Jeg søgte efter Paradiset
FORTALT AF PASCAL STISI
Det var ud på natten, og gaderne var tomme i byen Béziers i Sydfrankrig. Min ven og jeg fandt en nymalet væg ved en religiøs boghandel og skrev med vores kragetæer med store sorte bogstaver ordene af den tyske filosof Nietzsche: „Gud er død. Længe leve overmennesket!“ Hvad havde ført til alt dette?
JEG er født i Frankrig i 1951 i en katolsk familie af italiensk afstamning. Da jeg var barn, holdt vi ferie i Syditalien, hvor hver by havde sin egen statue af Jomfru Maria. Sammen med min bedstefar gik jeg efter disse store pyntede statuer i endeløse optog gennem bjergene — men det sagde mig ikke noget. Og selv om jeg afsluttede min grunduddannelse på en religiøs skole som blev drevet af jesuitter, kan jeg ikke mindes at jeg lærte noget der styrkede min tro på Gud.
Det var først da jeg påbegyndte mit lægestudium i Montpellier at jeg begyndte at tænke over meningen med livet. Min far var blevet såret under krigen og havde altid læger ved sin seng. Ville det ikke være bedre at holde op med at føre krig i stedet for at bruge så meget tid og energi på at helbrede folks skader? Alligevel var Vietnamkrigen i fuld gang. I mine øjne var den eneste logiske måde at behandle for eksempel lungekræft på at afskaffe hovedårsagen, nemlig tobak. Og hvad med de sygdomme i udviklingslandene der skyldtes fejlernæring, og dem i de rige lande der skyldtes frådseri? Ville det ikke være bedre at fjerne årsagerne i stedet for at forsøge at afhjælpe de sørgelige konsekvenser? Hvorfor var der så megen lidelse på jorden? Jeg følte at der var noget grueligt galt med dette selvmorderiske samfund, og jeg gav regeringerne skylden for det.
Min yndlingsbog var skrevet af en anarkist, og på murene rundt omkring skrev jeg sætninger fra den. Lidt efter lidt blev jeg selv anarkist uden tro eller morallove. Jeg ønskede ingen Gud eller herre. Jeg betragtede Gud og religion som noget de rige og magtfulde havde opfundet for at undertrykke og udnytte alle os andre. ’Arbejd hårdt for os på jorden, og jeres belønning vil blive stor i paradiset i himmelen,’ syntes de at sige. Men gudernes tid var forbi. Folk havde brug for at få sandheden at vide. Graffiti var en måde at formidle dette budskab på.
Det betød at mine studier blev rykket ned på andenpladsen. Jeg havde meldt mig til et studium i geografi og økologi på et andet universitet i Montpellier, hvor oprøret ulmede. Jo mere jeg studerede økologi, jo mere væmmedes jeg ved forureningen af vores smukke planet.
Hvert år i min sommerferie rejste jeg flere tusind kilometer på tommelfingeren gennem Europa. Under min rejse talte jeg med flere hundrede chauffører, og jeg så med egne øjne den ondskab og det forfald der plagede samfundet. I min søgen efter Paradiset kom jeg til nogle herlige strande på den smukke ø Kreta og opdagede at de var dækket af olie. Jeg blev syg om hjertet. Var der mon et hjørne af Paradiset tilbage et eller andet sted på jorden?
Tilbage til landbruget
I Frankrig talte økologer varmt for at løsningen på samfundets ulykke var at man vendte tilbage til landbruget. Jeg ville gerne arbejde med mine hænder. Derfor købte jeg et gammelt stenhus i en lille by ved foden af Cevennerne i Sydfrankrig. På hoveddøren skrev jeg „Paradis nu“, det var de amerikanske hippiers slogan. Jeg flyttede sammen med en tysk pige som var på gennemrejse. Det var udelukket at blive viet af en borgmester, en repræsentant for samfundet. Og vi ville under ingen omstændigheder sætte vores fod i kirken.
Det meste af tiden gik vi med bare fødder, og jeg havde langt hår og et usoigneret skæg. Jeg var opslugt af at dyrke frugt og grøntsager. Om sommeren var himmelen blå, og cikaderne sang. Her ved Middelhavet var blomsterne i krattet usædvanlig vellugtende, og de druer og figner vi dyrkede, utrolig saftige. Vi følte at vi havde fundet vores niche i Paradiset.
Troen på Gud vækkes til live
På universitetet havde jeg studeret cellebiologi, embryologi og anatomi, og jeg var blevet meget betaget over den kompleksitet og harmoni der præger alle disse mekanismer. Nu da jeg selv kunne betragte naturen hver dag, fyldte dens skønhed og muligheder mig med beundring. Dag efter dag opdagede jeg nye sider i naturens bog. En dag da jeg havde gået en lang tur i bjergene og tænkt dybt over livet, kom jeg til den konklusion at der måtte findes en Skaber. Jeg besluttede i mit hjerte at jeg ville tro på en Gud. Tidligere havde jeg følt en indre tomhed, en ensomhed der gjorde mig ked af det. Den dag jeg begyndte at tro på Gud, sagde jeg til mig selv: ’Pascal, fra nu af er du aldrig mere alene.’ Det var en ganske særlig fornemmelse.
Kort efter fik min kæreste og jeg en lille pige, Amandine. Hun var min øjesten. Nu da jeg troede på Gud, begyndte jeg at respektere de få morallove som jeg kendte. Jeg holdt op med at stjæle og lyve, og det gik hurtigt op for mig at jeg på den måde blev sparet for mange problemer med mine omgivelser. Vi havde dog vores problemer, og mit paradis var ikke lige det jeg havde drømt om. De lokale vinavlere benyttede insektgift og ukrudtsmidler der også forurenede mine afgrøder. Jeg havde heller ikke fået besvaret mit spørgsmål om hvor ondskaben kommer fra. Til trods for at jeg havde læst meget om familielivet, kunne det ikke hindre de heftige skænderier mellem mig og min kæreste. Vi havde nogle få, men dårlige venner; nogle prøvede endda at få min kæreste til at bedrage mig. Der måtte findes et bedre paradis.
Svaret på mine bønner
På min egen måde bad jeg ofte Gud om at lede mig igennem livet. En søndag formiddag fik vi besøg af en venlig dame ved navn Irène Lopez og hendes lille søn. Hun var et af Jehovas vidner. Jeg lyttede til det hun sagde, og indvilligede i at få besøg igen. Derefter kom to mænd for at besøge mig, og der var to ting fra samtalen jeg bed mærke i — Paradiset og Guds rige. Jeg gemte omhyggeligt disse tanker i mit hjerte, og som månederne gik, forstod jeg at jeg en dag måtte rette mit liv ind efter Guds normer hvis jeg ville have en ren samvittighed og finde ægte lykke.
Jeg ville gerne bringe mit liv i overensstemmelse med Guds ord; og i første omgang sagde min kæreste ja til at gifte sig med mig. Men så fik hun en dårlig omgangskreds der hånede Gud og hans love. Da jeg en forårsaften kom hjem, fik jeg et frygteligt chok. Huset var tomt. Min kæreste var rejst og havde taget vores datter på tre år med sig. I dagevis ventede jeg på dem — men forgæves. I stedet for at give Gud skylden bad jeg ham om at hjælpe mig.
Kort efter fandt jeg min bibel frem, satte mig under figentræet og begyndte at læse. Jeg nærmest sugede ordene til mig. Jeg havde læst alle mulige bøger skrevet af psykoanalytikere og psykologer, men jeg havde aldrig mødt så stor en visdom. Denne bog måtte være inspireret af Gud. Jesu lære og hans forståelse af den menneskelige natur forbløffede mig. Jeg fandt trøst i Salmerne og blev forbavset over den praktiske visdom i Ordsprogenes Bog. Jeg indså snart at studiet af naturen er velegnet til at drage én nærmere til Gud, men det åbenbarer kun „omridset af hans veje“. — Job 26:14.
Forkynderne havde givet mig bøgerne Sandheden der fører til evigt liv og Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv.a Disse bøger åbnede mine øjne. ’Sandhedsbogen’ hjalp mig til at forstå hvorfor menneskene er stillet over for en omsiggribende forurening, krige, tiltagende vold og truslen om udslettelse i en kernevåbenkrig. Og ligesom den røde himmel jeg så fra min have, bebudede godt vejr den følgende dag, var disse begivenheder et bevis på at Guds rige var nær. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne vise min kæreste ’Familiebogen’ og fortælle hende at vi kunne leve harmonisk sammen hvis vi fulgte Bibelens råd. Men det var ikke længere muligt.
Jeg gør åndelige fremskridt
Jeg ville gerne vide mere og bad derfor en forkynder ved navn Robert om at besøge mig. Til hans store overraskelse sagde jeg til ham at jeg gerne ville døbes, og vi begyndte derfor at læse i Bibelen sammen. Jeg begyndte straks at fortælle andre om det jeg lærte, og at uddele de publikationer som jeg fik i rigssalen.
For at kunne tjene til livets ophold begyndte jeg på en mureruddannelse. Jeg vidste at Guds ord kunne udrette meget godt, og jeg greb derfor enhver lejlighed til at forkynde uformelt for mine skolekammerater og lærere. En aften mødte jeg Serge ude på gangen. Han havde nogle tidsskrifter i hånden. „Jeg kan se at du godt kan lide at læse,“ sagde jeg. „Ja, men det her keder mig.“ „Kunne du ikke tænke dig at få noget virkelig godt læsestof?“ spurgte jeg. Vi havde en god drøftelse om Guds rige, hvorefter han modtog noget bibelsk læsestof. Ugen efter kom han til møde i rigssalen sammen med mig, og et bibelstudium blev påbegyndt.
En dag spurgte jeg Robert om jeg måtte komme med ud at forkynde fra hus til hus. Han gik hen til sit klædeskab og fandt et sæt tøj frem til mig, og den følgende søndag var jeg for første gang med ham ude at forkynde. Den 7. marts 1981 symboliserede jeg offentligt min indvielse til Jehova Gud ved at lade mig døbe.
Hjælp i en svær tid
I mellemtiden havde jeg fundet ud af hvor i udlandet Amandine og hendes mor boede. Desværre forbød hendes mor mig at se min datter, hvilket var helt legalt ifølge de love der var i det pågældende land. Jeg var sønderknust. Amandines mor giftede sig, og min fortvivlelse blev endnu større da jeg modtog en officiel meddelelse om at hendes mand havde adopteret min datter — uden mit samtykke. Jeg havde ikke længere nogen rettigheder over mit barn. Selv om jeg gik rettens vej, fik jeg ikke tilkendt samkvemsret. Det føltes som var mit hjerte en stor sten, så tynget var jeg af smerte.
Men Jehovas ord holdt mig oppe på forskellig vis. En dag da jeg var meget nedtrykt, blev jeg ved med at gentage Ordsprogene 24:10 for mig selv: „Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset.“ Takket være dette vers brød jeg ikke sammen. En anden gang, efter at jeg havde fået afslag på en anmodning om at se min datter, gik jeg ud i forkyndelsen. Jeg følte det hjalp at klemme hårdt om håndtaget på min taske. I sådanne vanskelige situationer erfarede jeg rigtigheden af det der står i Salme 126:6: „Den der ufortrødent går, men under gråd, bærende sækken med såsæd, skal lige så sikkert komme hjem med glædesråb, bærende sine neg.“ Jeg har lært at når man har gjort alt hvad man kan for at løse alvorlige problemer, er det vigtigt at man lægger dem bag sig og beslutsomt fortsætter i Jehovas tjeneste. Det er den eneste måde hvorpå man kan bevare glæden.
Jeg rækker ud efter noget bedre
Da mine kære forældre så hvilke forandringer jeg havde gjort, tilbød de at hjælpe mig med at fortsætte mine universitetsstudier. Jeg takkede dem, men nu havde jeg et andet mål. Sandheden havde frigjort mig fra menneskelig filosofi, mysticisme og astrologi. Jeg havde fået nogle sande venner som ikke ville dræbe hinanden i krig, og jeg havde endelig fået svar på mine spørgsmål om hvorfor der var så megen lidelse på jorden. For at vise min taknemmelighed ville jeg tjene Gud med hele min styrke. Jesus havde viet hele sit liv til sin tjeneste, og jeg ønskede at følge hans eksempel.
I 1983 afviklede jeg mit murerfirma og blev heltidsforkynder. Som svar på mine bønner fandt jeg et deltidsjob i en park så jeg kunne forsørge mig selv. Det var en stor glæde at overvære pionerskolen sammen med Serge, den unge mand som jeg havde forkyndt for på murerskolen. Efter tre år i pionertjenesten fik jeg et ønske om at gøre endnu mere for Jehova. I 1986 blev jeg derfor udnævnt som specialpioner i den pittoreske by Provins, ikke langt fra Paris. Når jeg kom hjem om aftenen, faldt jeg ofte på knæ og takkede Jehova for den pragtfulde dag jeg havde brugt på at fortælle andre om ham. Faktisk er mine to største glæder i livet at tale med Gud og om Gud.
En anden stor glæde var da min 68-årige mor, som boede i Cébazan, en lille by i Sydfrankrig, blev døbt. Da min mor begyndte at læse i Bibelen, gav jeg hende et gaveabonnement på Vagttårnet og Vågn op! Hun var én der tænkte over livet, og hun kunne hurtigt se sandheden i det hun læste.
Betel — et åndeligt paradis
Da Vagttårnsselskabet besluttede at skære ned på antallet af specialpionerer, ansøgte jeg om at komme på Skolen for Udnævnte Tjenere og på Betel, Jehovas Vidners afdelingskontor i Frankrig. Jeg ville lade Jehova bestemme hvor jeg bedst kunne tjene ham. Nogle få måneder senere, i december 1989, blev jeg indbudt til at tjene på Betel i Louviers, i den nordvestlige del af Frankrig. Det viste sig at være godt, eftersom jeg herfra kunne hjælpe min bror og min svigerinde med at passe mine forældre da de blev alvorligt syge. Det ville jeg ikke have kunnet hvis jeg havde været ude i et missionærdistrikt flere tusind kilometer væk.
Min mor besøgte mig adskillige gange på Betel. Selv om det var et offer for hende at jeg ikke boede hjemme, sagde hun ofte til mig: „Min søn, bliv på Betel. Jeg er glad for at du tjener Jehova på den måde.“ Desværre er begge mine forældre nu sovet ind. Jeg ser frem til at se dem på en jord der er omdannet til et bogstaveligt paradis.
Jeg tror fuldt og fast på at hvis der i dag er et hus der passer til beskrivelsen „Paradis nu“, så er det Betel, „Guds hus“. Det virkelige paradis er jo først og fremmest åndeligt, og på Betel er det de åndelige værdier der prioriteres højest. Vi har mulighed for at opdyrke åndens frugter. (Galaterne 5:22, 23) Den nærende åndelige føde som vi modtager under dagstekstdrøftelsen og vagttårnsstudiet, styrker mig i min beteltjeneste. Ja, Betel er et enestående sted. Her kan man vokse åndeligt fordi man færdes blandt åndeligsindede brødre og søstre der har tjent Jehova trofast i årtier. Jeg har ikke set min datter i de sidste 17 år, men jeg har fundet utallige nidkære unge på Betel som jeg betragter som mine børn, og jeg følger med glæde deres åndelige fremskridt. I de sidste otte år har jeg udført syv forskellige opgaver. Det har ikke altid været nemt med disse forandringer, men i det lange løb er den form for oplæring gavnlig.
Jeg plejede at dyrke en sort bønner der giver et høstudbytte som er hundrede gange større end det man har lagt i jorden. På lignende måde har jeg oplevet at når man sår noget dårligt, høster man noget der er hundrede gange så slemt — og ikke kun én gang. Det er dyre lærepenge jeg har måttet betale i erfaringens skole! Var jeg da bare aldrig blevet meldt ind i denne skole, men i stedet opdraget til at følge Jehovas veje. Ja, det er en forret at blive opdraget af kristne forældre. Det er langt bedre at så noget godt i Jehovas tjeneste — og høste hundrede gange mere fred og tilfredshed. — Galaterne 6:7, 8.
Da jeg var pioner, gik jeg nogle gange forbi den religiøse boghandel hvor vi havde skrevet det anarkistiske slogan på muren. Jeg har endda været inde i butikken for at tale med ejeren om den levende Gud og hans hensigt. Ja, Gud er en levende Gud! Men Jehova, den eneste sande Gud, er også en trofast Fader, som aldrig svigter sine børn. (Åbenbaringen 15:4) Det er mit håb at utallige fra alle nationer vil finde det åndelige paradis nu — og det genoprettede paradis der vil komme — ved at tjene og prise den levende Gud, Jehova.
[Fodnote]
a Udgivet af Jehovas Vidner.
[Illustrationer på side 26]
På grund af skaberværkets undere besluttede jeg mig for at tro på Gud. I dag tjener jeg på Betel