Spørgsmålskassen

◆ Bliver overtrædere der angrer, „sat på“ en offentlig eller privat irettesættelse, som om de blev sat på prøve?

Nej. En irettesættelse er et udtryk for misbilligelse fra menighedens side som en af menighedens døbte medlemmer har gjort sig skyldig i, en overtrædelse som kunne have ført til udstødelse hvis vedkommende ikke havde angret. (1 Tim. 5:20; Tit. 1:10-13) Når denne misbilligelse er blevet udtrykt, er irettesættelsen givet. Vedkommende begynder ikke en periode med fortsat irettesættelse og er således ikke under irettesættelse, som om vedkommende var „sat på prøve“.

Hvorfor er der da visse restriktioner der gælder? Det er fordi en alvorlig synd begået af et af menighedens medlemmer viser at vedkommende er åndeligt svag. Ligesom en der er legemligt syg må afholde sig fra at spise visse fødemidler eller må undlade at gøre visse ting indtil hans tilstand er blevet tydeligt bedre, sådan må en der er åndeligt svag fritages for visse forpligtelser i menigheden indtil der er vidnesbyrd om at han er ved at genvinde sit åndelige helbred. Begrænsningerne har i stort omfang til formål at hjælpe den angrende overtræder til at komme sig efter en åndelig svaghed, og at understrege over for ham hvor vigtigt det er at respektere Guds hellighed. — Gal. 6:7-9; se or, siderne 162, 163.

Hvis en broder som for nylig er blevet irettesat, flytter til en anden menighed, er det tilrådeligt at oplyse de ældste i denne menighed om de begrænsninger der måtte gælde. Det vil sætte de ældste i hans nye menighed i stand til fortsat at overvåge at han efterhånden får sine privilegier igen og at hjælpe ham til fuldstændig åndelig helbredelse. Naturligvis skal der i den nye menighed ikke meddeles noget om en sådan tidligere irettesættelse. Til alle tider skal de ældste efterligne den barmhjertige måde som Jehova tog sig af sit folk på, selv når tugt var nødvendig. — Es. 63:7-9.