Fremholdelse af den gode nyhed — med „Rigets Nyheder“ nr. 16
1 Jehovas ufortjente godhed og barmhjertighed er i sandhed stor. Skønt han ikke er forpligtet på nogen måde over for os ufuldkomne mennesker, har han åbnet vej for at folk af alle nationer og tungemål kan få evigt liv. (Åb. 5:9, 10; 7:9, 10) Da han ønsker at alle skal få gavn af denne foranstaltning, har han indgivet i sine tjeneres hjerter at de skal frigøre noget af den tid de bruger til andre gøremål, for at forkynde ’den gode nyhed’ og gøre disciple. Og er det ikke et udtryk for Jehovas ufortjente godhed og barmhjertighed at han har ladet det styrende råd sørge for udgivelsen af et nyt redskab — Rigets Nyheder nr. 16 — som kan hjælpe os til at nå ud til mange mennesker på kort tid.
2 De ti sidste dage i september vil vi tilbyde denne nye traktat til folk overalt. Uddelingen vil først og fremmest foregå fra hus til hus. Vi vil banke eller ringe på og personligt overrække beboerne traktaten. Dette er sikkert den form for uddeling der vil få det størst mulige antal mennesker til at tænke alvorligt over budskabet.
3 Vores præsentation kan være meget kort. Vi kunne for eksempel sige: „Goddag. Jeg er glad for at jeg har truffet Dem hjemme. Jeg deltager i et frivilligt arbejde med at uddele denne traktat, som indeholder et vigtigt budskab. Her er Deres eksemplar; værsågod, den koster ikke noget. [Ræk traktaten til den besøgte.] Jeg håber De får lejlighed til at læse den.“ Du kunne også sige: „I denne uge vil hundredtusinder af frivillige over hele verden være med til at uddele en traktat med et vigtigt budskab. Her er Deres eksemplar. Jeg vil gerne opfordre Dem til at læse den.“ Endnu en præsentation du kunne benytte: „Goddag. Jeg deltager i et verdensomspændende arbejde med at uddele denne traktat. Den indeholder et vigtigt budskab der viser den sande betydning af de problemer der findes i verden i dag. Jeg er glad for at kunne give Dem dette eksemplar. Værsågod. [Ræk traktaten til den besøgte.] Jeg håber De vil få lejlighed til at læse den.“ Du kan variere din fremholdelse, alt efter hvilken indstilling folk i dit distrikt har. Nogle steder finder du det måske godt at nævne at det drejer sig om et budskab fra Bibelen, eller at det viser hvilken forbindelse der er mellem begivenhederne i verden og Bibelens profetier. Benyt den metode der sætter dig i stand til at overrække traktaten til det størst mulige antal mennesker på kort tid.
4 Hvis en du besøger spørger om du har de sidste numre af bladene eller beder om at få en bog, har du naturligvis lov til at efterkomme ønsket. Men det vigtigste formål er at nå ud til så mange mennesker som muligt med traktaten. Hvis du finder nogle som viser interesse og gerne vil drøfte tingene mere indgående, foreslår vi at du noterer deres navn og adresse og aftaler at komme igen senere. Indtil dette arbejde er færdigt, er det vort mål at gennemgå distriktet hurtigt.
5 Vi ønsker at aflevere traktaten ved hvert hus, i hver lejlighed, ja til hver familie i vort distrikt. Men vi vil ikke notere dem der ikke er hjemme. Dér skal traktaten bare efterlades sådan at beboerne finder den når de kommer hjem.
6 Nogle forkyndere vil blive anmodet om at aflægge besøg i forretninger og på kontorer. De kan give et eksemplar af traktaten til indehaveren eller den overordnede, og hvis han tillader det kan de også give et eksemplar til de ansatte. Mange af os har måske lejlighed til at give vore arbejdskammerater et eksemplar i frokostpausen på vort verdslige arbejde. Og mange forkyndere der endnu går i skole vil sikkert gerne give deres lærere et eksemplar.
7 Bliv ved med at tilbyde traktaten så længe I har nogle eksemplarer af den tilbage. Stræb efter at få dem alle ud til offentligheden. Men hvis I får spredt dem før månedens udgang, kan I blot fortsætte med at gennemgå distriktet med ’Evolutionsbogen’ eller bladene.
8 Hvis vi alle gør en energisk indsats for at fremholde den gode nyhed vil der i sandhed blive aflagt et storslået vidnesbyrd. Og samtidig vil vi vise at vi værdsætter Jehovas store barmhjertighed og ufortjente godhed.
[Tekstcitat på side 4]
Lad os få alle traktaterne ud til offentligheden