„Jehova“ eller „Jahve“?

HVAD har fået sagkyndige i bibelhebraisk til at tage så barske betegnelser som „misfoster“, „blandingsprodukt“ og „vanskabning“ i deres mund? Vendingerne er fremkommet under den strid der i over hundrede år har raset om hvorvidt „Jehova“ er den korrekte form af Guds navn. I dag foretrækker de fleste lærde tilsyneladende tostavelsesnavnet „Jahve“. Men er formen „Jehova“ virkelig en sproglig „vanskabning“?

Hvordan striden opstod

Ifølge Bibelen åbenbarede Gud selv sit navn for mennesker. (2 Mosebog 3:15) Af Bibelen fremgår det at Guds tjenere i fortiden hyppigt brugte hans navn. (1 Mosebog 12:8; Rut 2:4) Guds navn var også kendt blandt andre nationer. (Josua 2:9) Det gjaldt ikke mindst efter at jøderne var vendt hjem fra landflygtigheden i Babylon og kom i berøring med folk af mange nationaliteter. (Salme 96:2-10; Esajas 12:4; Malakias 1:11) The Interpreter’s Dictionary of the Bible oplyser: „Der er et betydeligt antal vidnesbyrd om at mange udlændinge i eftereksilsk tid blev tiltrukket af den jødiske religion.“ Men i det første århundrede efter vor tidsregning havde en overtroisk frygt angående brugen af Guds navn vundet indpas. Med tiden gik navnet ikke blot af brug blandt jøderne, men visse kredse nedlagde ligefrem forbud mod at man overhovedet nævnte Guds navn. Den korrekte udtale gik derved tabt — eller gjorde den?

Hvad rummer et navn?

På hebraisk skrives Guds navn יהוה. Det kaldes almindeligvis tetragrammet (de fire bogstaver) og læses fra højre mod venstre. En forkortet form af Guds navn indgår i mange af de person- og stednavne der forekommer i Bibelen. Er det muligt at sådanne egennavne kan give et fingerpeg om hvordan Guds navn blev udtalt?

Ifølge professor emeritus George Buchanan, der har undervist ved Wesley Theological Seminary i Washington, D.C., er svaret ja. Han forklarer: „I oldtiden opkaldte forældrene gerne børnene efter deres guddomme. Det vil sige at de har udtalt børnenes navne på samme måde som gudens navn. Tetragrammet indgik i folks navne, og de brugte altid den mellemste vokal.“

Som eksempel kan nævnes nogle af de bibelske egennavne der indeholder en forkortet form af Guds navn. Jonatan, der i hebraiske bibler skrives enten Jōnathanʹ eller Jehōnathanʹ, betyder „Jaho, eller Jahowah, har givet,“ siger professor Buchanan. Profeten Elias’ navn skrives på hebraisk ’Elījahʹ eller ’Elījaʹhu. Ifølge professor Buchanan betyder navnet: „Min Gud er Jahu, eller Jahu-wah.“ Tilsvarende er den hebraiske form af Josafat Jehōsjafatʹ, der betyder „Jaho har dømt“.

En udtale af tetragrammet med to stavelser, for eksempel som „Jahve“, giver ikke rum for vokalen o i Guds navn. Men i de mange bibelske navne der indeholder en form af Guds navn, optræder denne mellemste vokal både i grundformen og i den forkortede form, som det ses i Jehonatan og Jonatan. Professor Buchanan siger derfor om Guds navn: „Intetsteds er vokalen u eller ō udeladt. Ordet blev til tider forkortet til ’Ja’, men aldrig til ’Ja-weh’. . . . Når tetragrammet blev udtalt som én stavelse, udtaltes det ’Jah’ eller ’Jo’. Når det blev udtalt med tre stavelser, må det have lydt ’Jahowah’ eller ’Jahuwah’. Hvis det nogen sinde blev forkortet til to stavelser, må det have lydt ’Jaho’.“ — Biblical Archaeology Review.

Ovenstående udtalelser hjælper os til at forstå følgende bemærkning i Hebrew and Chaldee Lexicon to the Old Testament Scriptures af den hebraiskkyndige Wilhelm Gesenius fra det 19. århundrede: „De der mener at יְהוָֹה [Je-ho-wah] var den egentlige udtale [af Guds navn], er ikke berøvet ethvert grundlag for deres antagelse. Den giver en mere tilfredsstillende forklaring på de forkortede stavelser יְהוֹ [Je-ho] og יוֹ [Jo], som mange egennavne begynder med.“

Dog påpeger Everett Fox følgende i indledningen til sin nyligt udkomne oversættelse The Five Books of Moses: „Både gamle og nye forsøg på at rekonstruere den ’korrekte’ udtale af det hebraiske navn [for Gud] er strandet; hverken det jævnligt forekommende ’Jehova’ eller den videnskabeligt foretrukne gengivelse ’Jahve’ kan dokumenteres på fyldestgørende måde.“

De lærde vil utvivlsomt fortsætte diskussionen. Jøderne holdt op med at udtale den sande Guds navn før masoreterne udviklede deres system af vokalpunkter. Det kan derfor ikke endegyldigt fastslås hvilke vokaler der blev føjet til konsonanterne JHWH (יהוה). Men de bibelske personers navne, hvis udtale aldrig gik tabt, giver et konkret fingerpeg om hvordan man i oldtiden udtalte Guds navn. Derfor indrømmer i hvert fald nogle lærde at formen „Jehova“, alt taget i betragtning, næppe kan kaldes en „vanskabning“.

[Illustrationer på side 31]

Formen „Jehova“ har længe været den mest almindeligt brugte