Giver Apokalypsens budskab anledning til frygt eller håb?

„Dommedag er ikke længere blot et bibelsk billede, men en meget realistisk mulighed.“ — Javier Pérez de Cuéllar, tidligere generalsekretær for FN.

SOM det fremgår af dette citat, er det ikke ualmindeligt at man i dag hører ordet dommedag. Ordet forekommer i titler på film og bøger, i artikler fra tidsskrifter og i aviserne. Mange forbinder ordet med en kosmisk katastrofe af apokalyptiske dimensioner. Nogle kommer til at tænke på den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringens Bog, der også kaldes Apokalypsen. Men hvad betyder ordet „apokalypse“? Og, vigtigere endnu: Hvad er budskabet i Apokalypsen, eller Åbenbaringens Bog?

„Apokalypse“ kommer fra et græsk ord der betyder „afdækning“ eller „afsløring“. Hvad er det der bliver afdækket eller afsløret i Åbenbaringens Bog i Bibelen? Er det udelukkende et domsbudskab, et varsel om verdens fuldstændige tilintetgørelse? Da historikeren Jean Delumeau, som er medlem af Institut de France, blev spurgt hvad han mente om Åbenbaringens Bog, svarede han: „Det er en bog der giver trøst og håb. Folk har overdramatiseret bogens indhold ved at fokusere på dens katastrofeskildringer.“

Oldkirken og Åbenbaringens Bog

Hvordan betragtede de „kristne“ i de første århundreder Apokalypsen, eller Åbenbaringens Bog, og det håb den fremholder om Kristi tusindårige styre over jorden? Førnævnte historiker siger: „Så vidt jeg kan bedømme, havde de kristne i de første århundreder i det store og hele antaget troen på millenarismen. . . . Blandt de kristne der troede på et tusindårsrige, kan især nævnes biskop Papias af Hierapolis i Lilleasien, . . . Sankt Justinus fra Palæstina, som led martyrdøden i Rom omkring år 165, Sankt Irenæus, biskoppen af Lyon, som døde i år 202, Tertullian, der døde i år 222, og . . . den store forfatter Lactantius.“

Om Papias, der menes at have lidt martyrdøden i Pergamum i år 161 eller 165 e.v.t., siger The Catholic Encyclopedia: „Biskop Papias af Hierapolis, en discipel af Sankt Johannes, [fremtrådte] som en fortaler for ’millenarismen’. Han hævdede at have modtaget sin lære fra apostlenes samtidige, og Irenæus skriver at andre ’presbyteri’, som havde set og hørt disciplen Johannes, af ham havde lært troen på millenarismen som en del af Herrens lære. Ifølge Eusebios . . . skal Papias i sin bog have påstået at opstandelsen af de døde vil blive efterfulgt af tusind år med et synligt, herligt jordisk Kristi rige.“

Hvad fortæller dette os om den virkning Apokalypsen, eller Åbenbaringens Bog, havde på de troende i den tidlige kristne æra? Gav den anledning til frygt eller til håb? Interessant nok kalder historikere de første kristne for chiliaster, efter det græske udtryk chiʹlia eʹtē (tusind år). Mange af dem var kendt for at tro på Kristi tusindårige styre, som ville indføre paradisiske tilstande på jorden. Det eneste sted i Bibelen hvor håbet om tusindårsriget nævnes direkte, er i Apokalypsen, eller Åbenbaringens Bog. (20:1-7) Åbenbaringens Bog skræmte på ingen måde de troende, men gav dem derimod et vidunderligt håb. Professor i kirkehistorie ved universitetet i Oxford, Cecil Cadoux, skriver i sin bog The Early Church and the World: „Chiliasmen var, skønt den med tiden blev forkastet, i en længere periode meget udbredt i Kirken, og den blev fremholdt af nogle af de mest respekterede forfattere.“

Håbet om tusindårsriget forkastes

Det er en ubestridelig historisk kendsgerning at mange, hvis ikke de fleste, af de første kristne nærede håb om at Kristus ville indføre sit tusindårige styre over en paradisisk jord. Hvorfor blev chiliasmen da ’med tiden forkastet’? Ifølge forskeren Robert Mounce blev læren udsat for en vis berettiget kritik eftersom „mange chiliaster desværre lod deres fantasi løbe af med dem og forbandt tusindårsriget med forestillinger om alle mulige ekstreme materielle og sanselige nydelser“. Men disse yderliggående synspunkter kunne være blevet rettet uden at man behøvede at forkaste det sande håb om tusindårsriget.

Modstanderne tog alle midler i brug for at undertrykke millenarismen. Dictionnaire de Théologie Catholique fortæller om en romersk præst ved navn Gajus (fra slutningen af det andet og begyndelsen af det tredje århundrede) der „for at få bugt med millenarismen utvetydigt benægtede at Apokalypsen [Åbenbaringen] og Sankt Johannes’ evangelium var autentiske“. Det samme værk siger også at Dionysios, der var biskop i Alexandria i det tredje århundrede, skrev en afhandling mod millenarismen hvori han „for at hindre dem der holdt sig til denne opfattelse, i at støtte deres tro på Sankt Johannes’ apokalypse, ikke tøvede med at fornægte at denne var autentisk“. En sådan ondsindet modstand mod forhåbningerne om tusindårsrigets jordiske velsignelser viser hvilken underfundig indflydelse der havde indsneget sig blandt datidens teologer.

Professor Norman Cohn skriver i sin bog The Pursuit of the Millennium: „Det første forsøg i det tredje århundrede på at bringe millenarismen i vanry blev gjort da Origenes, oldkirkens måske mest indflydelsesrige teolog, begyndte at fremføre at Guds rige ikke ville blive virkeliggjort på en bogstavelig måde, men blot var en tilstand i de troendes sjæle.“ Da Origenes tillagde græsk filosofi større betydning end Bibelens lære, udvandede han det vidunderlige håb om jordiske velsignelser under det messianske rige til en uforståelig „tilstand i de troendes sjæle“. Den katolske forfatter Léon Gry skrev: „Den græske filosofis stærke indflydelse . . . førte til chiliasmens gradvise forsvinden.“

„Kirken har ikke længere et budskab der giver håb“

Den kirkefader der gjorde mest for at sammensmelte græsk filosofi med det der på hans tid blot var et skin af kristendommen, var utvivlsomt Augustin. Oprindelig havde han været en ivrig fortaler for millenarismen, men med tiden forkastede han enhver tanke om at Kristus i fremtiden ville herske over jorden i tusind år. Han gav det 20. kapitel i Åbenbaringens Bog en allegorisk drejning.

The Catholic Encyclopedia siger: „Augustin kom til sidst til den overbevisning at der ikke ville indtræffe noget millennium. . . . Ifølge Augustin sigter den første opstandelse, der nævnes i dette kapitel, til den åndelige genfødsel der sker ved dåben; den tusindårige sabbat efter historiens seks tusind år er hele det evige liv.“ Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica fortæller: „Augustins allegoriske fortolkning af læren om tusindårsriget blev kirkens officielle lære . . . De protestantiske reformatorer inden for de lutheranske, calvinistiske og anglikanske traditioner . . . forblev fast forankrede i Augustins opfattelse.“ Det var på den måde at medlemmerne af kristenhedens kirker blev berøvet håbet om tusindårsriget.

Ifølge den schweiziske teolog Frédéric de Rougemont „voldte [Augustin] Kirken uoprettelig skade ved at fornægte sin oprindelige tro på tusindårsriget. Med den store autoritet der knyttede sig til hans navn, sanktionerede han en fejl der berøvede [Kirken] dens jordiske ideal.“ Også den tyske teolog Adolf Harnack har sagt at forkastelsen af troen på tusindårsriget fratog almindelige mennesker „den tro de forstod“, og bevirkede at „den gamle tro og de gamle forhåbninger“ blev erstattet med „en tro de ikke kunne forstå“. De tomme kirker i mange lande i dag er et talende vidnesbyrd om at folk har brug for en tro og et håb som de kan forstå.

Bibelforskeren George Beasley-Murray skriver i sin bog Highlights of the Book of Revelation: „At katolikkerne og protestanterne sammen har forkastet troen på et tusindårsrige, skyldtes fortrinsvis Augustins store indflydelse på den ene side og sekternes antagelse af millenarismen på den anden. Når man spørger dem hvilket andet håb de har for menneskeheden, er det officielle svar: Overhovedet intet. Verden vil blive tilintetgjort ved Kristi genkomst og vige pladsen for en evig himmel og et evigt helvede hvor historien vil blive glemt. . . . Kirken har ikke længere et budskab der giver håb.“

Håbet om tusindårsriget lever

Jehovas Vidner er overbevist om at de vidunderlige løfter der knytter sig til tusindårsriget, vil gå i opfyldelse. I et interview på et fransk tv-program med temaet „År 2000: Frygten for dommedag“ har den franske historiker Jean Delumeau sagt: „Jehovas Vidner er fuldstændig på linje med millenarismen, for de siger at vi snart . . . — ganske vist efter nogle voldsomme omvæltninger — vil opleve en 1000-årig periode med lykke.“

Det er præcis hvad apostelen Johannes så i et syn og beskrev i sin bog Apokalypsen, eller Åbenbaringen. „Jeg så en ny himmel og en ny jord . . . Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’“ — Åbenbaringen 21:1, 3, 4.

Jehovas Vidner udfører et verdensomspændende bibelsk undervisningsarbejde for at give så mange som muligt del i dette håb. De vil med glæde hjælpe dig til at lære mere om det.

[Illustration på side 6]

Papias hævdede at have modtaget sin lære fra apostlenes samtidige

[Illustration på side 7]

Tertullian troede på Kristi tusindårsrige

[Kildeangivelse]

© Cliché Bibliothèque Nationale de France, Paris

[Illustration på side 7]

’[Augustin] voldte Kirken uoprettelig skade ved at fornægte sin oprindelige tro på tusindårsriget’

[Illustration på side 8]

Vi kan ivrigt se frem til opfyldelsen af løftet i Åbenbaringens Bog om et paradis på jorden