„Den gode nyhed“ forkyndes på Australiens nordligste øer
„DENNE gode nyhed om riget,“ sagde Jesus, „vil blive forkyndt på hele den beboede jord.“ (Mattæus 24:14) Jehovas Vidner adlyder Jesu befaling og prøver at nå ud til folk med Bibelens budskab, uanset hvor de bor. (Mattæus 28:19, 20) Dette arbejde udføres frivilligt og for egen regning, selvom det nogle gange medfører store besværligheder.
Nathan og Carly gjorde for eksempel nogle forandringer i deres liv for at kunne forkynde for indbyggerne på de fjerntliggende øer i Torres Strait. I 2003 opfordrede en repræsentant for Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien dem til at flytte til Thursday Island for at arbejde sammen med den lokale menighed. Thursday Island er blot én ø i den lange kæde af grønne juveler der strækker sig hen over det blå Stillehav mellem Australien og Ny Guinea.
I 2007 købte familien en gammel perlefiskerbåd af træ der hed Teisan-Y. De bekostede selv at få sat båden i stand, og med Thursday Island som deres base begyndte de at tage ud på ture for at forkynde for indbyggerne på ti af de mest fjerntliggende øer. Her følger kaptajnens „logbog“ over nogle af deres rejser.
Januar 2008: I dag sejlede jeg i vores motorjolle til Bamaga — en rundtur på 80 kilometer — for at samle seks af de lokale Jehovas Vidner op. Vi befinder os nu om bord på Teisan-Y, med kurs mod øerne Warraber og Poruma. Tankene er fyldt op — 5500 liter brændstof til to dollars per liter. Båden sejler meget langsomt, med en gennemsnitshastighed på kun 10 kilometer i timen. Men det er strålende vejr, og der er kun en svag krusning på havet.
Da vi ankommer, kaster vi anker ud for kysten. De få der har familie på Warraber, sejler i jollen med ind til øen, hvor vi mødes med den øverste leder for at bede om tilladelse til at forkynde. Han er præst i den lokale kirke, men giver os alligevel lov til at tale med øboerne. På Poruma følger vi samme fremgangsmåde og får også dér lov til at forkynde. Folk er meget venlige og ivrige efter at læse vores litteratur. Vi påbegynder mange bibelstudier.
April 2008: Vi sætter kursen mod Dauan, Saibai og Boigu — de tre mest fjerntliggende øer — tæt ved grænsen til Papua Ny Guinea. Vejret bliver meget dårligt, så vi vælger at styre mod øen Mabuiag i stedet. Mabuiag ligger kun 70 kilometer fra vores hjemhavn, men vi kommer til at sejle 140 kilometer fordi vi skal siksakke os frem mellem snesevis af rev.
Jollen blev revet løs fra Teisan-Y af en enorm bølge. Vi vendte båden midt i tårnhøje bølger for at få fat i jollen igen. De fleste om bord er søsyge.
På Mabuiag får vi tilladelse til at forkynde på øen, og de lokale giver os så varm en velkomst at vores ubehag og gener inden længe er glemt. En kvinde bliver så glad for at høre vores budskab at hun tager imod ekstra litteratur for at kunne udstille det på det lokale bibliotek, hvor hun arbejder.
Maj til oktober 2008: På grund af vejrforholdene er det umuligt for os at sejle ud til øerne. Vi bruger tiden til at forkynde der hvor vi er, til at arbejde og til at udføre reparationer på båden.
Båden har brug for omfattende reparationer, og vi sejler derfor til havnebyen Weipa på hovedlandet og trækker båden op af vandet på en stor trailer. Det er lettere sagt end gjort! Forkyndere fra den lokale menighed bruger deres fritid på at hjælpe med det der skal gøres, for eksempel smede-, maler- og tømrerarbejde. Andre kommer med mad til os. Og atter andre kommer med forsyninger til vores næste forkyndertur. Deres gæstfrihed og hjælp er uvurderlig.
December 2008: Endnu en gang sætter vi kurs mod Dauan, Saibai og Boigu. Vi undgår tropiske storme ved at bruge vores radar og manøvrerer gennem revene ved hjælp af vores kortplotter. Det tager 12 timer at sejle til Dauan, men det er den smukkeste ø vi nogen sinde har set. De høje bjerge er indhyllet i skyer. Indbyggerne på Dauan er meget interesseret i det vi fortæller dem, og vi aftaler at fortsætte vores bibelske samtaler over telefonen når vi kommer hjem.
En af øboerne, en kvinde ved navn Lettie, havde på en eller anden måde fået nogle af vores blade og sendt kuponerne ind for at bede om mere litteratur. Afdelingskontoret i Australien sendte hende det hun havde bestilt, og desuden sendte de et brev til vores menighed og spurgte om vi kunne kontakte hende. Nu har vi endelig fundet Lettie, og vi er glade for at være med til at dække hendes åndelige behov.
På øen Saibai nægter den øverste leder at give os tilladelse til at forkynde for øboerne. Men han giver dog dem fra besætningen der har familie på øen, lov til at besøge deres slægtninge og tale med dem. Jeg har en kontrakt med regeringen om at male nogle huse på Saibai, og det er med til at dække vores udgifter.
En af vores søstre ved navn Tassie kommer fra en landsby i Papua Ny Guinea, der kun ligger omkring fire kilometer fra Saibai. Ifølge en aftale med den australske regering har Papua Ny Guineas indbyggere lov til at tage til Saibai og drive handel. Tassie møder mange fra sin landsby og har slet ikke nok bibelsk læsestof til dem alle sammen. Det er første gang siden hun blev et Jehovas vidne at hun har mødt nogen fra sin landsby. Vi tager tilbage til båden og skaffer hende en karton litteratur, hvoraf det meste er på tok pisin, det pidginsprog der tales i Papua Ny Guinea. Tassie forklarer Bibelens budskab for en gruppe på mere end 30 fra Papua Ny Guinea, og disse interesserede tømmer helt kartonen med litteratur. Den landsby de bor i, kan man kun nå frem til med båd, og sandsynligvis har den aldrig været besøgt af Jehovas Vidner.
At nå ud til den sidste ø, Boigu, er noget af en udfordring. Vi befinder os cirka fire kilometer fra kysten, og vanddybden er kun otte fod. Båden stikker seks fod. Sammen med en af de andre benytter jeg jollen til at rekognoscere området for at finde en passage ind til øen. Det siler ned, og vi er gennemblødte! Det tager to timer at finde en sejlrute.
Da vi ankommer, fortæller de overraskede øboere at de kort jeg har, er unøjagtige, og at ikke engang kystvagten eller marinen sejler ind i området. Øens øverste leder nægter os tilladelse til at forkynde, men lader besætningsmedlemmer der har familie på øen, besøge disse og forkynde for dem. Vi respekterer lederens ønsker og besøger kun familiemedlemmer. En mand tager imod bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?a og begynder øjeblikkelig at læse i den og at skrive spørgsmål ned bag i sin bibel. Den samme mand bliver senere kontaktet igen under et besøg på Thursday Island.
Januar 2009: Vi vender tilbage til øerne Moa og Mabuiag for igen at tale med dem der har vist interesse for Bibelens budskab. På begge øer får vi en meget varm modtagelse. Mange i landsbyen St. Paul på Moa beder os om ikke at vente for længe med at komme igen. Øens leder siger at vi er velkomne til at forkynde i landsbyen når som helst.
Der er 17 beboede øer i Torres Strait. Vi ved ikke om vi vil kunne komme i kontakt med hver eneste af indbyggerne. Men vi Jehovas Vidner her på Australiens nordligste øer er glade for at gøre hvad vi kan for at lovprise vores store Skaber, Jehova.
[Fodnote]
a Udgivet af Jehovas Vidner.
[Kort på side 23]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
AUSTRALIEN
Weipa
Bamaga
TORRES STRAIT ISLANDS
PAPUA NY GUINEA
[Kildeangivelse]
Baseret på NASA/Visible Earth imagery
[Kort på side 24, 25]
Bamaga
Thursday Island
Moa Island
Warraber Island
Poruma Island
Mabuiag Island
Saibai Island
Dauan Island
Boigu Island
PAPUA NY GUINEA
[Kildeangivelse]
Baseret på NASA/Visible Earth imagery
[Illustration på side 24]
Vi ankommer til Thursday Island
[Illustration på side 24]
Vi går ud for at besøge folk på Saibai Island
[Illustration på side 25]
Den gode nyhed forkyndes på sproget tok pisin