere professor ved Athens universitet og forkyndernes advokat, fremførte at den fremgangsmåde der var blevet fulgt, og den dom der var afsagt af de nationale myndigheder, ikke blot var en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også af Grækenlands forfatning. „Det er derfor landets lov og dens anvendelse som bliver behandlet af retten.“

Den græske regerings advokat var en dommer fra statsrådet. I stedet for at holde sig til kendsgerningerne henviste han til den stilling den ortodokse kirke indtager i Grækenland, til dens nære bånd til staten og folket og til det påståede behov for at holde andre religioner under kontrol. Derudover nævnte han at Jehovas Vidner fra 1960 og fremefter havde haft stor fremgang. Med andre ord var den ortodokse kirkes monopol blevet brudt — med gode resultater.

Religionsfriheden sejrer

Dommen skulle afsiges den 26. september. Spændingen var stor, især blandt Jehovas vidner. Retsformanden, Rudolf Bernhardt, oplæste afgørelsen: Domstolens ni dommere afsagde enstemmigt den dom at Grækenland havde overtrådt artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den tilkendte også sagsøgerne en erstatning på omkring 100.000 kroner til dækning af deres sagsomkostninger. Men hvad der var langt vigtigere, var at afgørelsen indeholdt mange bemærkelsesværdige argumenter til fordel for religionsfriheden.

Retten nævnte også at græsk lov giver „de politiske, administrative og gejstlige myndigheder vidtrækkende beføjelser til at gribe ind i trosfrihedens udøvelse“. Den tilføjede at den procedure der kræves for at få en tilladelse, blev brugt af staten „til at underkaste visse ikkeortodokse bevægelser, især Jehovas Vidner, strenge eller ligefrem indskrænkende betingelser“. De grove metoder den ortodokse kirke har benyttet i mange år, blev afsløret af denne internationale ret.

Domstolen understregede også at „retten til frit at udøve sin religion, som garanteret i konventionen, udelukker staten fra vilkårligt at afgøre lovligheden af en tro eller af de metoder der bruges til at udtrykke en tro“. Den sagde også at „Jehovas Vidner hører hjemme under definitionen ’kendt trossamfund’ der er opstillet i den græske forfatning . . . Dette havde regeringen også indrømmet.“

Ikke nogen spøg

I løbet af det næste par dage skrev de fleste større græske aviser om denne sag. Den 29. september 1996 kunne man i søndagsudgaven af Kathimerini læse denne kommentar: „Uanset hvor store anstrengelser den græske stat udfolder for at slå det hen som en spøg, er det ’slag i ansigtet’ som [staten] fik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, en reel kendsgerning som på internationalt plan er blevet nedfældet på behørig vis. Retten indskærpede Grækenland artikel 9 i Menneskerettighedskonventionen og fordømte enstemmigt den græske lovgivning.“

Det athenske dagblad Ethnos skrev den 28. september 1996 at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol „havde fordømt Grækenland, idet [landet] var blevet pålagt at betale sagsomkostningerne for de borgere som tilfældigvis havde været så uheldige at være Jehovas vidner“.

En af sagsøgernes advokater, Panos Bitsaxis, blev interviewet i et radioprogram og sagde: „Vi lever i år 1996, på tærskelen til det 21. århundrede, og det siger sig selv at der ikke burde være diskrimination, chikane eller indblanding fra administrationens side i forbindelse med udøvelsen af den fundamentale ret til religionsfrihed. . . . Dette er en passende anledning for regeringen til at tage sin politik op til fornyet overvejelse og sætte en stopper for en sådan urimelig diskrimination, der overhovedet ikke tjener noget formål i dag.“

Afgørelsen i sagen Manoussakis og andre mod Grækenland giver fornyet håb om at den græske stat vil bringe sin lovgivning i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse, så Jehovas vidner i Grækenland frit kan udøve deres religion uden indblanding fra det offentlige, politiet og kirken. Dette er i øvrigt den anden dom fra denne domstol som er gået det græske retsvæsen imod i en sag angående religionsfriheden.a

Det er almindeligt kendt at Jehovas vidner adlyder „de højere myndigheder“ — regeringerne — i alle forhold der ikke strider mod Guds ord. (Romerne 13:1, 7) De udgør ingen trussel mod den offentlige orden. Deres publikationer og offentlige forkyndelse opmuntrer derimod alle til at være lovlydige borgere og leve et fredeligt liv. De udgør et ærligt og velfunderet trossamfund, og deres medlemmer har ofte bidraget til lokalsamfundets vel. Beslutsomt følger de Bibelens høje moralnormer og viser at de elsker deres næste — noget som tydeligt kommer til udtryk i deres bibelske undervisningsarbejde. Alt dette har haft en gavnlig virkning i de over 200 lande hvor der er Jehovas vidner.

Vi håber at den dom som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afsagt, vil medføre større religionsfrihed for Jehovas vidner og alle andre religiøse minoriteter i Grækenland. Vi lever trods alt i år 1997, ikke i år 1397!

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

Rigssalen som blev lukket af politiet den 20. september 1993

[Illustration på side 15]

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg

[Illustration på side 16]

De implicerede forkyndere: T. Manoussakis, V. Hatzakis, K. Makridakis, K. Baxevanis