Hjælp de „får“ der er i fare
1 Når du ser dig omkring i rigssalen, kommer du da i tanker om brødre og søstre som du ikke har set til møderne et stykke tid? Ved du hvorfor de ikke kommer til møderne eller er med i forkyndelsen? De har måske alvorlige problemer i familien eller med helbredet, de føler sig måske trådt over tæerne på grund af andres personlighed, eller har måske af en anden grund tabt humøret og er mismodige. Eller er der tilflyttere som før kom i en menighed af Jehovas folk, men som endnu ikke er begyndt at komme til møderne i deres nye menighed?
2 Hvordan bør vi forholde os til disse brødre og søstre? Vi bør have samme indstilling som Jesus Kristus gav udtryk for i en lignelse i Mattæus 18:12, 13. Hyrden forlod villigt hjorden for at lede efter det får der var faret vild. Jesus forklarede hvordan Jehova ser på vildfarne „får“ idet han sagde: „På lignende måde er det heller ikke min himmelske Faders ønske at en af disse små skal gå tabt.“ (Matt. 18:14) Vi ønsker naturligvis at være i harmoni med Jehova og gøre alt hvad vi kan for at hjælpe vildfarne „får“ tilbage til hjorden eller menigheden.
3 Vildfarne „får“ er svækkede og må forsikres om at vi brødre og søstre elsker dem. En opringning eller et besøg, ikke af pligtfølelse men af ægte omsorg for dem, kan gøre meget til at styrke dem. At man bare siger til dem at de bør se at komme til møderne og gå med ud i tjenesten, vil ikke virke særlig opmuntrende. Det kunne tværtimod slå modet endnu mere ned hos dem. Man må tale med dem venligt og med varme, ligesom med kødelige slægtninge man holder meget af. Fremfor alt må man være en god tilhører og udvise forståelse. Man kunne måske fortælle en opbyggende erfaring eller invitere dem hjem en eftermiddag eller en aften til et måltid mad og opbyggende samvær. Kan man få en aftale i stand om at følges med dem til et møde eller ud i en eller anden tjenestegren, vil det uden tvivl have en meget opbyggende virkning. Man må ofre tid på dem, være sammen med dem. Ved at være naturlig og tale fra hjertet viser man at man nærer omsorg for dem, som for elskede brødre eller søstre. — 1 Tess. 5:14, 15.
4 I denne endens tid har vi i sandhed behov for dem der er beslægtede med os i troen. Lad os derfor til stadighed tænke på hvad vi kan gøre for at opmuntre vore brødre. Lad os bede for dem, lad os vise ægte interesse for dem der ofte går glip af det nødvendige samvær med hjorden.