Jeg har fundet glæde trods mit handicap

Fortalt af Paulette Gaspar

Selvom jeg vejede omkring tre kilo da jeg blev født, var lægen klar over at der var noget alvorligt i vejen med mig. Under fødselen var nogle af mine knogler brækket. Jeg lider af osteogenesis imperfecta, også kaldet medfødt knogleskørhed. Jeg blev straks bragt hen på operationsstuen, men lægerne mente ikke at der var meget håb. De forventede at jeg ville dø inden for 24 timer.

JEG blev født den 14. juni 1972 i Australiens hovedstad, Canberra. Stik imod alle odds overlevede jeg det første døgn. Men så fik jeg lungebetændelse. Eftersom lægerne mente at jeg alligevel ville dø, gav de mig ingen medicinsk behandling og besluttede at „lade naturen gå sin gang“. Naturen gik sin gang, og jeg overlevede.

Jeg kan forestille mig at det må have været en meget hård tid for mine forældre. Det velmenende plejepersonale rådede mine forældre til ikke at blive for nært knyttet til mig, da mine chancer for at overleve ikke var ret store. Mine forældre fik faktisk slet ikke lov til at røre mig de første tre måneder jeg var på hospitalet. Faren for at skade mig var for stor. Da det stod klart at jeg ville overleve, foreslog lægerne mine forældre at anbringe mig på et hjem for handicappede børn.

Mine forældre besluttede imidlertid at tage mig med hjem. Min mor var lige begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner, og det hun lærte, forstærkede hendes følelse af at være forpligtet til at tage sig af mig. Men det må have været svært for hende at knytte sig til mig eftersom al hendes følelsesmæssige og fysiske styrke blev brugt på den intensive pleje som jeg havde behov for. Jeg måtte ofte på hospitalet. Mine knogler kunne brække ved noget så almindeligt som at blive badet. Selv hvis jeg nyste, kunne jeg brække en af mine knogler.

Min vej mod en depression

Jeg var bundet til min kørestol under hele min opvækst. Det at lære at gå kunne slet ikke komme på tale. På trods af vanskeligheder lykkedes det mine forældre at dække de særlige fysiske behov jeg havde.

Min mor gjorde desuden hvad hun kunne for at lære mig Bibelens trøstende budskab at kende. Hun lærte mig blandt andet at Gud i fremtiden vil gøre jorden til et paradis hvor alle mennesker vil kunne glæde sig over et fuldkomment helbred, både åndeligt, mentalt og fysisk. (Salme 37:10, 11; Esajas 33:24) Men min mor sagde rent ud at hun havde svært ved at forestille sig at jeg kunne få et rart liv før Paradiset kom.

Jeg kom først på en skole for handicappede. Mine lærere gav mig ingen mål at stile efter, og jeg satte mig heller ikke selv nogle mål. Bare det at klare min skolegang var en stor udfordring, for mange af de andre børn var onde mod mig. Senere kom jeg i en almindelig skole, hvor jeg måtte lære at komme ud af det med andre, hvilket tog alle mine kræfter både fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. Ikke desto mindre var jeg besluttet på at fuldføre mine 12 års skolegang.

Især da jeg gik i highschool, tænkte jeg over hvor håbløst og tomt et liv det lod til at mine klassekammerater havde. Jeg tænkte også på det min mor havde lært mig ud fra Bibelen. Jeg vidste at det hun fortalte, var sandt, men på det tidspunkt nåede Bibelens lære ikke mit hjerte. For en tid besluttede jeg derfor at fylde mit liv med sjov og ballade uden at tænke på dagen i morgen.

Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig og ind i et hus hvor der boede flere andre handicappede. Det var både spændende og skræmmende for mig. Den nye frihed, selvstændigheden, vennerne og det sociale samvær var alt sammen meget tiltalende. Mange af mine venner giftede sig. Jeg længtes også efter kærlighed og efter at finde en ægtefælle, men på grund af mit handicap var det meget usandsynligt at det ville lykkes for mig. Da dét gik op for mig, blev jeg ked af det.

Jeg gav dog aldrig Gud skylden for hvordan jeg havde det. Jeg havde lært så meget om Gud at jeg vidste at det var fjernt fra hans måde at handle på at gøre noget som helst uretfærdigt. (Job 34:10) Jeg prøvede at acceptere mit liv som det var, men fik alligevel en dyb depression.

Den lange vej mod bedring

Heldigvis blev min mor opmærksom på hvordan jeg havde det, og kontaktede en af menighedens ældste der boede i nærheden af mig. Han ringede til mig og inviterede mig til at overvære møderne i Jehovas Vidners lokale rigssal. En søster fra menigheden begyndte desuden at studere Bibelen med mig hver uge.

Efterhånden som jeg fik genopfrisket de bibelske sandheder som min mor tidligere havde undervist mig i, begyndte jeg at se lysere på livet. Jeg nød at være sammen med trosfæller. Fordi jeg var bange for at blive såret, gav jeg dog sjældent udtryk for mine følelser. Jeg tror at det gjorde det vanskeligt for mig at føle dyb kærlighed til Gud. Alligevel vidste jeg at det var rigtigt at vie sit liv til ham, så i december 1991 blev jeg døbt som symbol på min indvielse.

Jeg flyttede fra mine handicappede venner i huset og ind i en lejlighed for mig selv. Denne forandring havde sine fordele, men også sine ulemper. Jeg var for eksempel meget ensom, og tanken om at jeg kunne blive overfaldet, skræmte mig. Snart fik jeg igen en dyb depression. Selvom jeg smilede og virkede glad, havde jeg det ikke godt. Jeg manglede desperat en god og trofast ven.

Jeg føler at Jehova gav mig en sådan ven. De ældste i den lokale menighed sørgede kærligt for at Suzie, en gift søster, kunne fortsætte med at studere Bibelen med mig. Suzie var mere end blot min lærer. Hun blev min nære veninde, og jeg holder meget af hende.

Suzie fik mig til at dele det jeg lærte, med andre — både fra hus til hus og ved uformel forkyndelse. Nu begyndte jeg at værdsætte Guds egenskaber i højere grad. Men selvom jeg var døbt, havde jeg endnu ikke opdyrket en dyb kærlighed til Gud. På et tidspunkt overvejede jeg endda helt at holde op med at tjene ham. Jeg betroede mig til Suzie, og hun hjalp mig igennem den vanskelige tid.

Suzie hjalp mig også til at indse at en stor del af min nedtrykthed skyldtes at jeg kom sammen med nogle der ikke havde en stærk kærlighed til Jehova. Så jeg begyndte at opdyrke venskaber med nogle åndeligt modne mennesker — især ældre. Mit forhold til min mor var anspændt, så jeg begyndte at genopbygge et godt forhold til hende og min storebror. Jeg blev overrasket over at opleve en glæde som jeg ikke før havde følt. Mine åndelige brødre og søstre, min familie og frem for alt Jehova blev en kilde til glæde og styrke for mig. — Salme 28:7.

Mit liv tager en ny drejning

Efter at jeg til et stævne havde hørt et foredrag der fremhævede de glæder mange oplever ved at være i den kristne heltidstjeneste, tænkte jeg ved mig selv: ’Det var da noget for mig!’ Jeg var selvfølgelig klar over at det fysisk ville være en meget stor udfordring for mig. Men efter at jeg under bøn havde overvejet sagen, besluttede jeg mig for at ansøge om at blive heltidsforkynder, og i april 1998 begyndte jeg som pioner.

Hvordan kan jeg trods mit handicap tage del i forkyndelsesarbejdet? Jeg er af natur meget selvstændig, og jeg hader at ligge nogen til byrde ved at være afhængig af at andre skal sørge for min transport eller på anden måde hjælpe mig. Så Suzie og hendes mand, Michael, kom med denne løsning: Køb en motorcykel! Men hvordan skulle jeg kunne køre på en motorcykel? Som billedet viser, er min motorcykel specialfremstillet til mig. Og jeg behøver ikke engang at løfte mine kun 19 kilo ud af kørestolen.

Min nye uafhængighed gør det muligt for mig at besøge folk og studere Bibelen med dem på et tidspunkt der passer både dem og mig. Jeg må tilstå at jeg elsker at køre på min motorcykel og mærke vinden mod ansigtet — en af livets små glæder.

Jeg kan godt lide at påbegynde en uformel samtale med folk på gaden, som i det store og hele er høflige og respektfulde over for mig. Jeg glæder mig også over at hjælpe andre til at lære mere om Bibelen. Jeg husker især en morsom situation hvor jeg var i hus til hus-forkyndelsen sammen med en meget høj broder. Han hilste på beboeren, som til gengæld bare stirrede forbløffet på mig og spurgte broderen: „Kan hun tale?“ Vi brød begge to ud i latter. Da jeg var færdig med at forkynde for kvinden, vidste hun med sikkerhed at jeg kunne tale!

Nu er jeg glad for at være i live, og jeg har lært at elske Jehova Gud. Jeg er meget taknemmelig over at min mor underviste mig i sandheden ud fra Bibelen, og jeg ser nu tillidsfuldt frem til at Gud i meget nær fremtid vil ’gøre alting nyt’, deriblandt min lille krop. — Åbenbaringen 21:4, 5.

[Tekstcitat på side 30]

„Jeg prøvede at acceptere mit liv som det var, men jeg fik alligevel en dyb depression“