Sagde Jesus noget om et brændende helvede?
„Hvis dit øje forarger dig,“ sagde Jesus, „så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end med begge øjne i behold at kastes i Helvede, hvor ’deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes’.“ — MARKUS 9:47, 48, den danske autoriserede oversættelse af 1948.
Ved en anden lejlighed talte Jesus om en domsperiode hvor han ville sige til de onde: „Gaa bort fra mig, I forbandede, til den evige Ild, som er beredt for Djævlen og hans Engle.“ Han sagde også at disse skal „gaa til den evige Straf“. — MATTÆUS 25:41, 46, Erikke Rosenørn-Lehns katolske oversættelse.
VED første øjekast kunne det måske se ud som om disse ord af Jesus støttede tanken om at der findes et helvede. Men Jesus ville aldrig sige noget der var i modstrid med Guds ord, som klart siger: „De døde ved ingenting!“ — Prædikeren 9:5, da. aut. 1992.
Hvad mente Jesus da med at nogle ville blive kastet „i Helvede“, som det siges i ovennævnte oversættelse? Er „den evige Ild“ Jesus advarede om, bogstavelig eller symbolsk? Og i hvilken forstand skal de onde „gaa til den evige Straf“? Lad os tage spørgsmålene ét ad gangen.
Hvad sigtede Jesus til da han talte om at man kunne blive kastet „i Helvede“? Det oprindelige græske ord der i ovenstående oversættelse af Markus 9:47 er oversat med „Helvede“, er geʹenna. Ordet kommer af det hebraiske gē hinnomʹ, der betyder „Hinnoms Dal“. Hinnoms Dal lå i udkanten af Jerusalem. På de israelitiske kongers tid blev stedet brugt til børneofringer — en afskyelig handling som Gud fordømte. Gud sagde at han ville udrydde dem der deltog i denne afgudsdyrkelse. Hinnoms Dal ville blive kaldt „Drabets dal“, hvor „ligene af dette folk“ ville ligge frit fremme på jorden. (Jeremias 7:30-34, da. aut. 1992) Jehova forudsagde altså at Hinnoms Dal ville blive et destruktionssted for lig, ikke et pinested for levende.
På Jesu tid brugte Jerusalems indbyggere Hinnoms Dal som losseplads. Her henkastede man ligene af grove forbrydere, og der brændte en stadig ild som fortærede affaldet og ligene.
Da Jesus talte om orm som ikke dør, og om ild der ikke slukkes, refererede han tydeligvis til Esajas 66:24. Om „ligene af de mænd, der faldt fra [Gud],“ siger Esajas at „deres orm dør ikke, og deres ild slukkes ikke“. (Da. aut. 1931) Jesus og hans tilhørere vidste at disse ord i Esajas’ Bog sigtede til det man gjorde ved ligene af dem der ikke blev anset for værdige til en begravelse.
Jesus brugte derfor Hinnoms Dal, eller Gehenna, som et passende symbol på en død uden mulighed for en opstandelse. Det tydeliggjorde han da han advarede om at Gud „kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede [græsk: geʹenna].“ (Mattæus 10:28, da. aut. 1948) Gehenna er et symbol på evig død, ikke evig pine.
Er „den evige Ild“ Jesus advarede om, bogstavelig eller symbolsk? Læg mærke til at „den evige Ild“ der omtales af Jesus i Mattæus 25:41, er beredt for „Djævlen og hans Engle“. Tror du at åndeskabninger kan brændes i bogstavelig ild? Eller kan det tænkes at Jesus brugte ordet ild symbolsk? „Faarene“ og „Gedebukkene“ der nævnes i samme passage, er tydeligvis ikke bogstavelige; de illustrerer to slags mennesker. (Mattæus 25:32, 33, Erikke Rosenørn-Lehn) Den evige ild Jesus talte om, vil fuldstændig opbrænde de onde i overført betydning.
I hvilken forstand skal de onde „gaa til den evige Straf“? De fleste oversættelser bruger ordet straf i Mattæus 25:46, men grundbetydningen af det græske ord koʹlasis er „det at bremse et træs vækst“, det vil sige at beskære det, eller skære overflødige grene af. De der betegnes som får, vil altså modtage evigt liv, mens de ikkeangrende gedebukke vil lide evig straf, blive afskåret fra liv i al evighed.
Hvad mener du?
Jesus har aldrig sagt at mennesket har en udødelig sjæl, men han talte ofte om en opstandelse af de døde. (Lukas 14:13, 14; Johannes 5:25-29; 11:25) Mon Jesus ville sige at de døde vil blive oprejst, hvis han vidste at deres sjæle ikke var døde?
Jesus fremholdt ikke den tanke at Gud i ondskabsfuldhed vil pine de onde i al evighed. Jesus sagde derimod: „Saa højt har Gud elsket Verden, at han har givet sin enbaarne Søn, for at enhver, som tror paa ham, ikke skal gaa til Grunde, men have det evige Liv.“ (Johannes 3:16, Erikke Rosenørn-Lehn) Hvorfor mon Jesus lod forstå at de der ikke troede på ham, ville gå til grunde hvis han i virkeligheden vidste at de ville leve evigt og blive pint i et brændende helvede?
Læren om et pinested kaldet helvede er ikke baseret på Bibelen. Det er en hedensk lære forklædt som en kristen lære. (Se rammen „Kort om helvedeslæren,“ på side 6). Gud piner ikke mennesker for evigt i helvede. Hvordan kan dét at lære hvad sandheden er om helvede, berøre din indstilling til Gud?
[Ramme på side 6]
Kort Om Helvedeslæren
AF HEDENSK OPRINDELSE: Oldtidens ægyptere troede på et brændende helvede. Bogen Amduat, der er dateret til 1375 f.v.t., omtaler nogle der „vil blive kastet hovedkulds ned i gruber af ild; og . . . ikke vil kunne slippe ud derfra, og . . . ikke vil kunne flygte fra flammerne“. Den græske filosof Plutarch (ca. 46-120 e.v.t.) skrev følgende om dem der var i underverdenen: „[De] opløftede et klageskrig mens de gennemgik frygtelige pinsler og led forsmædelige og uudholdelige straffe.“
ANTAGES AF JØDISKE SEKTER: Den jødiske historiker Josefus (37–ca. 100 e.v.t.) skrev at essenerne, en jødisk sekt, troede at „sjælene er udødelige og evige“. Han tilføjede: „De deler den anskuelse med grækernes sønner, at der venter . . . de onde sjæle . . . en mørk og iskold hule, hvor straffene aldrig hører op.“
VINDER INDPAS I ’KRISTENDOMMEN’: I det andet århundrede efter vor tidsregning stod der i den apokryfe bog Peters Åbenbaring følgende om de onde: „Deres straf er ilden. . . . de vil blive straffet for evigt.“ Der stod også: „Ezrael, hans vredes engel, vil bringe mænd og kvinder, hvis legemer er halvt i flammer, og de vil kaste dem på et mørkt sted, som er menneskenes Helvede. Og en vredes ånd vil piske dem.“ Fra samme periode har vi en udtalelse af forfatteren Theofilos af Antiochia, som citerer den græske profetinde Sibylle for at profetere straf over de onde: „Brændende ild skal komme over dig, og til evig tid skal I daglig brænde i flammer.“ Dette hører til de ord der ifølge Theofilos er „sande og nyttige og rette og gavnlige for alle mennesker“.
BRUGES TIL AT RETFÆRDIGGØRE VOLD I MIDDELALDEREN: Den engelske dronning Maria 1. (1553-1558), der fik tilnavnet „Maria den Blodige“ efter at have brændt omkring 300 protestanter på bålet, skal have sagt: „Eftersom kætternes sjæle herefter skal brænde evigt i helvede, kan intet være mere passende for mig end at efterligne Guds hævn ved at brænde dem på jorden.“
EN NY DEFINITION: I de senere år har nogle trossamfund revideret deres lære om helvede. Den engelske statskirkes doktrinkommission fremsatte for eksempel følgende i 1995: „Helvede betegner ikke et sted med evig pine, men det endelige og uigenkaldelige valg af det som er så fuldstændigt og absolut i modstrid med Gud at det kun kan ende med absolut ikkeeksistens.“
[Ramme/illustration på side 7]
HVAD ER ’ILDSØEN’?
Åbenbaringen 20:10 siger at Djævelen vil blive kastet i ’ildsøen’ hvor han „skal pines dag og nat i evighedernes evigheder“. (Da. aut. 1948) Hvis Djævelen skal pines i al evighed, må Gud bevare ham i live, men Bibelen siger at Gud vil „knuse Satan“. (Romerne 16:20, da. aut. 1948) Der siges at den symbolske ildsø er „den anden død“. (Åbenbaringen 21:8) Den er altså ikke den første form for død der nævnes i Bibelen — den død der skyldes Adams synd, og hvorfra der vil være en opstandelse. (1 Korinther 15:21, 22) Eftersom Bibelen ikke siger noget om at ’ildsøen’ giver dem der er i den, tilbage, må „den anden død“ sigte til en anden form for død, én der er uigenkaldelig.
Hvordan skal man da forstå dét at de som er i ’ildsøen’, bliver pint for evigt? Undertiden blev ordet for „at pine“ brugt i betydningen at straffe eller at berøve nogen deres frihed. At en frihedsberøvelse kan betegnes som en pine, kan ses når man sammenholder Mattæus 8:29 med Lukas 8:31. De der er i ildsøen, vil altså blive ’pint’ i den forstand at de bliver berøvet friheden for evigt i „den anden død“.