Spørgsmål fra læserne

Nogle Jehovas vidner er blevet tilbudt arbejde ved religiøse bygninger eller anden ejendom der tilhører religiøse organisationer. Hvad siger Bibelen om arbejde af den art?

Spørgsmålet kan være aktuelt for kristne som ønsker at leve op til ordene i Første Timoteusbrev 5:8 om at sørge materielt for deres egen husstand. Kristne bør efterkomme dette krav, men det berettiger dem ikke til at påtage sig et hvilket som helst arbejde. De ved at det er nødvendigt at være opmærksom på hvad Bibelen i øvrigt siger om hvad der er Guds vilje. Ønsket om at sørge for sin families underhold vil ikke retfærdiggøre at man overtræder Bibelens bud angående umoralitet og mord. (Jævnfør Første Mosebog 39:4-9; Esajas 2:4; Johannes 17:14, 16.) Det er også vigtigt at kristne handler i overensstemmelse med befalingen om at forlade Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. — Åbenbaringen 18:4, 5.

På verdensplan bliver Guds tjenere konfronteret med mange forskellige arbejdsmæssige situationer. Det ville være meningsløst og ligge uden for vores bemyndigelse at forsøge at opregne alle disse muligheder og opstille faste regler. (2 Korinther 1:24) Men lad os pege på nogle faktorer som kristne bør overveje når de vælger beskæftigelse. Faktorerne blev kort omtalt i Vagttårnet for 15. oktober 1982 i en artikel om hvordan man får gavn af sin gudgivne samvittighed. I en ramme blev der stillet to grundlæggende spørgsmål og anført nogle faktorer som kan hjælpe én til at træffe en afgørelse.

Det første spørgsmål lød: Er det et arbejde der fordømmes i Bibelen? I svaret stod der at Bibelen fordømmer tyveri, misbrug af blod og afgudsdyrkelse. En kristen bør undgå at udføre arbejde der direkte fremmer sådanne ting.

Det andet spørgsmål lød: Vil man ved at udføre dette arbejde blive medskyldig i en praksis der fordømmes? Det er indlysende at man ved at arbejde i en spillebule, på en abortklinik eller et bordel er medskyldig i en ubibelsk praksis. Selv om arbejdet blot bestod i at vaske gulv eller passe telefonen det pågældende sted, ville man være medskyldig i noget der fordømmes i Guds ord.

Mange kristne som har været konfronteret med afgørelser af arbejdsmæssig art, har opdaget at en analyse af blot disse spørgsmål har kunnet hjælpe dem til at træffe en personlig beslutning.

Ved hjælp af disse to spørgsmål vil man nemt kunne forstå hvorfor en sand tilbeder af Gud ikke kan være direkte ansat af en falsk religiøs organisation og arbejde for eller i en kirke. I Åbenbaringen 18:4 lyder befalingen: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder.“ Hvis man var fastansat af et trossamfund som fører falsk lære, ville man være delagtig i Babylon den Stores gerninger og synder. Hvad enten den ansatte var gartner, vicevært, håndværker eller revisor, ville hans arbejde fremme en tilbedelse som strider mod den sande tro. Desuden ville folk der så den pågældende arbejde for at forskønne kirken, holde den ved lige eller udføre nogle af trossamfundets religiøse opgaver, forståeligt nok forbinde ham med dette trossamfund.

Hvad så hvis der er tale om en som ikke er fastansat ved en kirke eller en religiøs organisation? Måske bliver han blot tilkaldt for at foretage en nødreparation af et utæt vandrør i kælderen under kirken. Ville det ikke være noget helt andet end at give tilbud på og underskrive en kontrakt om ny beklædning eller isolering af kirkens tag?

Der kan være en mængde situationer. Lad os gennemgå yderligere fem faktorer som Vagttårnet trak frem:

1. Består arbejdet blot i at yde en almindelig service der ikke i sig selv er bibelsk forkert? Lad os bruge et postbud som eksempel. Man vil næppe kunne påstå at han fremmer en praksis der fordømmes i Bibelen, blot fordi en af bygningerne i det distrikt hvor han omdeler post, er en kirke eller en abortklinik. Gud lader solen skinne ind ad vinduerne i alle bygninger, også kirker og bygninger der huser abortklinikker. (Apostelgerninger 14:16, 17) En kristen der arbejder som postbud, kunne drage den konklusion at han yder alle i distriktet en almindelig daglig service. Noget lignende kan gøre sig gældende når en kristen bliver kontaktet i en nødsituation. Det kunne være en blikkenslager som bliver tilkaldt for at standse en oversvømmelse i en kirke, eller en redder som bliver kaldt ud for at behandle en der er kollapset under gudstjenesten. Begge kunne blot betragte situationen som en lejlighed til at yde medmenneskelig hjælp.

2. I hvilket omfang har den pågældende myndighed over det der foregår? En kristen forretningsejer vil næppe gå med til at bestille eller sælge religiøse billeder, amuletter, cigaretter eller blodpølse. Som ejer kan han bestemme hvad der skal foregå. Folk vil måske opfordre ham til at sælge disse varer for at tjene mere, men han vil handle i overensstemmelse med sit bibelske standpunkt. Situationen er anderledes når en kristen medarbejder i en stor fødevareforretning får til opgave at sidde ved kassen, bone gulve eller føre bogholderiet. Nogle få af de varer der bestilles og sælges i forretningen, kan der måske rejses indvendinger imod, såsom cigaretter og ting der har tilknytning til religiøse helligdage, men det har den ansatte ingen indflydelse på.a (Jævnfør Lukas 7:8; 17:7, 8.) Denne faktor har tilknytning til det næste spørgsmål.

3. I hvor høj grad er den pågældende impliceret i det? Lad os vende tilbage til eksemplet med forretningen. En medarbejder der sidder ved kassen eller fylder hylderne op, vil formentlig kun nu og da ekspedere cigaretter eller varer af religiøs karakter. Det er kun en lille del af hans almindelige daglige arbejde. Situationen er meget anderledes hvis den ansatte arbejder i tobaksafdelingen i den samme forretning. Så er hele hans arbejdsindsats hver dag koncentreret om noget som strider imod den kristne tro. (2 Korinther 7:1) Det viser hvorfor man i forbindelse med arbejdsmæssige spørgsmål må vurdere i hvor høj grad man er impliceret i, eller har kontakt med, det forkerte.

4. Hvem udbetaler lønnen, og hvor udføres arbejdet? Lad os overveje to situationer. For at forbedre sit image beslutter en abortklinik at betale en mand for at holde kvarterets gader rene. Abortklinikken betaler hans løn, men det er ikke dér han arbejder, og der er ingen der ser ham på klinikken. Folk ser ham udføre offentligt arbejde som, uanset hvem der betaler ham, ikke i sig selv er i strid med Bibelens lære. Den anden situation er helt anderledes. I et land hvor prostitution er legaliseret, betaler sundhedssektoren en sygeplejerske for at arbejde på bordeller hvor hun foretager sundhedsundersøgelser for at reducere spredningen af seksuelt overførte sygdomme. Selv om sundhedssektoren betaler, foregår hendes arbejde udelukkende på bordeller, hvor hun gør umoraliteten mindre farlig og mere acceptabel. Disse eksempler viser hvorfor man må tage hensyn til hvem der udbetaler lønnen, og hvor arbejdet udføres.

5. Hvordan virker det at man udfører det pågældende arbejde? Kan det skade ens egen samvittighed eller bringe andre til snublen og fald? Man bør tage hensyn til både sin egen og andres samvittighed. Selv om et bestemt arbejde (herunder arbejdsstedet og lønudbetalingen) synes acceptabelt i de fleste kristnes øjne, er der måske én der føler at det ville støde hans personlige samvittighed at udføre det. Apostelen Paulus sagde: „Vi har tillid til at vi har en god samvittighed, idet vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“ (Hebræerne 13:18) Vi bør undgå at udføre arbejde som kan forurolige os, men vi bør heller ikke kritisere andre såfremt deres samvittighed fortæller dem noget andet. Omvendt er en kristen måske personlig af den mening at et bestemt arbejde ikke er i strid med Bibelen, men han erkender at det ville forurolige mange i menigheden og lokalsamfundet hvis han påtog sig det. Paulus afspejlede den rigtige holdning til dette med ordene: „Vi giver ikke på nogen måde anledning til snublen og fald, for at vor tjeneste ikke skal blive dadlet; men på enhver måde anbefaler vi os som Guds tjenere.“ — 2 Korinther 6:3, 4.

Lad os vende tilbage til hovedspørgsmålet om at udføre arbejde på en kirkebygning, eksempelvis isætte nye vinduer, rense tæpper eller foretage service på fyret. Hvordan kan ovennævnte faktorer spille ind?

Tænk over spørgsmålet om myndighed igen. Er den kristne selv ejer eller bestyrer af firmaet, så han kan afgøre om man skal påtage sig et sådant arbejde på en kirkebygning? Ville en kristen som sidder inde med denne myndighed, ønske at have del i Babylon den Store ved at give tilbud på eller forpligte sig kontraktligt til at udføre arbejde der hjælper et trossamfund med at fremme falsk tilbedelse? Ville det ikke svare til at beslutte sig for at sælge cigaretter eller religiøse billeder i ens egen forretning? — 2 Korinther 6:14-16.

Hvis den kristne er ansat som medarbejder og uden indflydelse på hvilke arbejdsopgaver firmaet påtager sig, er der andre faktorer man bør overveje, som for eksempel hvor arbejdet skal udføres, og i hvor høj grad man vil blive impliceret i det. Bliver medarbejderen blot ved en lejlighed bedt om at aflevere eller opstille nye stole eller yde medmenneskelig hjælp, for eksempel ved som brandmand at hjælpe med at slukke ilden i en kirke før den breder sig? Mange vil mene at noget sådant adskiller sig fra den situation hvor en medarbejder i et firma bruger lang tid på at male en kirke eller regelmæssigt udfører havearbejde for at gøre kirken mere attraktiv. En sådan regelmæssig og mere omfattende kontakt vil øge sandsynligheden for at mange vil forbinde den kristne medarbejder med et trossamfund som han ifølge eget udsagn ikke støtter, og han risikerer derved at bringe andre til snublen og fald. — Mattæus 13:41; 18:6, 7.

Vi har her behandlet nogle vigtige faktorer som kristne bør overveje i forbindelse med deres arbejde. Vi har koncentreret os om et konkret spørgsmål vedrørende falsk religion, men principperne kan også benyttes i forbindelse med andre former for arbejde. I hvert enkelt tilfælde bør man overveje sagen under bøn, idet man tager hensyn til den aktuelle situations særlige aspekter. Ovennævnte faktorer har allerede hjulpet mange oprigtige kristne til at træffe samvittighedsfulde beslutninger som afspejler deres ønske om at vandre ærligt og retskaffent. — Ordsprogene 3:5, 6; Esajas 2:3; Hebræerne 12:12-14.

[Fodnote]