Olivétan — „Den ydmyge, lille oversætter“ af den franske bibel

Det var den 13. september 1540. Politiet ransagede Collin Pellencs hjem. I et hemmeligt rum fandt de nogle mistænkelige skrifter, blandt andet en stor bog. På side 2 i bogen stod disse ord: „P. Robert Olivetanus, den ydmyge, lille oversætter.“ Det var en valdensisk bibel! Collin Pellenc blev arresteret, dømt som kætter og brændt levende.

PÅ DET tidspunkt var den katolske kirke både i Frankrig og andre steder i Europa på jagt efter reformationens tilhængere for at komme deres „lumske“ lære til livs. En af reformatorerne, en ildsjæl ved navn Guillaume Farel, var besluttet på at den fransktalende verden skulle vindes for Martin Luther, en af den protestantiske reformations lederskikkelser. Farel, der stammede fra provinsen Dauphiné i det sydøstlige Frankrig, var klar over at i kampen for troen spillede det trykte ord en afgørende rolle. For at nå sit mål havde han brug for trykte pamfletter og traktater, foruden bibler. Men hvem ville betale for dette? Måske ville valdenserne, et uafhængigt trossamfund som havde viet sig til forkyndelse af Bibelens ord.

En synode i Chanforan

I midten af september 1532 havde valdensiske præster, de såkaldte barbes, afholdt en synode, et møde, i landsbyen Chanforan i nærheden af Torino i Italien. Der havde i flere år været kontakt mellem valdenserne og nogle af reformationens ledere. Derfor blev Farel, sammen med flere andre, indbudt til at deltage i synoden. Valdenserne ville gerne vide om deres egne lærepunkter stemte med dem som Luther og hans tilhængere fremførte.a

I Chanforan trådte Farel frem med overbevisende veltalenhed. Da valdensernes barbes viste ham de gamle, håndskrevne bibler de havde på deres egen dialekt, fik han dem overtalt til at bekoste trykningen af en ny fransk bibeloversættelse. Den franske oversættelse fra 1523, som var foretaget af Lefèvre d’Étaples, var baseret på den latinske tekst, men den nye skulle oversættes fra originalsprogene. Hvem kunne løfte en sådan opgave?

Farel kendte den rette mand. Det var en ung lærer som var født i regionen Picardie i det nordlige Frankrig. Hans navn var Pierre Robert, men han var kendt som Olivétan.b Han var en pålidelig mand, fætter til Johannes Calvin og en af reformationens tidlige tilhængere. Desuden havde han tilbragt adskillige år i Strasbourg med flittige studier af de bibelske sprog.

Ligesom Farel og mange andre havde Olivétan søgt tilflugt i Schweiz. Hans venner bad ham indtrængende om at påtage sig oversættelsesarbejdet. Efter at have afslået det flere gange sagde han til sidst ja til at oversætte Bibelen „til fransk efter det hebraiske og det græske sprog“. Samtidig bidrog valdenserne med 500 ud af de 800 guldmønter som det kostede at få denne bibel trykt — en hel formue!

Kragen og nattergalen

I begyndelsen af 1534 trak Olivétan sig tilbage til et sted i Alperne, hvor han gik i gang med arbejdet, omgivet af sine „tavse læremestre“, sine bøger. Hans bibliotek ville gøre enhver nutidig forsker misundelig. Det omfattede syriske, græske og latinske oversættelser af Bibelen, rabbinerkommentarer, kaldæiske (aramaiske) grammatikker og mange andre bøger. Vigtigst af alt havde han en ny version af Bibelens hebraiske grundtekst, som var udgivet i Venedig.

Ved oversættelsen af det der almindeligvis kaldes Det Nye Testamente, byggede Olivétan sin gengivelse på den franske oversættelse Lefèvre d’Étaples havde udarbejdet, men tog i mange tilfælde den hollandske teolog Erasmus’ græske tekst i betragtning. De ord Olivétan anvendte, var ofte valgt ud fra et ønske om frigørelse fra katolicismens greb. For eksempel foretrak han at sige „tilsynsmand“ i stedet for „biskop“, „hemmelighed“ i stedet for „mysterium“ og „menighed“ i stedet for „kirke“.

I sit arbejde med det såkaldte Gamle Testamente var Olivétan besluttet på så vidt muligt at gengive den hebraiske grundtekst ord for ord. Han sagde i spøg at dét at oversætte fra det smukke hebraiske sprog til fransk var ligesom at „få den skønne nattergal til at synge den hæse krages sang“!

I den hebraiske tekst stødte Olivétan på Guds navn i form af tetragrammet flere tusind steder. Han valgte at oversætte det med „den Evige“, et udtryk der senere blev almindeligt i franske protestantiske bibler. Men adskillige steder brugte han navnet Jehova, for eksempel i Anden Mosebog 6:3.

Det er imponerende at oversætteren havde fuldført arbejdet kun et års tid senere, den 12. februar 1535. Han nævnte at han „allerede længe havde båret [oversættelsens] åg alene“, så året 1534/1535 var åbenbart kulminationen på en møjsommelig proces der var begyndt længe før. „Jeg har gjort mit bedste,“ sagde oversætteren beskedent. Det eneste der nu stod tilbage, var at få trykt denne bibel, den første franske bibel der hovedsagelig var oversat fra originalsprogene.

På Pirots værksted

Nu kom Pierre de Wingle, også kaldet Pirot Picard, ind i billedet. Det var en trykker som var en ven af Farel og tilhænger af reformationen. Efter at den katolske kirke havde fordrevet ham fra Lyon, slog han sig i 1533 ned i Neuchâtel i Schweiz. Med økonomisk støtte fra valdenserne begyndte han at trykke „undergravende“ materiale i store mængder. På hans værksted trykte man for eksempel plakater som fordømte den katolske messe, og nogle af dem fandt vej til Frankrigs katolske konge, Frans I.

Endnu en gang satte Pierre de Wingle sine trykpresser i gang, nu for at trykke en bibel! For at det kunne gå hurtigt, benyttede man to trykpresser, der hver blev betjent af et hold på fire eller fem mand som satte teksten og trykte siderne. Endelig, „på den 4. dag i juni i året 1535“, signerede Pierre de Wingle udgiversiden i Olivétans bibel. Oversætteren skrev i et forord at han tilegnede sit arbejde til de stakkels troende som var „knuste og nedbøjede“ som følge af „tomme traditioner“.

Resultatet indfriede alle forventninger. Den franske teksts skønhed og enkelhed blev fremhævet af en elegant og tydelig gotisk skrift, der var stillet op i to spalter og inddelt i kapitler og afsnit. Noter i margenen vidner om oversætterens kyndighed. Indledende kommentarer, tillæg, oversigter og digte gør værket endnu mere værdifuldt. I slutningen er der et kort, akrostisk rim som lyder: „Det evangeliske folk som valdensere kaldes, har hermed gjort Bibelens skat til alles.“

Et mesterværk . . . men en fiasko

Olivétans oversættelse, der engang blev ringeagtet, er i dag enstemmigt anerkendt som et mesterværk. Den fortsatte endda med at danne grundlag for protestantiske bibeloversættelser i tre århundreder.

Der blev trykt omkring tusind eksemplarer af Olivétans bibel, men det gik langsomt med at sælge dem. Det skyldtes at der ikke var nogen effektiv måde at distribuere dem på, og desuden skete der i den periode store forandringer med det franske sprog. I øvrigt var en stor bog på 5 kilo ikke særlig praktisk for en omrejsende prædikant eller for dem der måtte læse Bibelen i hemmelighed.

Ganske vist havde et eksemplar af Olivétans oversættelse fundet vej til Collin Pellencs hjem i Frankrig, som nævnt i indledningen til denne artikel, men økonomisk set var denne bibel en fiasko. I 1670, næsten halvandet århundrede senere, havde en boghandel i Genève stadig et eksemplar til salg.

„Den navnløse ingen steder fra“

Efter at Olivétan havde fuldført sit hverv, vendte han tilbage til ubemærketheden. Under forskellige andre navne reviderede han sit Nye Testamente og dele af Det Gamle Testamente. Han helligede sig også sin anden lidenskab — undervisning. Som den tænkende skolelærer han var, reviderede han sin bog Instruction des enfans (Undervisning af børn), der var skrevet til børn og unge og gav både moralske anvisninger og en introduktion til fransk baseret udelukkende på Bibelen. Et af de pseudonymer han antog, var Belisem de Belimakom, der kan gengives med „Den navnløse ingen steder fra“.

Olivétan døde i 1538, mens han endnu var først i trediverne, muligvis i Rom. I dag er kun de færreste klar over den afgørende betydning den unge lærde mand fra Picardie har haft for udbredelsen af Bibelen på fransk. Hans navn forekommer kun sjældent i opslagsværker. Og det ville han sikkert være godt tilfreds med — den „ydmyge, lille oversætter“ Louys Robert, alias Olivétan!

[Fodnoter]

[Kildeangivelse på side 18]

Archives de la Ville de Neuchâtel, Suisse /Foto: Stefano Iori

[Kildeangivelser på side 19]

Foto, til venstre: Alain Leprince - La Piscine-musée, Roubaix / Med tilladelse af det tidligere Bouchard Museum, Paris

I midten og til højre: Société de l’Histoire du Protestantisme Français, Paris

[Kildeangivelse på side 20]

Société de l’Histoire du Protestantisme Français, Paris