Fremholdelse af den gode nyhed — Brug Bibelen i indledningen
1 Hvilket indtryk ønsker vi at efterlade når vi forkynder fra hus til hus? At vi er Jesu disciple og taler ud fra Guds ord? Ja, og det vil folk forstå når vi bruger Bibelen i forkyndelsen og i vor undervisning. Det kræver naturligvis at vi er forberedte, men det er overraskende nok ikke spor vanskeligere end at gå fra dør til dør og kort fremholde to blade. Du kunne for eksempel have Bibelen i hånden når du banker på, og så sige:
2 „Goddag. Jeg besøger folk i kvarteret her for at tale med dem om det løfte Bibelen indeholder om bedre tider. Jeg vil blot vise Dem en enkelt udtalelse fra den sidste bog i Bibelen hvor der står (Åb. 21:4): ’Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere.’“ Dette er en kort og enkel indledning, og den besøgte er klar over at det er Bibelens ord der fremholdes. Derfra kan man så gå over til at tilbyde de nye blade eller månedens tilbud, hvad enten det er et abonnement på bladene eller en af vore bøger. Hovedsagen er at du klart har præsenteret dig som en Jesu discipel der taler ud fra Bibelen.
3 Her er et andet forslag til en kort indledning: „Goddag, jeg kommer for ganske kort at vise Dem ud fra Bibelen at der er grund til at være optimistisk med hensyn til fremtiden. Det er Jesus der i Bjergprædikenen siger (Matt. 5:5): ’Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.’ Det er jo ikke ligefrem mildhed der præger dem der styrer jorden nu, men det vil altså blive anderledes.“ Derefter kan du så fremholde tilbudet. Man behøver altså ikke at læse et helt skriftsted eller flere skriftsteder. Man kan nøjes med lige den tanke man vil understrege.
4 På denne måde kan vor indledning være ny hver gang vi kommer; det vil være lettere at få en samtale ud fra Bibelen når man har den fremme og er begyndt at citere fra den. Selv om samtalen bliver kort, har den besøgte forstået at vi forkynder på grundlag af Jesu ord. De retsindige vil sætte pris på det og blive opbygget ved det.