Kære medforkyndere!
Forberedelserne til en meget omfattende forårskampagne der begynder i marts og fortsætte ind i maj, er nu i gang. Vi håber at de ældste i hver menighed vil tilrettelægge alt, så alle kan have en fuld andel i kampagnen. Først vil vi søge at hjælpe flest muligt til at overvære mindehøjtiden torsdag den 27. marts, og det særlige offentlige foredrag den 30. marts; dernæst vil vi hjælpe alle nyinteresserede til fortsat at overvære møderne regelmæssigt.
Så har vi nogle særlige udgaver af bladene der skal spredes i april. Vågn op! for 8. april behandler det aktuelle emne „Er der virkelig en djævel?“, og Vågn op! for 22. april besvarer spørgsmålet „Interesserer Gud sig for os?“
Desuden har vi Vagttårnet for 15. april, der indeholder det særlige offentlige foredrag: „’Hvem er Jehova’, at alle skulle tilbede ham?“ Vi ønsker igen at hele vort distrikt bliver grundigt gennemgået med disse blade, at alle forkyndere samtidig hjælpes til at have en andel i arbejdet, og at også de nye opmuntres til at være med. For at hjælpe alle dem som vi nu leder studier med, til at have en andel i tjenesten, vil Selskabet sende en særlig forsyning af gratis blade til alle menigheder, sådan at hver enkelt interesseret, eller hver husstand hvor der ledes studier, vil få tre blade som kan uddeles til naboer, venner eller slægtninge. Dette skulle i høj grad opmuntre disse nye til at være med.
Én ting som altid har bidraget meget til at et stort resultat er opnået i forårskampagnen, er at så mange deltager i den midlertidige pionertjeneste. De forkyndere som har gjort en sådan særlig indsats i de få uger det har drejet sig om, er blevet rigt velsignet derved, og de har bidraget meget til en øget tjeneste fra hele menighedens side. Mere distrikt er blevet gennemgået, flere interesserede fundet, og flere forkyndere hjulpet til at have en større andel i tjenesten; og alle er blevet opbygget ved at høre om de mange oplevelser der er blevet fortalt i menigheden. Vi håber at et meget stort antal forkyndere vil ansøge udvalget i menigheden om at måtte være med i denne nutidens naziræertjeneste i løbet af forårskampagnen.
Måtte Jehova velsigne vor indsats i denne kampagne. Vi sender jer vore kærligste hilsener og bedste ønsker.
Jeres brødre på
DET DANSKE AFDELINGSKONTOR