Jeg har glædet mig over at tjene Jehova trods prøvelser
FORTALT AF GEORGE SCIPIO
I december 1945 lå jeg på hospitalet. Det eneste der ikke var lammet på min krop, var mine hænder og fødder. Jeg var sikker på at min tilstand var midlertidig, men andre tvivlede på at jeg nogen sinde ville komme til at gå igen. Det var en svær tid for en aktiv ung mand på 17 år. Jeg nægtede at acceptere en sådan prognose. Jeg havde så mange planer. For eksempel skulle jeg det følgende år på ferie til England sammen med min arbejdsgiver.
JEG var blevet offer for en polioepidemi der havde fejet hen over øen Sankt Helena, hvor jeg boede. Den havde kostet 11 livet og invalideret i snesevis af andre. Mens jeg var sengeliggende, havde jeg masser af tid til at tænke over mit korte liv og min fremtid. Det var på det tidspunkt at jeg, til trods for min sygdom, indså at jeg havde grund til at glæde mig.
Den spæde begyndelse
I 1933 da jeg var fem år, havde min far, Tom, der var politimand og diakon i baptistkirken, modtaget nogle indbundne bøger af to Jehovas vidner. De var heltidsforkyndere, eller pionerer, og besøgte øen i et kort tidsrum.
En af bøgerne hed Guds Harpe. Min far benyttede bogen når han studerede Bibelen med vores familie og med nogle interesserede. Det var tungt stof, og jeg forstod ikke meget af det. Men jeg kan huske at jeg i min bibel understregede alle de skriftsteder vi drøftede. Det gik hurtigt op for min far at det vi studerede, var sandheden, og at den afveg fra det han prædikede i baptistkirken. Han begyndte at fortælle andre om det han havde lært, og forkyndte fra prædikestolen at læren om treenigheden, helvede og den udødelig sjæl ikke fandt støtte i Bibelen. Det vakte stort røre i kirken.
I et forsøg på at afgøre striden indkaldte kirken til et møde. Man stillede spørgsmålet: „Hvem vil støtte baptistkirken?“ Det ville de fleste. Dernæst blev der spurgt: „Hvem går ind for Jehova?“ Det gjorde omkring 10 til 12 personer, som blev bedt om at forlade kirken.
Det var en ny trosretnings spæde begyndelse på Sankt Helena. Min far kontaktede Vagttårnsselskabets hovedkontor i USA og bad om grammofon og højttalerudstyr så han kunne afspille grammofonplader med bibelske foredrag. Han fik at vide at apparatet var for stort til at det kunne sendes til Sankt Helena. En mindre grammofon blev sendt til ham, og brødrene bestilte senere to mere. De tog rundt på hele øen til fods og på æselryg og forkyndte budskabet for folk.
Efterhånden som budskabet blev spredt, steg modstanden. I min skole sang børnene: „Kom, alle mand! Kom, alle mand, og hør hvad Scipios ’grammo’ kan!“ Det var svært for en skoledreng som mig, der gerne ville accepteres af kammeraterne. Hvad hjalp mig til at holde ud?
Vores store familie med seks børn studerede regelmæssigt Bibelen sammen. Vi læste også i Bibelen sammen hver dag inden morgenmaden. Det har uden tvivl hjulpet vores familie til at fortsætte trofast i sandheden år efter år. Jeg fik i en tidlig alder kærlighed til Bibelen, og igennem årene har min bibellæsning fulgt en fast rytme. (Salme 1:1-3) Da jeg gik ud af skolen som 14-årig, var jeg fast funderet i sandheden, og jeg nærede en sund ærefrygt for Jehova. Som følge heraf kunne jeg glæde mig over at tjene Jehova trods disse prøvelser.
Flere prøvelser og glæder
Mens jeg lå i sygesengen, tænkte jeg på alle disse ting og på min fremtid. Jeg vidste fra mit studium af Bibelen at min sygdom ikke var en prøve eller en straf fra Gud. (Jakob 1:12, 13) Men det var alligevel frygteligt at være ramt af polio, og jeg ville få mén af sygdommen resten af livet.
Under genoptræningen skulle jeg lære at gå igen. Nogle af mine armmuskler var også blevet ubrugelige. Jeg faldt utallige gange hver dag. Men takket være inderlige bønner og en ihærdig indsats kunne jeg i 1947 gå ved hjælp af en stok.
På det tidspunkt blev jeg forelsket i en pige, Doris, som også var et af Jehovas vidner. Vi var for unge til at tænke på at gifte os, men det gav mig lyst til at blive endnu bedre til at gå. Jeg sagde også op på mit arbejde fordi jeg ikke kunne forsørge en kone med den løn jeg fik udbetalt. I de næste to år drev jeg mit eget dentallaboratorium. Vi blev gift i 1950. Jeg havde på det tidspunkt tjent så mange penge at jeg kunne købe en lille bil. Nu kunne jeg tage brødrene med til møde og ud i forkyndelsen.
Teokratisk vækst på øen
I 1951 sendte Vagttårnsselskabet sin første repræsentant til øen. Han hed Jacobus van Staden og kom fra Sydafrika. Vi var lige flyttet ind i et stort hus, og vi havde ham derfor boende i et helt år. Eftersom jeg var selvstændig, brugte vi meget tid sammen i forkyndelsen, og han gav mig en værdifuld oplæring.
Jacobus, eller Koos, som vi kaldte ham, organiserede regelmæssige menighedsmøder, som vi alle var glade for at overvære. Vi havde et transportproblem fordi kun to af alle de interesserede havde bil. Terrænet var ujævnt og bakket, og dengang var der kun få gode veje. Det var derfor noget af en opgave at få alle de interesserede kørt til møderne. Nogle gik hjemmefra tidligt om morgenen. Jeg hentede tre i min lille bil. Efter at have kørt et stykke tid satte jeg dem af, hvorefter de gik resten af vejen. Jeg vendte bilen og hentede tre mere, som også blev sat af efter et stykke tid. Og sådan fortsatte jeg indtil alle til sidst var kommet hen til mødet. Efter mødet fulgte vi samme fremgangsmåde så alle kunne komme hjem.
Koos lærte os desuden hvordan vi kunne blive dygtigere til at fremholde budskabet fra dør til dør. Vi havde mange gode oplevelser og nogle mindre gode. Men vores glæde ved forkyndelsen overskyggede alle de prøvelser som modstanderne af vores arbejde udsatte os for. En formiddag var jeg ude at forkynde med Koos. Da vi nærmede os et hus, hørte vi en stemme bag døren. Det var en mand der læste højt fra Bibelen. Vi kunne tydeligt høre de kendte ord fra Esajas, kapitel 2. Da han nåede til vers 4, bankede vi på. En venlig ældre mand inviterede os indenfor, og vi brugte Esajas 2:4 til at forklare ham den gode nyhed om Guds rige. Et bibelstudium blev påbegyndt selv om han boede i et meget utilgængeligt område. Vi måtte gå ned ad en bakke, krydse et vandløb ved at træde på sten, gå op ad en anden bakke og derefter ned til hans hus. Men det var det hele værd. Denne ydmyge mand tog imod sandheden og blev døbt. Når han skulle til møde, gik han støttet til sine to stokke hen til et aftalt sted, hvor jeg hentede ham i bil. Han døde som et trofast vidne for Jehova.
Politiinspektøren på øen modsatte sig vores arbejde og truede gentagne gange med at få Koos udvist. En gang om måneden blev Koos indkaldt til forhør. Koos gav altid politiinspektøren præcise svar ud fra Bibelen, og det gjorde ham endnu mere vred. Hver gang advarede han Koos mod at fortsætte med at forkynde, men hver gang fik Koos aflagt et vidnesbyrd. Selv efter at Koos var rejst fra Sankt Helena, fortsatte politiinspektøren med at modsætte sig vores arbejde. Han var en stor og stærk mand, men en dag blev han pludselig syg og tabte sig meget. Lægerne kunne ikke finde ud af hvad han fejlede, og han rejste derfor fra øen.
Dåb og fortsat vækst
Da Koos havde været på øen i tre måneder, mente han at tiden var kommet til at afholde dåb. Men det var et problem at finde et egnet bassin. Vi besluttede at grave et stort hul, cementere det og fylde det med vand. Natten før dåbsarrangementet regnede det, og næste morgen kunne vi til vores glæde konstatere at hullet var fyldt til randen med vand.
Søndag formiddag holdt Koos dåbsforedraget. Da han bad dåbskandidaterne om at rejse sig, var vi 26 som besvarede de to spørgsmål. Vi havde den forret at blive de første døbte forkyndere på øen. Det var den lykkeligste dag i mit liv, for jeg havde altid været nervøs for at Harmagedon ville komme inden jeg nåede at blive døbt.
Med tiden blev der dannet to menigheder, én i Levelwood og én i Jamestown. Hver lørdag tilbagelagde tre eller fire af os 13 kilometer for at lede Den Teokratiske Skole og tjenestemødet om aftenen i nabomenigheden. Efter at have været ude at forkynde søndag formiddag tog vi hjem til vores egen menighed, hvor vi om eftermiddagen og om aftenen gennemgik det samme program, plus vagttårnsstudiet. I weekenden var vi derfor travlt optaget af teokratiske gøremål. Jeg ville meget gerne være heltidsforkynder, men jeg havde en familie at forsørge. I 1952 vendte jeg derfor tilbage til en fuldtidsstilling i den offentlige tandpleje.
I 1955 begyndte Vagttårnsselskabets rejsende repræsentanter, der også kaldes kredstilsynsmænd, at besøge øen hvert år, og de boede hjemme hos os under en del af deres besøg. Det havde en positiv indvirkning på vores familie. Det var også i denne periode at jeg havde den forret at tage rundt på øen og vise Selskabets tre film.
Det spændende stævne „Den guddommelige Vilje“
For at kunne overvære det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i 1958 var jeg igen nødt til at opsige min stilling inden for det offentlige. Dette stævne blev en milepæl i mit liv — en lejlighed til i endnu højere grad at glæde mig over Jehova. Da der ikke var regelmæssige transportmuligheder til øen, var vi væk i fem og en halv måned. Stævnet varede i otte dage, og programmet begyndte klokken ni om morgenen og sluttede klokken ni om aftenen. Jeg blev ikke træt, men så derimod frem til hver eneste dag. Jeg havde den forret at fortælle om Sankt Helena i to minutter på programmet. At skulle tale til de store tilhørerskarer på Yankee Stadium og Polo Grounds var en nervepirrende oplevelse.
Stævneprogrammet styrkede min beslutning om at blive pioner. Det offentlige foredrag: „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“ var særlig opmuntrende. Efter stævnet besøgte vi Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn og blev vist rundt på trykkeriet. Jeg talte med broder Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, om den vækst vi oplevede på Sankt Helena. Han sagde at han meget gerne ville besøge øen en dag. Da vi rejste hjem, havde vi båndoptagelser af alle foredragene og levende film fra stævnet med til vores familie og venner.
Jeg når mit mål og bliver heltidsforkynder
Da jeg kom hjem, fik jeg tilbudt mit ’gamle’ job, da der ikke var andre tandlæger på øen. Jeg forklarede imidlertid at jeg havde i sinde at begynde som heltidsforkynder. Efter megen snakken frem og tilbage fik jeg lov til at arbejde tre dage om ugen, men til en højere løn end da jeg arbejdede seks dage om ugen. Jesu ord viste sig at være sande: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:33) Da mine ben var svage, var det ikke altid nemt for mig at færdes til fods i øens bakkede terræn. Alligevel var jeg pioner i 14 år og hjalp mange øboere til at lære Bibelen at kende, hvilket var til stor glæde for mig.
I 1961 ville kommunen melde mig til et gratis toårigt kursus på Fijiøerne så jeg kunne fuldføre min tandlægeuddannelse. De tilbød endda at min familie kunne rejse med. Det var et fristende tilbud, men efter alvorlig overvejelse sagde jeg nej tak. Jeg ville ikke forlade brødrene i så lang tid og opgive den forret det var at tjene sammen med dem. Det blev embedslægen, som havde planlagt rejsen, meget altereret over. Han sagde: „Selv om du mener at enden er så nær, har du da brug for at tjene penge i mellemtiden.“ Men jeg gav mig ikke.
Året efter blev jeg indbudt til at overvære Rigets Tjenesteskole i Sydafrika, et kursus for menighedens tilsynsmænd der varede en måned. Vi modtog gavnlig oplæring så vi kunne blive dygtigere til at varetage vores opgaver i menigheden. Efter skolen blev jeg yderligere oplært ved at arbejde sammen med en af de rejsende tilsynsmænd. I de næste ti år var jeg vikar for kredstilsynsmanden når han var forhindret i at betjene de to menigheder på Sankt Helena. Med tiden blev flere brødre kvalificerede til opgaven, og der blev indført en turnusordning.
I mellemtiden var vi flyttet fra Jamestown til Levelwood, hvor der var større behov for forkyndere, og her boede vi i ti år. I denne periode ’brændte jeg mit lys i begge ender’. Jeg var pioner, arbejdede tre dage om ugen for det offentlige og drev samtidig en lille købmandsforretning. Derudover passede jeg mine opgaver i menigheden, og sammen med min kone tog jeg mig af vores fire børn i voksealderen. Til sidst var jeg nødt til at tage min afsked som tandlæge, sælge butikken og tage hele familien med på en tremåneders ferie til Cape Town i Sydafrika. Bagefter flyttede vi til øen Ascension, hvor vi boede i et år. I denne tid hjalp vi mange til at få nøjagtig kundskab om Bibelen.
Da vi vendte tilbage til Sankt Helena, valgte vi at slå os ned i Jamestown. Vi satte et hus i stand der lå i forlængelse af rigssalen. For at klare os materielt byggede min søn John og jeg en Ford-lastbil om til en isvogn, og i de næste fem år levede vi af at sælge is. Kort efter at vi var trådt ind i isbranchen, havde jeg et uheld med lastbilen. Den væltede, og mine ben kom i klemme. Som følge heraf blev nogle nerver under mine knæ ødelagt, og det tog mig tre måneder at komme til kræfter igen.
Rige velsignelser i fortiden og i fremtiden
I årenes løb har vi fået mange velsignelser der har hjulpet os til at bevare glæden. En af disse var vores rejse til Sydafrika i 1985, hvor vi overværede et stævne og besøgte det nye betelhjem der var under opførelse. En anden velsignelse var den lille andel min søn John og jeg havde i at bygge en smuk stævnehal i nærheden af Jamestown. Vi er også glade for at tre af vores sønner tjener som ældste, og at et barnebarn arbejder på Betel i Sydafrika. Det har desuden givet os stor glæde og tilfredshed at kunne hjælpe mange til at få nøjagtig kundskab om Bibelen.
I det område hvor vi forkynder, bor der kun 5000 mennesker. Men vi har opnået gode resultater ved at gennemgå det samme distrikt igen og igen. De færreste er uforskammede. Indbyggerne på Sankt Helena er kendt for deres venlighed, og folk hilser på en uanset om man går på vejen eller kører i bil. Jeg har erfaret at jo bedre man lærer folk at kende, jo nemmere er det at forkynde for dem. Vi er nu 150 forkyndere, selv om mange er flyttet til fastlandet.
Nu da alle vores børn er voksne og flyttet hjemmefra, er min kone og jeg igen alene efter at have været gift i 48 år. Doris’ loyale kærlighed og støtte igennem årene har hjulpet mig til at tjene Jehova med glæde, trods prøvelser. Vores fysiske styrke er svundet hen, men vores åndelige styrke fornys fra dag til dag. (2 Korinther 4:16) Sammen med min familie og mine venner ser jeg frem til en vidunderlig fremtid hvor jeg vil få et endnu bedre fysisk helbred end det jeg havde som 17-årig. Det er mit højeste ønske at blive fuldkommen i enhver henseende og, frem for alt, at tjene vores kærlige og omsorgsfulde Gud, Jehova, og hans regerende Konge, Jesus Kristus, for evigt. — Nehemias 8:10.
[Illustration på side 26]
George Scipio og tre af hans sønner, der tjener som ældste
[Illustration på side 29]
George Scipio med sin kone, Doris