Hieronymus — en kontroversiel og banebrydende bibeloversætter

DEN 8. april 1546 erklærede man ved kirkemødet i Trento at den latinske Vulgata „var blevet godkendt af Kirken [den katolske] . . . og at ingen skulle understå sig i eller formaste sig til at forkaste den under noget som helst påskud“. Oversættelsen var blevet fuldført mere end tusind år tidligere, men både den og oversætteren, Hieronymus, havde længe skabt polemik. Hvem var Hieronymus? Hvorfor var han og hans bibeloversættelse så kontroversiel? Hvilken indflydelse har hans arbejde på bibeloversættelser i dag?

En lærd mand bliver til

Eusebius Hieronymus blev født omkring år 346 i Stridon i den romerske provins Dalmatien, nær det der i dag er grænsen mellem Italien og Slovenien.a Hans forældre var ret velhavende, og han mærkede på et tidligt tidspunkt i livet de fordele dette medførte eftersom han blev uddannet i Rom hos den berømte grammatiker Donatus. Det viste sig at Hieronymus var et begavet ungt menneske og dygtig til grammatik, retorik og filosofi. Han begyndte også på dette tidspunkt at studere græsk.

Efter at Hieronymus i år 366 havde forladt Rom, levede han en omflakkende tilværelse og endte til sidst i den italienske by Aquileia, hvor han stiftede bekendtskab med begrebet askese. Tiltrukket af forestillingen om streng selvfornægtelse tilbragte han sammen med en gruppe venner de følgende år med at følge en asketisk livsførelse.

I 373 blev gruppen af uforklarlige årsager opløst. Desillusioneret begav Hieronymus sig mod øst gennem Bitynien, Galatien og Kilikien og nåede til sidst til Antiochia i Syrien.

Den lange rejse krævede sin pris. Udmattet og med et dårligt helbred bukkede Hieronymus næsten under for feber. „Hvis blot Herren Jesus Kristus ville sørge for at jeg på et øjeblik kunne være hos dig,“ skrev han til en ven. „Mit stakkels legeme, der er skrøbeligt selv når jeg er rask, er nedbrudt.“

Og som om sygdom, ensomhed og den indre kamp ikke var nok, kom Hieronymus ud for endnu en krise — en åndelig krise. I en drøm så han sig selv „blive trukket frem for Guds dommersæde“. Da han blev bedt om at identificere sig, svarede Hieronymus: „Jeg er kristen.“ Men den som førte forsædet, svarede skarpt: „Du lyver, du er en discipel af Cicero, ikke af Kristus.“

Indtil da havde Hieronymus i sin lærdomsiver hovedsagelig koncentreret sig om studiet af de hedenske klassikere og ikke om Guds ord. Han fortæller: „Jeg blev martret af samvittighedens ild.“ I håb om at kunne gøre alt godt igen svor Hieronymus i sin drøm: „Herre, hvis jeg nogen sinde igen kommer i besiddelse af verdslige bøger, eller hvis jeg igen læser dem, har jeg fornægtet dig.“

Senere indvendte Hieronymus at han ikke kunne kræves til regnskab for noget han havde svoret i en drøm. Men han var ikke desto mindre indstillet på at holde sit løfte, i det mindste i princippet. Han forlod derfor Antiochia og levede afsondret i Chalkis i Den Syriske Ørken. Som eneboer fordybede han sig i studiet af Bibelen og af teologisk litteratur. Han sagde: „Jeg læste Guds bøger med større iver end jeg nogen sinde havde læst menneskers bøger.“ Han lærte også det lokale sprog syrisk og begyndte at studere hebraisk med hjælp fra en jøde der havde omvendt sig til kristendommen.

Får overdraget et hverv af paven

Efter at have levet omkring fem år i afsondrethed vendte Hieronymus tilbage til Antiochia for at fortsætte sine studier. Da han ankom, opdagede han imidlertid at kirken var stærkt splittet. Mens han opholdt sig i ørkenen, havde han spurgt pave Damasus til råds og sagt: „Kirken er splittet i tre partier som hver ønsker at bemægtige sig mig.“

Senere besluttede Hieronymus sig for at stille sig på Paulinus’ side, en af de tre mænd der havde gjort krav på titlen biskop af Antiochia. Hieronymus indvilligede i at lade sig ordinere til præst af Paulinus på to betingelser. For det første ønskede han at fortsætte sin munkeagtige tilværelse. Og for det andet insisterede han på at være fritaget for enhver forpligtelse til at virke som præst.

I 381 ledsagede Hieronymus Paulinus til kirkemødet i Konstantinopel og fortsatte derefter med ham til Rom. Pave Damasus indså hurtigt at Hieronymus var en lærd og sprogbegavet mand. Inden der var gået et år var han blevet forfremmet til den ærefulde stilling som Damasus’ privatsekretær.

Som sekretær undgik Hieronymus ikke stridigheder. Tværtimod syntes han at give anledning til dem. Han fortsatte for eksempel med at leve som asket midt i det pavelige hofs luksuøse omgivelser. Ved at fremme sin spartanske livsstil og ved at tage heftigt til orde mod gejstlighedens verdslige udskejelser skaffede Hieronymus sig ikke så få fjender.

Selv om mange kritiserede Hieronymus, havde han pave Damasus’ fulde støtte. Paven havde god grund til at opmuntre Hieronymus til at fortsætte sin bibelforskning. På det tidspunkt var der nemlig adskillige latinske bibeloversættelser i brug, og mange af disse var dårligt oversat og indeholdt grelle fejl. Noget andet der optog Damasus, var at den østlige og vestlige del af kirkens område var splittet på grund af sprogforskelle. Det var kun de færreste i den østlige del der kunne latin, og endnu færre i den vestlige der kunne græsk.

Pave Damasus var derfor ivrig efter at få en revideret latinsk oversættelse af evangelierne. Damasus ønskede en oversættelse der gengav den græske tekst nøjagtigt og samtidig var udtryksfuld og klar på latin. Hieronymus var en af de få lærde der var i stand til at lave en sådan oversættelse. Han var velkvalificeret eftersom han talte flydende græsk, latin og syrisk og havde kendskab til hebraisk. Det hverv Hieronymus fik overdraget af Damasus, var et projekt der skulle optage ham de næste 20 år af hans liv.

Striden intensiveres

Skønt Hieronymus arbejdede hurtigt med oversættelsen af evangelierne, anvendte han en klar og videnskabelig teknik. Ved at sammenligne alle de græske håndskrifter der var tilgængelige på daværende tidspunkt, foretog han rettelser i den latinske tekst, både i stil og i indhold, for at bringe den i nøjere overensstemmelse med den græske tekst.

Hieronymus’ oversættelse af de fire evangelier blev i det store og hele godt modtaget, og det samme gjorde hans latinske revision af Salmerne, der byggede på den græske Septuaginta. Han havde dog stadig sine kritikere. Hieronymus skrev: „Visse foragtelige personer har beskyldt mig for at have forsøgt at rette visse passager i evangelierne, i modstrid med de gamles myndighed og den ganske verdens skøn.“ Disse anklager intensiveredes efter pave Damasus’ død i 384. Hieronymus’ forhold til den nye pave var langtfra godt, så han besluttede sig til at forlade Rom og atter rejse mod øst.

En hebraiskkyndig bliver til

I 386 slog Hieronymus sig ned i Betlehem, hvor han skulle blive boende resten af sit liv. Han var ledsaget af en lille flok loyale tilhængere, deriblandt Paula, en velhavende romersk adelsdame der havde antaget askesen som følge af Hieronymus’ forkyndelse. Med hendes økonomiske støtte blev der oprettet et kloster under Hieronymus’ ledelse. Her fortsatte han sit oversættelsesarbejde og fuldførte sit livs største bedrift.

At Hieronymus nu levede i Palæstina, gav ham mulighed for at øge sit kendskab til hebraisk. Han betalte flere jødiske privatlærere for at hjælpe sig med at forstå nogle af de mere vanskelige sider af sproget. Men selv med en lærer var det ikke let. Om en af sine lærere, Baraninas fra Tiberias, sagde Hieronymus: „Det voldte mig store kvaler og kostede dyrt at få Baraninas til at undervise mig i ly af natten.“ Hvorfor skulle undervisningen foregå om natten? Fordi Baraninas var bange for hvad andre jøder ville sige hvis han kom sammen med en „kristen“!

På Hieronymus’ tid gjorde jøderne ofte nar af hebraisktalende ikkejøder fordi de ikke kunne udtale strubelydene rigtigt. Men efter at have gjort en stor indsats for at lære dette blev Hieronymus i stand til at udtale disse lyde. Han translittererede også mange hebraiske ord til latin. Det hjalp ham ikke alene til at huske ordene, men bidrog også til at datidens udtale af det hebraiske blev bevaret.

Hieronymus’ største strid

Hvor meget af Bibelen pave Damasus havde tænkt sig at Hieronymus skulle oversætte, ved man ikke. Men der er ingen tvivl om Hieronymus’ syn på sagen. Han var både målbevidst og energisk. Han nærede et brændende ønske om at frembringe noget „der var nyttigt for Kirken, og som var værd at bevare for eftertiden“. Han besluttede sig derfor til at lave en revideret latinsk oversættelse af hele Bibelen.

Hvad De Hebraiske Skrifter angik, var det Hieronymus’ hensigt at bygge sit værk på Septuaginta. Denne græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter, der var blevet oversat i det tredje århundrede før vor tidsregning, blev af mange betragtet som direkte inspireret af Gud. Septuaginta var derfor meget udbredt blandt datidens græsktalende kristne.

Men efterhånden som Hieronymus’ oversættelsesarbejde skred frem, opdagede han indbyrdes uoverensstemmelser mellem de græske håndskrifter, sådan som det også havde været tilfældet med de latinske håndskrifter. Hieronymus blev mere og mere frustreret. Til sidst nåede han til den konklusion at han, for at lave en pålidelig oversættelse, måtte lade være med at bruge de græske håndskrifter, deriblandt den højt agtede Septuaginta-oversættelse, og i stedet oversætte direkte fra den hebraiske grundtekst.

Denne beslutning rejste et ramaskrig. Nogle stemplede Hieronymus som en tekstforfalsker og gudsbespotter der af hensyn til jøderne forlod kirkens tradition. Selv Augustin, kirkens førende teolog, bønfaldt Hieronymus om at vende tilbage til Septuaginta-teksten og sagde: „Hvis din oversættelse på et tidspunkt bliver almindeligt brugt i mange kirker, vil det være forfærdeligt hvis der skulle opstå uoverensstemmelser mellem de latinske kirker og de græske kirker når de læser fra Bibelen.“

Augustin frygtede altså at kirken ville blive splittet hvis de vestlige kirker brugte Hieronymus’ latinske oversættelse, der byggede på den hebraiske tekst, mens de græske kirker i øst stadig brugte Septuaginta-oversættelsen.b Augustin nærede desuden betænkeligheder ved at man tilsidesatte Septuaginta til fordel for en oversættelse som kun Hieronymus kunne forsvare.

Hvordan så Hieronymus på alle disse modstandere? Som man kunne forvente, ignorerede han dem. Han fortsatte med at oversætte direkte fra den hebraiske tekst, og i år 405 havde han fuldført sin latinske bibeloversættelse. Senere blev hans oversættelse kaldt Vulgata, det vil sige den almindeligt anerkendte oversættelse (det latinske vulgatus betyder „almindelig, almindeligt bekendt eller udbredt“).

En stor bedrift

Hieronymus’ oversættelse af De Hebraiske Skrifter var langt mere end en revision af en eksisterende tekst. I de efterfølgende generationer ændrede den måden at studere og oversætte Bibelen på. Historikeren Will Durant har sagt: „[Vulgata] er det største og mest betydningsfulde litterære arbejde i det 4. århundrede.“

Hieronymus havde en skarp tunge og en stridbar personlighed, men han var ikke desto mindre den der ene mand sørgede for at lede bibelforskningen tilbage til den inspirerede hebraiske tekst. Med et vågent øje studerede og sammenlignede han gamle hebraiske og græske bibelhåndskrifter som ikke længere er tilgængelige i dag. Hans arbejde er også ældre end de jødiske masoreters. Vulgata er derfor et værdifuldt værk når man skal undersøge alternative gengivelser af bibelteksten.

Uden at se gennem fingre med hans yderliggående levevis og adfærd eller hans religiøse synspunkter forstår de der elsker Guds ord, at værdsætte den flittige indsats som denne kontroversielle og banebrydende bibeloversætter har gjort. Hieronymus nåede sit mål — at frembringe noget der var „værd at bevare for eftertiden“.

[Fodnoter]

[Illustration på side 28]

Statue af Hieronymus i Betlehem

[Kildeangivelse]

Garo Nalbandian

[Kildeangivelser på side 26]

Øverst til venstre, hebraisk håndskrift: Med tilladelse af The Shrine of the Book, Israel Museum, Jerusalem. Nederst til venstre, syrisk håndskrift: Gengivet med tilladelse af The Trustees of the Chester Beatty Library, Dublin. Øverst i midten, græsk håndskrift: Med tilladelse af Israel Antiquities Authority