Spørgsmålskassen
◆ Hvordan kan vi få hjælp til løsningen af et personligt problem?
Det er virkelig tilfredsstillende at kunne løse sine egne problemer ved hjælp af Guds ord. Mange finder en god løsning på de fleste personlige problemer gennem bøn og studium af Bibelen. Jehova ved bedre end nogen anden hvordan det forholder sig med vore problemer, og han indbyder os til at komme til ham for at få hjælp. (Hebr. 4:16; Jak. 1:2-5; Vagttårnet, 1. november 1974, siderne 499, 500) Ved hjælp af emneregistrene og skriftstedsregistrene i Selskabets publikationer kan man finde stof der behandler de særlige problemer der nu gør sig gældende, og den bibelske vejledning der kan hjælpe.
Hvis du efter at have fulgt de ovenfor nævnte forslag stadig føler at du har brug for hjælp, så tal med en af de ældste i menigheden. Disse brødre kender dig og dine forhold; de er sædvanligvis i stand til at give dig den vejledning du behøver ud fra Guds ord. Husk at ældsteordningen er Jehovas foranstaltning hvorigennem der gives åndelig hjælp.
Hvis nogle problemer vedvarende består, og du har god grund til at tro at du behøver yderligere hjælp, så kan du skrive til Selskabet. Hvis du beslutter dig til dette, foreslår vi følgende: Oplys dit navn, din adresse og din menighed; nævn ved navn de andre personer som måtte være indblandet. Anonyme breve bliver aldrig besvaret. Stil ikke spørgsmål vedrørende tænkte, hypotetiske, situationer. Skriv rent ud og nøjagtigt hvordan det forholder sig, og undgå formodninger og uvedkommende detaljer. Giv alle de nødvendige oplysninger og fremstil tydeligt hvori dit problem består. Fortæl hvad du hidtil har gjort for at løse det og hvorfor du føler at det ikke er lykkedes for dig. Selskabet vil søge at pege på de bibelske principper der kan komme på tale. Hvis du skriver om en vejledning som er givet af de ældste, vil det være godt at give dem en kopi af dit brev. Når andre er indblandet sender Selskabet måske en kopi af sit svar til de ældste, sådan at de ved hvilke råd der er blevet givet.