Strid om et ’helligt’ sted

DEN 15. juli 1099 nåede det første korstog, som paven i Rom havde godkendt, sit mål og fik indtaget Jerusalem. Nedslagtningen var frygtelig. De eneste indbyggere der overlevede, var guvernøren og hans livvagt, som måtte betale en stor sum penge i bestikkelse. I sin bog The Crusades fortæller præsten Antony Bridge hvad der skete med resten af den muslimske og jødiske befolkning: „Da korsfarerne fik frie hænder inde i byen, viste de en uhyrlig og frygtelig blodtørst. . . . De dræbte alle de mænd, kvinder og børn som de kunne finde i byen . . . Da der ikke var flere de kunne slå ihjel, gik sejrherrerne i procession gennem byens gader . . . til Den Hellige Gravs Kirke for at takke Gud.“

Lige siden korsfarernes erobring har kristenhedens tilstedeværelse i Jerusalem været præget af gnidninger mellem den romersk-katolske kirke, de ortodokse kirker og andre såkaldt kristne trossamfund. I 1850 var en strid mellem forskellige kirkeledere om hellige steder i Jerusalem og omegn en væsentlig årsag til Krimkrigen, der kostede en halv million menneskeliv da England, Frankrig og Osmannerriget kæmpede mod Rusland.

Krigen gjorde ikke ende på de kristnes stridigheder om Jerusalems hellige steder. Osmannerne, som på det tidspunkt sad på magten i landet, forsøgte at skabe fred ved at dele de hellige steder mellem de forskellige trosretninger. „Denne overenskomst blev accepteret . . . af FN med delingsplanen fra november 1947. På den måde er den blevet en del af international lov,“ forklarer ph.d. Menashe Har-el i sin bog This Is Jerusalem. Som følge heraf tilhører Den Hellige Gravs Kirke nu den romersk-katolske kirke, den græsk-ortodokse kirke, den armenske, den syriske og den koptiske kirke. Endelig markerer etiopierne deres krav på kirken ved at lade nogle af deres medlemmer fra den etiopisk-ortodokse kirke bo i hytter på taget. Mange betragter Den Hellige Gravs Kirke som kristenhedens allerhelligste sted. Den er fyldt med relikvier, helgenbilleder og ikoner. Et andet såkaldt helligt sted er Gordons Golgata, som æres af protestanter fordi de mener at det var her Jesus blev henrettet og begravet.

For længe siden sagde Jesus til en kvinde der også troede at man skulle tilbede på hellige steder: „Den time kommer da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem I skal tilbede Faderen. . . . De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:21-24) Sande kristne ærer derfor ikke hellige steder. De romerske hæres ødelæggelse af det utro Jerusalem i år 70 er en advarsel til kristenheden — som har tilladt afgudsdyrkelse og splittelser og har pådraget sig blodskyld, hvilket ikke harmonerer med at den kalder sig kristen. Derfor har Gud forudsagt at den vil få samme endeligt som alle de andre trosretninger der er en del af Babylon den Store. — Åbenbaringen 18:2-8.